Kultur i Den Dominikanske Republik
Kulturlivet i Den Dominikanske Republik er sammensat af kulturelt arvegods fra hele verden, så det er svært at sige, hvad der er egentlig dominikansk. Måske er det netop mikset af kultur fra indianerne, fra spanierne, fra franskmænd, fra afrikanere. En del er bevaret som oprindeligt, mens andre ting er smeltet sammen og blevet til rent dominikansk.
Læs om dans, sport, film, billedkunst og musik, som selvfølgelig er merengue.
Læs om dans, sport, film, billedkunst og musik, som selvfølgelig er merengue.
Dans og Musik
Ved du, hvad dominikaner gør mindst to gange om dagen? Det vil dominikanere næsten helt sikkert spørge dig om, mens du er der. Svaret er: De smiler og danser merengue.
Merengue er rytmen, der gennemtrænger hele landet. Og det er besluttet ved lov, at dansen er republikkens helt egen - og lovfæstet som landets nationaldans. Den har sin egen nationale helligdag. 26. november - Día Nacional del Merengue. Og i 2016 blev dansen optaget som muligt emne til Unescos liste over verdenskulturarv. Med andre ord: De elsker deres merengue! Man hører det hele tiden. Man ser det hele tiden. Rytmerne brager løs fra alle kanter, jo højere volume, jo bedre. Og unge som ældre kan bryde ud i dans ud af det blå.
Man bør prøve sig selv af på det dominikanske dansegulv, som kan være lige ned på fortovet eller på stranden. Men man skal ikke være kropsforskrækket. Dansen går tæt på. Et element i den er perreo, som betyder doggystyle – eller tage den bagfra. Manden gnider sig op af kvinden, som danser med ryggen til, så kan man selv forestille sig resten. Perreo kan også blive for voldsomt for dominikanere, og der er også krænkede, der mener, at den del af dansen er kvindeundertrykkende. Men tilhængere forsvarer det med, at det faktisk er kvinden, der har bukserne på i perreo. Der er mange afarter af merengue, en af de mest populære hedder bachata, som spilles meget i hovedstaden.
Merengue har rødder i indianske og afrikanske rytmer. Som så meget andet caribisk musik opstod merengue blandt de fattige. Første gang registreret i 1854, og da var det meget lidt velset blandt bedre stillede. De mente, at det var en vulgær dans. De fine kunne bedre lide at gå rundt i nøje forberedte geometriske mønstre og bukker og neje ad hinanden, som de kendte det fra Europas hoffer. Så der blev ført kampagner for at stoppe den, men rytmen dundrede videre. Til sidst gjorde man dyd af nødvendighed, og diktator Trujillo anerkendte den som nationalmusik. Han så en mulighed for dermed at kunne konkurrere med Cubas bolero. Trujillo støttede især den bløde merengue-musik, så da han blev myrdet, vendte folket sig mod den i en bagudrettet protest, og genren tog nye former. Der kom mere fart på, og i dag er det den hurtigste dansemusik i verden. Den mest kendte merengue-stjerne er Juan Luis Guerra med 20 millioner solgte cd’er og Grammy Awards. En anden er Johnny Ventura, som også var borgmester i Santo Domingo.
Design
En bestemt mand har sat Den Dominikanske Republik på verdenskortet, når det gælder design: Óscar de la Renta. Der var nærmest landesorg, da han døde i 2014. Han var manden, der klædte de fineste på, blandt kunderne var USA’s præsidentfrue Jacqueline Kennedy. Efter ham er kommet nye modeskabere som Sully Bonnelly, Hernan Lander og Jenny Polanco. Der satses også på det gennem designskolen La Escuela de Diseño de Altos de Chavón, der har været i gang 1983 og har uddannet 10.000 designere.
Litteratur
Mest kendte forfatter er Junot Diaz, som kritiserer magtapparatet hårdt i sine romaner. Ikke mindst landets behandling af indvandrere fra Haiti. Men landet har en lang litterær tradition med den første bestseller i 1552. Det var dominikanermunken Bartolomé de las Casas’ kritik af spaniernes behandling af indianerne: En kortfattet beretning om ødelæggelsen af Vestindien. Landets første kvindelige digter, Leonor de Ovando, skrev også i 1500-tallet. Forfatteren Félix María del Monte måtte en tur i eksil på St. Thomas, da han udover tekst til landets nationalsang også skrev politisk. Juan Bosch Gaviño startede med at skrive noveller, men endte som præsident i 1962, ganske vist kun kort.
