Santo Domingo
Alt om Santo Domingo og Zona Colonial. Hvor spiser man i Santo Domingo? Se restauranter, hoteller og shopping nederst. Katedral her - Vicekongens Palads her.
Det første dit, det første dat. Den dominikanske hovedstad er spækket med historiske minder, der ikke kan blive mere historiske i Amerika. For her begyndte det - for europæerne. Det er en livlig by, ikke mindst på grund af en ung befolkning, der kan lide at feste.
Af Kenneth Bo Jørgensen
Det er ikke mange år siden, at Santo Domingo snildt kunne være mellem floderne Jaina, Ozama og Isabela, men nu er den vokset langt ud over disse naturlige grænser. For siden er tusinder strømmet hertil hvert år i håb om et godt liv - eller bare et arbejde. Det lykkes for for stadig flere, men der er stadig alt for mange, der må nøjes med bliktag og en papkasse. Fattigdommen er stor i de kvarterer, som man skal holde sig fra. Samtidig bliver de "gode" kvarterer bedre og bedre, efterhånden som middelklassen vokser, og byens centrum Zona Colonial har aldrig været mere velholdt. De historiske bygninger pudses konstant op, museer renoveres, og der åbner hele tiden nye restauranter, barer og cafeer, der giver masser af gadeliv. I alle døgnets timer er gang i den. Begavede unge fra hele landet søger til byens tre universiteter og skaber fest i gaden. Dagtimerne er præget af gæster fra hele verden, der kommer for at se Amerikas første katedral, Amerikas første fortov, Amerikas første hospital, og første det ene og det andet. Byen har officielt tre millioner indbyggere, men der kan sagtens være en million ekstra, man ikke får talt med.
Vidste du. at FN i 1990 satte Zona Colonial på listen over Verdensarv, der skal bevares for hele menneskeheden, hverken mere eller mindre. Så bydelen er verdensfredet.
Af Kenneth Bo Jørgensen
Det er ikke mange år siden, at Santo Domingo snildt kunne være mellem floderne Jaina, Ozama og Isabela, men nu er den vokset langt ud over disse naturlige grænser. For siden er tusinder strømmet hertil hvert år i håb om et godt liv - eller bare et arbejde. Det lykkes for for stadig flere, men der er stadig alt for mange, der må nøjes med bliktag og en papkasse. Fattigdommen er stor i de kvarterer, som man skal holde sig fra. Samtidig bliver de "gode" kvarterer bedre og bedre, efterhånden som middelklassen vokser, og byens centrum Zona Colonial har aldrig været mere velholdt. De historiske bygninger pudses konstant op, museer renoveres, og der åbner hele tiden nye restauranter, barer og cafeer, der giver masser af gadeliv. I alle døgnets timer er gang i den. Begavede unge fra hele landet søger til byens tre universiteter og skaber fest i gaden. Dagtimerne er præget af gæster fra hele verden, der kommer for at se Amerikas første katedral, Amerikas første fortov, Amerikas første hospital, og første det ene og det andet. Byen har officielt tre millioner indbyggere, men der kan sagtens være en million ekstra, man ikke får talt med.
Vidste du. at FN i 1990 satte Zona Colonial på listen over Verdensarv, der skal bevares for hele menneskeheden, hverken mere eller mindre. Så bydelen er verdensfredet.
Columbus Plads er Santo Domingos mest centrale plads, foto Kenneth Bo Jørgensen
Er Santo Domingo sikker? Nej, det er en farlig by - både i forhold til trafik og kriminalitet. Men turister kan føle sig helt trygge, når de er i de områder, hvor turister er interesseret i at opholde sig. For her er politi på hvert et gadehjørne.
Santo Domingos historie
Den gamle bymur fra 1500-tallet indhegner
stadig Zona Colonial, foto Kenneth Bo Jørgensen
Byens grundlægger
Santo Domingos historie
I 1498 grundlagde Christoffer Columbus´ bror, Bartholomeus, byen Nueva Isabela på den østlige bred som første europæiske by i Amerika. Men få år efter var den raseret af en orkan, og en ny blev anlagt i 1502 på den vestlige bred i 1502 af guvernør Nicolás de Ovando. Den fik navnet: Santo Domingo de Guzmán, opkaldt efter stifteren af den dominikanske munkeorden, og herfra udviklede Spansk Amerika sig. I 1508 blev den officielt hovedstad for Amerika og fik Amerikas første biskop, første katedral, første guvernør, første domstol, første hospital, første universitet - og alle mulige førster, som man havde brug for i en spritny europæisk by.
Byen blev rig i takt med at aktiviteterne spredte sig til resten af Amerika, for det var stadig her, at man skulle aflevere skat og told. Derfor var den også en lækkerbisken for pirater, og i 1586 blev den flået til skindet af den engelske Sir Francis Drake.
Byen kom sig, men dens storhedstid stod for fald. Både tilflyttere og pirater var mere interesserede i guld på fastlandet, og indbyggertallet dalede, selv om den fortsatte som administrativt centrum med embedsmænd og domstol.
Da Den Dominikanske Republik blev dannet i 1844, var der ikke tvivl om, at Santo Domingo skulle være landets hovedstad, men det var først i 1930´erne, at det også blev et økonomisk kraftcenter, for det havde tyranen Trujillo besluttet, at den skulle være. Han ryddede masser af kvarterer for at opføre en rigtig s½torby, og i 1937 var han allerede så glad for resultatet, at han omdøbte byen til Ciudad Trujillo, som den hed til hans død. Man kan stadig se kloakdæksler mærket C. Trujillo. Da han blev skudt, var der 400.000 indbyggere. I dag bor der formentlig det ti-dobbelte, hvis man kunne tælle alle.
I 1498 grundlagde Christoffer Columbus´ bror, Bartholomeus, byen Nueva Isabela på den østlige bred som første europæiske by i Amerika. Men få år efter var den raseret af en orkan, og en ny blev anlagt i 1502 på den vestlige bred i 1502 af guvernør Nicolás de Ovando. Den fik navnet: Santo Domingo de Guzmán, opkaldt efter stifteren af den dominikanske munkeorden, og herfra udviklede Spansk Amerika sig. I 1508 blev den officielt hovedstad for Amerika og fik Amerikas første biskop, første katedral, første guvernør, første domstol, første hospital, første universitet - og alle mulige førster, som man havde brug for i en spritny europæisk by.
Byen blev rig i takt med at aktiviteterne spredte sig til resten af Amerika, for det var stadig her, at man skulle aflevere skat og told. Derfor var den også en lækkerbisken for pirater, og i 1586 blev den flået til skindet af den engelske Sir Francis Drake.
Byen kom sig, men dens storhedstid stod for fald. Både tilflyttere og pirater var mere interesserede i guld på fastlandet, og indbyggertallet dalede, selv om den fortsatte som administrativt centrum med embedsmænd og domstol.
Da Den Dominikanske Republik blev dannet i 1844, var der ikke tvivl om, at Santo Domingo skulle være landets hovedstad, men det var først i 1930´erne, at det også blev et økonomisk kraftcenter, for det havde tyranen Trujillo besluttet, at den skulle være. Han ryddede masser af kvarterer for at opføre en rigtig s½torby, og i 1937 var han allerede så glad for resultatet, at han omdøbte byen til Ciudad Trujillo, som den hed til hans død. Man kan stadig se kloakdæksler mærket C. Trujillo. Da han blev skudt, var der 400.000 indbyggere. I dag bor der formentlig det ti-dobbelte, hvis man kunne tælle alle.
Vejr og vind er hårde ved bygninger i Caribien, men de står flot i Santo Domingo. Her er man flittige til at renovere og male i de originale farver. Det gælder ikke mindst den arkitekturarv, som byen har i sine mange Art Deco-bygninger, foto Kenneth Bo Jørgensen
Zona Colonial
Turister kommer fra hele verden for at opleve Zona Colonial. Et verdensfredet område på 106 hektar. Her er alle de berømte bygninger med Amerikas ”første” samlet i et område, så man kan spadsere sig til det meste. Det er nænsomt omringet af gamle bymure med bastioner og kanoner, så man føler sig i trygge rammer. Området har 32 gader, der krydser vinkelret og danner 116 blokke. Det var en af de første byer i Amerika, anlagt efter gitterplan.
OBS! Kom ikke på en mandag, hvor meget er lukket. Kom gerne på en søndag, for da er byen fuld af liv, men da vil man ikke kunne besøge katedralen.
OBS! Kom ikke på en mandag, hvor meget er lukket. Kom gerne på en søndag, for da er byen fuld af liv, men da vil man ikke kunne besøge katedralen.
Se seværdighederne på gader og pladser: 1. Columbus Plads, 2. Calle Las Damas, 3. Plaza España, 4. Calle Isabel la Católica, 5. Calle Arzobispo Meriño, 6. Calle Hostos, 7. El Conde, 8. Puerta Conde, 9. Marked.
Parque Colon (1)
Amerikas mest arrogante statue
Pladsen foran katedralen har været byens centrum siden 1506, men først i 1887 blev den opkaldt efter Columbus, Cristobal Colon, som han hedder her. Hans bronzestatue er en af de mest kendte af ham, men om den ligner, ved man ikke, for ingen aner, hvordan han så ud. Statuen har længe været kontroversiel, og i disse tider er den direkte oprørende. For på soklen kravler en halvnøgen Taino-prinsesse rundt, kendt som Anacaona, mens hun skriver Columbus’ navn i guld. Hun ser ud til at ville række op efter ham, beundrer ham, men han har vigtigere ting at tænke på. De positive mener, at statuen i dag tjener det gode formål, at den er blevet symbol på europæernes arrogance og den ekstreme misbrug af de indfødte. Andre mener bare, at den skal væk. Statuen blev afsløret 27. februar 1887, udført af franskmanden Ernest Gilbert, og dengang var der ingen, der kunne se noget galt i noget.
