Dominikanerne i dag
Alt om dominikanerne. Levestandard. Religion. Uddannelse. Erhverv. Politik. Kultur. Dans. Musik. Billedkunst og Sport. Se også kvikke Fakta her.
Den dominikanske befolkning er et broget folk - sammensat af alle racer. Derfor siger man, at ingen ved, hvordan en dominikaner skal se ud. De nationale keramikdukker har derfor ingen ansigtstræk – Muneca sin cara - man kan selv sætte ansigt på efter eget valg.
Af Kenneth Bo Jørgensen
Indianerne var her først, men der er ikke meget indianerblod i dagens dominikaner. Og de hvide er der heller ikke meget hvidt over. De er blandet med afrikanere, der blev kidnappet og sejlet hertil som slaver. Så de fleste er et miks af alle racer. Men man må ikke kalde dem mulattos, for det sidestiller folk med muldyr, og det har slet ikke samme neutrale betydning, som når vi bruger udtrykket mulat. Mange vil gerne kalde sig indianere, både hvide og mørke - indio claro eller indio oscuro. Der er ikke noget finere end indianere, men de uddøde altså i 1500-tallet. Mange vil ikke være sorte, for man vil ikke forveksles med haitianere. Så den værste racisme er mod de nærmeste naboer.
Få dominikanske familier kan prale af at have boet her i flere generationer, for øen blev tømt for mennesker adskillige gange. Følelsen af at tilhøre en nation er først vakt fra midten af 1800-tallet, men nu er patriotismen til gengæld høj. Man ærer alle nationale symboler, ikke mindst flaget, og hvis nationalsangen bliver spillet eller sunget, så er det om at få hatten af og stå stille.
Nationalfølelsen forhindrer ikke en stor udvandring, mange søger stadig lykken i rigere lande. Allermest USA, hvor der bor så mange dominikanere, at New York regnes for den by i verden med flest dominikanere efter Santo Domingo. I 2023 viste en ny opgørelse, at der nu bor næsten tre millioner dominikanere uden for landets grænser. Regeringen har en viceminister, der kun tager sig af forhold omkring landsmænd i udlandet. De har enorm betydning for landet, fordi de sender enorme beløb hjem til deres fattigere slægtningene.
Der er sket stor indvandring fra Haiti. som er langt fattigere. De får det dårligste arbejde, ofte som landarbejdere i sukkerrørsmarkerne, og de udgør den absolutte underklasse. Der har anklager om, at man har kidnappet haitianere til det beskidte arbejde. Men haitianere står i kø for at komme hertil, for ligegyldigt hvor elendigt de får det, er det bedre end i Haiti. I dag får Den Dominikanske Republik mest kritik, når haitianerne bliver sendt tilbage. Man regner med, at der bor cirka 3 millioner haitianere i Den Dominikanske Republik.
Indianerne var her først, men der er ikke meget indianerblod i dagens dominikaner. Og de hvide er der heller ikke meget hvidt over. De er blandet med afrikanere, der blev kidnappet og sejlet hertil som slaver. Så de fleste er et miks af alle racer. Men man må ikke kalde dem mulattos, for det sidestiller folk med muldyr, og det har slet ikke samme neutrale betydning, som når vi bruger udtrykket mulat. Mange vil gerne kalde sig indianere, både hvide og mørke - indio claro eller indio oscuro. Der er ikke noget finere end indianere, men de uddøde altså i 1500-tallet. Mange vil ikke være sorte, for man vil ikke forveksles med haitianere. Så den værste racisme er mod de nærmeste naboer.
Få dominikanske familier kan prale af at have boet her i flere generationer, for øen blev tømt for mennesker adskillige gange. Følelsen af at tilhøre en nation er først vakt fra midten af 1800-tallet, men nu er patriotismen til gengæld høj. Man ærer alle nationale symboler, ikke mindst flaget, og hvis nationalsangen bliver spillet eller sunget, så er det om at få hatten af og stå stille.
Nationalfølelsen forhindrer ikke en stor udvandring, mange søger stadig lykken i rigere lande. Allermest USA, hvor der bor så mange dominikanere, at New York regnes for den by i verden med flest dominikanere efter Santo Domingo. I 2023 viste en ny opgørelse, at der nu bor næsten tre millioner dominikanere uden for landets grænser. Regeringen har en viceminister, der kun tager sig af forhold omkring landsmænd i udlandet. De har enorm betydning for landet, fordi de sender enorme beløb hjem til deres fattigere slægtningene.
Der er sket stor indvandring fra Haiti. som er langt fattigere. De får det dårligste arbejde, ofte som landarbejdere i sukkerrørsmarkerne, og de udgør den absolutte underklasse. Der har anklager om, at man har kidnappet haitianere til det beskidte arbejde. Men haitianere står i kø for at komme hertil, for ligegyldigt hvor elendigt de får det, er det bedre end i Haiti. I dag får Den Dominikanske Republik mest kritik, når haitianerne bliver sendt tilbage. Man regner med, at der bor cirka 3 millioner haitianere i Den Dominikanske Republik.
Dominikanerne dyrker deres flag med passion alle vegne, foto Kenneth Bo Jørgensen
Vidste du, at det dominikanske flag var med på en amerikansk rummission i 2006. Det skete på initiativ af kongresmedlem, Jose Serrano, som er valgt i New York, hvor 100.000 vælgere er af dominikansk herkomst. Turen skulle vise, hvor meget USA sætter pris på dem. Flaget er nu udstillet på et college i New York opkaldt efter Eugenio Hostos, som har plads i Panteón i Santo Domingo.