Ved du, hvad dominikaner gør mindst to gange om dagen? Det vil dominikanere næsten helt sikkert spørge dig om, mens du er der. Svaret er: De smiler og danser merengue.
Merengue er rytmen, der gennemtrænger hele landet. Og det er besluttet ved lov, at dansen er republikkens helt egen - og lovfæstet som landets nationaldans. Den har sin egen nationale helligdag. 26. november - Día Nacional del Merengue. Og i 2016 blev dansen optaget som muligt emne til Unescos liste over verdenskulturarv. Med andre ord: De elsker deres merengue! Man hører det hele tiden. Man ser det hele tiden. Rytmerne brager løs fra alle kanter, jo højere volume, jo bedre. Og unge som ældre kan bryde ud i dans ud af det blå.
Man bør prøve sig selv af på det dominikanske dansegulv, som kan være lige ned på fortovet eller på stranden. Men man skal ikke være kropsforskrækket. Dansen går tæt på. Et element i den er perreo, som betyder doggystyle – eller tage den bagfra. Manden gnider sig op af kvinden, som danser med ryggen til, så kan man selv forestille sig resten. Perreo kan også blive for voldsomt for dominikanere, og der er også krænkede, der mener, at den del af dansen er kvindeundertrykkende. Men tilhængere forsvarer det med, at det faktisk er kvinden, der har bukserne på i perreo. Der er mange afarter af merengue, en af de mest populære hedder bachata, som spilles meget i hovedstaden.
Merengue har rødder i indianske og afrikanske rytmer. Som så meget andet caribisk musik opstod merengue blandt de fattige. Første gang registreret i 1854, og da var det meget lidt velset blandt bedre stillede. De mente, at det var en vulgær dans. De fine kunne bedre lide at gå rundt i nøje forberedte geometriske mønstre og bukker og neje ad hinanden, som de kendte det fra Europas hoffer. Så der blev ført kampagner for at stoppe den, men rytmen dundrede videre. Til sidst gjorde man dyd af nødvendighed, og diktator Trujillo anerkendte den som nationalmusik. Han så en mulighed for dermed at kunne konkurrere med Cubas bolero. Trujillo støttede især den bløde merengue-musik, så da han blev myrdet, vendte folket sig mod den i en bagudrettet protest, og genren tog nye former. Der kom mere fart på, og i dag er det den hurtigste dansemusik i verden. Den mest kendte merengue-stjerne er Juan Luis Guerra med 20 millioner solgte cd’er og Grammy Awards. En anden er Johnny Ventura, som også var borgmester i Santo Domingo.
Design
En bestemt mand har sat Den Dominikanske Republik på verdenskortet, når det gælder design: Óscar de la Renta. Der var nærmest landesorg, da han døde i 2014. Han var manden, der klædte de fineste på, blandt kunderne var USA’s præsidentfrue Jacqueline Kennedy. Efter ham er kommet nye modeskabere som Sully Bonnelly, Hernan Lander og Jenny Polanco. Der satses også på det gennem designskolen La Escuela de Diseño de Altos de Chavón, der har været i gang 1983 og har uddannet 10.000 designere.
Litteratur
Mest kendte forfatter er Junot Diaz, som kritiserer magtapparatet hårdt i sine romaner. Ikke mindst landets behandling af indvandrere fra Haiti. Men landet har en lang litterær tradition med den første bestseller i 1552. Det var dominikanermunken Bartolomé de las Casas’ kritik af spaniernes behandling af indianerne: En kortfattet beretning om ødelæggelsen af Vestindien. Landets første kvindelige digter, Leonor de Ovando, skrev også i 1500-tallet. Forfatteren Félix María del Monte måtte en tur i eksil på St. Thomas, da han udover tekst til landets nationalsang også skrev politisk. Juan Bosch Gaviño startede med at skrive noveller, men endte som præsident i 1962, ganske vist kun kort.