På soklen stikker fire skibsstævn ud fra hver sit hjørne, et for hver af de fire rejser, Columbus nåede til Amerika.
På soklen stikker fire skibsstævn ud fra hver sit hjørne, et for hver af de fire rejser, Columbus nåede til Amerika.
Statuen er altid omgivet af duer, tusindvis af dem, og de er for de lokale en langt større attraktion end Columbus selv. For her kan børn lysteligt med dem hver eftermiddag, mens forældre og ældre nyder synet fra en bænk under de store træers skygge. Underholdt af musikanter, malere, skopudsere, skakspillere og optrædende, som man også kan kigge på eller lytte til, eventuelt mens man spiser på pladsens restauranter. Mange af parkens træer er endemiske for landet, det vil sige, at de har deres oprindelse her. På sokler ved træets rødder kan du se, hvad det er for en krabat.
Pladsen har spændende bygninger. Start på Columbus´ venstre hånd:
Pladsen har spændende bygninger. Start på Columbus´ venstre hånd:
Amerikas første rådhus
Palacio Consistorial
Den lange, hvide bygning med klokketårn er Amerikas første rådhus, bygget i 1504. Papirnusserne er flyttet til større lokaler, og i dag bruges det gamle rådhus mest til repræsentation og ikke mindst vielser, som altid afsluttes med foto-session foran Columbus og de flyvende rotter. Bygningen har ændret sig en del gennem årene, fx er det 29 meter høje klokketårn under den kronede kuppel, kendt som El Vivaque, først påført i 1913. Inde på rådhuset er der adskillige værdifulde malerier, blandt andet i Sala Magna, hvor den berømte spanske kunstner José Vela Zanetti (1913-1999) har skildret byens historie fra kolonitid til nu. Her er også en fantastisk trappe med buster af nationens fædre. Desværre er der sjældent adgang, med mindre man altså vil giftes.
Det, som Columbus peger på, er Santo Domingos gågade El Conde, deres svar på Strøget. Se nærmere omtale nedenfor (5). Næste bygning, som Columbus peger på, er:
Hotel El Conde de Penalba
Hjørnebygningen – også med tårn, er byens ærværdige gamle hotel, som har været her altid. Det har 20 værelser og i stueplan en restaurant af samme navn (Se restaurantlisten)
Den lange, hvide bygning med klokketårn er Amerikas første rådhus, bygget i 1504. Papirnusserne er flyttet til større lokaler, og i dag bruges det gamle rådhus mest til repræsentation og ikke mindst vielser, som altid afsluttes med foto-session foran Columbus og de flyvende rotter. Bygningen har ændret sig en del gennem årene, fx er det 29 meter høje klokketårn under den kronede kuppel, kendt som El Vivaque, først påført i 1913. Inde på rådhuset er der adskillige værdifulde malerier, blandt andet i Sala Magna, hvor den berømte spanske kunstner José Vela Zanetti (1913-1999) har skildret byens historie fra kolonitid til nu. Her er også en fantastisk trappe med buster af nationens fædre. Desværre er der sjældent adgang, med mindre man altså vil giftes.
Det, som Columbus peger på, er Santo Domingos gågade El Conde, deres svar på Strøget. Se nærmere omtale nedenfor (5). Næste bygning, som Columbus peger på, er:
Hotel El Conde de Penalba
Hjørnebygningen – også med tårn, er byens ærværdige gamle hotel, som har været her altid. Det har 20 værelser og i stueplan en restaurant af samme navn (Se restaurantlisten)
Bab på en god gar i nr. 109
Conde 109
Navnet på bygningen lige over for Columbus er adressen. Her er cigar-bar, man går bare ind og vælger en god gar, og så sætter man sig uden for og babber på den med et godt glas. Selve cigarfabrikken er i Centro Comercial Colon (se længere nede),
Den gule nabobygning, der er så nysseligt pyntet var engang rav-museum, men Covid-19 og livet af den. Det ser dog ud til i skrivende stund, at der er huset er ved at blive gjort klar til brug, om det så bliver museum igen, vides ikke, skriv endelig, hvis du ser noget. Derefter følger en kedelig bygning, der kun liver op, når de åbner med farverige souvenirs. Ved siden af er den turkis restaurant Jalamo, en af de bedre, men også i den dyre ende.
Comerciel Colon med Cigarfabrik
er den farverige artdeco bygning, som man kommer ind i mellem to restauranter. Den er værd at gæste, også selv om man ikke skal have noget. Der er et par forretninger og en bar. Men det mest spændende er glasmosaikken inden for og cigarfabrikken på 2. sal. Her ruller og ruller de dagen lang, og de vil hellere end gerne forstyrres og vise, hvordan man gør det.
Chuchu-tog
Ud for Coluimbus´ højre hånd ligger Advokatrådets gamle bygning, nu er det stoppested for Chuchu-Colonial, et traktortrukkent tog, der kører op og ned ad byens gader med turister, mens det ringer med en irriterende klokke. Der er afgang cirka hver time. Turen varer 45 min., og der er guide ombord. Man får et godt overblik over, hvor meget der er at se i Zona Colonial, også selv om den kører lige lovligt meget op og ned ad de samme gader. Billetprisen er US$12, børn US$6, nærmere oplysninger på tlf. 809-685-2970.
Navnet på bygningen lige over for Columbus er adressen. Her er cigar-bar, man går bare ind og vælger en god gar, og så sætter man sig uden for og babber på den med et godt glas. Selve cigarfabrikken er i Centro Comercial Colon (se længere nede),
Den gule nabobygning, der er så nysseligt pyntet var engang rav-museum, men Covid-19 og livet af den. Det ser dog ud til i skrivende stund, at der er huset er ved at blive gjort klar til brug, om det så bliver museum igen, vides ikke, skriv endelig, hvis du ser noget. Derefter følger en kedelig bygning, der kun liver op, når de åbner med farverige souvenirs. Ved siden af er den turkis restaurant Jalamo, en af de bedre, men også i den dyre ende.
Comerciel Colon med Cigarfabrik
er den farverige artdeco bygning, som man kommer ind i mellem to restauranter. Den er værd at gæste, også selv om man ikke skal have noget. Der er et par forretninger og en bar. Men det mest spændende er glasmosaikken inden for og cigarfabrikken på 2. sal. Her ruller og ruller de dagen lang, og de vil hellere end gerne forstyrres og vise, hvordan man gør det.
Chuchu-tog
Ud for Coluimbus´ højre hånd ligger Advokatrådets gamle bygning, nu er det stoppested for Chuchu-Colonial, et traktortrukkent tog, der kører op og ned ad byens gader med turister, mens det ringer med en irriterende klokke. Der er afgang cirka hver time. Turen varer 45 min., og der er guide ombord. Man får et godt overblik over, hvor meget der er at se i Zona Colonial, også selv om den kører lige lovligt meget op og ned ad de samme gader. Billetprisen er US$12, børn US$6, nærmere oplysninger på tlf. 809-685-2970.
Palacio de Borgellá har været lidt af hvert - og det er den smukke bygning stadig.
Palacio de Borgellá
Det stilfulde palads ved siden af futtoget er i dag både posthus og helt igennem ineffektivt turistkontor. Det blev bygget til kolonisten Diego de Herrera, som var en af de første spanske embedsmænd på øen, ikke at forveksle med en opdagelsesrejsende af samme navn. Huset blev dog noget forskønnet i 1823, da grunden blev købt af Haitis guvernør, der gjorde det til et af de de smukkeste huse i Caribien. Han hed Gerónimo Borgellá, og navnet blev ved huset, selv om Haiti blev smidt ud af landet i 1844. Huset blev siden ramme om domstol og fra 1942 til 1960 var det senatsbygning. Bygningen blev smadret af orkanen George i 1998, så når paladset ser ny ud, skyldes det en omfattende restaurering fornylig.
Det stilfulde palads ved siden af futtoget er i dag både posthus og helt igennem ineffektivt turistkontor. Det blev bygget til kolonisten Diego de Herrera, som var en af de første spanske embedsmænd på øen, ikke at forveksle med en opdagelsesrejsende af samme navn. Huset blev dog noget forskønnet i 1823, da grunden blev købt af Haitis guvernør, der gjorde det til et af de de smukkeste huse i Caribien. Han hed Gerónimo Borgellá, og navnet blev ved huset, selv om Haiti blev smidt ud af landet i 1844. Huset blev siden ramme om domstol og fra 1942 til 1960 var det senatsbygning. Bygningen blev smadret af orkanen George i 1998, så når paladset ser ny ud, skyldes det en omfattende restaurering fornylig.
Ved siden af er Katedralmuseet i en smuk bygning, som ser ældre ud, end den er. Der er forskellige udstillinger i det tempelagtige hus. Ved juletid kan man se museets omfattende samling af julekrybber fra hele verden. Til daglig er det mere kirkeinventar og billeder fra de tre besøg af pave Johannes Paul 2. Det taler man jo stadig om.
