Gode historier om Den Dominikanske Republik
Her er tekster og artikler om Den Dominikanske Republik, som enten er skrevet til Turen går til Den Dominikanske Republik eller til danske medier. Print dem ud og læs i fly eller bus:
Mød dominikanerne
Den Dominikanske Republik har været turistmæssigt noget tilbagestående i forhold til de mindre caribiske øer. Først sent kom de i gang med at opføre veje og hoteller. Siden har der været en voldsom vækst i turistmængden, men landet er alligevel så stort, at det ikke væsentligt har berørt særpræget. Man kan sagtens bevæge sig rundt i flere dage uden at møde en turist. I stedet møder man dominikanere og en kultur, der har rødder i både den indianske, den spanske, den franske og den afrikanske fortid. En kultur, der giver sig udtryk i masser af musik og dans - og masser af smil og imødekommenhed over for besøgende.
Ingen dominikaner går i seng uden at have smilet, siger man.
Det var her, at de første europæere etablerede sig, da Columbus havde fundet Den Nye Verden. Og især hovedstaden Santo Domingo har bevaret så meget fra den første tid, at man næsten kan mærke Columbus, Ponce de Leon, Cortes og alle de andre opdagelsesrejsende i gaderne. Den Dominikanske Republik er en chance for at opleve hele den brogede og ofte brutale historie – og samtidig få en pragtfuld ferie i omgivelser, der må ligne Paradis.
God Rejse
Kenneth Bo Jørgensen
Ingen dominikaner går i seng uden at have smilet, siger man.
Det var her, at de første europæere etablerede sig, da Columbus havde fundet Den Nye Verden. Og især hovedstaden Santo Domingo har bevaret så meget fra den første tid, at man næsten kan mærke Columbus, Ponce de Leon, Cortes og alle de andre opdagelsesrejsende i gaderne. Den Dominikanske Republik er en chance for at opleve hele den brogede og ofte brutale historie – og samtidig få en pragtfuld ferie i omgivelser, der må ligne Paradis.
God Rejse
Kenneth Bo Jørgensen
Støt den gratis guide, 20 kroner er fint! Du kan bruge: Mobilepay: tlf. 20216673.
Figurer uden ansigter er dominikansk kulturarv
Også julekrybben i Santo Domingos katedral består af Limé-dukker.
Ansigtsløse figurer, der hverken har øjne, næser eller munde, er en del af den dominikanske kulturarv. De hedder Muñecas Limé, og de viser, at ingen race er speciel for Den Dominikanske Republik. De blev opfundet 40 år før, at hele verden blev krænkelsesparate, i 1981 af den dominikanske keramiker, Liliana Mera Limé i byen Moca. Hun skulle skabe en figur af en dominikansk kvinde, men hun opdagede, at det kunne hun ikke, for hun anede ikke, hvordan en dominikaner ser ud – alle er jo et stort mix af alle mulige racer. Derfor skabte hun disse figurer, der i dag repræsenterer racemangfoldighed i landet, og de er nu en del af kulturarven. Overfladen på ansigtet er helt glat. Derimod kendes kvinderne på de smukke fletninger, muntre og farverige kjoler, og så bærer de vand i krukker eller sælger frugt. I dag er det den foretrukne souvenir. De rigtige er lavet af keramik, men de fås i alle materialer i dag. De kan også fås i alle prisklasser, fra 30 pesos til 1.500 for en i porcelæn. Også julekrybben i Santo Domingos katedral består af Limé-dukker. Så her slipper man for den normale jomfru Maria, der ofte ligner noget fra den danske sangskat, og sådan har hun nok trods alt aldrig ikke set ud.
Hvem var Trujillo?
Trujillo - Landets tyran i 31 år
I hele verden var han kendt som diktator Trujillo. Hans titel var: Generalissimo Rafael Leonidas Trujillo y Molina, Fædrelandets Velgører, Faderen til Det Nye Fædreland. Genopretteren af økonomisk frihed. Ved var det besluttet, at han var historiens bedste leder. Men han var en infam tyran, der hærgede Den Dominikanske Republik i 31 år.
Af Kenneth Bo Jørgensen
I dag ved de færreste uden for Caribien, hvem der er leder af Den Dominikanske Republik. Men det vidste hele verden i 1950´erne. Det var: Trujillo! Det kildede nemlig i maven i hele verden - af grin, af gys og af gru - når man så den lille iltre mand - Caribiens Cæsar. Med selvopfundne uniformer, sovsekander med gåsefjer på hovedet og så mange medaljer, at han lignede et helt juletræ, når han skulle indvie endnu et monument til ære for sig selv. Og hans ekstreme forfængelighed var god underholdning. der gik verden rundt. Det var et show, men alle vidste, at der bag hans pomp og pragt lå titusinder af dræbte, torturerede, voldtagede, misbrugte og forarmede. Og at det endte heldigvis galt.
Diktator var Trujillo ikke som sine kolleger Hitler, Franco og Mussolini. For Trujillo havde ingen ideologi, han ville påføre landet, han ville bare bestemme og rage til sig. At landet også blev rigere samtidig, anså han som et tegn fra Gud på, at han havde ret. Han var en tyran. På linje med Idi Amin, Saddam Hussein og i den stil. Men Trujillo var lidt morsommere at se på.
Dum var Trujillo langt fra. Selv hans hårdeste modstandere kunne uden at blinke sige, at manden var et geni. Inden han tog magten, var han en fremragende embedsmand, der etablerede Caribiens mest effektive politi, og i hæren gik han fra kadet til general på ni år. Han kom også nogenlunde så hæderligt til magten, som man gjorde på de kanter i 1930 – med flere stemmer, end der var vælgere, intet usædvanligt i det. Kort tid efter blev landet ramt af en ødelæggende orkan, hvor han viste lederformat ved at genopbygge hovedstaden på ingen tid. Men så begyndte han at opkalde alting efter sig selv. Santo Domingo blev Ciudad Trujillo. Og så var stilen lagt.
Forfængelighed blev Trujillos varemærke. Pico Duarte - landets højeste punkt - blev til Pico Trujillo. Hans parti blev Trujillo-partiet, alle andre blev forbudt. Statuer af ham poppede op alle vegne. Alle hjem havde mindst et billede hængende af ham. I byerne lyste neonskilte op med: Gud og Trujillo. Der var Trujillo alle vegne, så meget at det kunne give bagslag. For ved sindssygeanstalten i Nigua blinkede et skilt: Vi kan takke Trujillo for vores skæbne.
Hans familie fik royal status. Columbus-pladsen i hovedstaden blev opkaldt efter sønnen Ramfis, der var oberst i fuld uniform som 9-årig. Trujillos far fik en hel provins opkaldt efter sig, og moren fik en by. Når der var dødsfald i familien var det med statsbegravelse og tre ugers landesorg. Hans hjertebarn, datteren Angelita, blev ambassadør til Storbritannien, 14 år gammel, så hun kunne overvære dronning Elizabeths kroning. Men flest æresbevisninger fik han selv. Sin egen helligdag, 11. januar, da sprang hele landet ud i fryd over ham. Når han vendte hjem fra udlandet, fik alle en uge fri til at feste. Tidsregningen blev dateret efter, hvilket år man var i Trujillos Æra. Historiebøger blev skrevet om, så det så ud som om, at Trujillo havde skabt landet med sine egne to små hænder. Kongressen vedtog en lov, der slog fast i al evighed, at Trujillo var den bedste statsleder i verdenshistorien. Nogen skrev Biblen om, så det hed: Trujillo er min hyrde, mig skal intet fattes.
Kritik gav af Trujillo gav kontant afregning i torturkamre. Hans hemmelige politi skød folk ned på gaden for et godt ord. Og folk forsvandt, få dage efter, at de havde kritiseret Trujillo – eller ikke vist ham tilstrækkelig respekt, lidt kunne være nok. En professor ved Columbia University i USA skrev en ikke særlig flatterende doktordisputats om Trujillo. Han forsvandt sporløst. Hans værste forbrydelse var dog nedslagtning af 20.000 haitianere ved grænsen, som han bare helst ikke ville have ind i landet, for han var ikke glad for sorte. Han blev tvunget til at betale erstatning, US$65 pr. mand – men det var til at overkomme for, han var en af verdens rigeste mænd.
Hans forretningsmodel var enkel. Hvis noget gik godt, overtog han det. Han ejede derfor stort set hele sukkerindustrien. Og han satte enorme offentlige anlægsarbejder i gang – fx motorveje, som hans egne firmaer bød på, bud, der lå på det dobbelte af, hvad det kostede. Overskuddet strøg Trujillo, så han kunne bygge flere paladser, hvor han muntrede sig med landets smukkeste unge jomfruer. Han håndplukkede dem i landsbyer og på skoler, og hvis fædre protesterede, blev de banket halvt ihjel, fordi de ikke forstod, hvilken ære det var at blive bedækket af den gamle liderlige buk. Et rædselsregime. Men det fik lov at gå, fordi det gik så godt.
Trujillos jernnæve gav fred i den længste periode i landets historie. Landets økonomi blomstrede, og selv om velstanden mest kom de rige til gode, smittede det også af på de fattige. Velstanden steg voldsomt. Ingen sultede længere. Der kom mindstelønninger, og det blev tilladt at strejke – med måde. I 1940 var landet gældfrit og uafhængigt at USA. Flere var i uddannelse, kunst og kultur stortrivedes, med nye museer, og kunstnere fik støtte. Og så holdt han kommunismen for døren.
USA gjorde derfor intet for at stoppe ham. Trujillo var årsag til et af Franklin D. Roosevelts mest berømte citater: I know he is a son of a bitch, but he is our son of a bitch. Han var bolværk mod kommunisme. Men i slutningen af 1950erne var det nok. Landets biskopper kunne ikke længere se til. De underskrev bandbuller. Trujillo kunne mærke jorden brænde. Og dum var han stadig ikke, så han lovede frie valg – uden ham selv. Men det var for sent.
Af Kenneth Bo Jørgensen
I dag ved de færreste uden for Caribien, hvem der er leder af Den Dominikanske Republik. Men det vidste hele verden i 1950´erne. Det var: Trujillo! Det kildede nemlig i maven i hele verden - af grin, af gys og af gru - når man så den lille iltre mand - Caribiens Cæsar. Med selvopfundne uniformer, sovsekander med gåsefjer på hovedet og så mange medaljer, at han lignede et helt juletræ, når han skulle indvie endnu et monument til ære for sig selv. Og hans ekstreme forfængelighed var god underholdning. der gik verden rundt. Det var et show, men alle vidste, at der bag hans pomp og pragt lå titusinder af dræbte, torturerede, voldtagede, misbrugte og forarmede. Og at det endte heldigvis galt.
Diktator var Trujillo ikke som sine kolleger Hitler, Franco og Mussolini. For Trujillo havde ingen ideologi, han ville påføre landet, han ville bare bestemme og rage til sig. At landet også blev rigere samtidig, anså han som et tegn fra Gud på, at han havde ret. Han var en tyran. På linje med Idi Amin, Saddam Hussein og i den stil. Men Trujillo var lidt morsommere at se på.
Dum var Trujillo langt fra. Selv hans hårdeste modstandere kunne uden at blinke sige, at manden var et geni. Inden han tog magten, var han en fremragende embedsmand, der etablerede Caribiens mest effektive politi, og i hæren gik han fra kadet til general på ni år. Han kom også nogenlunde så hæderligt til magten, som man gjorde på de kanter i 1930 – med flere stemmer, end der var vælgere, intet usædvanligt i det. Kort tid efter blev landet ramt af en ødelæggende orkan, hvor han viste lederformat ved at genopbygge hovedstaden på ingen tid. Men så begyndte han at opkalde alting efter sig selv. Santo Domingo blev Ciudad Trujillo. Og så var stilen lagt.
Forfængelighed blev Trujillos varemærke. Pico Duarte - landets højeste punkt - blev til Pico Trujillo. Hans parti blev Trujillo-partiet, alle andre blev forbudt. Statuer af ham poppede op alle vegne. Alle hjem havde mindst et billede hængende af ham. I byerne lyste neonskilte op med: Gud og Trujillo. Der var Trujillo alle vegne, så meget at det kunne give bagslag. For ved sindssygeanstalten i Nigua blinkede et skilt: Vi kan takke Trujillo for vores skæbne.