Levestandard i Den Dominikanske Republik
Den Dominikanske Republik er et land med meget få rige, en kraftigt voksende middelklasse, men også med 40 pct. af befolkningen, der lever i fattigdom, heraf 10 pct. i stor fattigdom. Ingen sulter, men på landet lever de så spartansk, at fire generationer må leve under samme tag, ofte uden rindende vand og knapt nok tag.
Mindsteløn: 1500 kroner om måneden
En familie har brug for ca. 6000 kroner om måneden for at overleve. Mindstelønsfamilier skal altså have fire personer i arbejde. Det kan være svært, og der er derfor en bytte-økonomi og mange uformelle markeder, for mange har ikke råd til at købe ind i et supermarked. Der er kun et lille socialt sikkerhedsnet, og derfor sætter fattige familier stadig mange børn i verden i håb om at blive forsørget i alderdommen. Men systemet står for fald, fordi de unge forlader hjemegnen. Og derfor ser man mange gamle, der stadig må arbejde.
Lægehjælp er gratis, men man skal selv betale medicin. Derfor har familier på landet altid en gris i reserve. Hvis nogen bliver syge, ryger grisen.
I de fattige kvarterer i Santo Domingo er der høj børnedødelighed. Men også på landet, hvor mangel på rent vand fører sygdomme med sig. Denne elendighed lægger man ikke mærke til som turist, for i turistområder og i byerne er der fine forhold, og folk er generelt velstående. Og man lægger heller ikke mærke til de i fattige landområder, for her er folk ret glade.
Mange dominikanere er fede, for med velstand er også kommet dårlige madvaner, og så elsker de kager. Men de er alle sammen smukke.
Også fattige ønsker at bo i eget hus, for når man først har købt det, skal man ikke betale mere, ingen ejendomsskat og den slags. Derfor går mange i gang med at bygge, men mangel på penge betyder, at man kan være 10-15 år om det. Derfor er de mange ufærdige huse ikke forladte, men under langvarig opførelse. Materialerne kommer på i takt med, hvad man har sparet op til. Det kan være en betonblok ad gangen.
Den Dominikanske Republik er et land med meget få rige, en kraftigt voksende middelklasse, men også med 40 pct. af befolkningen, der lever i fattigdom, heraf 10 pct. i stor fattigdom. Ingen sulter, men på landet lever de så spartansk, at fire generationer må leve under samme tag, ofte uden rindende vand og knapt nok tag.
Mindsteløn: 1500 kroner om måneden
En familie har brug for ca. 6000 kroner om måneden for at overleve. Mindstelønsfamilier skal altså have fire personer i arbejde. Det kan være svært, og der er derfor en bytte-økonomi og mange uformelle markeder, for mange har ikke råd til at købe ind i et supermarked. Der er kun et lille socialt sikkerhedsnet, og derfor sætter fattige familier stadig mange børn i verden i håb om at blive forsørget i alderdommen. Men systemet står for fald, fordi de unge forlader hjemegnen. Og derfor ser man mange gamle, der stadig må arbejde.
Lægehjælp er gratis, men man skal selv betale medicin. Derfor har familier på landet altid en gris i reserve. Hvis nogen bliver syge, ryger grisen.
I de fattige kvarterer i Santo Domingo er der høj børnedødelighed. Men også på landet, hvor mangel på rent vand fører sygdomme med sig. Denne elendighed lægger man ikke mærke til som turist, for i turistområder og i byerne er der fine forhold, og folk er generelt velstående. Og man lægger heller ikke mærke til de i fattige landområder, for her er folk ret glade.
Mange dominikanere er fede, for med velstand er også kommet dårlige madvaner, og så elsker de kager. Men de er alle sammen smukke.
Også fattige ønsker at bo i eget hus, for når man først har købt det, skal man ikke betale mere, ingen ejendomsskat og den slags. Derfor går mange i gang med at bygge, men mangel på penge betyder, at man kan være 10-15 år om det. Derfor er de mange ufærdige huse ikke forladte, men under langvarig opførelse. Materialerne kommer på i takt med, hvad man har sparet op til. Det kan være en betonblok ad gangen.
Kvinderne er på vej
Kvinder
Det er et mandsdomineret samfund. Manden går på arbejde, hvis han kan skaffe et, og kvinden passer hus og børn. Men det er under forandring, og nu har halvdelen af kvinderne også arbejde - udover at skulle passe hus og børn. I mange tilfælde er kvinder nu familiens skaffedyr - til en lavere løn end mænd. Men fordi hun tjener penge, kan hun godt få tæsk alligevel. Samfundet er stadig machismo. Mænd er mere værd end kvinder, og de bestemmer, uanset om de ligger og drikker øl hele dagen, mens konen knokler. På landet vil man aldrig se mænd hjælpe til med at hente vand til huset. Det er kvinde-job. Faktisk er alle krævende job forbeholdt kvinder. Og ofte er det lidt deres egen skyld. For mødre lærer deres sønner, at de aldrig bliver rigtige mænd, hvis de ikke kan stikke deres kvinder et par på kassen.
At det ikke er ufarligt at stille sig på tværs af farmand viser tallene: I 2016 blev 78 kvinder dræbt af deres mænd, og der er årligt 60.000 tilfælde af vold mod kvinder. Men man er klar over problemet, og Den Dominikanske Republik fik i FN i 1999 indført Den Internationale Dag til Bekæmpelse af Vold mod Kvinder. Den finder sted 25. september.