Og bag ryggen på Columbus ligger så katedralen, som jeg fortæller meget mere om her:
Og bag ryggen på Columbus ligger så katedralen, som jeg fortæller meget mere om her:
Amerikas første katedral - klik her
Fra Columbus Plads går du nu til Chu-Chu-toget og videre ned ad restaurantgaden, hvor man næsten ikke kan sparke sig frem for søde folk, der vil bespise en. Det lille stræde har også flere sjove gallerier, for landets kunstakademi hører til i en af bygningerne. Gå videre til sidste gade inden den store trappe til floden, for så er du på byens mest berømte gade:
Calle de las Damas (2)
Damegaden
Calle de las Damas betyder slet og ret: Damernes Gade. Navnet skyldes fru Diego Columbus, Maria de Toledo. Hun skabte traditionen for, at byens fineste damer hver aften før middagen skulle gå tur i byen. Dame-turen skulle være fruernes bidrag til at vise omverdenen den pragt - og dermed magt - der stod bag det spanske styre Og folk var vilde med det. Derfor blev man nødt til at brolægge gaden, som derfor er det første brolagte stykke gade i Amerika. Hver aften stimlede folk sammen for at overværet spadsereturen. Især indianerne fandt det helt fantastisk at se damer i enorme, farverige kjoler med slæb, der sled sig ned ad de steghede brosten, mens damerne viftede sig ivrigt for ikke at dåne. Indianerne havde faktisk aldrig set noget lignende. Når kjolerne var vist frem fra alle vinkler, gik damerne op til paladset for at dinere med mændene, som indtil da havde fået tiden til at gå med at tale om vigtige ting og ryge de cigarer, der lige var opfundet. Amerikas første brolagte gade går mellem fortet og Plaza España. Gå het ned i bunden, og gå derfra op - altså nord til syg, og fra den ene historiske bygning til den anden:
Den første er verdens første europæiske befæstning i Amerika:
Den første er verdens første europæiske befæstning i Amerika:
Fortaleza Ozama var engang et grusomt sted, nu er det meget sødt
Fortaleza Ozama, dgl. 9-18, $70 (ca. 10 kroner), Calle Las Damas, tlf. 809-686-0222
Borgen er Amerikas første befæstede forsvarsværk. Det blev opført i 1508 for at beskytte den nye by overfald fra pirater og andre almindelige fjender. Borgen er opkaldt efter floden Ozama, som betyder "farbart vand" på indiansk. Store dele er autentisk. Indgangsportalen er dog fra 1787, og den markante statue midt på græsplænen er af Gonzalo de Oviedo, som fejres her, fordi han var en af de første, der anerkendte, at også indianere havde en historie, der skulle formidles. Mest dominerende på borgen er det 20 meter høje tårn: Torre del Homenaje. Fra tårnets tag kan man tydeligt se de oprindelige fæstningslinjer omkring byen. Borgen var militært hovedkvarter, men også fængsel og torturkammer. Den mest celebre fange var Christoffer Columbus, der sad her, inden han blev sejlet til Spanien (Læs her). Bag de to meter tykke mure er Farvel-rummet. Et meget dybt rum, hvor man satte dødsdømte fanger. Når det blev deres tur, tændte man for vandet, og det sidste man så var deres arme, der så ud til at vinke farvel. De var jo unødigt brutale dengang. Ved siden af er borgens kirke, hvor indianerne blev tvunget til at bede, før de skulle myrdes. I republikkens første tid blev det fængsel, siden militært område, indtil det i 1960 blev museum. Den markante bygning i syd er det gamle våbenlager, overvåget af Santa Barbara, skytshelgen for artilleriets skytter. Gå en tur langs den gamle bymur og set de gamle kanon-batterier.
Borgen er Amerikas første befæstede forsvarsværk. Det blev opført i 1508 for at beskytte den nye by overfald fra pirater og andre almindelige fjender. Borgen er opkaldt efter floden Ozama, som betyder "farbart vand" på indiansk. Store dele er autentisk. Indgangsportalen er dog fra 1787, og den markante statue midt på græsplænen er af Gonzalo de Oviedo, som fejres her, fordi han var en af de første, der anerkendte, at også indianere havde en historie, der skulle formidles. Mest dominerende på borgen er det 20 meter høje tårn: Torre del Homenaje. Fra tårnets tag kan man tydeligt se de oprindelige fæstningslinjer omkring byen. Borgen var militært hovedkvarter, men også fængsel og torturkammer. Den mest celebre fange var Christoffer Columbus, der sad her, inden han blev sejlet til Spanien (Læs her). Bag de to meter tykke mure er Farvel-rummet. Et meget dybt rum, hvor man satte dødsdømte fanger. Når det blev deres tur, tændte man for vandet, og det sidste man så var deres arme, der så ud til at vinke farvel. De var jo unødigt brutale dengang. Ved siden af er borgens kirke, hvor indianerne blev tvunget til at bede, før de skulle myrdes. I republikkens første tid blev det fængsel, siden militært område, indtil det i 1960 blev museum. Den markante bygning i syd er det gamle våbenlager, overvåget af Santa Barbara, skytshelgen for artilleriets skytter. Gå en tur langs den gamle bymur og set de gamle kanon-batterier.
Statue af Gonzalo de Oviedo og Amerikas første borg i et hug, foto Kenneth Bo Jørgensen
Støt den gratis guide fx med en 20' er via Mobilepay på 20216673
Chokolade museum, Kahkow Experience, Calle Damas 102, dgl. 10-19.tlf. 809 547 2166
Over for fortet er der en god oplevelse for folk med søde tænder. For her kan man få historien om, hvor kakaoen kommer fra, og det er her, og derfor har de haft mange år til at øve sig alt det, man kan med chokolade. Der er flere steder i byen, hvor man kan opleve, hvordan en bønne kan blive til Marabou, og det her er absolut et af de bedre. Der er smagsprøver, og man kan lave sine egen chokolade. Gode souvenirs. En guidet chokolade-tur på cirka en time koster lidt over 100 kroner. De fleste mener, at det er alle pengene værd, især dem med søde tænder. Også velegnet til børn. Og så skal man huske, at chokolade jo næsten er grøntsager.
Over for fortet er der en god oplevelse for folk med søde tænder. For her kan man få historien om, hvor kakaoen kommer fra, og det er her, og derfor har de haft mange år til at øve sig alt det, man kan med chokolade. Der er flere steder i byen, hvor man kan opleve, hvordan en bønne kan blive til Marabou, og det her er absolut et af de bedre. Der er smagsprøver, og man kan lave sine egen chokolade. Gode souvenirs. En guidet chokolade-tur på cirka en time koster lidt over 100 kroner. De fleste mener, at det er alle pengene værd, især dem med søde tænder. Også velegnet til børn. Og så skal man huske, at chokolade jo næsten er grøntsager.
Bolig for Moralens Quixote
Moralens Don Quixote, Damas 106, nabo til chokoladefabrikken.
I dag er det hjemsted for en institution, der skal sprede kendskab til dominikansk kultur, helst til hele verden. Men se lige huset. Det er et af byens ældste, og det blev bygget til en hædersmand, der måtte så grueligt meget igennem:
Gaspar de Astudillo (1485-1553). Han sejlede hertil i 1509 som embedsmænd, og han blev rystet over at se, hvordan man behandlede indianerne. Da han talte for døve ører, ville han sejle til Spanien og fortælle kongen om forholdene, men kolonisterne fangede ham på vej til skibet og satte ham i fængsel. Heldigvis, for her skrev han om sine oplevelser, og derfor ved vi, hvad der skete dengang. Det var på samme tid, at også munkene begyndte at røre på sig, med Montesinos prædiken der blev mest kendt. Liges om munkene var Gaspar for sent på den, men kongen gjorde Gaspar til tilsynsførende for al minedrift, dels fordi han kunne stole på, at han fik sit guld, dels fordi Gaspar så kunne give indianerne tålelige forhold. Men det var for sent, indianerne var stort set døde. Men så gik Gaspar i kødet på korrupte embedsmænd, og med så stor succes, at de korrupte kolonister fik ham fængslet ham flere gange, og alligevel gjorde kongen ham i 1524 ham til livsvarig borgmester i Santo Domingo, trods vilde protester fra både kolonister og embedsmænd. De forsøgte at bagvaske ham, og de fik ham fængslet igen og igen, endda sejlet i lænker til Spanien, men Gaspar kom altid på benene igen, for kongen stolede på ham - og til sidst og det var ikke for at hædre ham - fik han tilnavnet Moralens Quixote, efter den litterære Don Quixote, som angreb vindmøller. Han efterlod sit jordiske gods til katedralen, mod at han fik lov til at hvile, sammen med de stinkende rige - under kirkens gulv. Huset tilfaldt kulturen. I dag er Gaspar de Astudillo et ret populært navn at give sine børn.
I dag er det hjemsted for en institution, der skal sprede kendskab til dominikansk kultur, helst til hele verden. Men se lige huset. Det er et af byens ældste, og det blev bygget til en hædersmand, der måtte så grueligt meget igennem:
Gaspar de Astudillo (1485-1553). Han sejlede hertil i 1509 som embedsmænd, og han blev rystet over at se, hvordan man behandlede indianerne. Da han talte for døve ører, ville han sejle til Spanien og fortælle kongen om forholdene, men kolonisterne fangede ham på vej til skibet og satte ham i fængsel. Heldigvis, for her skrev han om sine oplevelser, og derfor ved vi, hvad der skete dengang. Det var på samme tid, at også munkene begyndte at røre på sig, med Montesinos prædiken der blev mest kendt. Liges om munkene var Gaspar for sent på den, men kongen gjorde Gaspar til tilsynsførende for al minedrift, dels fordi han kunne stole på, at han fik sit guld, dels fordi Gaspar så kunne give indianerne tålelige forhold. Men det var for sent, indianerne var stort set døde. Men så gik Gaspar i kødet på korrupte embedsmænd, og med så stor succes, at de korrupte kolonister fik ham fængslet ham flere gange, og alligevel gjorde kongen ham i 1524 ham til livsvarig borgmester i Santo Domingo, trods vilde protester fra både kolonister og embedsmænd. De forsøgte at bagvaske ham, og de fik ham fængslet igen og igen, endda sejlet i lænker til Spanien, men Gaspar kom altid på benene igen, for kongen stolede på ham - og til sidst og det var ikke for at hædre ham - fik han tilnavnet Moralens Quixote, efter den litterære Don Quixote, som angreb vindmøller. Han efterlod sit jordiske gods til katedralen, mod at han fik lov til at hvile, sammen med de stinkende rige - under kirkens gulv. Huset tilfaldt kulturen. I dag er Gaspar de Astudillo et ret populært navn at give sine børn.