Hans familie fik royal status. Columbus-pladsen i hovedstaden blev opkaldt efter sønnen Ramfis, der var oberst i fuld uniform som 9-årig. Trujillos far fik en hel provins opkaldt efter sig, og moren fik en by. Når der var dødsfald i familien var det med statsbegravelse og tre ugers landesorg. Hans hjertebarn, datteren Angelita, blev ambassadør til Storbritannien, 14 år gammel, så hun kunne overvære dronning Elizabeths kroning. Men flest æresbevisninger fik han selv. Sin egen helligdag, 11. januar, da sprang hele landet ud i fryd over ham. Når han vendte hjem fra udlandet, fik alle en uge fri til at feste. Tidsregningen blev dateret efter, hvilket år man var i Trujillos Æra. Historiebøger blev skrevet om, så det så ud som om, at Trujillo havde skabt landet med sine egne to små hænder. Kongressen vedtog en lov, der slog fast i al evighed, at Trujillo var den bedste statsleder i verdenshistorien. Nogen skrev Biblen om, så det hed: Trujillo er min hyrde, mig skal intet fattes.
Kritik gav af Trujillo gav kontant afregning i torturkamre. Hans hemmelige politi skød folk ned på gaden for et godt ord. Og folk forsvandt, få dage efter, at de havde kritiseret Trujillo – eller ikke vist ham tilstrækkelig respekt, lidt kunne være nok. En professor ved Columbia University i USA skrev en ikke særlig flatterende doktordisputats om Trujillo. Han forsvandt sporløst. Hans værste forbrydelse var dog nedslagtning af 20.000 haitianere ved grænsen, som han bare helst ikke ville have ind i landet, for han var ikke glad for sorte. Han blev tvunget til at betale erstatning, US$65 pr. mand – men det var til at overkomme for, han var en af verdens rigeste mænd.
Hans forretningsmodel var enkel. Hvis noget gik godt, overtog han det. Han ejede derfor stort set hele sukkerindustrien. Og han satte enorme offentlige anlægsarbejder i gang – fx motorveje, som hans egne firmaer bød på, bud, der lå på det dobbelte af, hvad det kostede. Overskuddet strøg Trujillo, så han kunne bygge flere paladser, hvor han muntrede sig med landets smukkeste unge jomfruer. Han håndplukkede dem i landsbyer og på skoler, og hvis fædre protesterede, blev de banket halvt ihjel, fordi de ikke forstod, hvilken ære det var at blive bedækket af den gamle liderlige buk. Et rædselsregime. Men det fik lov at gå, fordi det gik så godt.
Trujillos jernnæve gav fred i den længste periode i landets historie. Landets økonomi blomstrede, og selv om velstanden mest kom de rige til gode, smittede det også af på de fattige. Velstanden steg voldsomt. Ingen sultede længere. Der kom mindstelønninger, og det blev tilladt at strejke – med måde. I 1940 var landet gældfrit og uafhængigt at USA. Flere var i uddannelse, kunst og kultur stortrivedes, med nye museer, og kunstnere fik støtte. Og så holdt han kommunismen for døren.
USA gjorde derfor intet for at stoppe ham. Trujillo var årsag til et af Franklin D. Roosevelts mest berømte citater: I know he is a son of a bitch, but he is our son of a bitch. Han var bolværk mod kommunisme. Men i slutningen af 1950erne var det nok. Landets biskopper kunne ikke længere se til. De underskrev bandbuller. Trujillo kunne mærke jorden brænde. Og dum var han stadig ikke, så han lovede frie valg – uden ham selv. Men det var for sent.
I 1961 blev Trujillo myrdet i sin bil på vej fra Santo Domino til hjembyen, San Cristobal. Det er aldrig bevist, at CIA stod bag, men det var den almindelige opfattelse, fordi han ikke var præsident John F. Kennedys kop te. Trujillo fik en statsbegravelse efter alle kunstens regler. Med kilometerlange køer er hysterisk sørgende. Og han nåede kun at hvile i sin sarkofag i et halvt år. Sønnen Ramfis forsøgte at videreføre regimet, men USA's marionetpræsident Balaguer nægtede at føje ham. I stedet blev Ramfis sendt med hele sin familie og liget af Trujillo afsted på familiens luksusyacht (se ovenfor) til Europa. Men da skibet ankrede op ved den caribiske ø, Martinque, ringede præsident Balaguer personligt til skibets kaptajn og tilbød ham store summer, hvis han ville smide dem af og vende tilbage med skibet. Det gjorde han, og ombord fandt man 5 millioner US$ og liget af tyrannen. Liget blev sat på et fly til Paris, hvor det blev bisat i Père-Lachaise-kirkegården i 1963. Men konen var utilfreds med gravstedet, der ikke var stort nok og flyttede ham til El Pardo-kirkegården i Madrid, hvor han ligger nu. Siden 2019 har han fået selskab af en anden diktator, nemlig Spaniens Franco, som blev tvangsflyttet fra sit mausoleum hertil. Sønnen Ramfis fortsatte sit liv som playboy nu i Spanien, beskyttet af Franco, indtil han i 1969 døde efter en bilulykke. Selv efter sin død kan Trujillo underholde, for det kom frem, at der i boet efter ham var: 2000 uniformer, 10.000 slips – og så mange hektoliter fin fransk parfume, at det kunne få hele landet til at dufte af violer. Der er skrevet utallige bøger om ham, og en del film, den mest kendte er The Feast of the Goat fra 2006, instrueret af Luis Llosa med Tomás Milián som Trujillo. Den rystede ved at vise, hvor iskold han var over for de unge kvinder, han voldtog.
Hans familie har boet udenlands lige siden, men på det seneste har et barnebarn meddelt, at han stiller op til præsidentvalget i 2020. For at videreføre farfarens regime.
Hans familie har boet udenlands lige siden, men på det seneste har et barnebarn meddelt, at han stiller op til præsidentvalget i 2020. For at videreføre farfarens regime.
Hvem var Columbus? Amerikas opdager
Af Kenneth Bo Jørgensen
Christoffer Columbus var den berømte Vestindien-opdager, da en gæst ved et middagsselskab i Spanien hånligt sagde om hans bedrift, at det kunne enhver da have gjort. Columbus spurgte, om gæsten også kunne sætte et æg på højkant. Gæsten forsøgte, men ægget rullede hele tiden på langs. Derefter tog Columbus ægget og smadrede det ned i bordpladen, så spidsen blev flad, og ægget kunne stå. Det kunne jeg da også have gjort det, sagde gæsten, hvortil Columbus svarede: Ja, men jeg gjorde det!
Dermed havde han opfundet udtrykket et „Columbus‑æg“. Ingen har siden bestridt, at Columbus’ rejse til Amerika blev den mest betydningsfulde ekspedition i verdenshistorien. For der er vel ingen opdagelse, der hverken før eller siden har påvirket Jordens udvikling så voldsomt. Det paradoksale er, at Columbus ikke anede, hvad han havde opdaget, og han fandt heller aldrig ud af det. Han gik i døden i sikker forvisning om, at han havde fundet den vestlige søvej til Indien.
Vi ved meget lidt om Columbus før turen til Amerika. Ti lande har forsøgt at tage æren for hans herkomst, men de fleste hælder til, at han blev født i Genova i Italien i 1451. Faderen var uldspinder og vogter af byens port, og Christoffer blev tidligt matros. Her så han det store besvær med at få varer fra Indien og Kina, fordi muslimerne spærrede for handelen ad Krydderivejen. Man vidste godt, Jorden var rund, så Columbus fandt det naturligt, at man måtte kunne nå Indien ved at sejle vestpå. Han havde hverken skibe eller penge til at gøre forsøget, og han kunne ikke finde sponsorer, for alle anså projektet for håbløst. Det var ikke Guds vilje, at man skulle sejle så langt ud på Det Hellige Ocean, mente eksperterne, om Jorden var nok så rund. Columbus satsede derefter på den spanske dronning Isabellas velvillighed, fordi han her kunne appellere til hendes stærke tro. Hun ønskede at omvende folk til kristendommen, og da Columbus kunne friste med masser af hedninge, fik han lov.
Han var omkring 40 år, da han tog afsted med tre små skibe, caravellerne Niña, Pinta og moderskibet Santa Maria. Turen gik forholdsvis smertefrit, for Columbus valgte ved et lykketræf den nemmeste vej over havet, hvor man får mest ud af passaten – den rute, som sejlbåde stadig bruger. Besætningen var i mytteri‑stemning næsten hele vejen, for den var skræmt fra vid og sans. Columbus førte en falsk logbog, hvor han skrev færre sømil ind, end de tilbagelagde, for at berolige besætningen. Den rigtige gemte han i sin kahyt.
Fredag den 12. oktober 1492 så han land for første gang i Bahama‑øgruppen og gav den første ø navnet San Salvador efter Frelseren. Han blev mødt af meget smukke, nøgne mennesker, som faldt på knæ for ham, fordi de troede, at han var en gud. Han gav de indfødte glasperler, røde huer og små bjælder – de må have haft et helt lastrum fyldt med bras – til gengæld fik Columbus tobak, papegøjer og spyd. Alt var så idyllisk, at Columbus skriver i sin logbog, at disse medgørlige mennesker bliver lette at kristne.
Selv om Columbus var betaget af de rare indianere, det pragtfulde klima og den skønne natur, overvejede han aldrig, om han var kommet til paradis, eller om her måske var så perfekt, at det ikke var nødvendigt at blande sig i forholdene. Tværtimod noterede han, at blot 50 soldater sagtens kunne styre de mange indbyggere. Han var nemlig helt almindeligt begærlig og ville finde guld. Han sejlede videre og fandt nye øer og tog dem i besiddelse. Han skrev i sin logbog igen og igen, at snart den ene ø, snart den anden var den smukkeste, han nogensinde havde set. Og han var hurtig til at tage en ø i øjesyn:„Jeg har hverken set geder eller får efter en halv dag. Men hvis de fandtes, ville jeg have set dem.“ Ved juletid 1492 kom Columbus første gang til Hispaniola. Santa Maria løb på en sandbanke på nordkysten, og her etablerede han sit første fort. 16. januar 1493 rejste han hjem og efterlod en håndfuld mænd på fortet. I Portugal modtog kongen ham som en helt. I Barcelona gik han i optog gennem byen med medbragte indianere, papegøjer, guld, fremmede planter, fisk, fugle og frugter – og afleverede det til kongeparret. Columbus var dagens mand.
Samme år rejste han igen, denne gang med 17 skibe og 1700 mand. Den tredje rejse fandt sted i 1498, hvor han kom endnu længere sydpå. Men da faldt Columbus i unåde. Han fik ry for at regere brutalt, og man brød sig ikke om, at han sendte indianere hjem som slaver. Til sidst bad dronningen Francisco de Bobadilla om at rejse over for at afhøre Columbus. Men Oceanets admiral mente ikke at skulle stå til regnskab, så Bobadilla anholdte ham og sendte ham hjem til Spanien i håndjern. Dronningen tilgav ham dog og tillod endnu en rejse i 1502, som ikke blev spor vellykket. Han nåede til Panamas kyst, men strandede ved Jamaica. I et år levede han og besætningen på sultegrænsen, for indianerne nægtede at hjælpe dem. Først da en kano slap over til Hispaniola, kom der et skib, og Columbus rejste til Spanien i 1504.
Hans gamle velynder, dronning Isabella, var i mellemtiden død. Kongen tilbød ham høje poster og store landområder som betaling, men Columbus ville som aftalt have 10 pct. af det samlede udbytte fra Den Nye Verden - til både sig selv og efterkommere. Det ville kongen ikke gå med til, og Columbus blev bitter. Han døde den 20. maj 1505 i Valladolid omgivet af sin bror og sine sønner. Columbus gik derefter i glemmebogen. Det vrimlede jo med opdagelsesrejsende dengang. Først da en efterkommer skrev en bog om Columbus rejse, blev han mange år senere igen berømt – og en af verdenshistoriens største.
Christoffer Columbus var den berømte Vestindien-opdager, da en gæst ved et middagsselskab i Spanien hånligt sagde om hans bedrift, at det kunne enhver da have gjort. Columbus spurgte, om gæsten også kunne sætte et æg på højkant. Gæsten forsøgte, men ægget rullede hele tiden på langs. Derefter tog Columbus ægget og smadrede det ned i bordpladen, så spidsen blev flad, og ægget kunne stå. Det kunne jeg da også have gjort det, sagde gæsten, hvortil Columbus svarede: Ja, men jeg gjorde det!
Dermed havde han opfundet udtrykket et „Columbus‑æg“. Ingen har siden bestridt, at Columbus’ rejse til Amerika blev den mest betydningsfulde ekspedition i verdenshistorien. For der er vel ingen opdagelse, der hverken før eller siden har påvirket Jordens udvikling så voldsomt. Det paradoksale er, at Columbus ikke anede, hvad han havde opdaget, og han fandt heller aldrig ud af det. Han gik i døden i sikker forvisning om, at han havde fundet den vestlige søvej til Indien.
