Dominikanerne
Den dominikanske befolkning er et så broget folk - sammensat af alle racer, at man har gjort det til en del af landets image, at ingen ved, hvordan en dominikaner ser ud. De nationale keramikdukker har derfor ingen ansigtstræk – man kan selv sætte ansigt på efter eget valg. De fleste lever enkelt, flere fattigt, men landet er på vej op - og dominikanerne er med rette stolte af, hvad landet har nået på få årtier.
Af Kenneth Bo Jørgensen
Indianerne var her først, men de kan knapt spores i de nuværende indbyggere. Det sorte, glatte hår, siger man, stammer fra indianerne. Helt hvide europæere er her, men det er tilflyttere. De oprindelige hvide er for længst blandet med de afrikanere, der blev sejlet hertil som slaver. Derfor er der flest mulattos, blandinger mellem hvide og sorte og alt mulig andet. Mange vil omtale sig som indianere - hvide eller mørke - indio claro eller indio oscuro. Det er nemlig fint at stamme fra indianere, mens det er mindre godt at rigtig sort, for så kan man blive forvekslet med haitianere, og det er det mindst fine. Så racisme er der, men på grund af det store mix er der sjældent raceuro, man ville ikke rigtig ane, hvem man skulle være gale på.
Få dominikanske familier har boet her i flere generationer, for øen er blevet tømt for mennesker adskillige gange. En egentlig følelse af nation er først vakt i slutningen af 1900-tallet, men i dag er patriotismen høj, og med konstant propaganda præges befolkningen til stolthed og patriotisme. Det hindrer ikke en stor udvandring, for mange vil søge lykken i rigere lande. Så mange dominikanere er udvandret til USA, at New York i dag regnes for den by i verden med flest dominikanere efter Santo Domingo. Udvandrerne har enorm betydning for landet, fordi de sender store beløb hjem til deres familier. Man regner med, at 1/8 af landets befolkning lever i udlandet. Der sker også en stor indvandring fra nabolandet Haiti. De er primært beskæftiget i landbruget og udgør landets absolutte underklasse. Man har anklaget Den Dominikanske Republik for at kidnappe haitianere, fordi man ikke kan få sin egen befolkning til at udføre beskidt arbejde. Og det er sandt, at dominikanere ikke anser sig selv for egnet til slidsomt arbejde, men at de skulle have behov for at stjæle mennesker til det, er forkert. Haitianere står i kø for at komme hertil, for ligegyldigt hvor elendigt de får det, er det bedre end i Haiti.
Levestandard i Den Dominikanske Republik
FN har erklæret Den Dominikanske Republik for et 3. verdens land. Der er mange rige, men langt flere fattige. 30 pct. lever under fattigdomsgrænsen. Men i de senere år er der ved at udvikle sig en egentlig middelklasse, ikke mindst i turisterhvervet.
Den almindelige dominikaner lever under spartanske forhold. Familier i op til fire generationer bor i samme hus. Familiebåndene er stærke og er både det arbejdsmæssige og sociale fællesskab.
Mindstelønnen er cirka 1500 kroner om måneden.
Der er intet socialt sikkerhedsnet. Når voksne sætter mange børn i verden, er det for at sikre sig, at de har nogen til at forsørge dem, når de bliver gamle. Børn er folkepension. Den går ikke meget længere, og nu skal man finde en løsning på, at der kommer kæmpe årgange, der intet har at leve for. Man kan møde 80-årige, der er nødt til at arbejde hver dag.
De fleste familier har en særlig gris, som de holder i reserve, hvis et familiemedlem skulle blive syg. Grisen er sygesikring. Lægehjælp er gratis, og der er klinikker i alle byer, men man skal selv betale medicin. Den er dyr, og så ryger grisen. Især i fattigkvarterne barrios i Santo Domingo er der direkte nød med stor børnedødelighed og fejlernæring. I visse landområder er der kun ringe adgang til rent vand, og så må al husgerning og toilette foregå i den nærmeste flod. Flere danske ulands-organisationer har arbejdet i landet, heriblandt Danida og Plan.
Alt den elendighed lægger man ikke mærke til, når man er turist og bliver i turistområderne, for her sikrer turismen ordentlige forhold, og her er nøden mindst. Og heldigvis går det i den retning de fleste steder.