Børnemuseum, Casa de Bastidas, ma-sø 9-17, $100 (ca. 15 kr.), tlf. 809-685-5551
På den anden side af gaden er et fladt hus, der nu har børnemuseum med interaktive udstillinger af lidt af hvert. Det kaldes også Trampolin-museet. Huset er opkaldt efter den første ejer, Rodrigo de Bastidas, ham, der koloniserede Colombia. Han blev også guvernør, og hans søn blev biskop i Santo Domingo, begge er begravet i katedralen, men kun den ene er tilbage, læs her. Huset er ikke prangende, det ligner et varehus, og det skyldes, at Bastidas var skatteopkræver, og han havde brug for lagerplads til skat, der kom som naturalier.
Overfor har Lions Club gået en af byens ældste huse. Og på højre side kommer, lige inden El Conde, Casa de la Rectoria, ærkebispens kontor. Oprindeligt militærhospital, nu kirkekontor.
Fortsæt videre op ad Las Damas, forbi El Conde, til endnu en Columbus-attraktion:
På den anden side af gaden er et fladt hus, der nu har børnemuseum med interaktive udstillinger af lidt af hvert. Det kaldes også Trampolin-museet. Huset er opkaldt efter den første ejer, Rodrigo de Bastidas, ham, der koloniserede Colombia. Han blev også guvernør, og hans søn blev biskop i Santo Domingo, begge er begravet i katedralen, men kun den ene er tilbage, læs her. Huset er ikke prangende, det ligner et varehus, og det skyldes, at Bastidas var skatteopkræver, og han havde brug for lagerplads til skat, der kom som naturalier.
Overfor har Lions Club gået en af byens ældste huse. Og på højre side kommer, lige inden El Conde, Casa de la Rectoria, ærkebispens kontor. Oprindeligt militærhospital, nu kirkekontor.
Fortsæt videre op ad Las Damas, forbi El Conde, til endnu en Columbus-attraktion:
Kønt er det jo ikke, men her boede Columbus på vej hjem fra sin sidste rejse
Casa de Francia, Calle las Damas 42
Huset har sit navn, fordi det længe var fransk ambassade, men nu er den flyttet, og ingen aner, hvad der skal være. Men husets historie ændrer sig jo ikke af den grund. Det er faktisk et dobbelt-hus, og endem mod El Conde kaldes Casa Cortes, mens den anden ende er Casa Colon. Hver ende sin berømte beboer. Huset, var et af første, som spanierne lod opføre. Vi ved, at Christoffer Columbus boede her i 1504 fra 13/8-11/9 på sin sidste og værste rejse. Husets anden ende var opført til byens notar, Hernán Cortés (1485-1547), som endte med at underlægge sig Aztekerriget og grundlægge Mexico City.
Overfor ligger:
Hostal Nicolas de Ovando, Calle las Damas 15, Se hotellisten
Vi er i den dyre ende, men så får man også historie for alle pengene. Bygningen er fra 1502, opført af indianerslaver som bolig for Nicolas de Ovando, som var guvernør fra 1502-09. Man bestræber sig på at holde en oprindelig stil. En portal fører til tre indre gårde, en med skøn pool, dog ikke fra 1502. Bygningen har været hjem for rige købmænd, men også for republikkens første præsident, Pedro Santana.
Huset har sit navn, fordi det længe var fransk ambassade, men nu er den flyttet, og ingen aner, hvad der skal være. Men husets historie ændrer sig jo ikke af den grund. Det er faktisk et dobbelt-hus, og endem mod El Conde kaldes Casa Cortes, mens den anden ende er Casa Colon. Hver ende sin berømte beboer. Huset, var et af første, som spanierne lod opføre. Vi ved, at Christoffer Columbus boede her i 1504 fra 13/8-11/9 på sin sidste og værste rejse. Husets anden ende var opført til byens notar, Hernán Cortés (1485-1547), som endte med at underlægge sig Aztekerriget og grundlægge Mexico City.
Overfor ligger:
Hostal Nicolas de Ovando, Calle las Damas 15, Se hotellisten
Vi er i den dyre ende, men så får man også historie for alle pengene. Bygningen er fra 1502, opført af indianerslaver som bolig for Nicolas de Ovando, som var guvernør fra 1502-09. Man bestræber sig på at holde en oprindelig stil. En portal fører til tre indre gårde, en med skøn pool, dog ikke fra 1502. Bygningen har været hjem for rige købmænd, men også for republikkens første præsident, Pedro Santana.
Pool-området på hotellet ligger lige ud til Ozama-floden, foto Kenneth Bo Jørgensen
Davilérne private kapel
Hotellet går ud i et med Casa de los Dávila, opført til Francisco Dávila (1490–1548). Huset var en gave fra guvernøren, der gerne ville fedte for Dávila, som var rig og ejede store dele af øen, endnu før han var ankommet i 1512. Han blev derefter både rådmand og dommer, og man ved, at han var god til at rage til sig, alene til personlig opvartning havde han flere indianerslaver end alle andre. Efter sin død forblev huset i familiens eje i flere generationer, derfor hedder det Davila´ernes hus. Det kapel, der er en del af huset, men ligner en selvstændig bygning, når man kommer hen mod Plaza España, var hans private kapel Capilla de los Remedios. Da de tillod offentlige gudstjenester, mens katedralen blev bygget, anses kapellet af mange som byens første kirker
Hvis man fra hotellet går over på den anden side af Damegaden, er der cigarbutik, Cabinet, og derefter den lille Plaza Maria Toledo, opkaldt efter hustruen til Diego Columbus, som var barnebarn af kong Ferdinand af Aragonien, og som man derfor regnede med ville kaste lidt stjernestøv over den nye koloni, for man ville så gerne være nogle flere.
Ved siden af ligger et af landets mest hellige steder, så af med hatten:
Hvis man fra hotellet går over på den anden side af Damegaden, er der cigarbutik, Cabinet, og derefter den lille Plaza Maria Toledo, opkaldt efter hustruen til Diego Columbus, som var barnebarn af kong Ferdinand af Aragonien, og som man derfor regnede med ville kaste lidt stjernestøv over den nye koloni, for man ville så gerne være nogle flere.
Ved siden af ligger et af landets mest hellige steder, så af med hatten:
Den nedlagte Jesuitter kirke er nu sidste hvilested for republikkens helte
Der er vagtskifte hver anden time
Panteón Nacional, ti-sø 9-17 - gratis.
Her hviler landets helte i pomp og pragt overvåget af gallaklædte soldater. Oprindeligt en jesuitter-kirke, men landets diktator Trujillo fandt på, at det skulle være mausoleum for nationens helte, ikke mindst ham selv. Han satte det i gang i 1958, og herefter flyttede han nationens hertil Indretningen er Trujillo, fx er den store lysekrone en gave fra hans ven og diktatorkollega i Spanien, Francisco Franco. Og foran balkonen hænger et gitter med latinske kors. Set fra siden ligner det SS-mærker, en gave fra en SS-general, der fik lov at bo i Den Dominikanske Republik efter krigen. Efter sigende er gitteret produceret i en tysk kz-lejr. Mange af de begravede helte vil ikke sige danskere noget. Det er fx skaberen af det dominikanske flag, Maria Sanchez. Og landets første præsident Pedro Santana, som sjovt nok henrettede hende. Der er plads til flere. Nationens største helte, lederne af frihedsbevægelsen Trinidataria, hviler ikke her, men et stykke herfra - ved Puerto Conde. Man skal opføre sig pænt omkring stedet - tækkelig påklædning, ingen kys, og ingen højrøstet tale. Man skal bøje hovedet, når man går ind. Der vil være folk på stedet, der påstår, at det koster penge at komme ind, og at de nok skal lægge ud. Men det er gratis.
Her hviler landets helte i pomp og pragt overvåget af gallaklædte soldater. Oprindeligt en jesuitter-kirke, men landets diktator Trujillo fandt på, at det skulle være mausoleum for nationens helte, ikke mindst ham selv. Han satte det i gang i 1958, og herefter flyttede han nationens hertil Indretningen er Trujillo, fx er den store lysekrone en gave fra hans ven og diktatorkollega i Spanien, Francisco Franco. Og foran balkonen hænger et gitter med latinske kors. Set fra siden ligner det SS-mærker, en gave fra en SS-general, der fik lov at bo i Den Dominikanske Republik efter krigen. Efter sigende er gitteret produceret i en tysk kz-lejr. Mange af de begravede helte vil ikke sige danskere noget. Det er fx skaberen af det dominikanske flag, Maria Sanchez. Og landets første præsident Pedro Santana, som sjovt nok henrettede hende. Der er plads til flere. Nationens største helte, lederne af frihedsbevægelsen Trinidataria, hviler ikke her, men et stykke herfra - ved Puerto Conde. Man skal opføre sig pænt omkring stedet - tækkelig påklædning, ingen kys, og ingen højrøstet tale. Man skal bøje hovedet, når man går ind. Der vil være folk på stedet, der påstår, at det koster penge at komme ind, og at de nok skal lægge ud. Men det er gratis.