Vi ved meget lidt om Columbus før turen til Amerika. Ti lande har forsøgt at tage æren for hans herkomst, men de fleste hælder til, at han blev født i Genova i Italien i 1451. Faderen var uldspinder og vogter af byens port, og Christoffer blev tidligt matros. Her så han det store besvær med at få varer fra Indien og Kina, fordi muslimerne spærrede for handelen ad Krydderivejen. Man vidste godt, Jorden var rund, så Columbus fandt det naturligt, at man måtte kunne nå Indien ved at sejle vestpå. Han havde hverken skibe eller penge til at gøre forsøget, og han kunne ikke finde sponsorer, for alle anså projektet for håbløst. Det var ikke Guds vilje, at man skulle sejle så langt ud på Det Hellige Ocean, mente eksperterne, om Jorden var nok så rund. Columbus satsede derefter på den spanske dronning Isabellas velvillighed, fordi han her kunne appellere til hendes stærke tro. Hun ønskede at omvende folk til kristendommen, og da Columbus kunne friste med masser af hedninge, fik han lov.
Han var omkring 40 år, da han tog afsted med tre små skibe, caravellerne Niña, Pinta og moderskibet Santa Maria. Turen gik forholdsvis smertefrit, for Columbus valgte ved et lykketræf den nemmeste vej over havet, hvor man får mest ud af passaten – den rute, som sejlbåde stadig bruger. Besætningen var i mytteri‑stemning næsten hele vejen, for den var skræmt fra vid og sans. Columbus førte en falsk logbog, hvor han skrev færre sømil ind, end de tilbagelagde, for at berolige besætningen. Den rigtige gemte han i sin kahyt.
Fredag den 12. oktober 1492 så han land for første gang i Bahama‑øgruppen og gav den første ø navnet San Salvador efter Frelseren. Han blev mødt af meget smukke, nøgne mennesker, som faldt på knæ for ham, fordi de troede, at han var en gud. Han gav de indfødte glasperler, røde huer og små bjælder – de må have haft et helt lastrum fyldt med bras – til gengæld fik Columbus tobak, papegøjer og spyd. Alt var så idyllisk, at Columbus skriver i sin logbog, at disse medgørlige mennesker bliver lette at kristne.
Selv om Columbus var betaget af de rare indianere, det pragtfulde klima og den skønne natur, overvejede han aldrig, om han var kommet til paradis, eller om her måske var så perfekt, at det ikke var nødvendigt at blande sig i forholdene. Tværtimod noterede han, at blot 50 soldater sagtens kunne styre de mange indbyggere. Han var nemlig helt almindeligt begærlig og ville finde guld. Han sejlede videre og fandt nye øer og tog dem i besiddelse. Han skrev i sin logbog igen og igen, at snart den ene ø, snart den anden var den smukkeste, han nogensinde havde set. Og han var hurtig til at tage en ø i øjesyn:„Jeg har hverken set geder eller får efter en halv dag. Men hvis de fandtes, ville jeg have set dem.“ Ved juletid 1492 kom Columbus første gang til Hispaniola. Santa Maria løb på en sandbanke på nordkysten, og her etablerede han sit første fort. 16. januar 1493 rejste han hjem og efterlod en håndfuld mænd på fortet. I Portugal modtog kongen ham som en helt. I Barcelona gik han i optog gennem byen med medbragte indianere, papegøjer, guld, fremmede planter, fisk, fugle og frugter – og afleverede det til kongeparret. Columbus var dagens mand.
Samme år rejste han igen, denne gang med 17 skibe og 1700 mand. Den tredje rejse fandt sted i 1498, hvor han kom endnu længere sydpå. Men da faldt Columbus i unåde. Han fik ry for at regere brutalt, og man brød sig ikke om, at han sendte indianere hjem som slaver. Til sidst bad dronningen Francisco de Bobadilla om at rejse over for at afhøre Columbus. Men Oceanets admiral mente ikke at skulle stå til regnskab, så Bobadilla anholdte ham og sendte ham hjem til Spanien i håndjern. Dronningen tilgav ham dog og tillod endnu en rejse i 1502, som ikke blev spor vellykket. Han nåede til Panamas kyst, men strandede ved Jamaica. I et år levede han og besætningen på sultegrænsen, for indianerne nægtede at hjælpe dem. Først da en kano slap over til Hispaniola, kom der et skib, og Columbus rejste til Spanien i 1504.
Hans gamle velynder, dronning Isabella, var i mellemtiden død. Kongen tilbød ham høje poster og store landområder som betaling, men Columbus ville som aftalt have 10 pct. af det samlede udbytte fra Den Nye Verden - til både sig selv og efterkommere. Det ville kongen ikke gå med til, og Columbus blev bitter. Han døde den 20. maj 1505 i Valladolid omgivet af sin bror og sine sønner. Columbus gik derefter i glemmebogen. Det vrimlede jo med opdagelsesrejsende dengang. Først da en efterkommer skrev en bog om Columbus rejse, blev han mange år senere igen berømt – og en af verdenshistoriens største.
Hvor ligger Columbus?
I katedralen i Sevilla er der et stort gravmæle for Christoffer Columbus. Hvorfor er der så også et enormt gravsted for ham i Santo Domingo? Han kan jo ikke ligge begge steder? Og dog. Noget tyder på, at der faktisk er rester af ham begge steder – at han er delt af netop det store ocean, som han blev admiral over.
Han døde i 1506 i Valladolid i Spanien, og hans afsjælede legeme blev lagt i krypten i byens kloster. I 1514 blev liget overført til Las Cuevas Karteuserkloster ved Sevillas byport. Nogle år senere fik hans svigerdatter, Maria de Toledo, tilladelse af kejser Karl d. 5 til at føre liget til Santo Domingo, så han kunne hvile i Den Nye Verden, han havde opdaget. Så Columbus rejste for femte gang over Atlanten, nu som død. Biskoppen i Santo Domingo nægtede at stede Columbus til hvile i højalterets kapel, det var han ikke fin nok til. Kisten blev i stedet anbragt i en af domkirkens underjordiske kældre. Senere kom de jordiske rester af sønnen Diego, broderen Bartolome og sønnesønnen Don Luis også hertil. De lå så sammen i fred nogle år, men da franskmændene i 1795 besatte hele Hispaniola, ville spanierne sikre sig Columbus, og hans kiste blev hastet til Cuba, som var spansk. Da spanierne mistede herredømmet over Cuba i 1898, listede de afsted med Columbus igen og sejlede ham hjem til Spanien – altså over Atlanten igen. Han fik så sit flotte gravmonument i Sevillas domkirke.
Her burde han jo have fået fred. Men nej. For i mellemtiden fandt nogle arbejdere under en renovering af domkirken i Santo Domingo en blykiste til højre for alteret. Den indeholdt ben og aske, og både udvendigt og indvendigt var den mærket Almirante Cristobal Colon – Admiral Christoffer Columbus. Forskere nåede frem til, at man i sin tid var kommet til at sende sønnen Don Diego til Havanna i stedet for faderen. Men det nægtede den spanske konge at acceptere. Spanien fastholdt, at han lå hjemme i Sevilla. Men dominikanerne var glade for deres nyfundne celebre lig. I domkirken indrettede man et kapel til Columbus, og her lå han, indtil det store monument blev færdig i 1992.
I 1960 fik en amerikansk forsker lov at åbne begge Columbus gravsteder. Han kom til den konklusion, at begge gravsteder indeholdt rester, der kunne være Columbus, men at der nok var tale om rester af to mennesker i begge gravsteder. Det kunne altså være lidt af Christoffer og lidt af sønnen Diego. De var blevet blandet sammen i 1795, da man pillede ved kisterne før afrejsen. Man kom simpelt hen til at splitte Columbus ad og delte ham mellem den nye og gamle verden, hvilket han formentlig havde fundet ret morsomt og helt rimeligt.
Der er dog også dem, der påstår, at Columbus aldrig forlod Valladolid. Og at munkene udleverede en helt anden for selv at beholde Columbus i klostrets krypt. Klosteret på Plaza Mayor er for længst nedlagt. På klosterets sted ligger nu en cafe. Og nøjagtig der, hvor krypten er, står cafeens billardbord – herunder kan det altså være, at de jordiske rester af Den Nye Verdens opdager egentlig ligger.
I katedralen i Sevilla er der et stort gravmæle for Christoffer Columbus. Hvorfor er der så også et enormt gravsted for ham i Santo Domingo? Han kan jo ikke ligge begge steder? Og dog. Noget tyder på, at der faktisk er rester af ham begge steder – at han er delt af netop det store ocean, som han blev admiral over.
Han døde i 1506 i Valladolid i Spanien, og hans afsjælede legeme blev lagt i krypten i byens kloster. I 1514 blev liget overført til Las Cuevas Karteuserkloster ved Sevillas byport. Nogle år senere fik hans svigerdatter, Maria de Toledo, tilladelse af kejser Karl d. 5 til at føre liget til Santo Domingo, så han kunne hvile i Den Nye Verden, han havde opdaget. Så Columbus rejste for femte gang over Atlanten, nu som død. Biskoppen i Santo Domingo nægtede at stede Columbus til hvile i højalterets kapel, det var han ikke fin nok til. Kisten blev i stedet anbragt i en af domkirkens underjordiske kældre. Senere kom de jordiske rester af sønnen Diego, broderen Bartolome og sønnesønnen Don Luis også hertil. De lå så sammen i fred nogle år, men da franskmændene i 1795 besatte hele Hispaniola, ville spanierne sikre sig Columbus, og hans kiste blev hastet til Cuba, som var spansk. Da spanierne mistede herredømmet over Cuba i 1898, listede de afsted med Columbus igen og sejlede ham hjem til Spanien – altså over Atlanten igen. Han fik så sit flotte gravmonument i Sevillas domkirke.
Her burde han jo have fået fred. Men nej. For i mellemtiden fandt nogle arbejdere under en renovering af domkirken i Santo Domingo en blykiste til højre for alteret. Den indeholdt ben og aske, og både udvendigt og indvendigt var den mærket Almirante Cristobal Colon – Admiral Christoffer Columbus. Forskere nåede frem til, at man i sin tid var kommet til at sende sønnen Don Diego til Havanna i stedet for faderen. Men det nægtede den spanske konge at acceptere. Spanien fastholdt, at han lå hjemme i Sevilla. Men dominikanerne var glade for deres nyfundne celebre lig. I domkirken indrettede man et kapel til Columbus, og her lå han, indtil det store monument blev færdig i 1992.
I 1960 fik en amerikansk forsker lov at åbne begge Columbus gravsteder. Han kom til den konklusion, at begge gravsteder indeholdt rester, der kunne være Columbus, men at der nok var tale om rester af to mennesker i begge gravsteder. Det kunne altså være lidt af Christoffer og lidt af sønnen Diego. De var blevet blandet sammen i 1795, da man pillede ved kisterne før afrejsen. Man kom simpelt hen til at splitte Columbus ad og delte ham mellem den nye og gamle verden, hvilket han formentlig havde fundet ret morsomt og helt rimeligt.
Der er dog også dem, der påstår, at Columbus aldrig forlod Valladolid. Og at munkene udleverede en helt anden for selv at beholde Columbus i klostrets krypt. Klosteret på Plaza Mayor er for længst nedlagt. På klosterets sted ligger nu en cafe. Og nøjagtig der, hvor krypten er, står cafeens billardbord – herunder kan det altså være, at de jordiske rester af Den Nye Verdens opdager egentlig ligger.
Columbus gravsted i Santo Domingo
Her kan du møde en rigtig god cigar
Mange tænker på Cuba, når man tænker på cigarer. Ikke mindst Cubas diktator Fidel Castro var god reklame med sine store Havannesere. Men det var også hans skyld, at centrum for verdens cigarproduktion flyttede fra Cuba til Den Dominikanske Republik. Efter revolutionen flygtede cigarproducenterne, og de tog vigtige tobaksfrø og viden med sig. De skulle ikke langt for at finde tilsvarende vilkår for tobak. For de frodige dominikanske dale var perfekte. Eksil-cubanerne gav dominikanerne den know-how, der skulle til, og i dag er Den Dominikanske Republik verdens største producent af håndrullede cigarer, og de fås ikke bedre nogen steder i verden.
Dominikanerne dyrker langbladet tobak i de to frugtbare dale: Real og Cibao. Der er to typer: Olor Dominicano og Piloto Cubano, den sidste er kommet med flygtninge fra i Cuba. Da Columbus kom til Amerika, havde han aldrig set tobak før. Han så, at indianerne røg bladene ved at putte dem i en pibe, som de stak op i næsen. Indvandrerne tog vanen op, og kort efter blev det fashionabelt i hele Europa. Den første europæiske tobaksfabrik blev opført i Sevilla i Spanien og modtog tobak fra Hispaniola.