Det er et mandsdomineret samfund. Manden går på arbejde, hvis han kan skaffe et, og kvinden passer hus og børn. Men det er under forandring, og nu har halvdelen af kvinderne også arbejde - udover at skulle passe hus og børn. I mange tilfælde er kvinder nu familiens skaffedyr - til en lavere løn end mænd. Men fordi hun tjener penge, kan hun godt få tæsk alligevel. Samfundet er stadig machismo. Mænd er mere værd end kvinder, og de bestemmer, uanset om de ligger og drikker øl hele dagen, mens konen knokler. På landet vil man aldrig se mænd hjælpe til med at hente vand til huset. Det er kvinde-job. Faktisk er alle krævende job forbeholdt kvinder. Og ofte er det lidt deres egen skyld. For mødre lærer deres sønner, at de aldrig bliver rigtige mænd, hvis de ikke kan stikke deres kvinder et par på kassen.
At det ikke er ufarligt at stille sig på tværs af farmand viser tallene: I 2016 blev 78 kvinder dræbt af deres mænd, og der er årligt 60.000 tilfælde af vold mod kvinder. Men man er klar over problemet, og Den Dominikanske Republik fik i FN i 1999 indført Den Internationale Dag til Bekæmpelse af Vold mod Kvinder. Den finder sted 25. september.
Alle skoleelever skal gå i uniform, men det kan godt være bare en obligatorisk gul t-shirt
Uddannelse
Gode uddannelser har udryddet analfabetisme. Kun ældre kan hverken læse eller skrive. Der er 12 års gratis undervisning, men man skal selv betale bøger og uniform. Derfor lader mange familier deres børn gå i skole på skift - formiddag og eftermiddag, så samme uniform kan række til flere. Mange børn får kun 6 års skolegang, fordi den videre skolegang sker på centralskoler med afstande, der ikke bare kan klares på æselryg. Efter 12 år kan man tage ungdomsuddannelser. Som regel må forældrene vælge et enkelt af deres børn til videre uddannelse. Forældre er generelt optaget af at få uddannet deres børn, dels fordi de vil dem det godt, dels fordi de ønsker rige børn, der kan sikre dem en god alderdom. Højere uddannelser tilbydes på otte universiteter. Universitetet i Santo Domingo blev oprettet i 1538 og er Amerikas ældste.
Religion
Den Dominikanske Republik er et multikulturelt samfund med religionsfrihed. Over halvdelen bekender sig til den katolske kirke i en eller anden form - gerne blandet med lidt af hvert, herunder voodoo. Der er protestantiske menigheder især nord på, hvor der bor en del jøder, efterkommere af tyske jøder, der flygtede hertil før Anden Verdenskrig. På landet dyrker man voodoo sideløbende med de kristne handlinger. Men ikke så udbredt som i Haiti.
Sprog
Det officielle sprog er spansk. Illegale indvandrere fra Haiti taler fransk eller kreolsk. Det lyder lidt anderledes end almindelig spansk, lidt mere afslappet, kan man se. Man siger ikke Cuanto es, men mere Cuan æ. I det hele taget siger de meget æ-lyde.
Gode uddannelser har udryddet analfabetisme. Kun ældre kan hverken læse eller skrive. Der er 12 års gratis undervisning, men man skal selv betale bøger og uniform. Derfor lader mange familier deres børn gå i skole på skift - formiddag og eftermiddag, så samme uniform kan række til flere. Mange børn får kun 6 års skolegang, fordi den videre skolegang sker på centralskoler med afstande, der ikke bare kan klares på æselryg. Efter 12 år kan man tage ungdomsuddannelser. Som regel må forældrene vælge et enkelt af deres børn til videre uddannelse. Forældre er generelt optaget af at få uddannet deres børn, dels fordi de vil dem det godt, dels fordi de ønsker rige børn, der kan sikre dem en god alderdom. Højere uddannelser tilbydes på otte universiteter. Universitetet i Santo Domingo blev oprettet i 1538 og er Amerikas ældste.
Religion
Den Dominikanske Republik er et multikulturelt samfund med religionsfrihed. Over halvdelen bekender sig til den katolske kirke i en eller anden form - gerne blandet med lidt af hvert, herunder voodoo. Der er protestantiske menigheder især nord på, hvor der bor en del jøder, efterkommere af tyske jøder, der flygtede hertil før Anden Verdenskrig. På landet dyrker man voodoo sideløbende med de kristne handlinger. Men ikke så udbredt som i Haiti.
Sprog
Det officielle sprog er spansk. Illegale indvandrere fra Haiti taler fransk eller kreolsk. Det lyder lidt anderledes end almindelig spansk, lidt mere afslappet, kan man se. Man siger ikke Cuanto es, men mere Cuan æ. I det hele taget siger de meget æ-lyde.
Erhverv
De vigtigste erhverv er turisme og landbrug. Sukker er fortsat en betydelig eksportvare, men nikkel indbringer mere. Selv om landbrug er stort, må man importere næsten alle fødevarer – også Danmark har stigende eksport til landet. Især efter at landet er gået fra bananrepublik til stabilt demokrati, er der skabt vækst.
Turisme
Den Dominikanske Republik satser stort på turisme og har haft enorm vækst i de senere år. Målet var 10 millioner turister årligt fra 2023, og man var godt på vej, i 2018 nåede man over 8 millioner. Men så kom coronaen, og selv om Den Dominikanske Republik blev ramt langt mildere, og selv om landet har klaret bekæmpelsen langt bedre end noget andet land i regionen, blev man stadig ramt og kastet tilbage. I slutningen af 2022 så det dog ud til ikke bare at have stabiliseret sig, men at der var vækst i turisterhvervet, og man kom op på 8,4 millioner - heraf over en million krydstogtgæster. I december 2022 kom alene over 700.000 turister med fly, også en ny rekord. Så alt tyder på, at landet er på sporet igen turistmæssigt.
De vigtigste erhverv er turisme og landbrug. Sukker er fortsat en betydelig eksportvare, men nikkel indbringer mere. Selv om landbrug er stort, må man importere næsten alle fødevarer – også Danmark har stigende eksport til landet. Især efter at landet er gået fra bananrepublik til stabilt demokrati, er der skabt vækst.