Casas Reales, Kongelige Huses Museum, ti-sø. 9-18, entre $100, inkl. audio-guide
Det er tale om to meget store, men forbundne ”huse”, og begge er museum for alt muligt mellem spaniernes erobring og uafhængigheden fra Spanien i 1821. Det todelte var med vilje, for den sydlige del var tilegnet Real Audiencia, det kongelige tilsyn og domstolen. Det nordlige var til vicekongen, guvernører og militærchefer. Meningen var, at museet skulle formidle historien om, hvordan man administrerede Amerika fra disse lokaler, men det var åbenbart for svært, så nu starter man med Columbus, ligesom alle de andre, og så kører den med indianerne, slaverne, og lidt af hvert. Derfor er det mere bygningen, end genstandene, der er spændende. For i disse lokaler var magten over hele Amerika i de første mange år efter koloniseringen. Her herskede vicekongen, her blev der ført tilsyn med ham, og her kunne borgerne klage over uretfærdigheder.
Det er tale om to meget store, men forbundne ”huse”, og begge er museum for alt muligt mellem spaniernes erobring og uafhængigheden fra Spanien i 1821. Det todelte var med vilje, for den sydlige del var tilegnet Real Audiencia, det kongelige tilsyn og domstolen. Det nordlige var til vicekongen, guvernører og militærchefer. Meningen var, at museet skulle formidle historien om, hvordan man administrerede Amerika fra disse lokaler, men det var åbenbart for svært, så nu starter man med Columbus, ligesom alle de andre, og så kører den med indianerne, slaverne, og lidt af hvert. Derfor er det mere bygningen, end genstandene, der er spændende. For i disse lokaler var magten over hele Amerika i de første mange år efter koloniseringen. Her herskede vicekongen, her blev der ført tilsyn med ham, og her kunne borgerne klage over uretfærdigheder.
Casa Reales er Amerikas første administrationsbygning
Det stod færdigt i 1520, opført af koralsten. Man ser de lokaler, hvor Real Audiencia holdt møder. Det kongelige råd blev etableret i 1511 for at holde øje med, at spansk lov blev overholdt i Amerika. Det have tre dommere, som også var ankeinstans for samtlige retssager i Amerika. Stedet fik siden en make-over af diktator Trujillo i 1950´erne, som også regerede herfra, og hans kontor er bevaret, sammen med de ridderrustninger, han købte. Efter diktatorens død forfaldt det, indtil det blev omdannet til museum, indviet i 1976 af den nye spanske konge, Juan Carlos, som blev første spanske konge nogensinde i byen.
Blandt de udstillede genstande er nogle slagvåben fra indianerne og andre småtterier. Men også et fuldt udrustet apotek fra 1700-tallet med verdens største apotekerskab – og anvisninger på, hvad områdets planter kan kurere udi sygdomme. Her er en karet og en bærestol, som kongelige numser har siddet i – og det har de selvfølgelig også i den fornemme tronstol i audienssalen.
På pladsen foran Casas Reales er der en lille plads med kanoner og et solur fra 1753 – det står lidt på skrå, så guvernøren bedre kunne se, hvad klokken var fra sit vindue. Det er Amerikas første solur.
Blandt de udstillede genstande er nogle slagvåben fra indianerne og andre småtterier. Men også et fuldt udrustet apotek fra 1700-tallet med verdens største apotekerskab – og anvisninger på, hvad områdets planter kan kurere udi sygdomme. Her er en karet og en bærestol, som kongelige numser har siddet i – og det har de selvfølgelig også i den fornemme tronstol i audienssalen.
På pladsen foran Casas Reales er der en lille plads med kanoner og et solur fra 1753 – det står lidt på skrå, så guvernøren bedre kunne se, hvad klokken var fra sit vindue. Det er Amerikas første solur.
Plaza de Espana (3)
Herefter når man frem til den store plads, Plaza de España. Også kaldet Plaza del Osolazo - solskoldningspladsen, for her er ingen skygge. Om aftenen mødes man her for at spise og drikke og blive set. Det har man gjort siden kolonitiden, men den nuværende plads blev anlagt i 1992 i forbindelse med Columbus-500 års-jubilæet. På den vestlige side begynder Atarazanas Kvarteret med varehuse fra kolonitiden, der i dag er barer og souvenirshops. Men ellers er hovedattraktionen Columbus´residens:
Alcazar de Colon - Vicekongens Palads, tryk her.
Amerikas første guvernørbolig, opført af Columbus´s søn, Diego, foto Kenneth Bo Jørgensen
Alcazar de Colon, Columbus´Hus, dgl. 9-17, $100 med audioguide
Klik her til særlig side om vicekongens palads.
Klik her til særlig side om vicekongens palads.
Museo Atarazanas Reales, Skibsbrudsmuseum, $400 (ca. 70 kr.), ti-sø. 9-18
Byens mest moderne museum ligger neden for Plaza España – op ad den gamle byport ud mod hovedvejen og floden. Det er indrettet i Amerikas første skibsværft, anlagt i 1544, og fortæller drabelige historier om skibsforlis, for dem har der været nogle stykker af. Her er det fortalt med moderne teknik, så man ikke behøver at gå rundt med hørebøffer. Man kan klikke sig til det hele – og lige de skibsforlis, man finder spændende. Man kan se, hvor det sank, hvorfor, og hvad man har reddet fra det.
Byens mest moderne museum ligger neden for Plaza España – op ad den gamle byport ud mod hovedvejen og floden. Det er indrettet i Amerikas første skibsværft, anlagt i 1544, og fortæller drabelige historier om skibsforlis, for dem har der været nogle stykker af. Her er det fortalt med moderne teknik, så man ikke behøver at gå rundt med hørebøffer. Man kan klikke sig til det hele – og lige de skibsforlis, man finder spændende. Man kan se, hvor det sank, hvorfor, og hvad man har reddet fra det.
Det gamle skibsværft er i dag et af byens bedste museer, nu med skibsvrag
Der mangler selvfølgelig ikke fund af vinflasker
Lige fra det første registrerede, som var Santa Maria – Columbus flagskib, som stødte på grund 5. december 1492 oppe på Nordkysten. Det var af tømmer fra det skib, man byggede Amerikas første fort, som stod færdigt juleaften 1492. Et største vragfund skete i 1970, da man fandt vraget af et sølvtransportskib fra 1641. Det gav ikke bare sølvfund, men også masser af guld og en hel tallerkenrække med klenodier fra Ming-dynastiet De rigelige fund skyldes, at havet er ret lavt på disse kanter, og derfor er det stadig en yndet fornøjelse for dykkere at gå på skattejagt i disse farvande.
Der er også skabt en rekonstruktion af det indre af et skib fra 1700-tallet. Huset var også den oprindelige toldbod, og derfor ser man også en del om toldens historie. Den var på grusomme 20 pct., og derfor fik man verdens bedst organiserede sortbørshandel og masser af kreative pirater. Museet er rigtig godt, selv om det ligger i den dyre ende (ca. 70 kr.) Og så er her dejlig køligt.
Gå nu over pladsen til gaden, der går parallelt med Calle las Damas. Det er Calle Isabel la Católica.
Der er også skabt en rekonstruktion af det indre af et skib fra 1700-tallet. Huset var også den oprindelige toldbod, og derfor ser man også en del om toldens historie. Den var på grusomme 20 pct., og derfor fik man verdens bedst organiserede sortbørshandel og masser af kreative pirater. Museet er rigtig godt, selv om det ligger i den dyre ende (ca. 70 kr.) Og så er her dejlig køligt.
Gå nu over pladsen til gaden, der går parallelt med Calle las Damas. Det er Calle Isabel la Católica.
Calle Isabel la Católica (4)
Gaden er opkaldt efter den spanske dronning
Nu skal du over på den anden vigtigste gade i Santo Domingo. Gå over pladsen og læg mærke til, at du nu helt gratis kan komme på wi-fi - Dominicana Connecteda, som det hedder. Der er et dejlig skyggefuldt sted med lidt gennemtræk på trappen op mod Calle Isabel Catolica, og når du når derop, så gå skarpt til højre op ad gaden og opleve noget af det opridelige sømandskvarter i Santo Domingo - her er ikke så hårdt, som dengang, men med masser af comedor - det vil sige værtshuset. Gå helt op, indtil du er ved en kirke, som man ikke tager fejl af:
Statue på kirkens bakketop
Catedral Santa Bárbara, ma-fr 8-13, messe sø. Kl. 8 og 10, tlf. 809 682 3307
Kirken er markant som smuk kontrast til det gamle havnekvarter, Los Canteros, hvor havnearbejdere og sømænd tidligere slog deres folder. Hvis der ikke er åbent, så gå bare ind og se parken med skulpturer, der fortæller bibelhistorie – og gå op på toppen til bronzestatuen, der skuer ud over Ozama-floden. Kirken er en helligdom for dominikanerne, for her blev landets store helt, Juan Pablo Duarte, døbt i 1813. Den står nærmest som ny efter flere års restaurering, så skynd dig, så længe det varer. Facaden er typisk spansk koloni, tæt på barok, med tre arkader, hvoraf den ene er indgang, og med statuer i de to andre.