Tobaksplanten er en etårig plante, der kan blive tre meter høj. Dens pælerod går ikke ret dybt ned i jorden. Et gram tobaksfrø indeholder 12.000 enkelte frø, og da der kun skal bruges et frø pr. plante i den frodige jord, er det ikke transport af såsæd, der giver problemer. Nogle få gram frø er nok til en hel mark. Og det er nemt at dyrke. Bladene er kun få måneder om at blive klar til høst, til gengæld er det et pillearbejde at høste, for de nederste blade bliver modne før de øverste. Hver plante skal plukkes flere gange ved håndkraft. Derefter tørrer man bladene, så de skifter farve fra grøn til tobaksfarvet. Når vandindholdet er nede på 25 pct., skal tobakken gæres. Det sker ved at lægge mange tons tobak ovenpå hinanden, så varmen får sat gang i bakterier og enzymer. Når det er overstået, bliver den pakket i baller serones, og transporteret til fabrikkerne. Og så tager cigarmageren fat.
Man kan se det udført i alle større byer, i souvenirbutikker og på tobaksfabrikker. Den håndrullede cigar består af tre dele: Indlæg og Omblad, der tilsammen udgør Viklen. Uden på Viklen ligger Dæksbladet. Indlægget, som er cigarens inderste del, består af hele blade, som cigarmageren former på langs i hånden. Det består af 3-5 blade afhængig af cigarens størrelse. Ombladet vikles om indlægget for at holde det sammen, og viklen er nu klar til at komme i vikkelformen, som skal sørge for, at cigaren får den rette form. Cigaren hviler i formen i ca. 2 x 20 minutter, hvor den efter 20 minutter bliver vendt, så den får en ensartet facon over det hele. Dæksbladet er det yderste, men også det fineste blad på cigaren. Det kræver stor træning og håndelag at kunne "rulle over" med et godt dæksblad. Dæksbladet udskæres i den rigtige facon med den specielle kniv chaveta. Det rulles på fra cigarens hoved til dens spids, hvor bladet fæstnes med lidt gummiopløsning eller lim, og hvis det er en corona form lukkes den med et lille rundt stykke tobak. Til sidst bliver den færdige cigar klippet til i den åbne ende. Efter en sidste tørring er den klar til salg.
Man har også maskinrullede cigarer, men de har noget lavere fugtighed end de håndrullede. Det giver en højere temperatur, og derfor bliver røgen skarpere og mindre velduftende. De vigtigste dominikanske cigarer er: Ashton, A. Fuente, Davidoff, Don Diego, Dunhill, Hoyo de la Romana, Leon Jimenes, Partagas & Santa Damiana.
Trivia: Mange berømtheder har sommerbolig i Den Dominikanske Republik. Det gælder sangeren Julio Iglesias, balletdanseren Mikhail Baryshnikov og racerkøreren Nikki Lauada. Også Frank Sinatra boede her om sommeren.
Mange tænker på Cuba, når man tænker på cigarer. Ikke mindst Cubas diktator Fidel Castro var god reklame med sine store Havannesere. Men det var også hans skyld, at centrum for verdens cigarproduktion flyttede fra Cuba til Den Dominikanske Republik. Efter revolutionen flygtede cigarproducenterne, og de tog vigtige tobaksfrø og viden med sig. De skulle ikke langt for at finde tilsvarende vilkår for tobak. For de frodige dominikanske dale var perfekte. Eksil-cubanerne gav dominikanerne den know-how, der skulle til, og i dag er Den Dominikanske Republik verdens største producent af håndrullede cigarer, og de fås ikke bedre nogen steder i verden.
Dominikanerne dyrker langbladet tobak i de to frugtbare dale: Real og Cibao. Der er to typer: Olor Dominicano og Piloto Cubano, den sidste er kommet med flygtninge fra i Cuba. Da Columbus kom til Amerika, havde han aldrig set tobak før. Han så, at indianerne røg bladene ved at putte dem i en pibe, som de stak op i næsen. Indvandrerne tog vanen op, og kort efter blev det fashionabelt i hele Europa. Den første europæiske tobaksfabrik blev opført i Sevilla i Spanien og modtog tobak fra Hispaniola.
Tobaksplanten er en etårig plante, der kan blive tre meter høj. Dens pælerod går ikke ret dybt ned i jorden. Et gram tobaksfrø indeholder 12.000 enkelte frø, og da der kun skal bruges et frø pr. plante i den frodige jord, er det ikke transport af såsæd, der giver problemer. Nogle få gram frø er nok til en hel mark. Og det er nemt at dyrke. Bladene er kun få måneder om at blive klar til høst, til gengæld er det et pillearbejde at høste, for de nederste blade bliver modne før de øverste. Hver plante skal plukkes flere gange ved håndkraft. Derefter tørrer man bladene, så de skifter farve fra grøn til tobaksfarvet. Når vandindholdet er nede på 25 pct., skal tobakken gæres. Det sker ved at lægge mange tons tobak ovenpå hinanden, så varmen får sat gang i bakterier og enzymer. Når det er overstået, bliver den pakket i baller serones, og transporteret til fabrikkerne. Og så tager cigarmageren fat.
Man kan se det udført i alle større byer, i souvenirbutikker og på tobaksfabrikker. Den håndrullede cigar består af tre dele: Indlæg og Omblad, der tilsammen udgør Viklen. Uden på Viklen ligger Dæksbladet. Indlægget, som er cigarens inderste del, består af hele blade, som cigarmageren former på langs i hånden. Det består af 3-5 blade afhængig af cigarens størrelse. Ombladet vikles om indlægget for at holde det sammen, og viklen er nu klar til at komme i vikkelformen, som skal sørge for, at cigaren får den rette form. Cigaren hviler i formen i ca. 2 x 20 minutter, hvor den efter 20 minutter bliver vendt, så den får en ensartet facon over det hele. Dæksbladet er det yderste, men også det fineste blad på cigaren. Det kræver stor træning og håndelag at kunne "rulle over" med et godt dæksblad. Dæksbladet udskæres i den rigtige facon med den specielle kniv chaveta. Det rulles på fra cigarens hoved til dens spids, hvor bladet fæstnes med lidt gummiopløsning eller lim, og hvis det er en corona form lukkes den med et lille rundt stykke tobak. Til sidst bliver den færdige cigar klippet til i den åbne ende. Efter en sidste tørring er den klar til salg.
Man har også maskinrullede cigarer, men de har noget lavere fugtighed end de håndrullede. Det giver en højere temperatur, og derfor bliver røgen skarpere og mindre velduftende. De vigtigste dominikanske cigarer er: Ashton, A. Fuente, Davidoff, Don Diego, Dunhill, Hoyo de la Romana, Leon Jimenes, Partagas & Santa Damiana.
Trivia: Mange berømtheder har sommerbolig i Den Dominikanske Republik. Det gælder sangeren Julio Iglesias, balletdanseren Mikhail Baryshnikov og racerkøreren Nikki Lauada. Også Frank Sinatra boede her om sommeren.
Saft bliver til smykke - så er der rav i den
Over alt i Den Dominikanske Republik vil man finde forretninger, der sælger rav. For rav-forvænte danskere er det måske ikke noget særligt, men det er ikke helt det samme rav, som vi kender. Her skyller den ikke op på land efter at have ligget i havet i millioner af år. Den forstenede harpiks kommer derimod fra bjergene, hvor den udvindes fra miner, hvis de ikke bare dukker op af jorden.
Farverne kan være meget forskellige fra dansk rav med 10 forskellige nuancer. Fra hvid til sort – afhængig af alder, hvor hvidt er det yngste. Blåt rav er skabt ved, at harpikset har indfanget en smule røg eller gas fra de vulkaner, der var på det tidspunkt.
Rav bliver især attraktivt, hvis det har indesluttet blade, ørentviste, rejer, myrer, fluer, myg, lus eller hvad som helst. Et ravsmykke på ravmuseet i Puerto Plata er vurderet til næsten 300.000 kroner, fordi der er et lille firben indeni.
Der er mange myter om rav. Kineserne mente, at tigerens sjæl sad inde i et ravstykke. Grækerne derimod opdagede elektriciteten ved at gnide ravstykker op af tøj. På græsk hedder rav elektron, og det er derfor rav, der har givet elektricitet navn over hele verden.
Rav er en stor salgsvare i Den Dominikanske Republik, men man skal passe på efterligninger. Sælgere vil garantere, at det er ægte rav ved at brænde det med en lighter. Men det skal man ikke lade sig narre af. Plastik kan sagtens fås i ikke-brændbare udgaver. En af måderne at skelne ægte og uægte rav er at lægge det i saltvand, hvis det flyder er det ægte. Desuden kan man lægge det under ultraviolet lys, hvis det bliver blåt er det ægte, lyser det ikke op er det falsk. Alle ordentlige ravforretninger vil have ultraviolet lys stående fremme, så man selv kan konstatere, at det er den ægte vare.
Farverne kan være meget forskellige fra dansk rav med 10 forskellige nuancer. Fra hvid til sort – afhængig af alder, hvor hvidt er det yngste. Blåt rav er skabt ved, at harpikset har indfanget en smule røg eller gas fra de vulkaner, der var på det tidspunkt.
Rav bliver især attraktivt, hvis det har indesluttet blade, ørentviste, rejer, myrer, fluer, myg, lus eller hvad som helst. Et ravsmykke på ravmuseet i Puerto Plata er vurderet til næsten 300.000 kroner, fordi der er et lille firben indeni.
Der er mange myter om rav. Kineserne mente, at tigerens sjæl sad inde i et ravstykke. Grækerne derimod opdagede elektriciteten ved at gnide ravstykker op af tøj. På græsk hedder rav elektron, og det er derfor rav, der har givet elektricitet navn over hele verden.
Rav er en stor salgsvare i Den Dominikanske Republik, men man skal passe på efterligninger. Sælgere vil garantere, at det er ægte rav ved at brænde det med en lighter. Men det skal man ikke lade sig narre af. Plastik kan sagtens fås i ikke-brændbare udgaver. En af måderne at skelne ægte og uægte rav er at lægge det i saltvand, hvis det flyder er det ægte. Desuden kan man lægge det under ultraviolet lys, hvis det bliver blåt er det ægte, lyser det ikke op er det falsk. Alle ordentlige ravforretninger vil have ultraviolet lys stående fremme, så man selv kan konstatere, at det er den ægte vare.
Kanarierne var levende grænse i Caribien
Det var afgørende for Spanien at få spaniere til Amerika, så de nye landområder kunne forblive på spanske. Grænser kunne ikke etableres med bomme, men med mennesker. Det var dog ikke nemt at få folk til at flytte derover frivilligt. Derfor udsendte den spanske konge et grusomt dekret i 1678, også kaldet El Tributo de Sangre. Dekretet betød, at de spanske velhavere på øerne fik skattefrihed for eksport af varer, hvis de sørgede for samtidig at eksportere canariere. For hver 1000 tons varer skulle der følge 50 canariske familier. Derfor tvang de spanske herremænd deres fattige undersåtter med på skibene som menneskelig gods. Familierne fik rejsen betalt, et stykke jord og 500 reales som belønning. Derfor var det ikke de stærke, men de svage der blev tvunget til Amerika. Canariere kom til at dominere store dele af den nye verden, primært Puerto Rico, Hispaniola og Venezuela.
Minister Hamilton gjorde Dominikanske kendt
En af de danskere, der har gjort Den Dominikanske Republik kendt, var utvivlsomt nu afdøde Erna Hamilton. Den farverige mangemillionær og mæcen gjorde republikken store tjenester udi det repræsentative. Aldrig før eller siden indtog Den Dominikanske Republik en så stor rolle i det danske selskabsliv. Erna Hamilton var datter af en københavnsk rigmand og arvede en betydelig formue. Hun giftede sig først til en grevinde-titel og siden blev hun generalkonsulinde, da hun ægtede kjolefabrikant og Den Dominikanske Republiks generalkonsul i Danmark, Erik Hermansen. Men det var ikke nok. Hun forlangte, at hendes mand skulle have titel af minister, ellers ville hun øjeblikkeligt holde op med at lave store middagsselskaber for diplomatiet. Og prompte kom udnævnelsen. Men manden nåede dårligt at få trykt visitkort, før han døde. Herefter bad Den Dominikanske Republik Erna Hamilton om at overtage embedet, for bedre reklame kunne republikken ikke få. Men Udenrigsministeriet accepterede det aldrig. Det mente ikke, at man sådan kunne arve diplomatiske hverv. Det blæste grevinden på, og hun forlangte at blive tituleret Minister Hamilton, når hun optrådte i ugeblade og tv-programmer. Der er i dag ingen dansk generalkonsul for Den Dominikanske Republik.
Trivia: Disse ord stammer fra indianerne på Hispaniola: tobak. orkan, tomat, bacon og kano.
Trivia: Disse ord stammer fra indianerne på Hispaniola: tobak. orkan, tomat, bacon og kano.