Derimod vil man hurtigt lægge mærke til, at mange dominikanere er fede. Efterhånden som folk har fået flere penge, har de ikke fået dårlige spisevaner, og over halvdelen af befolkningen er overvægtige, men 25 pct. er decideret fede. Men der er stadig smukke.
Kvinder
Det er et mandsdomineret samfund, fra dengang da mænd gik på arbejde, og kvinder passede hus og børn. Men det er under stærk forandring, og næsten halvdelen af kvinderne arbejder nu ude. Ikke mindst i de store industrianlæg. Derfor er de ofte familiernes skaffedyr - til en langt lavere løn end mændene. Men fordi hun tjener penge, kan hun godt få tæsk. Samfundet er præget af machismo. Mænd er mere værd end kvinder, og de bestemmer. Mødrene lærer deres sønner, at de aldrig bliver rigtige mænd, hvis de ikke kan stikke deres kvinder et par på kassen. Og det er ikke ufarligt at stille sig på tværs af farmand: I 2016 blev 78 kvinder dræbt af en partner, og der er årligt 60.000 tilfælde af vold mod kvinder.
Den Dominikanske Republik fik i FBN i 1999 indført Den internationale dag til bekæmpelse af vold mod kvinder. Den finder sted 25. september, dødsdagen for søstrene Mirabel, der blev fundet mishandlede til døde i 1960. De blev tævet ihjel for deres modstand mod Trujillo, men deres død er siden blevet symbol på kvindesagen i det hele taget.
Af Kenneth Bo Jørgensen
Indianerne var her først, men de kan knapt spores i de nuværende indbyggere. Det sorte, glatte hår, siger man, stammer fra indianerne. Helt hvide europæere er her, men det er tilflyttere. De oprindelige hvide er for længst blandet med de afrikanere, der blev sejlet hertil som slaver. Derfor er der flest mulattos, blandinger mellem hvide og sorte og alt mulig andet. Mange vil omtale sig som indianere - hvide eller mørke - indio claro eller indio oscuro. Det er nemlig fint at stamme fra indianere, mens det er mindre godt at rigtig sort, for så kan man blive forvekslet med haitianere, og det er det mindst fine. Så racisme er der, men på grund af det store mix er der sjældent raceuro, man ville ikke rigtig ane, hvem man skulle være gale på.
Få dominikanske familier har boet her i flere generationer, for øen er blevet tømt for mennesker adskillige gange. En egentlig følelse af nation er først vakt i slutningen af 1900-tallet, men i dag er patriotismen høj, og med konstant propaganda præges befolkningen til stolthed og patriotisme. Det hindrer ikke en stor udvandring, for mange vil søge lykken i rigere lande. Så mange dominikanere er udvandret til USA, at New York i dag regnes for den by i verden med flest dominikanere efter Santo Domingo. Udvandrerne har enorm betydning for landet, fordi de sender store beløb hjem til deres familier. Man regner med, at 1/8 af landets befolkning lever i udlandet. Der sker også en stor indvandring fra nabolandet Haiti. De er primært beskæftiget i landbruget og udgør landets absolutte underklasse. Man har anklaget Den Dominikanske Republik for at kidnappe haitianere, fordi man ikke kan få sin egen befolkning til at udføre beskidt arbejde. Og det er sandt, at dominikanere ikke anser sig selv for egnet til slidsomt arbejde, men at de skulle have behov for at stjæle mennesker til det, er forkert. Haitianere står i kø for at komme hertil, for ligegyldigt hvor elendigt de får det, er det bedre end i Haiti.
Levestandard i Den Dominikanske Republik
FN har erklæret Den Dominikanske Republik for et 3. verdens land. Der er mange rige, men langt flere fattige. 30 pct. lever under fattigdomsgrænsen. Men i de senere år er der ved at udvikle sig en egentlig middelklasse, ikke mindst i turisterhvervet.
Den almindelige dominikaner lever under spartanske forhold. Familier i op til fire generationer bor i samme hus. Familiebåndene er stærke og er både det arbejdsmæssige og sociale fællesskab.
Mindstelønnen er cirka 1500 kroner om måneden.