Den er tilegnet Sankt Bárbara, som skal beskytte søens folk. Og den er sæde for den landets militære biskop, for sådan en har de også. Indenfor er der otte kapeller, flere er tilegnet helgener, der skal beskytte søens folk. Den er rig på gaver fra sømænd, der kom til havnen. Lokale fortæller med gru i stemmen, at kirken er bygget oven på en kirkegård, og derfor kan man om aftenen høre en forfærdelig jamren og klagen, og kirkens jernlåger klaprer. Og det er ganske vist, at der under kirken er massegrave efter en pestepidemi. Det må være irriterende for naboerne. Kirken er på UNESCOs liste over verdensarv.
Gå nu ned mod Columbus Plads og se de mange små comedors, hvor folk sidder i plastikstole uden for og nyder en øl eller ingenting. Der er liv i gaden, selv om man er så tæt på det fornemme centrum.
Kirken er markant som smuk kontrast til det gamle havnekvarter, Los Canteros, hvor havnearbejdere og sømænd tidligere slog deres folder. Hvis der ikke er åbent, så gå bare ind og se parken med skulpturer, der fortæller bibelhistorie – og gå op på toppen til bronzestatuen, der skuer ud over Ozama-floden. Kirken er en helligdom for dominikanerne, for her blev landets store helt, Juan Pablo Duarte, døbt i 1813. Den står nærmest som ny efter flere års restaurering, så skynd dig, så længe det varer. Facaden er typisk spansk koloni, tæt på barok, med tre arkader, hvoraf den ene er indgang, og med statuer i de to andre.
Den er tilegnet Sankt Bárbara, som skal beskytte søens folk. Og den er sæde for den landets militære biskop, for sådan en har de også. Indenfor er der otte kapeller, flere er tilegnet helgener, der skal beskytte søens folk. Den er rig på gaver fra sømænd, der kom til havnen. Lokale fortæller med gru i stemmen, at kirken er bygget oven på en kirkegård, og derfor kan man om aftenen høre en forfærdelig jamren og klagen, og kirkens jernlåger klaprer. Og det er ganske vist, at der under kirken er massegrave efter en pestepidemi. Det må være irriterende for naboerne. Kirken er på UNESCOs liste over verdensarv.
Gå nu ned mod Columbus Plads og se de mange små comedors, hvor folk sidder i plastikstole uden for og nyder en øl eller ingenting. Der er liv i gaden, selv om man er så tæt på det fornemme centrum.
Der kan godt se lidt lukket ud, men bare bank på - så kommer der nogen
Duartes ene arm i kiste
Museum for Juan Pablo Duarte, C. Isabel La Católica 308, ti-sø 9-17, gratis
Her kan man få alt at vide om landsfaderen, Juan Pablo Duarte, endda på en levende måde ved hjælp af voksfigurer. Flere 100 figurer er op stillet i milijøer, der fortæller historien – og mange af rekvisitterne har tilhørt Juan Pablo eller hans familie. Her kan man få et lynkursus i, hvordan Den Dominikanske Republik vandt sin uafhængighed. Guiderne gør et hæderligt forsøg på at give rundvisning på engelsk. Det hjælper jo meget, at de brænder for sagen. At man går i detaljer med hans liv, kan man måske illustre ved, at man har hentet døbefonten fra Santa Barbara-Katedralen (se ovenfor) og udstillet den som en helligdom - udover at lave et tableau af voksdukker, der genopfører seancen. Der er også som et klenodie en jernkiste, der indeholder Duartes ene arm. Man skal dog ikke bede ved den. Udover den engagerede fortælling giver museet et godt indblik i, hvordan bedre familier boede dengang, for det er inden for hos familien Duarte, vi befinder os. Bygningen er fra 1760 – med højt til loftet og tykke mure. Det var i mange år Duarte-familiens residens.Museet er fra 2017, så det er forholdsvis moderne formidlet. S
Her kan man få alt at vide om landsfaderen, Juan Pablo Duarte, endda på en levende måde ved hjælp af voksfigurer. Flere 100 figurer er op stillet i milijøer, der fortæller historien – og mange af rekvisitterne har tilhørt Juan Pablo eller hans familie. Her kan man få et lynkursus i, hvordan Den Dominikanske Republik vandt sin uafhængighed. Guiderne gør et hæderligt forsøg på at give rundvisning på engelsk. Det hjælper jo meget, at de brænder for sagen. At man går i detaljer med hans liv, kan man måske illustre ved, at man har hentet døbefonten fra Santa Barbara-Katedralen (se ovenfor) og udstillet den som en helligdom - udover at lave et tableau af voksdukker, der genopfører seancen. Der er også som et klenodie en jernkiste, der indeholder Duartes ene arm. Man skal dog ikke bede ved den. Udover den engagerede fortælling giver museet et godt indblik i, hvordan bedre familier boede dengang, for det er inden for hos familien Duarte, vi befinder os. Bygningen er fra 1760 – med højt til loftet og tykke mure. Det var i mange år Duarte-familiens residens.Museet er fra 2017, så det er forholdsvis moderne formidlet. S
Rommuseum, C. Isabel La Católica 261, ti-sø 9-02, gratis
En lille fin udstilling, der fortæller, hvordan man laver rom, med gamle pressemaskiner, kobberkedler og det hele. Og i baggården er der plads til masser af smagsprøver. Det er gratis at komme ind, man håber, at der bliver købt lidt. Om aftenen bliver det mere en bar, med dans til den lyse morgen. Man kan for eksempel købe rom på spray – som parfume, eller en godt skjult lommelærke.
En lille fin udstilling, der fortæller, hvordan man laver rom, med gamle pressemaskiner, kobberkedler og det hele. Og i baggården er der plads til masser af smagsprøver. Det er gratis at komme ind, man håber, at der bliver købt lidt. Om aftenen bliver det mere en bar, med dans til den lyse morgen. Man kan for eksempel købe rom på spray – som parfume, eller en godt skjult lommelærke.
Museo de la Policía Nacional, gratis
De kalder det et museum på et meget stort skilt, men det er mest en lobbyen til politiets uddannelsescenter, hvor man kan se en gammel politibil, lidt uniformer og våben men også polititøj fra hele verden. Og så er der masser af billeder af de tidligere politimestre. Ikke noget, man behøver at rende efter.
De kalder det et museum på et meget stort skilt, men det er mest en lobbyen til politiets uddannelsescenter, hvor man kan se en gammel politibil, lidt uniformer og våben men også polititøj fra hele verden. Og så er der masser af billeder af de tidligere politimestre. Ikke noget, man behøver at rende efter.
Casa del Cordon
Lige på hjørnet over for politihovedkvarteret er Amerikas første hus bygget af sten - og Amerikas første bygning i to etager. Det blev bygget til en af Columbus´ tjenere, der var med på den første rejse, siden uddannede han sig til notar og blev en holden mand. Stenfacaden er prydet med franciskanerordenens våben. Diego Columbus boede her, mens han ventede på, at vicekonge-paladset blev bygget, og senere boede piraten Francis Drake her, mens han plyndrede byen. Hans hovedkvarter var dog katedralen. Nu er det en bank, men man må gerne kigge. Det er ret imponerende.
Lige på hjørnet over for politihovedkvarteret er Amerikas første hus bygget af sten - og Amerikas første bygning i to etager. Det blev bygget til en af Columbus´ tjenere, der var med på den første rejse, siden uddannede han sig til notar og blev en holden mand. Stenfacaden er prydet med franciskanerordenens våben. Diego Columbus boede her, mens han ventede på, at vicekonge-paladset blev bygget, og senere boede piraten Francis Drake her, mens han plyndrede byen. Hans hovedkvarter var dog katedralen. Nu er det en bank, men man må gerne kigge. Det er ret imponerende.
Indgang til Casa del Cordon, foto Kenneth Bo Jørgensen
Herefter følger to enorme bygninger på venstre side: Telekommunikationsbygningen, og Banco de España. På højre side følger det tyske kulturinstitut, og derefter kommer der ganske mange af de gode barer og spisesteder, der gør denne del af gaden ret livlig om aftenen. Der kommer også souvenirbutikker, smykkeforretninger og et par gallerier.
Santo Domingos ærkebiskop er den fineste i Amerika, så han skal også bo godt. Dette er hans residens
Når man har passeret Columbus Plads er der på venstre side over for sideindgangen til katedralen et hvidt palads med tårn. Det er officiel residens for landets ærkebiskop, og mange omkringliggende bygninger hører til ham. Hans næste nabo er Højesteret. Længere nede af gaden kommer Larimar Museum:
Museo Larimar, Isabel La Católica 54, dgl. 8-18, gratis, tlf. 809-682-3309
Et af flere steder, der er en kombination af museum og butik, nok mest butik, men hvor man også kan få en masse at vide om den dominikanske nationalsten. Dette er et af de mest seriøse. Se mere om nationalstenen her. De fleste af disse forretninger har også værksted tilknyttet, så hvis man har særlige ønsker, kan de skære et smykke til, der er skrædersyet til dig. Hellere købe her, end hos gadesælgere, hvor man kan tvivle på ægtheden. Her bliver man trods alt kun snydt på prisen.
Et af flere steder, der er en kombination af museum og butik, nok mest butik, men hvor man også kan få en masse at vide om den dominikanske nationalsten. Dette er et af de mest seriøse. Se mere om nationalstenen her. De fleste af disse forretninger har også værksted tilknyttet, så hvis man har særlige ønsker, kan de skære et smykke til, der er skrædersyet til dig. Hellere købe her, end hos gadesælgere, hvor man kan tvivle på ægtheden. Her bliver man trods alt kun snydt på prisen.