Taino-skæbner
Selv om tainoerne var oppe imod en betydelig overmagt, var der flere, der gjorde voldsom modstand. Den første modstandskæmper var caciquen Caonabo. Spanierne inviterede ham derfor til fredsmøde på La Isabela, hvor man bildte ham ind, at det var almindelig skik og brug at iføre sig værtens håndjern, når man kom på visit. Han fik dem aldrig af, men smidt på Columbus´ skib som fange. På vej til Spanien sultede han sig ihjel. Hans kone Anacaona regerede den sydvestlige del af Hispaniola efter mandens død. Hun prøvede at tilfredsstille spanierne ved at betale enorme guldskatter, men hun endte alligevel i galgen på katedralpladsen i Santo Domingo.
En anden modstandskæmper gik det bedre. Han hed Enriquillo og var søn af en cacique - høvding. Da spaniernes misbrug tog til, flygtede han op i bjergene og begyndte en guerilla-krig mod spanierne, der kom til at koste dyrt. Til sidste måtte spanierne give op. De indgik en fredsaftale med ham og gav ham ret til et reservat, som han selv måtte bestemme, hvor skulle ligge. Han valgte et område omkring den store sø, som nu bærer hans navn. Han fik endda titlen Don Enriquillo og sendte en varmt takkebrev til den spanske konge. Han døde dog kort efter og ligger nu begravet i kapellet i Azua Vieja.
Selv om tainoerne var oppe imod en betydelig overmagt, var der flere, der gjorde voldsom modstand. Den første modstandskæmper var caciquen Caonabo. Spanierne inviterede ham derfor til fredsmøde på La Isabela, hvor man bildte ham ind, at det var almindelig skik og brug at iføre sig værtens håndjern, når man kom på visit. Han fik dem aldrig af, men smidt på Columbus´ skib som fange. På vej til Spanien sultede han sig ihjel. Hans kone Anacaona regerede den sydvestlige del af Hispaniola efter mandens død. Hun prøvede at tilfredsstille spanierne ved at betale enorme guldskatter, men hun endte alligevel i galgen på katedralpladsen i Santo Domingo.
En anden modstandskæmper gik det bedre. Han hed Enriquillo og var søn af en cacique - høvding. Da spaniernes misbrug tog til, flygtede han op i bjergene og begyndte en guerilla-krig mod spanierne, der kom til at koste dyrt. Til sidste måtte spanierne give op. De indgik en fredsaftale med ham og gav ham ret til et reservat, som han selv måtte bestemme, hvor skulle ligge. Han valgte et område omkring den store sø, som nu bærer hans navn. Han fik endda titlen Don Enriquillo og sendte en varmt takkebrev til den spanske konge. Han døde dog kort efter og ligger nu begravet i kapellet i Azua Vieja.
Der er også lavet en film om sanky pankies i Den Dominikanske Republik
Hvad er en sanky panky?
En sanky panky er en flot dominikansk fyr, der varter enlige hvide kvinder op – uden nødvendigvis at forlange noget for det – her og nu. Men på lang sigt er han kun ude på at malke konen for penge.
De er i hele Den Tredje Verden, men i Den Dominikanske Republik hedder de: sanky pankies. En munter kombination af det engelske hanky panky, der betyder sød sex, og saca panty, der er spansk for trussetyv.
I modsætning til ludere, tilbyder en sanky panky ikke hurtig sex til aftalt pris. Han har større ambitioner end 300 kroner i timen – han tænker i formuer, i luksusgaver, i rejser, i visum og opholdstilladelser.
Han er typisk ansat på et ressort, hvor han kan udse sig en ”gringa”, som han langsomt kan gejle op med slesk tale, og danse-dates, hvor han kan vise, hvad sådan en dominikansk mandekrop kan. De dygtigste betaler i starten selv for middage og drinks, fordi de vil understrege, at de er oprigtige – og ”in love”. Men på et eller andet tidspunkt, kommer der ønsker om kolde kontanter. Så er en moster blevet syg, så kan en nevø blive kureret for et blindt øje – og hun kan redde dagen med sit kreditkort, hvorefter han vil elske hende endnu mere. Det fortsætter, når hun kommer hjem. Så brækker han et ben, og han er i frygtelige smerter, fordi han ikke har råd til at få sat sammen. Så savner han hende så meget, at hun må sende penge til telefonregningen, senere til en flybillet.
Det kan blive ved i årevis, før hun opdager, at hun bliver udnyttet. En sanky panky er nemlig mester-manipulator og ekspert i at opdage de naive, lidt sårbare kvinder, som der er flest penge i. Hvis de må ”nøjes” med kvik kvinde, der gennemskue dem, vender de på en tallerken og bliver i stedet rene gigolos, men stadig på den ”fine måde”, at han vil betales med middage, ure, smykker – og så selvfølgelig lidt drikkepenge til sidst, hvis hun har været tilfreds med modydelserne.
De er i hele Den Tredje Verden, men i Den Dominikanske Republik hedder de: sanky pankies. En munter kombination af det engelske hanky panky, der betyder sød sex, og saca panty, der er spansk for trussetyv.
I modsætning til ludere, tilbyder en sanky panky ikke hurtig sex til aftalt pris. Han har større ambitioner end 300 kroner i timen – han tænker i formuer, i luksusgaver, i rejser, i visum og opholdstilladelser.
Han er typisk ansat på et ressort, hvor han kan udse sig en ”gringa”, som han langsomt kan gejle op med slesk tale, og danse-dates, hvor han kan vise, hvad sådan en dominikansk mandekrop kan. De dygtigste betaler i starten selv for middage og drinks, fordi de vil understrege, at de er oprigtige – og ”in love”. Men på et eller andet tidspunkt, kommer der ønsker om kolde kontanter. Så er en moster blevet syg, så kan en nevø blive kureret for et blindt øje – og hun kan redde dagen med sit kreditkort, hvorefter han vil elske hende endnu mere. Det fortsætter, når hun kommer hjem. Så brækker han et ben, og han er i frygtelige smerter, fordi han ikke har råd til at få sat sammen. Så savner han hende så meget, at hun må sende penge til telefonregningen, senere til en flybillet.
Det kan blive ved i årevis, før hun opdager, at hun bliver udnyttet. En sanky panky er nemlig mester-manipulator og ekspert i at opdage de naive, lidt sårbare kvinder, som der er flest penge i. Hvis de må ”nøjes” med kvik kvinde, der gennemskue dem, vender de på en tallerken og bliver i stedet rene gigolos, men stadig på den ”fine måde”, at han vil betales med middage, ure, smykker – og så selvfølgelig lidt drikkepenge til sidst, hvis hun har været tilfreds med modydelserne.
Haiti - de fattige naboer - man aldrig inviterer
To nationer skal enes på øen Hispaniola, og det går ikke så godt. Forholdet mellem Den Dominikanske Republik og Republikken Haiti er historisk ringe. Før levede dominikanerne i evig frygt for, at Haiti ville invadere dem. I dag er Haiti så forarmet, at man langt fra frygter deres sølle militær, men nu frygter man følgerne af Haitis ekstreme fattigdom.
Den historiske baggrund for den store forskel på de to lande er, at Haiti var en stor succes, mens Den Demokratiske Republik var en fiasko. Forklaring: Spanien mistede stort set interessen for den østlige del af Hispaniola, da man fandt guld i Mexico. Det fik lov at passe sig selv, og folk levede stort set af kvægavl og fattigdom. Men franskmændene gjorde deres del til et stort produktionsapparat, der skulle fremstille sukker ved hjælp af slaver. Haiti blev verdens største sukkerproducent. De var så stærke, at de invaderede deres spanske nabo og herskede i flere år, indtil dominikanerne smed dem ud. Men efterhånden var Haitis jorde udpint af overdyrkning, og efterspørgslen på sukker faldt som en sten. Landet blev nærmest fattigt på få år, men i øst kunne Den Dominikanske Republik glæde sig over uendelig skønhed, som var uberørt, og som nu kunne tiltrække turister. Hvis man ser et luftfoto af Hispaniola, kan man se, hvor afsvedet Haiti er ved siden af det grønne land i øst.
En haitianer ser med samme længsel mod Den Dominikanske Republik, som en dominikaner ser mod USA – med muligheder for et bedre liv. Det betyder, at der er et konstant pres ved grænsen af haitianere, der vil over – selv til det mest usle arbejde hos naboerne. Deres drøm er at blive braceros - løsarbejdere i sukkerrørsmarkerne. Det mest anstrengende og lavest betalte arbejde, men langt bedre end de vilkår, der hersker i Haiti. Tidligere anklagede man plantageejere i Den Dominikanske Republik for at kidnappe arbejdere i Haiti, da de ikke kunne få dominikanere til det hårde arbejde. I slutningen af 50´erne skulle Haitis diktator, François Duvalier (Papa Doc), ligefrem have leveret sine landsmænd som slaver til godt 100 kroner pr. mand. De blev kaldt kongos. Men i dag er det helt uaktuelt, for 50.000 haitianere beder hvert år om lov til at komme over grænsen.
Det skidte forhold har racistiske toner. For Haitis befolkning er helt overvejende efterkommere af afrikanere. Republikken var verdens første sorte land - oprettet af afrikanere, der var kommet herover og gjort til slaver. Dominikanerne er meget lysere og stammer fra alt muligt, indianere og hvide, og de frygter, at haitianere vil gøre den dominikanske befolkning mørkere. I 1937 fik hele verden øjnene op for det brutale naboskab, da diktator Trujillo lod op mod 20.000 haitianere slagte ned i grænseområdet. Hans frygt var mørkere hud på hans side af grænsen.
Der bor næsten 500.000 haitianere i Den Dominikanske Republik, og de regnes ikke for noget. De får kun elendige jobs, og de bor i slumkvartererne. Mange er her ulovligt, og militæret forsøger ofte at hjemsende illegale indvandrere. I februar 2000 satte militæret en stor aktion i gang og hjemsendte tusindvis af haitianere. Man kan sagtens krydse grænsen til Haiti, men man skal være opmærksom på, at man rejser fra lav kriminalitet til et barskt område med voldsom kriminalitet. Rejs sammen med andre, eventuelt med en guide. Desuden skal man huske, at faciliteterne i Haiti er meget ringe. Selv deres luksushoteller er langt under vores normale standard, her er rotterne bare lidt federe, fordi efterladenskaberne er lidt rigeligere.
Efterhånden er der så mange haitianere, at man vil af med dem. I 2010 blev det vedtaget ved lov, at man ikke længere var statsborger i landet, bare fordi man var født her. Et statsborgerskab kræver, at ens forældre boede lovligt i Den Demokratiske Republik, da man blev født. Og det fik tilbagevirkende kraft til 1929. Man ophævede dermed statsborgerskaber for alle født efter 1929, hvis deres forældre ikke opholdt sig lovligt i landet på fødselsdagen, 200.000 haitianere blev statsløse. Siden er der nærmest klapjagt på haitianere, der har må flygte over grænsen på grund af vold og forfølgelse, selv om hverken de eller deres forældre nogensinde har boet i Haiti. I 2016 deporterede man 35.000 haitianere tilbage til Haiti.
Den historiske baggrund for den store forskel på de to lande er, at Haiti var en stor succes, mens Den Demokratiske Republik var en fiasko. Forklaring: Spanien mistede stort set interessen for den østlige del af Hispaniola, da man fandt guld i Mexico. Det fik lov at passe sig selv, og folk levede stort set af kvægavl og fattigdom. Men franskmændene gjorde deres del til et stort produktionsapparat, der skulle fremstille sukker ved hjælp af slaver. Haiti blev verdens største sukkerproducent. De var så stærke, at de invaderede deres spanske nabo og herskede i flere år, indtil dominikanerne smed dem ud. Men efterhånden var Haitis jorde udpint af overdyrkning, og efterspørgslen på sukker faldt som en sten. Landet blev nærmest fattigt på få år, men i øst kunne Den Dominikanske Republik glæde sig over uendelig skønhed, som var uberørt, og som nu kunne tiltrække turister. Hvis man ser et luftfoto af Hispaniola, kan man se, hvor afsvedet Haiti er ved siden af det grønne land i øst.
En haitianer ser med samme længsel mod Den Dominikanske Republik, som en dominikaner ser mod USA – med muligheder for et bedre liv. Det betyder, at der er et konstant pres ved grænsen af haitianere, der vil over – selv til det mest usle arbejde hos naboerne. Deres drøm er at blive braceros - løsarbejdere i sukkerrørsmarkerne. Det mest anstrengende og lavest betalte arbejde, men langt bedre end de vilkår, der hersker i Haiti. Tidligere anklagede man plantageejere i Den Dominikanske Republik for at kidnappe arbejdere i Haiti, da de ikke kunne få dominikanere til det hårde arbejde. I slutningen af 50´erne skulle Haitis diktator, François Duvalier (Papa Doc), ligefrem have leveret sine landsmænd som slaver til godt 100 kroner pr. mand. De blev kaldt kongos. Men i dag er det helt uaktuelt, for 50.000 haitianere beder hvert år om lov til at komme over grænsen.