Der er intet socialt sikkerhedsnet. Når voksne sætter mange børn i verden, er det for at sikre sig, at de har nogen til at forsørge dem, når de bliver gamle. Børn er folkepension. Den går ikke meget længere, og nu skal man finde en løsning på, at der kommer kæmpe årgange, der intet har at leve for. Man kan møde 80-årige, der er nødt til at arbejde hver dag.
De fleste familier har en særlig gris, som de holder i reserve, hvis et familiemedlem skulle blive syg. Grisen er sygesikring. Lægehjælp er gratis, og der er klinikker i alle byer, men man skal selv betale medicin. Den er dyr, og så ryger grisen. Især i fattigkvarterne barrios i Santo Domingo er der direkte nød med stor børnedødelighed og fejlernæring. I visse landområder er der kun ringe adgang til rent vand, og så må al husgerning og toilette foregå i den nærmeste flod. Flere danske ulands-organisationer har arbejdet i landet, heriblandt Danida og Plan.
Alt den elendighed lægger man ikke mærke til, når man er turist og bliver i turistområderne, for her sikrer turismen ordentlige forhold, og her er nøden mindst. Og heldigvis går det i den retning de fleste steder.
Derimod vil man hurtigt lægge mærke til, at mange dominikanere er fede. Efterhånden som folk har fået flere penge, har de ikke fået dårlige spisevaner, og over halvdelen af befolkningen er overvægtige, men 25 pct. er decideret fede. Men der er stadig smukke.
Kvinder
Det er et mandsdomineret samfund, fra dengang da mænd gik på arbejde, og kvinder passede hus og børn. Men det er under stærk forandring, og næsten halvdelen af kvinderne arbejder nu ude. Ikke mindst i de store industrianlæg. Derfor er de ofte familiernes skaffedyr - til en langt lavere løn end mændene. Men fordi hun tjener penge, kan hun godt få tæsk. Samfundet er præget af machismo. Mænd er mere værd end kvinder, og de bestemmer. Mødrene lærer deres sønner, at de aldrig bliver rigtige mænd, hvis de ikke kan stikke deres kvinder et par på kassen. Og det er ikke ufarligt at stille sig på tværs af farmand: I 2016 blev 78 kvinder dræbt af en partner, og der er årligt 60.000 tilfælde af vold mod kvinder.
Den Dominikanske Republik fik i FBN i 1999 indført Den internationale dag til bekæmpelse af vold mod kvinder. Den finder sted 25. september, dødsdagen for søstrene Mirabel, der blev fundet mishandlede til døde i 1960. De blev tævet ihjel for deres modstand mod Trujillo, men deres død er siden blevet symbol på kvindesagen i det hele taget.
Støt guiden med et lille beløb - 20 kroner er fint! Du kan bruge: Mobilepay: tlf. 20216673.
Alle skoleelever skal gå i uniform
Uddannelse
En større omlægning i uddannelsessystemet har været i gang i de senere år, hvor man har satset på at komme analfabetismen til livs. Effekten har været stor, men 10 pct. af de voksne kan stadig hverken læse eller skrive. Der er 12 års undervisningspligt for børn. Undervisningen er gratis, men eleverne skal selv betale bøger og uniform. Derfor lader mange familier deres børn skiftes til at gå i skole - formiddag og eftermiddag, så samme uniform kan række til mindst to børn. Mange børn får kun 6 års skolegang, for den videre skolegang foregår på store centrale skoler. Det kan være afstande, som ikke bare kan klares på æselryg, og derfor må mange undvære. Efter de 12 år kan man tage ungdoms- og erhvervsuddannelser. Som regel må forældrene vælge et enkelt af deres børn til uddannelse, selv om flere måtte have evnerne. Forældre er generelt meget optaget af at få uddannet så mange af deres børn som muligt, dels fordi de vil dem det godt, dels fordi deres børns senere indtjeningsevne betyder meget for forældrenes levefod i alderdommen. Højere uddannelser tilbydes på otte universiteter og højere læreanstalter. Universitetet i Santo Domingo blev oprettet i 1538 og er Amerikas ældste.