Turisme
Den Dominikanske Republik satser stort på turisme og har haft enorm vækst i de senere år. Målet var 10 millioner turister årligt fra 2023, og man var godt på vej, i 2018 nåede man over 8 millioner. Men så kom coronaen, og selv om Den Dominikanske Republik blev ramt langt mildere, og selv om landet har klaret bekæmpelsen langt bedre end noget andet land i regionen, blev man stadig ramt og kastet tilbage. I slutningen af 2022 så det dog ud til ikke bare at have stabiliseret sig, men at der var vækst i turisterhvervet, og man kom op på 8,4 millioner - heraf over en million krydstogtgæster. I december 2022 kom alene over 700.000 turister med fly, også en ny rekord. Så alt tyder på, at landet er på sporet igen turistmæssigt.
Regeringen har sat gang i nye veje og bedre vandforsyning for at styrke turismen. Lufthavnen i Santo Domingo er udbygget voldsomt i de senere år, og der er endda kommet flere helt nye lufthavne. Der er også udbygget krydsterminaler og havne møntet på de store krydstogtskibe. De store krydstogthavne er Santo Domingo, Puerto Plata og Samana, mens La Romana er blevet base for start og slut for blandt andre Costa Cruise.
Langt den overvejende del af turisterne er amerikanere, men også mange tyskere vil man se. Danskere er endnu en forsvindende lille andel, og man skal ofte forklare en del, før de fatter, hvad Dinamarca er for en størrelse, men det skal nok komme.
Langt den overvejende del af turisterne er amerikanere, men også mange tyskere vil man se. Danskere er endnu en forsvindende lille andel, og man skal ofte forklare en del, før de fatter, hvad Dinamarca er for en størrelse, men det skal nok komme.
Især i øst er der sukkerrør så langt øjet rækker, foto Kenneth Bo Jørgensen
Landbrug
De vigtigste afgrøder er sukkerrør, ris, bønner, kaffe, tobak, bananer, kakao og cassava. En stor del af den frugtbare jord er ejet af udenlandske frugtavlere, der eksporterer til USA og Europa. Tobaksindustrien hører til de største i verden, og man forarbejder tobak til cigaretter og cigarer. 20 millioner cigarer eksporteres om dagen (Læs om cigarer under læsestof). Enorme områder er forbeholdt sukkerrør. Noget bearbejdes til sukker eller rom, andet sendes som sukkersaft til andre caribiske øer, som så laver deres egen rom, bl.a. til den tidligere danske ø, St. Croix, som tryller saften om til den kendte Cruzan Rum. Men den mest berømte rom bliver lavet her, Barcardi. Tre familier står bag romproduktionen: Bermudez, Brugal og Barcelona. Deres reklameskilte ses overalt. 95 pct. af landets færdigproducerede rom drikker de selv. De fleste almindelige familier supplerer husholdning med mindre husmandsbrug.
Der er også kvægavl, især i øst. Her vil man se kvæget Romana Red, en krydsning der er særlig god til varmen.
De vigtigste afgrøder er sukkerrør, ris, bønner, kaffe, tobak, bananer, kakao og cassava. En stor del af den frugtbare jord er ejet af udenlandske frugtavlere, der eksporterer til USA og Europa. Tobaksindustrien hører til de største i verden, og man forarbejder tobak til cigaretter og cigarer. 20 millioner cigarer eksporteres om dagen (Læs om cigarer under læsestof). Enorme områder er forbeholdt sukkerrør. Noget bearbejdes til sukker eller rom, andet sendes som sukkersaft til andre caribiske øer, som så laver deres egen rom, bl.a. til den tidligere danske ø, St. Croix, som tryller saften om til den kendte Cruzan Rum. Men den mest berømte rom bliver lavet her, Barcardi. Tre familier står bag romproduktionen: Bermudez, Brugal og Barcelona. Deres reklameskilte ses overalt. 95 pct. af landets færdigproducerede rom drikker de selv. De fleste almindelige familier supplerer husholdning med mindre husmandsbrug.
Der er også kvægavl, især i øst. Her vil man se kvæget Romana Red, en krydsning der er særlig god til varmen.
Småhandel
Det er en nation af småhandlende, som slår sig ned hvor som helst og sælger mel, nødder, hjemmelavet marmelade, bananer eller appelsiner. Man kan købe i både poser og i sæk. Nogen slagter en gris om morgenen, hænger den ud til gaden og sælger bidder af den hele dagen. Langs landevejene sælger man bagte søde kartofler til lastbilchauffører. Der er ingen tal for, hvor stor en del af landets økonomi, der holdes i sving af småhandel, men den bidrager betydeligt til landets velfærd. Den store småhandel er man helt afhængig på landet på grund af el-forsyningen. Den svigter så jævnligt, at man må opgive at have køleskabe. Derfor skal der handles mad ind frisk hver dag.
Industri
Der er indført erhvervsvenlige tiltag, der har fået amerikanske selskaber som Wallmart og Levi’s til landet, hvor de er fri for irriterende ting som moms og told. Desuden er her billig arbejdskraft. Der er kæmpe systuer, hvor hundredvis af kvinder sidder i øredøvende larm og syr cowboybukser. Den slags industrier beskæftiger flere end 150.000 kvinder.