Det skidte forhold har racistiske toner. For Haitis befolkning er helt overvejende efterkommere af afrikanere. Republikken var verdens første sorte land - oprettet af afrikanere, der var kommet herover og gjort til slaver. Dominikanerne er meget lysere og stammer fra alt muligt, indianere og hvide, og de frygter, at haitianere vil gøre den dominikanske befolkning mørkere. I 1937 fik hele verden øjnene op for det brutale naboskab, da diktator Trujillo lod op mod 20.000 haitianere slagte ned i grænseområdet. Hans frygt var mørkere hud på hans side af grænsen.
Der bor næsten 500.000 haitianere i Den Dominikanske Republik, og de regnes ikke for noget. De får kun elendige jobs, og de bor i slumkvartererne. Mange er her ulovligt, og militæret forsøger ofte at hjemsende illegale indvandrere. I februar 2000 satte militæret en stor aktion i gang og hjemsendte tusindvis af haitianere. Man kan sagtens krydse grænsen til Haiti, men man skal være opmærksom på, at man rejser fra lav kriminalitet til et barskt område med voldsom kriminalitet. Rejs sammen med andre, eventuelt med en guide. Desuden skal man huske, at faciliteterne i Haiti er meget ringe. Selv deres luksushoteller er langt under vores normale standard, her er rotterne bare lidt federe, fordi efterladenskaberne er lidt rigeligere.
Efterhånden er der så mange haitianere, at man vil af med dem. I 2010 blev det vedtaget ved lov, at man ikke længere var statsborger i landet, bare fordi man var født her. Et statsborgerskab kræver, at ens forældre boede lovligt i Den Demokratiske Republik, da man blev født. Og det fik tilbagevirkende kraft til 1929. Man ophævede dermed statsborgerskaber for alle født efter 1929, hvis deres forældre ikke opholdt sig lovligt i landet på fødselsdagen, 200.000 haitianere blev statsløse. Siden er der nærmest klapjagt på haitianere, der har må flygte over grænsen på grund af vold og forfølgelse, selv om hverken de eller deres forældre nogensinde har boet i Haiti. I 2016 deporterede man 35.000 haitianere tilbage til Haiti.
Nationalflag
Flaget er fra 1844 og er skabt af nationalhelten Juan Paul Duarte (1813-76), der ledede løsrivelsen fra Haiti. Det kaldes La Trinitaria efter frihedsbevægelsen og bygger på Haitis flag med tilføjelsen af et hvidt kors, der symboliserer folkets offer i kampen for løsrivelsen. Den røde farve står for kampens blod og ild, den blå for frihed. Det første flag blev syet af Maria Sanchez, der betragtes som en af nationens helte og er begravet i Pantheon i Santo Domingo.
Der er altid rav i den
Over alt i Den Dominikanske Republik vil man finde forretninger, der sælger rav. For rav-forvænte danskere er det måske ikke noget særligt, men det er ikke helt det samme rav, som vi kender. Her skyller den ikke op på land efter at have ligget i havet i millioner af år. Den forstenede harpiks kommer derimod fra bjergene, hvor den udvindes fra miner, hvis de ikke bare dukker op af jorden. Farverne kan være meget forskellige fra dansk rav med 10 forskellige nuancer. Fra hvid til sort – afhængig af alder, hvor hvidt er det yngste. Blåt rav er skabt ved, at harpikset har indfanget en smule røg eller gas fra de vulkaner, der var på det tidspunkt.
Rav bliver især attraktivt, hvis det har indesluttet blade, ørentviste, rejer, myrer, fluer, myg, lus eller hvad som helst. Et ravsmykke på ravmuseet i Puerto Plata er vurderet til næsten 300.000 kroner, fordi der er et lille firben indeni.
Der er mange myter om rav. Kineserne mente, at tigerens sjæl sad inde i et ravstykke. Grækerne derimod opdagede elektriciteten ved at gnide ravstykker op af tøj. På græsk hedder rav elektron, og det er derfor rav, der har givet elektricitet navn over hele verden.
Rav er en stor salgsvare i Den Dominikanske Republik, men man skal passe på efterligninger. Sælgere vil garantere, at det er ægte rav ved at brænde det med en lighter. Men det skal man ikke lade sig narre af. Plastik kan sagtens fås i ikke-brændbare udgaver. En af måderne at skelne ægte og uægte rav er at lægge det i saltvand, hvis det flyder er det ægte. Desuden kan man lægge det under ultraviolet lys, hvis det bliver blåt er det ægte, lyser det ikke op er det falsk. Alle ordentlige ravforretninger vil have ultraviolet lys stående fremme, så man selv kan konstatere, at det er den ægte vare.
Rav bliver især attraktivt, hvis det har indesluttet blade, ørentviste, rejer, myrer, fluer, myg, lus eller hvad som helst. Et ravsmykke på ravmuseet i Puerto Plata er vurderet til næsten 300.000 kroner, fordi der er et lille firben indeni.
Der er mange myter om rav. Kineserne mente, at tigerens sjæl sad inde i et ravstykke. Grækerne derimod opdagede elektriciteten ved at gnide ravstykker op af tøj. På græsk hedder rav elektron, og det er derfor rav, der har givet elektricitet navn over hele verden.
Rav er en stor salgsvare i Den Dominikanske Republik, men man skal passe på efterligninger. Sælgere vil garantere, at det er ægte rav ved at brænde det med en lighter. Men det skal man ikke lade sig narre af. Plastik kan sagtens fås i ikke-brændbare udgaver. En af måderne at skelne ægte og uægte rav er at lægge det i saltvand, hvis det flyder er det ægte. Desuden kan man lægge det under ultraviolet lys, hvis det bliver blåt er det ægte, lyser det ikke op er det falsk. Alle ordentlige ravforretninger vil have ultraviolet lys stående fremme, så man selv kan konstatere, at det er den ægte vare.
Spanierne sked sig til magten
Spanierne var drabelige, men det var lorten, der dræbte
Det er verdenshistoriens største humane katastrofe, men først nu kan man forklare, hvordan millioner af indianere i Vestindien kunne dø på så få år. Man har altid vidst, at bakterierne var på spaniernes side, for indianerne døde af sygdomme, som bare ikke bed på spanierne. Men hvilke? Der er budt på mæslinger, kopper og tyfus, og de har sikkert også slået mange ihjel. Men nu viser det sig, at en helt anden bakterie var den egentlige dræber i Caribien og Mellemamerika: Salmonellabakterien - Paratyphi C. Den smitter via afføring. Spanierne har haft den med fra Europa, og så har de mere eller mindre skidt sig til erobringen.
Forskerne fandt ud af det gennem dna-prøver fra en massegrav i Mexico. Aztekerne kaldte sygdommen cocoliztli. VI ville kalde det pølseforgiftning. Og det er Center for GeoGenetik i København, der er krumtap i afsløringen. For her kunne man påvise, at bakterien havde dræbt en kvinde for ca. 800 år siden i Norge. Altså har den floreret i Europa, hvor vi er blevet immune. Derefter er den fragtet over Atlanten med katastrofalt resultat.
Forskerne fandt ud af det gennem dna-prøver fra en massegrav i Mexico. Aztekerne kaldte sygdommen cocoliztli. VI ville kalde det pølseforgiftning. Og det er Center for GeoGenetik i København, der er krumtap i afsløringen. For her kunne man påvise, at bakterien havde dræbt en kvinde for ca. 800 år siden i Norge. Altså har den floreret i Europa, hvor vi er blevet immune. Derefter er den fragtet over Atlanten med katastrofalt resultat.
Indianermord:
Så hurtigt gik udryddelsen af indianerne på Hispaniola:
1492 500.000 indianere
1508 60.000 indianere
1511 33.000 indianere
1514 26.000 indianere (Trods import af 40.000)
1516 11.000 indianere
1517 3000 indianere
1518 500 indianere
1560 50 indianere
Så hurtigt gik udryddelsen af indianerne på Hispaniola:
1492 500.000 indianere
1508 60.000 indianere
1511 33.000 indianere
1514 26.000 indianere (Trods import af 40.000)
1516 11.000 indianere
1517 3000 indianere
1518 500 indianere
1560 50 indianere
Caribiens pirater var både helte og forbrydere
Det emmer af romantik og eventyr, når man tænker på Caribiens pirater. Det var rigtige mænd .- kun ganske få kvinder. De havde en ædel sag, for de kæmpede for deres konge og dronning. De fleste pirater var englændere, franskmænd eller hollændere, og deres foretrukne bytte var spaniernes bytte. Og da spanierne alligevel havde røvet deres guld og sølv fra indianerne, så var det jo nærmest ædelmodigt at plyndre deres skibe og karavaner.
Utallige sørøverfilm har bekræftet os i vores forestillinger om de farverige sørøvere, der hærgede området i det 16. og 17. årh. Man ser for sig Erroll Flynn svinge sig fra mast til mast, knuse fjenden og ædelt beskytte kvinderne. Sådan var de også – nogle af dem. England og Frankrig sendte nogle af deres bedste søfolk af sted med det rent politiske formål at underminere det spanske herredømme i Caribien. Andre pirater var gemene forbrydere, der bare havde fundet en hurtig måde at blive rig på. Og så var der mange, der var lidt af begge dele.
Piraterne var barske, men der var orden i tingene – uskrevne regler, der gjorde skibene til særdeles eftertragtede arbejdspladser. Der var medarbejderpleje, som ellers var helt ukendt dengang. Piraterne delte rovet imellem sig, så selv den yngste skibsdreng kunne opbygge en formue. Det var der nu sjældent nogen, der gjorde, for det meste af byttet blev omgående brugt på kvinder og sprut til overpriser på fx Jamaica. Alle besætningsmedlemmer var sikret store summer, hvis de mistede et ben eller en arm i kamp. Til gengæld blev de tævet ihjel, hvis de forrådte kaptajnen. For kaptajnen gjaldt det om at kunne fremvise resultater i form af skatte, for jo dygtigere han var til at vinde bytte, desto flere folk kunne han mønstre.
Der var mange dygtige kaptajner. En af de mest berømte var Francis Drake, der tog for sig af retterne i Santo Domingo i 1586. Det var helt normalt, at man indtog en by og hærgede løs, indtil der blev udbetalt et bestemt beløb. Han blev senere adlet. Hans onkel, John Hawkins, angreb øen flere gange og tog det meste af Puerto Platas indbyggere som slaver. Der var Henry Morgan, også senere Sir og viceguvernør på Jamaica. I 1660‘erne brugte han spanske munke, præster og nonner som skjold, når han gik i kamp. Da han skulle indtage byen Puerto Bello, blev de gejstlige tvunget til at bære stiger hen til muren og klatre op som skjold foran hans soldater. Han håbede, at spanierne ikke ville nænne at skyde deres eget lands hellige. Men de mejede munkene ned. Det var alligevel for groft for dronning Elisabeth 1., som sendte Morgan til afkøling i Tower efter pres fra det spanske hof. Der var også de mere originale pirater, fx Calico Jack, der gik i kvindeundertøj. Mere kendt er måske kaptajn Sortskæg (jo, der var også en Blåskæg). Han hed rigtigt Edward Teach, og han udviklede sin egen helt personlige stil. Han opdagede, at jo hæsligere han gjorde sig selv, jo større chancer var der, for at fjenden gav sig uden kamp. Så han anlagde sig skæg, endda et meget stort sort et, som han flettede i små haler, der blev bundet med farvestrålende bånd. Var han i rigtig festligt humør, satte han knaldperler i enden af fletningerne, så det bragede omkring ham, og i hattekanten satte han lunter fra kanonerne, så det røg omkring ham. Han har været et frygteligt syn. Hans skib hed Queen Anne’s Revenge. Han røvede upartisk, drak rom med krudt i, tyggede tobak og havde 14 koner. Han forsøgte sig en enkelt gang med et hæderligt liv, men først satte han alle sine besætningsmedlemmer af på en øde ø, hvor han var sikker på, at de ville dø langsomt og pinefuldt. Derefter sejlede han resten af guldet til North Carolina, hvor han fik frit lejde af den korrupte guvernør. Men selv som rig landmand kunne han ikke slå sig til ro. Han strøg igen ud for at plyndre og blev først endeligt stoppet i en duel med en løjtnant Maynard.