Religion
Den Dominikanske Republik er et multikulturelt samfund med religionsfrihed. Over 90 pct. bekender sig til den katolske kirke i en eller anden form - gerne iblandet lidt af hvert, herunder voodoo. Desuden er der menigheder af evangelister, syvende dags adventister, baptister og mormoner. Især på landet dyrker man voodoo sideløbende med de katolske handlinger. Men det sker mere stilfærdigt end i nabostaten Haiti, hvor det er hovedreligion.
Sprog
Det officielle sprog er spansk. De mange illegale indvandrere fra Haiti taler fransk eller fransk kreolsk.
En større omlægning i uddannelsessystemet har været i gang i de senere år, hvor man har satset på at komme analfabetismen til livs. Effekten har været stor, men 10 pct. af de voksne kan stadig hverken læse eller skrive. Der er 12 års undervisningspligt for børn. Undervisningen er gratis, men eleverne skal selv betale bøger og uniform. Derfor lader mange familier deres børn skiftes til at gå i skole - formiddag og eftermiddag, så samme uniform kan række til mindst to børn. Mange børn får kun 6 års skolegang, for den videre skolegang foregår på store centrale skoler. Det kan være afstande, som ikke bare kan klares på æselryg, og derfor må mange undvære. Efter de 12 år kan man tage ungdoms- og erhvervsuddannelser. Som regel må forældrene vælge et enkelt af deres børn til uddannelse, selv om flere måtte have evnerne. Forældre er generelt meget optaget af at få uddannet så mange af deres børn som muligt, dels fordi de vil dem det godt, dels fordi deres børns senere indtjeningsevne betyder meget for forældrenes levefod i alderdommen. Højere uddannelser tilbydes på otte universiteter og højere læreanstalter. Universitetet i Santo Domingo blev oprettet i 1538 og er Amerikas ældste.
Religion
Den Dominikanske Republik er et multikulturelt samfund med religionsfrihed. Over 90 pct. bekender sig til den katolske kirke i en eller anden form - gerne iblandet lidt af hvert, herunder voodoo. Desuden er der menigheder af evangelister, syvende dags adventister, baptister og mormoner. Især på landet dyrker man voodoo sideløbende med de katolske handlinger. Men det sker mere stilfærdigt end i nabostaten Haiti, hvor det er hovedreligion.
Sprog
Det officielle sprog er spansk. De mange illegale indvandrere fra Haiti taler fransk eller fransk kreolsk.
Småhandel udgør en stor del af erhvervslivet
Erhverv
De vigtigste erhverv for den dominikanske økonomi er turisme og landbrug. Sukker er fortsat en betydelig eksportvare, men nikkel indbringer mere. Selv om landbruget er stort, må man importere næsten alle fødevarer – også Danmark har stigende eksport til landet. Især efter at landet er gået fra bananrepublik til stabilt demokrati, er der har skabt betydelig vækst i stort set alle erhverv.
Turisme
Den Dominikanske Republik satser stort på turisme og har haft betydelig vækst i de senere år. Målet er 10 millioner turister årligt fra 2023, og det ser ud til, at man kan nå målet med lethed, I 2018 var man oppe på over 8 millioner. Regeringen har sat udviklingsprojekter i gang, der skal styrke turismen. Både nye veje og udbygning af vandforsyningen. Lufthavnen i Santo Domingo er udbygget voldsomt i de senere år, og der er bygget ny havn til krydstogtskibe. Amerikanere og tyskere er de hyppigste gæster, blandt andet fordi kriminaliteten er så lav i modsætning til andre caribiske destinationer.
Landbrug
De vigtigste afgrøder er sukkerrør, ris, bønner, kaffe, tobak, bananer, kakao og cassava. En stor del af den frugtbare jord er ejet af udenlandske frugtavlere, der eksporterer til USA og Europa. Tobaksindustrien hører til de største, og man forarbejder selv tobak til cigaretter og cigarer. 20 millioner cigarer eksporteres om dagen (Læs om cigarer under læsestof). Enorme områder er forbeholdt sukkerrør. Noget bearbejdes til sukker eller rom, andet sendes som sukkersaft til andre caribiske øer, der ikke længere dyrker sukkerrør, men stadig laver rom, bl.a. den tidligere danske ø, St. Croix. Tre meget rige familier i landet står bag det meste romproduktion: Bermudez, Brugal og Barcelona. Deres reklameskilte ser man overalt i landet, ofte som bynavneskilte. 95 pct. af landets færdigproducerede rom drikkes på øen. De fleste almindelige familier supplerer husholdning med mindre husmandsbrug.