Tag en trøje med, hvis du vil se film i 4D
På hjørnet i en gul bygning:
Colonial 4D - et isnende koldt sted med biograf, der fortæller landets historie i 4D - så udover 3D med dybde, får man også dufte - og masser af røg, maskinfremstillet ganske vist. Langs resten af gaden er der nye barer, et bryggeri og flere sjove gallerier, der gør gaden til en god spadseretur helt frem til den fredelige park, omkranset af pink balustrader.
Colonial 4D - et isnende koldt sted med biograf, der fortæller landets historie i 4D - så udover 3D med dybde, får man også dufte - og masser af røg, maskinfremstillet ganske vist. Langs resten af gaden er der nye barer, et bryggeri og flere sjove gallerier, der gør gaden til en god spadseretur helt frem til den fredelige park, omkranset af pink balustrader.
Fra bunden af Calle Isabela går du til højre og en blok hen ad Calle José Gabriel García, så får du på højre hånd en ny skøn gade, som vi nu tager fra syd til nord.
Calle Arzobispo Meriño (5)
Calle Arzobispo Meriño er opkaldt efter manden, der var ærkebiskop og præsident, og som har et helt kapel i katedralen, se her
Gaden er mere eksklusiv end de fleste, bare se deres Colmados, de ligner bedre vinbarer i København. Her finder du også de finere gaveforretninger, og på denne gade indtager man sin kaffe eller en is i små palazzoer – det er ren Østerbro.
Første hus på gaden er:
Gaden er mere eksklusiv end de fleste, bare se deres Colmados, de ligner bedre vinbarer i København. Her finder du også de finere gaveforretninger, og på denne gade indtager man sin kaffe eller en is i små palazzoer – det er ren Østerbro.
Første hus på gaden er:
Det Spanske Kulturinstitut, Centro Cultural de España, Arzobispo Meriño 2, dgl. 9-21, tlf. 809 686 8212
I denne fæstning ud til havnen holder Kongeriget Spanien sin kulturelle fane højt.Bygningen er i sig selv et besøg værd, og man kan bare gå ind, alt er gratis. Centret har udstillinger lige inden for døren, hvor man kan nyde den smukke gårdhave med springvand, det hele er lyst og venligt, helt modsat det borgagtige ydre. Her er filmaftenener. koncerter, og der er bibliotek og cybercafé, hvor man må bruge computer og wifi gratis. Dag-til-dag program kan man se her: https://ccesd.org/
På hjørnet overfor er:
I denne fæstning ud til havnen holder Kongeriget Spanien sin kulturelle fane højt.Bygningen er i sig selv et besøg værd, og man kan bare gå ind, alt er gratis. Centret har udstillinger lige inden for døren, hvor man kan nyde den smukke gårdhave med springvand, det hele er lyst og venligt, helt modsat det borgagtige ydre. Her er filmaftenener. koncerter, og der er bibliotek og cybercafé, hvor man må bruge computer og wifi gratis. Dag-til-dag program kan man se her: https://ccesd.org/
På hjørnet overfor er:
Colmado Galarza, 8.30-21
Som sagt kunne det være en dyr vinbar i en større by i Danmark. Den er i hvert fald mere velassorteret på vin og spiritus end på dåsemad. Vil man have en mere traditionel colmado, hvor der ikke er støvet af for nylig, går man bare over på den anden side af gaden. Her har de også de små friture-snacks, som en ægte colmado bør have.
Som sagt kunne det være en dyr vinbar i en større by i Danmark. Den er i hvert fald mere velassorteret på vin og spiritus end på dåsemad. Vil man have en mere traditionel colmado, hvor der ikke er støvet af for nylig, går man bare over på den anden side af gaden. Her har de også de små friture-snacks, som en ægte colmado bør have.
Casa de Teatro, Calle Arzobispo Meriño 110, ma-lø 9-13, 14.30-03
Nationalteatret ligger i Plaza de la Cultura, men er der et cafeteater, der skaber teaterstemning i hele gaden. Om dagen kan man kigge ind til galleriet med løbende udstillinger, og om aftenen kan der være alt mulig underholdning, fra små kammerspil til klaverkoncerter til standup. Man kan også selv melde sig, hvis man synes, man har en god ide og lidt talent. Se program her: https://casadeteatro.mystrikingly.com/
Nationalteatret ligger i Plaza de la Cultura, men er der et cafeteater, der skaber teaterstemning i hele gaden. Om dagen kan man kigge ind til galleriet med løbende udstillinger, og om aftenen kan der være alt mulig underholdning, fra små kammerspil til klaverkoncerter til standup. Man kan også selv melde sig, hvis man synes, man har en god ide og lidt talent. Se program her: https://casadeteatro.mystrikingly.com/
Meget passende er der lige over for nogle af de mere mondæne barer og cafeer i byen, velegnet til før og efter shows. Man kan ikke undgå at se dem, gå efter farven. La Cacata er et lyserødt bryghus, der har udendørs servering. Derudover er der diskotester og restauranter. På venstre hånd får man dernæst et ucharmerende parkeringsanlæg, som må have været noget særligt, det er bare ikke at tyde pladen på væggen. Lige så sørgelig er parken, som er låst af. Til gengæld kommer der på anden side et palads, der nærmest ser spritnyt ud:
Museo de la Familia Dominicano, Casa del Tostado, ti-lø 9-16, $100, tlf. 809-689-5000
Palæet er fra 1505, bygget i både gotisk og maurisk stil. Her udstilles alle mulige genstande, der skal fortælle om dominikanernes hverdag i kolonitiden: møbler, malerier, fotografier og hverdagsting. Huset er også berømt for sine dobbelt-vinduer, som er verdenssensationer, altså inden for vinduer. Se også den smukke gårdhave. De er opstillede arrangementer viser, hvordan middagsborde blev dækket til herskabet. Og herskabet var her Francisco Tostado, købmand og en af Amerikas første bosættere. Han ejede en af Caribiens første sukkermøller, men det var før, det blev moderne. Hans søn blev en kendt forfatter, Francisco Tostado de la Peña, og Amerikas første universitetsprofessor, indtil han blev ramt af en kanonkugle under Sir Francis Drakes angreb på Santo Domingo i 1586. Det har også været bispepalads, men i dag er det mest kendt for den romantiske tragedie, der fandt sted i huset nogle årtier senere, da der var kommet sorte slaver på øen. En datter af huset var blevet smask forelsket i en sort slave, hvilket ikke var velset, og det vidste de godt. Så da de en dag kyssede i smug og hørte husfaderen komme, hoppede slaven i brønden for at skjule sig. Da faderen var gået, kaldte datteren på sin elskede, men ak, han var druknet, og hun blev så ulykkelig, at hun hoppede i brønden og druknede med ham. Slut. Brønden er der endnu. Gå også op på taget og se den fantastiske udsigt.
Palæet er fra 1505, bygget i både gotisk og maurisk stil. Her udstilles alle mulige genstande, der skal fortælle om dominikanernes hverdag i kolonitiden: møbler, malerier, fotografier og hverdagsting. Huset er også berømt for sine dobbelt-vinduer, som er verdenssensationer, altså inden for vinduer. Se også den smukke gårdhave. De er opstillede arrangementer viser, hvordan middagsborde blev dækket til herskabet. Og herskabet var her Francisco Tostado, købmand og en af Amerikas første bosættere. Han ejede en af Caribiens første sukkermøller, men det var før, det blev moderne. Hans søn blev en kendt forfatter, Francisco Tostado de la Peña, og Amerikas første universitetsprofessor, indtil han blev ramt af en kanonkugle under Sir Francis Drakes angreb på Santo Domingo i 1586. Det har også været bispepalads, men i dag er det mest kendt for den romantiske tragedie, der fandt sted i huset nogle årtier senere, da der var kommet sorte slaver på øen. En datter af huset var blevet smask forelsket i en sort slave, hvilket ikke var velset, og det vidste de godt. Så da de en dag kyssede i smug og hørte husfaderen komme, hoppede slaven i brønden for at skjule sig. Da faderen var gået, kaldte datteren på sin elskede, men ak, han var druknet, og hun blev så ulykkelig, at hun hoppede i brønden og druknede med ham. Slut. Brønden er der endnu. Gå også op på taget og se den fantastiske udsigt.
Parque Billini
Den lille park over for Casa Tostado er et dejligt afslappet sted til en god frokost i behagelig skygge. Her er en af byens bedste vegetar-restauranter. Torvet og statuen er en hyldest til Francisco Xavier Billini (1837-1896), der fik et fantastisk liv. Som ung præst holdt han med de forkerte, da Den Dominikanske Republik blev dannet. Så han måtte drage i eksil til den dengang danske ø, St. Thomas. Her mødte han den dominikanske krigshelt, Gregorio Luperón, som var klog nok til at vide, at det unge land havde brug for folk som Billini, Så han fik ham til at vende tilbage i 1866. Det kom han aldrig til at fortryde, for i de næste 30 år arbejdede Billini som en hest gøre livet bedre for især fattige og syge. Udover at være vikar for ærkebispen, var han også skoledirektør. Han oprettede velgørende institutioner, der stadig lever, herunder det første hospital for sindslidende og flere fattighjem. Han etablerede byens hospital, som i dag er stort og moderne og bærer hans navn. For at skaffe penge grundlagde han det lotteri, som stadig skovler penge ind til gode formål. Han var meget vellykket.