Det er en nation af småhandlende, som slår sig ned hvor som helst og sælger mel, nødder, hjemmelavet marmelade, bananer eller appelsiner. Man kan købe i både poser og i sæk. Nogen slagter en gris om morgenen, hænger den ud til gaden og sælger bidder af den hele dagen. Langs landevejene sælger man bagte søde kartofler til lastbilchauffører. Der er ingen tal for, hvor stor en del af landets økonomi, der holdes i sving af småhandel, men den bidrager betydeligt til landets velfærd. Den store småhandel er man helt afhængig på landet på grund af el-forsyningen. Den svigter så jævnligt, at man må opgive at have køleskabe. Derfor skal der handles mad ind frisk hver dag.
Industri
Der er indført erhvervsvenlige tiltag, der har fået amerikanske selskaber som Wallmart og Levi’s til landet, hvor de er fri for irriterende ting som moms og told. Desuden er her billig arbejdskraft. Der er kæmpe systuer, hvor hundredvis af kvinder sidder i øredøvende larm og syr cowboybukser. Den slags industrier beskæftiger flere end 150.000 kvinder.
Politik
Efter en turbulent historie med diktatorer og invasioner er Den Dominikanske Republik i dag et stabilt demokrati med valg hver fjerde år. Der er stemmepligt for alle over 18 år – ægtepar skal stemme uanset alder, for der er mange ægtepar under 18. Ansatte i politi eller militær ikke må stemme. Landet fik i 1966 en demokratisk forfatning, der minder om USA's. Præsidenten har den udøvende magt og vælges ved direkte valg hver 4. år. For at undgå diktatorer kan præsidenten ikke genvælges umiddelbart efter en regeringsperiode, men kan godt stille op ved et senere valg. Præsidenten må ikke være tilknyttet politi eller militær i et år, før han eller hun stiller op til valg.
Den lovgivende magt er lagt i to kamre. Et senat med 30 medlemmer – et fra hver provins og et fra hovedstaden. Derudover er der et kammer med 149 medlemmer, der vælges ved forholdstalsvalg som i Danmark. Tre store partier slås om magten: Det konservative Partido Reformista Social-Cristiano (PRSC), det socialdemokratiske Partido Revolucionario Dominicano (PRD), og det liberale Partido de la Liberacion Dominicana (PLD).
Efter en turbulent historie med diktatorer og invasioner er Den Dominikanske Republik i dag et stabilt demokrati med valg hver fjerde år. Der er stemmepligt for alle over 18 år – ægtepar skal stemme uanset alder, for der er mange ægtepar under 18. Ansatte i politi eller militær ikke må stemme. Landet fik i 1966 en demokratisk forfatning, der minder om USA's. Præsidenten har den udøvende magt og vælges ved direkte valg hver 4. år. For at undgå diktatorer kan præsidenten ikke genvælges umiddelbart efter en regeringsperiode, men kan godt stille op ved et senere valg. Præsidenten må ikke være tilknyttet politi eller militær i et år, før han eller hun stiller op til valg.
Den lovgivende magt er lagt i to kamre. Et senat med 30 medlemmer – et fra hver provins og et fra hovedstaden. Derudover er der et kammer med 149 medlemmer, der vælges ved forholdstalsvalg som i Danmark. Tre store partier slås om magten: Det konservative Partido Reformista Social-Cristiano (PRSC), det socialdemokratiske Partido Revolucionario Dominicano (PRD), og det liberale Partido de la Liberacion Dominicana (PLD).
Korruption
Et stort problem er korruption. En af de værste tilfælde skete i 2014. da et brasiliansk entreprenørfirma ligefrem etablerede et kontor, der skulle levere penge under bordet til dominikanske embedsmænd. Det blev afsløret, at det havde kostet firmaet US$ 92.000.000 at få fat i givtige offentlige kontrakter. Ingen blev straffet, og i 2017 gik dominikanere på gaden i protest, men ingen tror på, at der er sket noget særligt.
Et stort problem er korruption. En af de værste tilfælde skete i 2014. da et brasiliansk entreprenørfirma ligefrem etablerede et kontor, der skulle levere penge under bordet til dominikanske embedsmænd. Det blev afsløret, at det havde kostet firmaet US$ 92.000.000 at få fat i givtige offentlige kontrakter. Ingen blev straffet, og i 2017 gik dominikanere på gaden i protest, men ingen tror på, at der er sket noget særligt.
Hvis du vil støtte guiden, kan du sende en venlig tanke via MobilePay på 20216673
Kultur i Den Dominikanske Republik
Kulturlivet i Den Dominikanske Republik er sammensat af kulturelt arvegods fra hele verden, så det er svært at sige, hvad der er egentlig dominikansk. Måske er det netop mikset af kultur fra indianerne, fra spanierne, fra franskmænd, fra afrikanere. En del er bevaret som oprindeligt, mens andre ting er smeltet sammen og blevet til rent dominikansk.
Læs om dans, sport, film, billedkunst og musik, som selvfølgelig er merengue.
Læs om dans, sport, film, billedkunst og musik, som selvfølgelig er merengue.
Dans og Musik
Ved du, hvad dominikaner gør mindst to gange om dagen? Det vil dominikanere næsten helt sikkert spørge dig om, mens du er der. Svaret er: De smiler og danser merengue.
Merengue er rytmen, der gennemtrænger hele landet. Og det er besluttet ved lov, at dansen er republikkens helt egen - og lovfæstet som landets nationaldans. Den har sin egen nationale helligdag. 26. november - Día Nacional del Merengue. Og i 2016 blev dansen optaget som muligt emne til Unescos liste over verdenskulturarv. Med andre ord: De elsker deres merengue! Man hører det hele tiden. Man ser det hele tiden. Rytmerne brager løs fra alle kanter, jo højere volume, jo bedre. Og unge som ældre kan bryde ud i dans ud af det blå.