En af de mest brutale pirater hed Francis L’Olonnois. Han kom som mange andre senere pirater til Caribien som skibsdreng og havde forpligtet sig til at arbejde i nogle år for sin herre. Bagefter vidste han ikke, hvad han skulle lave. I 1667 fik han af den franske guvernør på Tortuga til opgave at plyndre spanske skibe, da der var krig mellem de to lande. Han blev meget hurtigt rig og fik stadig flere folk under sig, så det til sidst var en hel hær med 700 mand og otte store skibe. Fjenderne huggede han i småstykker og slikkede blodet af sværdet bagefter. Han skar rask væk hjertet ud på folk, tyggede på det, mens det stadig pumpede, og kylede det gerne i hovedet på afdødes venner eller familie. Han endte sine dage som middagsmad for indianerne og blev selv hakket i småstykker.
Hispaniola var et af piraternes yndlingssteder. Hele det nordlige af øen var frit, efter at alle byerne var blevet tvangsforflyttet til sydkysten. Spanierne havde efterladt masser af kvæg, og da alt var frodigt, kunne de leve her i årevis, hvis de var på flugt fra flåden. Det var mest franske pirater, der holdt til her, både omkring Puerto Plata og Samana-halvøen. Her slagtede de kvæget og røg det til boucan, bacon, hvilket gav dem kælenavnet Bucanneers. En af de mest kendte var Roberto Cofresi, der blev født i Puerto Rico i 1791. Han gjorde Mona Passagen mellem Hispaniola og Puerto Rico til et af de farligste steder i Caribien. Han holdt til på nordkysten og på Samana-halvøen, men også Bocahona var et af hans foretrukne gemmesteder. I løbet af få år var han en af de pirater, der indbragte den største dusør. Han blev fanget i 1825 og skudt. Bugten vest for Puerto Plata er opkaldt efter ham, og det skulle være, fordi han har efterladt en meget skat i dette farvand. Flere af hans efterkommere skulle stadig bo i byen, men de har siden taget navneforandring.
Der skulle en pirat til at sætte en effektiv stopper for pirateriet. Det var Woodes Rogers, som havde røvet tusinder af skatte. Han fik til opgave at rydde havene for pirater. Det gjorde han på Bahamaøerne, der var et stort pirattilholdssted. Han fik oven i købet hjælp af masser af pirater, der var vant til at slutte sig til dygtige kaptajner uden altid at vide, hvad de kæmpede for.
Vidste du, at det berømte sørøverflag med dødningehovedet ikke var et signal til andre skibe om, at de skulle frygte det værste. Det bertød: Overgiv jer. Men hvis de hejste et rødt flag med et sværd, kunne man godt spare sig, for det betød, at ingen liv ville blive skånet.
Mange skibe i Caribien, især partybåde, hedder Jolly Roger – det er det engelske navn på det dødningehoved, som er på sørøverflag.
Utallige sørøverfilm har bekræftet os i vores forestillinger om de farverige sørøvere, der hærgede området i det 16. og 17. årh. Man ser for sig Erroll Flynn svinge sig fra mast til mast, knuse fjenden og ædelt beskytte kvinderne. Sådan var de også – nogle af dem. England og Frankrig sendte nogle af deres bedste søfolk af sted med det rent politiske formål at underminere det spanske herredømme i Caribien. Andre pirater var gemene forbrydere, der bare havde fundet en hurtig måde at blive rig på. Og så var der mange, der var lidt af begge dele.
Piraterne var barske, men der var orden i tingene – uskrevne regler, der gjorde skibene til særdeles eftertragtede arbejdspladser. Der var medarbejderpleje, som ellers var helt ukendt dengang. Piraterne delte rovet imellem sig, så selv den yngste skibsdreng kunne opbygge en formue. Det var der nu sjældent nogen, der gjorde, for det meste af byttet blev omgående brugt på kvinder og sprut til overpriser på fx Jamaica. Alle besætningsmedlemmer var sikret store summer, hvis de mistede et ben eller en arm i kamp. Til gengæld blev de tævet ihjel, hvis de forrådte kaptajnen. For kaptajnen gjaldt det om at kunne fremvise resultater i form af skatte, for jo dygtigere han var til at vinde bytte, desto flere folk kunne han mønstre.
Der var mange dygtige kaptajner. En af de mest berømte var Francis Drake, der tog for sig af retterne i Santo Domingo i 1586. Det var helt normalt, at man indtog en by og hærgede løs, indtil der blev udbetalt et bestemt beløb. Han blev senere adlet. Hans onkel, John Hawkins, angreb øen flere gange og tog det meste af Puerto Platas indbyggere som slaver. Der var Henry Morgan, også senere Sir og viceguvernør på Jamaica. I 1660‘erne brugte han spanske munke, præster og nonner som skjold, når han gik i kamp. Da han skulle indtage byen Puerto Bello, blev de gejstlige tvunget til at bære stiger hen til muren og klatre op som skjold foran hans soldater. Han håbede, at spanierne ikke ville nænne at skyde deres eget lands hellige. Men de mejede munkene ned. Det var alligevel for groft for dronning Elisabeth 1., som sendte Morgan til afkøling i Tower efter pres fra det spanske hof. Der var også de mere originale pirater, fx Calico Jack, der gik i kvindeundertøj. Mere kendt er måske kaptajn Sortskæg (jo, der var også en Blåskæg). Han hed rigtigt Edward Teach, og han udviklede sin egen helt personlige stil. Han opdagede, at jo hæsligere han gjorde sig selv, jo større chancer var der, for at fjenden gav sig uden kamp. Så han anlagde sig skæg, endda et meget stort sort et, som han flettede i små haler, der blev bundet med farvestrålende bånd. Var han i rigtig festligt humør, satte han knaldperler i enden af fletningerne, så det bragede omkring ham, og i hattekanten satte han lunter fra kanonerne, så det røg omkring ham. Han har været et frygteligt syn. Hans skib hed Queen Anne’s Revenge. Han røvede upartisk, drak rom med krudt i, tyggede tobak og havde 14 koner. Han forsøgte sig en enkelt gang med et hæderligt liv, men først satte han alle sine besætningsmedlemmer af på en øde ø, hvor han var sikker på, at de ville dø langsomt og pinefuldt. Derefter sejlede han resten af guldet til North Carolina, hvor han fik frit lejde af den korrupte guvernør. Men selv som rig landmand kunne han ikke slå sig til ro. Han strøg igen ud for at plyndre og blev først endeligt stoppet i en duel med en løjtnant Maynard.
En af de mest brutale pirater hed Francis L’Olonnois. Han kom som mange andre senere pirater til Caribien som skibsdreng og havde forpligtet sig til at arbejde i nogle år for sin herre. Bagefter vidste han ikke, hvad han skulle lave. I 1667 fik han af den franske guvernør på Tortuga til opgave at plyndre spanske skibe, da der var krig mellem de to lande. Han blev meget hurtigt rig og fik stadig flere folk under sig, så det til sidst var en hel hær med 700 mand og otte store skibe. Fjenderne huggede han i småstykker og slikkede blodet af sværdet bagefter. Han skar rask væk hjertet ud på folk, tyggede på det, mens det stadig pumpede, og kylede det gerne i hovedet på afdødes venner eller familie. Han endte sine dage som middagsmad for indianerne og blev selv hakket i småstykker.
Hispaniola var et af piraternes yndlingssteder. Hele det nordlige af øen var frit, efter at alle byerne var blevet tvangsforflyttet til sydkysten. Spanierne havde efterladt masser af kvæg, og da alt var frodigt, kunne de leve her i årevis, hvis de var på flugt fra flåden. Det var mest franske pirater, der holdt til her, både omkring Puerto Plata og Samana-halvøen. Her slagtede de kvæget og røg det til boucan, bacon, hvilket gav dem kælenavnet Bucanneers. En af de mest kendte var Roberto Cofresi, der blev født i Puerto Rico i 1791. Han gjorde Mona Passagen mellem Hispaniola og Puerto Rico til et af de farligste steder i Caribien. Han holdt til på nordkysten og på Samana-halvøen, men også Bocahona var et af hans foretrukne gemmesteder. I løbet af få år var han en af de pirater, der indbragte den største dusør. Han blev fanget i 1825 og skudt. Bugten vest for Puerto Plata er opkaldt efter ham, og det skulle være, fordi han har efterladt en meget skat i dette farvand. Flere af hans efterkommere skulle stadig bo i byen, men de har siden taget navneforandring.
Der skulle en pirat til at sætte en effektiv stopper for pirateriet. Det var Woodes Rogers, som havde røvet tusinder af skatte. Han fik til opgave at rydde havene for pirater. Det gjorde han på Bahamaøerne, der var et stort pirattilholdssted. Han fik oven i købet hjælp af masser af pirater, der var vant til at slutte sig til dygtige kaptajner uden altid at vide, hvad de kæmpede for.
Vidste du, at det berømte sørøverflag med dødningehovedet ikke var et signal til andre skibe om, at de skulle frygte det værste. Det bertød: Overgiv jer. Men hvis de hejste et rødt flag med et sværd, kunne man godt spare sig, for det betød, at ingen liv ville blive skånet.
Mange skibe i Caribien, især partybåde, hedder Jolly Roger – det er det engelske navn på det dødningehoved, som er på sørøverflag.
Trivia
Vidste du, at man i landet opdrætter hestene Paso Fino til eksport.
Vidste du, at den kendte dominikanske merengue-musiker Juan Luis Guerra i år 2000 var
indstillet til en amerikansk Grammy.
Vidste du, at pirater på engelsk også hedder buccaneers. De er opkaldt efter det indianske ord for røget kød, boucan, som de franske pirater var helt vilde med. Det kender vi i dag som bacon.
Vidste du, at Columbus var overbevist om, at den caribiske søko var en havfrue. Også der tog han fejl.
Vidste du, at den kendte dominikanske merengue-musiker Juan Luis Guerra i år 2000 var
indstillet til en amerikansk Grammy.
Vidste du, at pirater på engelsk også hedder buccaneers. De er opkaldt efter det indianske ord for røget kød, boucan, som de franske pirater var helt vilde med. Det kender vi i dag som bacon.
Vidste du, at Columbus var overbevist om, at den caribiske søko var en havfrue. Også der tog han fejl.
Det var da en sær plante
I Caribien giver man træer og planter navne, der passer til botanikken og ligger godt på tungen. De caribiske navne skal helst fortælle om form og egenskab. En plante kan have op til 30 forskellige navne, for man har også forskellige navne fra ø til ø, ja, nærmest fra kvarter til kvarter.
Der er f.eks. en Touch-Me-Not, for den har små nåle, der borer sig ind i huden. Catch-And-Keep er et træ med lianer, der klæber sig fast til alt og alle. Stammen på et træ med pigge på stammen ligner næsten et rivejern, derfor kaldes den Monkey-Don’t-Climb, for det ville gøre temmelig ondt at forsøge. Jump-Up-And-Kiss-Me er den mest henrivende lilla blomst, som lukker bladene ved den mindste støj, så man skal være hurtig. Der er også en Nothing-Nut, for træet har en nød, man ikke kan bruge til noget. Mother-In-Laws-Tongue er ikke skarp her, men den laver til gengæld en vældig larm. Andre hedder Pink-Shower, Clashie-Melashie, Eyebright, Stinking-Toe eller Cock-A-Locka, og så kan man selv danne sig billeder. Nogle planter har man tillagt medicinsk betydning, som de caribiske navn antyder: Pissy-bed-bush og Painkiller-bush.
Der er f.eks. en Touch-Me-Not, for den har små nåle, der borer sig ind i huden. Catch-And-Keep er et træ med lianer, der klæber sig fast til alt og alle. Stammen på et træ med pigge på stammen ligner næsten et rivejern, derfor kaldes den Monkey-Don’t-Climb, for det ville gøre temmelig ondt at forsøge. Jump-Up-And-Kiss-Me er den mest henrivende lilla blomst, som lukker bladene ved den mindste støj, så man skal være hurtig. Der er også en Nothing-Nut, for træet har en nød, man ikke kan bruge til noget. Mother-In-Laws-Tongue er ikke skarp her, men den laver til gengæld en vældig larm. Andre hedder Pink-Shower, Clashie-Melashie, Eyebright, Stinking-Toe eller Cock-A-Locka, og så kan man selv danne sig billeder. Nogle planter har man tillagt medicinsk betydning, som de caribiske navn antyder: Pissy-bed-bush og Painkiller-bush.
Jetlag
Det er skønt at være i Den Dominikanske Republik, men det kan være hårdt at komme dertil. Flyvetiden er på mindst 9-10 timer, selv når det går tjept. Både flyveturen og tidsforskellen kan give en lidt sur feriestart. Man kan prøve at vænne sig lidt til tidsforskellen hjemmefra ved at ændre på sin dagrytme, det kan måske være besværligt hjemme, men man får mere ud af sine feriedage.