Småhandel
Det er en nation af småhandlende. De slår sig ned hvor som helst og sælger mel, nødder, hjemmelavet marmelade, bananer eller appelsiner. Folk kan så købe en kop eller en sæk, det gør ingen forskel. Andre slagter en gris om morgenen, hænger den ud til gaden og sælger bidder af den hele dagen. Langs landevejene sælger man bagte søde kartofler til lastbilchauffører. Der er ingen tal for, hvor stor en del af landets økonomi, der holdes i sving af småhandel, men den bidrager betydeligt til landets velfærd.
Industri
Der er indført masser af erhvervsvenlige tiltag, der har fået store amerikanske selskaber som Wallmart og Levi’s til landet, fri for moms og told. Og billig arbejdskraft, især til tekstilbranchen. Og nu har man industrier, der beskæftiger flere end 150.000, især kvinder.
De vigtigste erhverv for den dominikanske økonomi er turisme og landbrug. Sukker er fortsat en betydelig eksportvare, men nikkel indbringer mere. Selv om landbruget er stort, må man importere næsten alle fødevarer – også Danmark har stigende eksport til landet. Især efter at landet er gået fra bananrepublik til stabilt demokrati, er der har skabt betydelig vækst i stort set alle erhverv.
Turisme
Den Dominikanske Republik satser stort på turisme og har haft betydelig vækst i de senere år. Målet er 10 millioner turister årligt fra 2023, og det ser ud til, at man kan nå målet med lethed, I 2018 var man oppe på over 8 millioner. Regeringen har sat udviklingsprojekter i gang, der skal styrke turismen. Både nye veje og udbygning af vandforsyningen. Lufthavnen i Santo Domingo er udbygget voldsomt i de senere år, og der er bygget ny havn til krydstogtskibe. Amerikanere og tyskere er de hyppigste gæster, blandt andet fordi kriminaliteten er så lav i modsætning til andre caribiske destinationer.
Landbrug
De vigtigste afgrøder er sukkerrør, ris, bønner, kaffe, tobak, bananer, kakao og cassava. En stor del af den frugtbare jord er ejet af udenlandske frugtavlere, der eksporterer til USA og Europa. Tobaksindustrien hører til de største, og man forarbejder selv tobak til cigaretter og cigarer. 20 millioner cigarer eksporteres om dagen (Læs om cigarer under læsestof). Enorme områder er forbeholdt sukkerrør. Noget bearbejdes til sukker eller rom, andet sendes som sukkersaft til andre caribiske øer, der ikke længere dyrker sukkerrør, men stadig laver rom, bl.a. den tidligere danske ø, St. Croix. Tre meget rige familier i landet står bag det meste romproduktion: Bermudez, Brugal og Barcelona. Deres reklameskilte ser man overalt i landet, ofte som bynavneskilte. 95 pct. af landets færdigproducerede rom drikkes på øen. De fleste almindelige familier supplerer husholdning med mindre husmandsbrug.
Småhandel
Det er en nation af småhandlende. De slår sig ned hvor som helst og sælger mel, nødder, hjemmelavet marmelade, bananer eller appelsiner. Folk kan så købe en kop eller en sæk, det gør ingen forskel. Andre slagter en gris om morgenen, hænger den ud til gaden og sælger bidder af den hele dagen. Langs landevejene sælger man bagte søde kartofler til lastbilchauffører. Der er ingen tal for, hvor stor en del af landets økonomi, der holdes i sving af småhandel, men den bidrager betydeligt til landets velfærd.
Industri
Der er indført masser af erhvervsvenlige tiltag, der har fået store amerikanske selskaber som Wallmart og Levi’s til landet, fri for moms og told. Og billig arbejdskraft, især til tekstilbranchen. Og nu har man industrier, der beskæftiger flere end 150.000, især kvinder.