Man bør prøve sig selv af på det dominikanske dansegulv, som kan være lige ned på fortovet eller på stranden. Men man skal ikke være kropsforskrækket. Dansen går tæt på. Et element i den er perreo, som betyder doggystyle – eller tage den bagfra. Manden gnider sig op af kvinden, som danser med ryggen til, så kan man selv forestille sig resten. Perreo kan også blive for voldsomt for dominikanere, og der er også krænkede, der mener, at den del af dansen er kvindeundertrykkende. Men tilhængere forsvarer det med, at det faktisk er kvinden, der har bukserne på i perreo. Der er mange afarter af merengue, en af de mest populære hedder bachata, som spilles meget i hovedstaden.
Merengue har rødder i indianske og afrikanske rytmer. Som så meget andet caribisk musik opstod merengue blandt de fattige. Første gang registreret i 1854, og da var det meget lidt velset blandt bedre stillede. De mente, at det var en vulgær dans. De fine kunne bedre lide at gå rundt i nøje forberedte geometriske mønstre og bukker og neje ad hinanden, som de kendte det fra Europas hoffer. Så der blev ført kampagner for at stoppe den, men rytmen dundrede videre. Til sidst gjorde man dyd af nødvendighed, og diktator Trujillo anerkendte den som nationalmusik. Han så en mulighed for dermed at kunne konkurrere med Cubas bolero. Trujillo støttede især den bløde merengue-musik, så da han blev myrdet, vendte folket sig mod den i en bagudrettet protest, og genren tog nye former. Der kom mere fart på, og i dag er det den hurtigste dansemusik i verden. Den mest kendte merengue-stjerne er Juan Luis Guerra med 20 millioner solgte cd’er og Grammy Awards. En anden er Johnny Ventura, som også var borgmester i Santo Domingo.
Design
En bestemt mand har sat Den Dominikanske Republik på verdenskortet, når det gælder design: Óscar de la Renta. Der var nærmest landesorg, da han døde i 2014. Han var manden, der klædte de fineste på, blandt kunderne var USA’s præsidentfrue Jacqueline Kennedy. Efter ham er kommet nye modeskabere som Sully Bonnelly, Hernan Lander og Jenny Polanco. Der satses også på det gennem designskolen La Escuela de Diseño de Altos de Chavón, der har været i gang 1983 og har uddannet 10.000 designere.
Litteratur
Mest kendte forfatter er Junot Diaz, som kritiserer magtapparatet hårdt i sine romaner. Ikke mindst landets behandling af indvandrere fra Haiti. Men landet har en lang litterær tradition med den første bestseller i 1552. Det var dominikanermunken Bartolomé de las Casas’ kritik af spaniernes behandling af indianerne: En kortfattet beretning om ødelæggelsen af Vestindien. Landets første kvindelige digter, Leonor de Ovando, skrev også i 1500-tallet. Forfatteren Félix María del Monte måtte en tur i eksil på St. Thomas, da han udover tekst til landets nationalsang også skrev politisk. Juan Bosch Gaviño startede med at skrive noveller, men endte som præsident i 1962, ganske vist kun kort.
Ved du, hvad dominikaner gør mindst to gange om dagen? Det vil dominikanere næsten helt sikkert spørge dig om, mens du er der. Svaret er: De smiler og danser merengue.
Merengue er rytmen, der gennemtrænger hele landet. Og det er besluttet ved lov, at dansen er republikkens helt egen - og lovfæstet som landets nationaldans. Den har sin egen nationale helligdag. 26. november - Día Nacional del Merengue. Og i 2016 blev dansen optaget som muligt emne til Unescos liste over verdenskulturarv. Med andre ord: De elsker deres merengue! Man hører det hele tiden. Man ser det hele tiden. Rytmerne brager løs fra alle kanter, jo højere volume, jo bedre. Og unge som ældre kan bryde ud i dans ud af det blå.
Man bør prøve sig selv af på det dominikanske dansegulv, som kan være lige ned på fortovet eller på stranden. Men man skal ikke være kropsforskrækket. Dansen går tæt på. Et element i den er perreo, som betyder doggystyle – eller tage den bagfra. Manden gnider sig op af kvinden, som danser med ryggen til, så kan man selv forestille sig resten. Perreo kan også blive for voldsomt for dominikanere, og der er også krænkede, der mener, at den del af dansen er kvindeundertrykkende. Men tilhængere forsvarer det med, at det faktisk er kvinden, der har bukserne på i perreo. Der er mange afarter af merengue, en af de mest populære hedder bachata, som spilles meget i hovedstaden.
Merengue har rødder i indianske og afrikanske rytmer. Som så meget andet caribisk musik opstod merengue blandt de fattige. Første gang registreret i 1854, og da var det meget lidt velset blandt bedre stillede. De mente, at det var en vulgær dans. De fine kunne bedre lide at gå rundt i nøje forberedte geometriske mønstre og bukker og neje ad hinanden, som de kendte det fra Europas hoffer. Så der blev ført kampagner for at stoppe den, men rytmen dundrede videre. Til sidst gjorde man dyd af nødvendighed, og diktator Trujillo anerkendte den som nationalmusik. Han så en mulighed for dermed at kunne konkurrere med Cubas bolero. Trujillo støttede især den bløde merengue-musik, så da han blev myrdet, vendte folket sig mod den i en bagudrettet protest, og genren tog nye former. Der kom mere fart på, og i dag er det den hurtigste dansemusik i verden. Den mest kendte merengue-stjerne er Juan Luis Guerra med 20 millioner solgte cd’er og Grammy Awards. En anden er Johnny Ventura, som også var borgmester i Santo Domingo.