Masser af farver i kunsten
Billedkunst
Nyere dominikansk billedkunst er stærkt påvirket af spansk. Det skyldes, at mange spanske kunstnere flygtede hertil under Franco-styret. De mest kendte er Manolo Pascual, Jose Gausachs, Jose Vela-Zanetti og Jose Fernandez Corredor. Der er flere gode landskabsmalere og portrætmalere, men ellers er den caribiske tradition for meget naive og meget farverige malerier også slået igennem her. Malerier sælges ligeså livligt som t-shirts i hver en by.
Arkitektur
Fra den tidlige kolonitid ses regeringsbygninger i byerne. De er bygget fornuftigt og stærkt, så de kunne holde rigdommene inde og orkanerne ude. Men de skulle også imponere, og det gør de stadig. De store stenbygninger er udsmykkede med støbejern, gelændere og gesvejsninger. Bag facaderne er kølige indvendige gårde med brønde og haver. Landet var engang plettet med strålende plantagehjem, men orkaner og ild har taget dem. Den almindelige borger bor i farverige små træhuse, lavet af palmertræ, der afspejler livsstilen: Man tager en dag ad gangen. De har så tit set, at regeringen pludselig flytter en landsby, eller at en orkan rydder det hele, så der er ikke stor tradition for at fæstne sig for permanent. Husene består af et stuehus med soveværelser, og der skal helst være en lille veranda foran med en gyngestol. Bag ved i en selvstændig bygning ligger køkkenet, som man holder adskilt af hensyn til brandfaren. Husene er ofte flot dekoreret med masser af træudskæringer og malet i en regnbue af pastelfarver. I de senere år er det statussymbol at få et rigtigt cementhuse, de flytter sig ikke så nemt, men de er bestemt ikke kønnere.
Nyere dominikansk billedkunst er stærkt påvirket af spansk. Det skyldes, at mange spanske kunstnere flygtede hertil under Franco-styret. De mest kendte er Manolo Pascual, Jose Gausachs, Jose Vela-Zanetti og Jose Fernandez Corredor. Der er flere gode landskabsmalere og portrætmalere, men ellers er den caribiske tradition for meget naive og meget farverige malerier også slået igennem her. Malerier sælges ligeså livligt som t-shirts i hver en by.
Arkitektur
Fra den tidlige kolonitid ses regeringsbygninger i byerne. De er bygget fornuftigt og stærkt, så de kunne holde rigdommene inde og orkanerne ude. Men de skulle også imponere, og det gør de stadig. De store stenbygninger er udsmykkede med støbejern, gelændere og gesvejsninger. Bag facaderne er kølige indvendige gårde med brønde og haver. Landet var engang plettet med strålende plantagehjem, men orkaner og ild har taget dem. Den almindelige borger bor i farverige små træhuse, lavet af palmertræ, der afspejler livsstilen: Man tager en dag ad gangen. De har så tit set, at regeringen pludselig flytter en landsby, eller at en orkan rydder det hele, så der er ikke stor tradition for at fæstne sig for permanent. Husene består af et stuehus med soveværelser, og der skal helst være en lille veranda foran med en gyngestol. Bag ved i en selvstændig bygning ligger køkkenet, som man holder adskilt af hensyn til brandfaren. Husene er ofte flot dekoreret med masser af træudskæringer og malet i en regnbue af pastelfarver. I de senere år er det statussymbol at få et rigtigt cementhuse, de flytter sig ikke så nemt, men de er bestemt ikke kønnere.
Dukke uden ansigt
Keramik
Taino-indianerne var dygtige keramikere, og de lavede statuetter af deres guder. De fleste er forsvundet, men efter et jordskælv i Cibao-dalen dukkede flere op. De blev attraktive souvenirs, og snart begyndte en større kopi-produktion. Det er små ansigtsløse figurer, der skal symbolisere race-mangfoldighed i landet. Da ingen ved, hvordan en dominikaner ser ud, må man selv tænke sig til ansigtstrækkene. Nu er de blevet en del af kulturarven. Der er mange keramikere, og man kan ofte gå ind på deres værksteder og se dem arbejde.