Politik
Efter en turbulent historie med diktatorer og invasioner fra fremmede magter, er Den Dominikanske Republik i dag et stabilt demokrati med valg hver fjerde år. Der er stemmepligt for alle over 18 år – ægtepar skal stemme uanset alder, mens borgere ansat i politiet eller i militæret ikke må stemme. Landet fik i 1966 en demokratisk forfatning, der minder om USA's. Præsidenten har den udøvende magt og vælges ved direkte valg hver 4. år. For at undgå diktatorer kan præsidenten ikke genvælges umiddelbart efter en regeringsperiode, men kan godt stille op ved et senere valg. I 1996 afløste Fernandez den gamle og mangeårige præsident Balaguer. Han var da den yngste præsident nogensinde - 39 år. Han kunne ikke genopstille til valget 16. maj 2000, men det kunne Balaguer, der da var 94 år, døv og blind. Præsidenten må ikke have haft tilknytning til politi eller militær i et år, før han stiller op til valg.
Den lovgivende magt er lagt i to kamre. Et senat med 30 medlemmer – et fra hver provins og et fra hovedstaden. Derudover er der kammer med 149 medlemmer, der vælges ved forholdstalsvalg som i Danmark. Tre store partier slås om magten: det konservative Partido Reformista Social-Cristiano (PRSC), det socialdemokratiske Partido Revolucionario Dominicano (PRD), Socialdemokratisk, og det liberale Partido de la Liberacion Dominicana (PLD). Den Dominikanske Republiks regering besluttede meget overraskende i marts 2000 at søge om særlig medlemsstatus i EU på grund af landets historiske tilknytning til Spanien, men det kom der nu ikke meget ud af.
Efter en turbulent historie med diktatorer og invasioner fra fremmede magter, er Den Dominikanske Republik i dag et stabilt demokrati med valg hver fjerde år. Der er stemmepligt for alle over 18 år – ægtepar skal stemme uanset alder, mens borgere ansat i politiet eller i militæret ikke må stemme. Landet fik i 1966 en demokratisk forfatning, der minder om USA's. Præsidenten har den udøvende magt og vælges ved direkte valg hver 4. år. For at undgå diktatorer kan præsidenten ikke genvælges umiddelbart efter en regeringsperiode, men kan godt stille op ved et senere valg. I 1996 afløste Fernandez den gamle og mangeårige præsident Balaguer. Han var da den yngste præsident nogensinde - 39 år. Han kunne ikke genopstille til valget 16. maj 2000, men det kunne Balaguer, der da var 94 år, døv og blind. Præsidenten må ikke have haft tilknytning til politi eller militær i et år, før han stiller op til valg.
Den lovgivende magt er lagt i to kamre. Et senat med 30 medlemmer – et fra hver provins og et fra hovedstaden. Derudover er der kammer med 149 medlemmer, der vælges ved forholdstalsvalg som i Danmark. Tre store partier slås om magten: det konservative Partido Reformista Social-Cristiano (PRSC), det socialdemokratiske Partido Revolucionario Dominicano (PRD), Socialdemokratisk, og det liberale Partido de la Liberacion Dominicana (PLD). Den Dominikanske Republiks regering besluttede meget overraskende i marts 2000 at søge om særlig medlemsstatus i EU på grund af landets historiske tilknytning til Spanien, men det kom der nu ikke meget ud af.
Korruption
Et stort problem er stadig korruption. En af de værste skete i 2014. da et brasiliansk entreprenørfirma ligefrem etablerede et kontor, der skulle levere penge under bordet til dominikanske embedsmænd. Det blev afsløret, at det kostede firmaet US$ 92.000.000 at få offentlige kontrakter. Ingen blev straffet, og i 2017 gik dominikanere på gaden i protest, men ingen tror på, at der er sket noget særligt.
Et stort problem er stadig korruption. En af de værste skete i 2014. da et brasiliansk entreprenørfirma ligefrem etablerede et kontor, der skulle levere penge under bordet til dominikanske embedsmænd. Det blev afsløret, at det kostede firmaet US$ 92.000.000 at få offentlige kontrakter. Ingen blev straffet, og i 2017 gik dominikanere på gaden i protest, men ingen tror på, at der er sket noget særligt.