Design
En bestemt mand har sat Den Dominikanske Republik på verdenskortet, når det gælder design: Óscar de la Renta. Der var nærmest landesorg, da han døde i 2014. Han var manden, der klædte de fineste på, blandt kunderne var USA’s præsidentfrue Jacqueline Kennedy. Efter ham er kommet nye modeskabere som Sully Bonnelly, Hernan Lander og Jenny Polanco. Der satses også på det gennem designskolen La Escuela de Diseño de Altos de Chavón, der har været i gang 1983 og har uddannet 10.000 designere.
Litteratur
Mest kendte forfatter er Junot Diaz, som kritiserer magtapparatet hårdt i sine romaner. Ikke mindst landets behandling af indvandrere fra Haiti. Men landet har en lang litterær tradition med den første bestseller i 1552. Det var dominikanermunken Bartolomé de las Casas’ kritik af spaniernes behandling af indianerne: En kortfattet beretning om ødelæggelsen af Vestindien. Landets første kvindelige digter, Leonor de Ovando, skrev også i 1500-tallet. Forfatteren Félix María del Monte måtte en tur i eksil på St. Thomas, da han udover tekst til landets nationalsang også skrev politisk. Juan Bosch Gaviño startede med at skrive noveller, men endte som præsident i 1962, ganske vist kun kort.
Der er fuld fart på farverne i caribiske malerkunst.
Billedkunst
Nyere dominikansk billedkunst er stærkt påvirket af spanske malere. Det skyldes, at mange spanske kunstnere flygtede hertil under Franco-styret. De mest kendte er Manolo Pascual, Jose Gausachs, Jose Vela Zanetti og Jose Fernandez Corredor. Mange af dem gjorde glimrende karrierer her, paradoksalt under en tyran, der var værre end Franco, nemlig Trujillo, som dog aldrig forfulgte kunstnere, hvis de bare leverede noget pænt. Især José Vela Zanetti (1913-1999) fik mange opgaver af Trujillo og endte som direktør for kunstskolen. Han har udsmykket mange offentlige bygninger, og også Santo Domingos rådhus hvor han skildrer byens historie fra kolonitiden til nyere tid. Han har flere maleriet på Museet for Moderne Kunst.
Der er flere gode landskabsmalere og portrætmalere, men ellers er den caribiske tradition for meget farverige malerier også slået an her. Der sælges malerier i alle større byer på alle gadehjørner.
Arkitektur
Fra den tidlige kolonitid ses regeringsbygninger i byerne. De er bygget fornuftigt og stærkt, så de kunne holde rigdommene inde og orkanerne ude. Men de skulle også imponere, og det gør de stadig. De store stenbygninger er udsmykkede med støbejern, gelændere og gesvejsninger. Bag facaderne er kølige indvendige gårde med brønde og haver. Landet var engang plettet med strålende plantagehjem, men orkaner og ild har taget dem. Den almindelige borger bor i farverige små træhuse, lavet af palmertræ, der afspejler livsstilen: Man tager en dag ad gangen. De har så tit set, at regeringen pludselig flytter en landsby, eller at en orkan rydder det hele, så der er ikke stor tradition for at fæstne sig for permanent. Husene består af et stuehus med soveværelser, og der skal helst være en lille veranda foran med en gyngestol. Bag ved i en selvstændig bygning ligger køkkenet, som man holder adskilt af hensyn til brandfaren. Husene er ofte flot dekoreret med masser af træudskæringer og malet i en regnbue af pastelfarver. I de senere år er det statussymbol at få et rigtigt cementhuse, de flytter sig ikke så nemt, men de er bestemt ikke kønnere.
Nyere dominikansk billedkunst er stærkt påvirket af spanske malere. Det skyldes, at mange spanske kunstnere flygtede hertil under Franco-styret. De mest kendte er Manolo Pascual, Jose Gausachs, Jose Vela Zanetti og Jose Fernandez Corredor. Mange af dem gjorde glimrende karrierer her, paradoksalt under en tyran, der var værre end Franco, nemlig Trujillo, som dog aldrig forfulgte kunstnere, hvis de bare leverede noget pænt. Især José Vela Zanetti (1913-1999) fik mange opgaver af Trujillo og endte som direktør for kunstskolen. Han har udsmykket mange offentlige bygninger, og også Santo Domingos rådhus hvor han skildrer byens historie fra kolonitiden til nyere tid. Han har flere maleriet på Museet for Moderne Kunst.
Der er flere gode landskabsmalere og portrætmalere, men ellers er den caribiske tradition for meget farverige malerier også slået an her. Der sælges malerier i alle større byer på alle gadehjørner.
Arkitektur
Fra den tidlige kolonitid ses regeringsbygninger i byerne. De er bygget fornuftigt og stærkt, så de kunne holde rigdommene inde og orkanerne ude. Men de skulle også imponere, og det gør de stadig. De store stenbygninger er udsmykkede med støbejern, gelændere og gesvejsninger. Bag facaderne er kølige indvendige gårde med brønde og haver. Landet var engang plettet med strålende plantagehjem, men orkaner og ild har taget dem. Den almindelige borger bor i farverige små træhuse, lavet af palmertræ, der afspejler livsstilen: Man tager en dag ad gangen. De har så tit set, at regeringen pludselig flytter en landsby, eller at en orkan rydder det hele, så der er ikke stor tradition for at fæstne sig for permanent. Husene består af et stuehus med soveværelser, og der skal helst være en lille veranda foran med en gyngestol. Bag ved i en selvstændig bygning ligger køkkenet, som man holder adskilt af hensyn til brandfaren. Husene er ofte flot dekoreret med masser af træudskæringer og malet i en regnbue af pastelfarver. I de senere år er det statussymbol at få et rigtigt cementhuse, de flytter sig ikke så nemt, men de er bestemt ikke kønnere.