Flyturen kan gøres nemmere ved at drikke masser af vand og holde sig fra alkohol. Det vil hindre dehyrdering, som man er specielt udsat for i fly. Man kan også undgå, at slimhinderne tørrer ud, hvis man smører vaseline eller læbepomade i næseborene. Gå ofte en tur rundt i flyvet. Man sidder i dag så trangt i moderne fly, at der næste ikke er plads til at bevæge sig i sæderne. Derfor er det vigtigt at bevæge lemmerne, så man undgår muskelstivhed og opsvulmede ben. Hav varmt tøj med i flyet. Af en eller anden grund nedkøles kabinen under stuetemperatur – især på natflyvninger.
Det er som regel nemt nok at undgå jetlag, når man rejser fra øst til vest. Man venter simpelt hen med at sove, indtil det bliver sovetid i Den Dominikanske Republik, selv om det for længst er nat i Danmark. Sov igennem, helst til lang op ad formiddagen dansk tid. Dermed står man faktisk op til en lang dag under tropisk himmel. Man kan forvente lidt træthed i de kommende dage, men ikke noget særligt. Det kan være noget værre, når man skal hjem og dermed rejse fra vest til øst. Her er der ikke rigtig nogen gode regler, men da har man som regel mere plads til at komme sig. En tommelfingerregel er, at det tager ligeså mange dage at komme sig over jetlag, som det antal tidszoner, man har passeret. Man skulle altså være frisk igen efter fem dage, når man har været i Den Dominikanske Republik.
Det siges at hjælpe mod jetlag at gå på tæer, når man når frem, men der er vist ikke ført videnskabeligt bevis for det.
Det er skønt at være i Den Dominikanske Republik, men det kan være hårdt at komme dertil. Flyvetiden er på mindst 9-10 timer, selv når det går tjept. Både flyveturen og tidsforskellen kan give en lidt sur feriestart. Man kan prøve at vænne sig lidt til tidsforskellen hjemmefra ved at ændre på sin dagrytme, det kan måske være besværligt hjemme, men man får mere ud af sine feriedage.
Flyturen kan gøres nemmere ved at drikke masser af vand og holde sig fra alkohol. Det vil hindre dehyrdering, som man er specielt udsat for i fly. Man kan også undgå, at slimhinderne tørrer ud, hvis man smører vaseline eller læbepomade i næseborene. Gå ofte en tur rundt i flyvet. Man sidder i dag så trangt i moderne fly, at der næste ikke er plads til at bevæge sig i sæderne. Derfor er det vigtigt at bevæge lemmerne, så man undgår muskelstivhed og opsvulmede ben. Hav varmt tøj med i flyet. Af en eller anden grund nedkøles kabinen under stuetemperatur – især på natflyvninger.
Det er som regel nemt nok at undgå jetlag, når man rejser fra øst til vest. Man venter simpelt hen med at sove, indtil det bliver sovetid i Den Dominikanske Republik, selv om det for længst er nat i Danmark. Sov igennem, helst til lang op ad formiddagen dansk tid. Dermed står man faktisk op til en lang dag under tropisk himmel. Man kan forvente lidt træthed i de kommende dage, men ikke noget særligt. Det kan være noget værre, når man skal hjem og dermed rejse fra vest til øst. Her er der ikke rigtig nogen gode regler, men da har man som regel mere plads til at komme sig. En tommelfingerregel er, at det tager ligeså mange dage at komme sig over jetlag, som det antal tidszoner, man har passeret. Man skulle altså være frisk igen efter fem dage, når man har været i Den Dominikanske Republik.
Det siges at hjælpe mod jetlag at gå på tæer, når man når frem, men der er vist ikke ført videnskabeligt bevis for det.
Inden for i Operahuset
Oscar Wao & hans korte forunderlige liv
Sådan lyder titlen på den prisbelønnede roman af den dominikansk-fødte Junot Diaz. Han fik i 2008 Pulitzer-prisen for romanen, der fortæller om Oscars families flugt fra diktaturet i Den Dominikanske Republik. I USA finder de en ny frihed, men tilværelsen er ikke altid let. Familie er nemlig ramt af den særlige dominikanske forbandelse fukú - de er forfulgt af uheld i alt. Oscar er smældfed og langt fra det dominikanske macho-image. Han har ikke en chance hos pigerne og må i stedet ty til computerspil og science fiction. Beskrivelserne af diktaturet og landet sammen med familie-historien, gør bogen til en underholdende måde at komme ind under huden på Den Dominikanske Republik og landets historie. Ikke mindst de mange beskrivelser af Trujillo, gør den læseværdig. Den udkom på dansk i 2009 – på forlaget Gyldendal. Kan lånes på bibliotekerne.
Sådan lyder titlen på den prisbelønnede roman af den dominikansk-fødte Junot Diaz. Han fik i 2008 Pulitzer-prisen for romanen, der fortæller om Oscars families flugt fra diktaturet i Den Dominikanske Republik. I USA finder de en ny frihed, men tilværelsen er ikke altid let. Familie er nemlig ramt af den særlige dominikanske forbandelse fukú - de er forfulgt af uheld i alt. Oscar er smældfed og langt fra det dominikanske macho-image. Han har ikke en chance hos pigerne og må i stedet ty til computerspil og science fiction. Beskrivelserne af diktaturet og landet sammen med familie-historien, gør bogen til en underholdende måde at komme ind under huden på Den Dominikanske Republik og landets historie. Ikke mindst de mange beskrivelser af Trujillo, gør den læseværdig. Den udkom på dansk i 2009 – på forlaget Gyldendal. Kan lånes på bibliotekerne.
Litteratur
Der findes ingen gode rejsebøger om Den Dominikanske Republik på dansk udover denne. Og der er heller ikke meget på dansk om landet i det hele taget. Nedenstående kan lånes på folkebiblioteker:
Danske værker:
Sorte sorgløse Haiti af Aage Krarup Nielsen, Gyldendal, 1956.
Beskrivelse af en rejse i 1950'erne til det "hvide" diktatur Santo Domingo og det "sorte" Haiti.
Oversatte romaner:
Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv - The brief wondrous life of Oscar Wao, Gyldendal 2009. Prisbelønnet roman af den dominikansk-fødte Junot Diaz. se ovenfor.
Livet er en underlig gave – The farming of Bones af Edwidge Danticat, Fremad, 1999
Handlingen finder sted i 1937 under diktator Trujillo. Under nedslagtningen af haitianerne (se historie) overlever den forældreløse Amabelle, men vender tilbage til Haiti, og det er ikke rart.
Drengenes by - Drown, af Junot Díaz, Munksgaard/Rosinante, 1996.
Hvordan overlever man i et samfund, der er afgrænset af en sekssporet motorvej og en losseplads og fuld af ufølsomhed, plattenslageri, sex og vold?
I sommerfuglenes tid- In the time of the butterflies af Julia Alvarez, Gyldendal, 1996.
Om de fire Mirabal-søstres barndom i Den Dominikanske Republik, og deres oprør mod diktatoren Trujillo.
García-pigerne - How the García girls lost their accents af Julia Alvarez, Gyldendal, 1996.
Om velstående familie, der tvinges til at flygte fra diktaturet og begynde forfra i USA, men omkostningerne ved at finde sig til rette i den nye kultur er voldsomme.
Der er masser af litteratur om Christoffer Columbus og de tidligere opdagelser af Amerika, herunder Hispaniola. Fra danske forfattere:
Christofer Columbus af Johannes V. Jensen, Gyldendal.
Fra romanrækken Den lange rejse gengives de kapitler om Christoffer Columbus' opdagelse af Amerika og hans omflakken som en fredsløs på dødssejleren, som skal befare havene indtil dommedag. Originaludgave er fra 1921
Mammut-klanen af Kirsten Andersen, Tommeliden, 1996
Om indianernes indvandring fra Asien, deres samler- og jægertilværelse, udviklingen af landbrug og jagt. Columbus' opdagelse af Amerika, mødet med den hvide mands verden samt om 2 drenges observation af en mammut og rapport til dronning Isabella fra en spion.
På opdagelse med Columbus af Povl Tolderlund-Hansen, Sesam 1982
Ungdomsroman om to drenge, der deltager i Columbus' sørejse i 1492.
Udenlandske bøger på dansk:
Vestpå med Columbus - Westward with Columbus af John Dyson, Haase, 1992.
En beretning om forberedelser og turen over Atlanten, Santa Marias forlis og hjemturen fortalt af skibsdrengen Pedro. Beskrivelse af de to skibe i hans flåde, kort over ruten samt om hans eventuelt hemmelige kort over den sydlige rute
Eventyret om Columbus af Hans Koning, Gyldendal, 1991
Subjektiv beskrivelse af Christopher Columbus og de katastrofale konsekvenser hans opdagelse fik for indianerne.
Christopher Columbus, af Gianni Granzotto, Gyldendal, 1987.
Der findes ingen gode rejsebøger om Den Dominikanske Republik på dansk udover denne. Og der er heller ikke meget på dansk om landet i det hele taget. Nedenstående kan lånes på folkebiblioteker:
Danske værker:
Sorte sorgløse Haiti af Aage Krarup Nielsen, Gyldendal, 1956.
Beskrivelse af en rejse i 1950'erne til det "hvide" diktatur Santo Domingo og det "sorte" Haiti.
Oversatte romaner:
Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv - The brief wondrous life of Oscar Wao, Gyldendal 2009. Prisbelønnet roman af den dominikansk-fødte Junot Diaz. se ovenfor.
Livet er en underlig gave – The farming of Bones af Edwidge Danticat, Fremad, 1999
Handlingen finder sted i 1937 under diktator Trujillo. Under nedslagtningen af haitianerne (se historie) overlever den forældreløse Amabelle, men vender tilbage til Haiti, og det er ikke rart.
Drengenes by - Drown, af Junot Díaz, Munksgaard/Rosinante, 1996.
Hvordan overlever man i et samfund, der er afgrænset af en sekssporet motorvej og en losseplads og fuld af ufølsomhed, plattenslageri, sex og vold?
I sommerfuglenes tid- In the time of the butterflies af Julia Alvarez, Gyldendal, 1996.
Om de fire Mirabal-søstres barndom i Den Dominikanske Republik, og deres oprør mod diktatoren Trujillo.
García-pigerne - How the García girls lost their accents af Julia Alvarez, Gyldendal, 1996.
Om velstående familie, der tvinges til at flygte fra diktaturet og begynde forfra i USA, men omkostningerne ved at finde sig til rette i den nye kultur er voldsomme.
Der er masser af litteratur om Christoffer Columbus og de tidligere opdagelser af Amerika, herunder Hispaniola. Fra danske forfattere:
Christofer Columbus af Johannes V. Jensen, Gyldendal.
Fra romanrækken Den lange rejse gengives de kapitler om Christoffer Columbus' opdagelse af Amerika og hans omflakken som en fredsløs på dødssejleren, som skal befare havene indtil dommedag. Originaludgave er fra 1921
Mammut-klanen af Kirsten Andersen, Tommeliden, 1996
Om indianernes indvandring fra Asien, deres samler- og jægertilværelse, udviklingen af landbrug og jagt. Columbus' opdagelse af Amerika, mødet med den hvide mands verden samt om 2 drenges observation af en mammut og rapport til dronning Isabella fra en spion.
På opdagelse med Columbus af Povl Tolderlund-Hansen, Sesam 1982
Ungdomsroman om to drenge, der deltager i Columbus' sørejse i 1492.
Udenlandske bøger på dansk:
Vestpå med Columbus - Westward with Columbus af John Dyson, Haase, 1992.
En beretning om forberedelser og turen over Atlanten, Santa Marias forlis og hjemturen fortalt af skibsdrengen Pedro. Beskrivelse af de to skibe i hans flåde, kort over ruten samt om hans eventuelt hemmelige kort over den sydlige rute
Eventyret om Columbus af Hans Koning, Gyldendal, 1991
Subjektiv beskrivelse af Christopher Columbus og de katastrofale konsekvenser hans opdagelse fik for indianerne.
Christopher Columbus, af Gianni Granzotto, Gyldendal, 1987.
Husk, at der er andre gratis guider:
NU OGSÅ: Gratis Guide til Skåne
Klik og kik på andre gratis rejseguider. Alle udgivet som "Turen går til...", skrevet af rejsebogsforfattere. Vi har:
Azorerne, Brasilien, Dansk Vestindien, Den Dominikanske Republik, Gran Canaria, Israel, Lanzarote, New Zealand, Madeira, Malta, Tenerife
Sidste nyt: Gratis Guide til Skåne - af Kenneth Bo Jørgensen
Azorerne, Brasilien, Dansk Vestindien, Den Dominikanske Republik, Gran Canaria, Israel, Lanzarote, New Zealand, Madeira, Malta, Tenerife
Sidste nyt: Gratis Guide til Skåne - af Kenneth Bo Jørgensen
Blev du glad for teksterne, kan du støtte guiden på MobilePay til 20216673