Film
Landet har ikke selv nogen filmproduktion af betydning, men mange berømte film er optaget i Den Dominikanske Republik, fordi der er perfekte lysforhold og ideelle scenerier til mange slags film. Og så er det billigt. Dele af filmen Jurassic Park af Steven Spielberg blev indspillet tæt på Puerto Plata. Instruktøren fik blandt andet sin inspiration på rav-museet i byen, hvor han så de store ravstykker med indkapslede insekter fra millioner af år siden. Hollywood bruger også landet, når man skal indspille film, hvor handlingen udspiller sig i Cuba, På grund af den amerikanske boykot af Cuba, må man bruge Den Dominikanske Republik. Godfather 2 med Al Pacino er delvis optaget i Santo Domingo, der havde rollen som Havana. Også filmen Havana med Robert Redford er filmet i Den Dominikanske Republik.
Taino-indianerne var dygtige keramikere, og de lavede statuetter af deres guder. De fleste er forsvundet, men efter et jordskælv i Cibao-dalen dukkede flere op. De blev attraktive souvenirs, og snart begyndte en større kopi-produktion. Det er små ansigtsløse figurer, der skal symbolisere race-mangfoldighed i landet. Da ingen ved, hvordan en dominikaner ser ud, må man selv tænke sig til ansigtstrækkene. Nu er de blevet en del af kulturarven. Der er mange keramikere, og man kan ofte gå ind på deres værksteder og se dem arbejde.
Film
Landet har ikke selv nogen filmproduktion af betydning, men mange berømte film er optaget i Den Dominikanske Republik, fordi der er perfekte lysforhold og ideelle scenerier til mange slags film. Og så er det billigt. Dele af filmen Jurassic Park af Steven Spielberg blev indspillet tæt på Puerto Plata. Instruktøren fik blandt andet sin inspiration på rav-museet i byen, hvor han så de store ravstykker med indkapslede insekter fra millioner af år siden. Hollywood bruger også landet, når man skal indspille film, hvor handlingen udspiller sig i Cuba, På grund af den amerikanske boykot af Cuba, må man bruge Den Dominikanske Republik. Godfather 2 med Al Pacino er delvis optaget i Santo Domingo, der havde rollen som Havana. Også filmen Havana med Robert Redford er filmet i Den Dominikanske Republik.
Sport
Sammy Sosa har endda fået en statue
Umiddelbart kunne man tro, at domino eller billard var nationalsport, for det spilles over alt på gader og pladser og i klubber. Men ingen sport sætter sindene mere i kog end baseball, på spansk beisbol. Visse tv-kanaler sender baseball nonstop på gader og barer. I byernes sportsbarer hænger man gerne 4-5 fjernsyn op, som larmer hver deres kamp, og så er der åbent for væddemål. Dominikanerne er selv blandt de bedste baseball-spillere i verden, og der er en stor eksport af spillere til de fineste klubber i USA. I 1956 skrev den første dominikaner kontrakt med et amerikanske superhold, og i dag er Den Dominikanske Republik det land, der har flest topspillere på hold i USA. Det store nationale hold i USA, The Dodgers, har taget konsekvensen og lagt et af klubbens træningscentre i Den Dominikanske Republik, så drengene kan være hjemme under træning i ny og næ. Det ligger i Campo de Palmas tæt ved San Pedro de Macoris, Byen har leveret 1/3 af de mange topspillere, der i dag stiller op på amerikanske hold. En af de mest kendte er Sammy Sosa, der har gude-status i landet. Han gik fra at være skopudser på torvet i San Pedro de Macoris til mangemillionær i baseball.
Hanekampe
Enhver landsby har en arena til hanekamp – en gallera. Sporten kaldes også fattigmands kasino, og det går stort set ud på at få to haner til kæmpe, indtil den ene segner. Hanerne bliver udstyret med sporer af skildpaddeskjold på fødderne, så de kan lemlæste modparten. Man lader dem dog sjældent kæmpe til døden som andre steder i verden, dertil er hanerne for dyre. Man skal lægge sine våben, inden man går ind i la gallera – man ved af erfaring, at gemytterne kan komme i kog, for der er penge på spil.
Hanekampe
Enhver landsby har en arena til hanekamp – en gallera. Sporten kaldes også fattigmands kasino, og det går stort set ud på at få to haner til kæmpe, indtil den ene segner. Hanerne bliver udstyret med sporer af skildpaddeskjold på fødderne, så de kan lemlæste modparten. Man lader dem dog sjældent kæmpe til døden som andre steder i verden, dertil er hanerne for dyre. Man skal lægge sine våben, inden man går ind i la gallera – man ved af erfaring, at gemytterne kan komme i kog, for der er penge på spil.