Dukke uden ansigt
Keramik
Taino-indianerne var dygtige keramikere, og de lavede statuetter af deres guder. De fleste er forsvundet, men efter et jordskælv i Cibao-dalen dukkede flere op. De blev attraktive souvenirs, og snart begyndte en større kopi-produktion. Det er små ansigtsløse figurer, der skal symbolisere race-mangfoldighed i landet. Da ingen ved, hvordan en dominikaner ser ud, må man selv tænke sig til ansigtstrækkene. Nu er de blevet en del af kulturarven. Der er mange keramikere, og man kan ofte gå ind på deres værksteder og se dem arbejde.
Film
Landet har ikke selv nogen filmproduktion af betydning, men mange berømte film er optaget i Den Dominikanske Republik, fordi der er perfekte lysforhold og ideelle scenerier til mange slags film. Og så er det billigt. Dele af filmen Jurassic Park af Steven Spielberg blev indspillet tæt på Puerto Plata. Instruktøren fik blandt andet sin inspiration på rav-museet i byen, hvor han så de store ravstykker med indkapslede insekter fra millioner af år siden. Hollywood bruger også landet, når man skal indspille film, hvor handlingen udspiller sig i Cuba, På grund af den amerikanske boykot af Cuba, må man bruge Den Dominikanske Republik. Godfather 2 med Al Pacino er delvis optaget i Santo Domingo, der havde rollen som Havana. Også filmen Havana med Robert Redford er filmet i Den Dominikanske Republik.
Taino-indianerne var dygtige keramikere, og de lavede statuetter af deres guder. De fleste er forsvundet, men efter et jordskælv i Cibao-dalen dukkede flere op. De blev attraktive souvenirs, og snart begyndte en større kopi-produktion. Det er små ansigtsløse figurer, der skal symbolisere race-mangfoldighed i landet. Da ingen ved, hvordan en dominikaner ser ud, må man selv tænke sig til ansigtstrækkene. Nu er de blevet en del af kulturarven. Der er mange keramikere, og man kan ofte gå ind på deres værksteder og se dem arbejde.
Film
Landet har ikke selv nogen filmproduktion af betydning, men mange berømte film er optaget i Den Dominikanske Republik, fordi der er perfekte lysforhold og ideelle scenerier til mange slags film. Og så er det billigt. Dele af filmen Jurassic Park af Steven Spielberg blev indspillet tæt på Puerto Plata. Instruktøren fik blandt andet sin inspiration på rav-museet i byen, hvor han så de store ravstykker med indkapslede insekter fra millioner af år siden. Hollywood bruger også landet, når man skal indspille film, hvor handlingen udspiller sig i Cuba, På grund af den amerikanske boykot af Cuba, må man bruge Den Dominikanske Republik. Godfather 2 med Al Pacino er delvis optaget i Santo Domingo, der havde rollen som Havana. Også filmen Havana med Robert Redford er filmet i Den Dominikanske Republik.
Sport
Sammy Sosa har endda fået en statue
Umiddelbart kunne man tro, at domino eller billard var nationalsport, for det spilles over alt på gader og pladser og i klubber. Men ingen sport sætter sindene mere i kog end baseball, på spansk beisbol. Visse tv-kanaler sender baseball nonstop på gader og barer. I byernes sportsbarer hænger man gerne 4-5 fjernsyn op, som larmer hver deres kamp, og så er der åbent for væddemål. Dominikanerne er selv blandt de bedste baseball-spillere i verden, og der er en stor eksport af spillere til de fineste klubber i USA. I 1956 skrev den første dominikaner kontrakt med et amerikanske superhold, og i dag er Den Dominikanske Republik det land, der har flest topspillere på hold i USA. Det store nationale hold i USA, The Dodgers, har taget konsekvensen og lagt et af klubbens træningscentre i Den Dominikanske Republik, så drengene kan være hjemme under træning i ny og næ. Det ligger i Campo de Palmas tæt ved San Pedro de Macoris, Byen har leveret 1/3 af de mange topspillere, der i dag stiller op på amerikanske hold. En af de mest kendte er Sammy Sosa, der har gude-status i landet. Han gik fra at være skopudser på torvet i San Pedro de Macoris til mangemillionær i baseball.
Hanekampe
Enhver landsby har en arena til hanekampe– en gallera. Sporten kaldes fattigmands kasino, og den går stort set bare ud på at to haner kæmper, indtil den ene segner. Hanerne bliver udstyret med sporer af skildpaddeskjold, så de rigtig kan lemlæste modparten. Man lader dem dog sjældent kæmpe til døden, dertil er de for dyre. Man skal lægge våben, inden man går ind i la gallera – man ved af erfaring, at gemytterne kan komme i kog, når får hanen galer. Hanekampe transmitteres også på tv, hvor man kan se de stakkels dyr hakke på hinanden uendeligt mange gange, fx transmitteret direkte fra Coliseo Gallistico i Santo Domingo, kommenteret med ligeså meget ildhu som vores fodboldkommentorer.
Hanekampe
Enhver landsby har en arena til hanekampe– en gallera. Sporten kaldes fattigmands kasino, og den går stort set bare ud på at to haner kæmper, indtil den ene segner. Hanerne bliver udstyret med sporer af skildpaddeskjold, så de rigtig kan lemlæste modparten. Man lader dem dog sjældent kæmpe til døden, dertil er de for dyre. Man skal lægge våben, inden man går ind i la gallera – man ved af erfaring, at gemytterne kan komme i kog, når får hanen galer. Hanekampe transmitteres også på tv, hvor man kan se de stakkels dyr hakke på hinanden uendeligt mange gange, fx transmitteret direkte fra Coliseo Gallistico i Santo Domingo, kommenteret med ligeså meget ildhu som vores fodboldkommentorer.