Herefter følger smukke bygninger med gaveforretninger og barer med rom som speciale, indtil man passerer Columbus Plads, men fortsæt for det har vi jo set. Herefter følger flere souvenirbutikker, af de lidt bedre slags, men kig ind i nr. 209 – der er et indianer-figur uden for porten:
Den lille park over for Casa Tostado er et dejligt afslappet sted til en god frokost i behagelig skygge. Her er en af byens bedste vegetar-restauranter. Torvet og statuen er en hyldest til Francisco Xavier Billini (1837-1896), der fik et fantastisk liv. Som ung præst holdt han med de forkerte, da Den Dominikanske Republik blev dannet. Så han måtte drage i eksil til den dengang danske ø, St. Thomas. Her mødte han den dominikanske krigshelt, Gregorio Luperón, som var klog nok til at vide, at det unge land havde brug for folk som Billini, Så han fik ham til at vende tilbage i 1866. Det kom han aldrig til at fortryde, for i de næste 30 år arbejdede Billini som en hest gøre livet bedre for især fattige og syge. Udover at være vikar for ærkebispen, var han også skoledirektør. Han oprettede velgørende institutioner, der stadig lever, herunder det første hospital for sindslidende og flere fattighjem. Han etablerede byens hospital, som i dag er stort og moderne og bærer hans navn. For at skaffe penge grundlagde han det lotteri, som stadig skovler penge ind til gode formål. Han var meget vellykket.
Herefter følger smukke bygninger med gaveforretninger og barer med rom som speciale, indtil man passerer Columbus Plads, men fortsæt for det har vi jo set. Herefter følger flere souvenirbutikker, af de lidt bedre slags, men kig ind i nr. 209 – der er et indianer-figur uden for porten:
Chokoladefabrik, Arzobispo Meriño 209, dgl. 10-19.
Her kan du få lov at lave din egen chokolade fra bønne til bar. De lærer dig om processerne, der skal til for at lave kakao eller en chokoladebar. Og der bliver klappet vildt, når det lykkes.
Derefter følger de små velholdte palazzoer med kaffebarer og isbarer, og der er en cykeludlejning. Et lille stykke længere oppe kommer en ofte overset kulturhistorisk perle på venstre hånd:
Her kan du få lov at lave din egen chokolade fra bønne til bar. De lærer dig om processerne, der skal til for at lave kakao eller en chokoladebar. Og der bliver klappet vildt, når det lykkes.
Derefter følger de små velholdte palazzoer med kaffebarer og isbarer, og der er en cykeludlejning. Et lille stykke længere oppe kommer en ofte overset kulturhistorisk perle på venstre hånd:
Mønthuset, Casa de La Moneda, Arzobispo Meriño 358, tlf. 809 277 2215
Her bor den dominikanske numismatikerforening i en af de mest vellykkede restaureringer af huse fra kolonitiden. Det var engang Den Kongelige Spanske Mønts filial i Den Nye Verden. Muligvis allerede begyndt opført i 1509, som et af de første huse, for man kunne jo heller ikke komme for tidligt i gang med at præge mønter. Men det stod i hvert fald færdigt i 1540.
Møntsamlerne viser gerne stolt frem i håb om, at man også vil kigge lidt på deres mønter og frimærker. På facaden kan man med lidt god vilje se fem medaljoner med slørede ansigter, de forestiller alle Kejser Karl V, bare i forskellige perioder af hans liv.
Her bor den dominikanske numismatikerforening i en af de mest vellykkede restaureringer af huse fra kolonitiden. Det var engang Den Kongelige Spanske Mønts filial i Den Nye Verden. Muligvis allerede begyndt opført i 1509, som et af de første huse, for man kunne jo heller ikke komme for tidligt i gang med at præge mønter. Men det stod i hvert fald færdigt i 1540.
Møntsamlerne viser gerne stolt frem i håb om, at man også vil kigge lidt på deres mønter og frimærker. På facaden kan man med lidt god vilje se fem medaljoner med slørede ansigter, de forestiller alle Kejser Karl V, bare i forskellige perioder af hans liv.
Dommerens hus, Casa de Villalobos, C. Arzobispo Meriño 311
Dette ramponerede hus vil kunne stråle en dag efter en kærlig hånd. Engang bolig for Marcelo de Villalobos, den første kongeligt udnævnte dommer i Den Nye Verden. Han skulle, ud over at dømme alt og alle i Santo Domingo, også dømme samtlige afgørelsen i alle appelsager i hele Amerika fra 1512-1526. Så der var nok at se til.
På hjørnet af Calle Emiliano Tejera er der slik- og delikatesseforretningen La Casa de los Dulces på den ene side, og et af byens førende hoteller, Gran Hotel, på den anden.
Fortsætter du lige ud, kommer du til holdepladsen for guaguas mod alle lokalområder omkring Santo Domingo, f.eks. hyppige afgange til San Cristobal. Men gå i stedet til venstre ad Calle Emiliano Tejera. Du kan straks se, at vejen fører op til noget interessant – og om søndagen kan du også høre det. Følg vejen rundt til endnu en historisk parallelvej: Calle Hostos, som vi nu tager fra nord til syd.
Dette ramponerede hus vil kunne stråle en dag efter en kærlig hånd. Engang bolig for Marcelo de Villalobos, den første kongeligt udnævnte dommer i Den Nye Verden. Han skulle, ud over at dømme alt og alle i Santo Domingo, også dømme samtlige afgørelsen i alle appelsager i hele Amerika fra 1512-1526. Så der var nok at se til.
På hjørnet af Calle Emiliano Tejera er der slik- og delikatesseforretningen La Casa de los Dulces på den ene side, og et af byens førende hoteller, Gran Hotel, på den anden.
Fortsætter du lige ud, kommer du til holdepladsen for guaguas mod alle lokalområder omkring Santo Domingo, f.eks. hyppige afgange til San Cristobal. Men gå i stedet til venstre ad Calle Emiliano Tejera. Du kan straks se, at vejen fører op til noget interessant – og om søndagen kan du også høre det. Følg vejen rundt til endnu en historisk parallelvej: Calle Hostos, som vi nu tager fra nord til syd.
Calle Hostos (6)
Grupo Bonyé, Franciscaner Klosteret, Hostos/Tejera, gratis koncert søndag 18-22
Det er en af de helt træfsikre Santo Domingo-hits, faktisk ikke så meget for turister, men for de lokale selv – og underligt, for man er så velkommen, Men her ved ruinerne af Amerikas første kloster, er der afholdt merengue-koncert hver eneste søndag med gruppen af lidt ældre mænd, Grupo Bonyé. I 2023 kunne de fejre 15 års jubilæum, og de er stadig going strong. De begynder at etablere dansegulv og sætte stole op allerede om eftermiddagen. Og når de ellers har fået takket alle sponsorerne og sværget troskab til både Santo Domingo og Republikken, er der pludselig knald på – og selv om dansegulvet ser ud til at være optaget til sidste centimeter, er der altid plads til en til. Der er masser af boder med forskellig mad og drikke, så det er en billig total-udflugt for de fleste.
Det er en af de helt træfsikre Santo Domingo-hits, faktisk ikke så meget for turister, men for de lokale selv – og underligt, for man er så velkommen, Men her ved ruinerne af Amerikas første kloster, er der afholdt merengue-koncert hver eneste søndag med gruppen af lidt ældre mænd, Grupo Bonyé. I 2023 kunne de fejre 15 års jubilæum, og de er stadig going strong. De begynder at etablere dansegulv og sætte stole op allerede om eftermiddagen. Og når de ellers har fået takket alle sponsorerne og sværget troskab til både Santo Domingo og Republikken, er der pludselig knald på – og selv om dansegulvet ser ud til at være optaget til sidste centimeter, er der altid plads til en til. Der er masser af boder med forskellig mad og drikke, så det er en billig total-udflugt for de fleste.
Stedet er med til at give koncerten en malerisk baggrund. Franciskanermunke opførte det fra 1508, og det var enormt, da det var færdigt i 1560 med tre kapeller, men det har haft en hård skæbne, brændt ned af pirater, ødelagt af jordskælv, og i 1751 af orkan. Og i 1881 blev det sindssygeanstalt, man kan stadig se de kæder, som de ulykkelige blev spændt fast i, indtil en orkan satte en stopper for det. Foreløbig er der ingen, der ved, hvad der skal ske med det – man har jo vænnet sig til det – og når det ikke er søndag, er det er et godt område at lufte hund.
Helligdommen for Señora de la Altagracia, messe ti-lø kl. 18, sø- og helligdag 8,10 og 18
Den smukke, hvide kirke med tårn er fra 1922, men den ligger dér, hvor Amerikas første kirke blev opført i 1503 efter ordre fra guvernør Nicolás de Ovando. Det var et lille stenkapel tilknyttet hospitalet, og i en elendig forfatning da ærkebiskoppen i 1912 beordrede opført en helligdom til ære for Jomfruen af Altagracia, Republikkens skytshelgeninde og beskytter af det dominikanske folk. Hendes nationale helligdom er katedralen i Hiquey, men det er langt væk, og ærkebispen ville tilbyde folk i hovedstaden en nemmere adgang til hende. Helligdommen blev indviet i 1922 med flere ”nye” malerier og skulpturer fra kolonitiden. Blandt andet et maleri af Jomfruen og en forgyldt træaltertavle fra 1500-tallet. Loftet og sidevæggene er skabt af Don Enrique Tarazona. Marmoralteret er fra Italien, doneret af en rig familie. Jomfruen fejres med national fridag 21. januar. Hvis der lukket, kan man se hende på den blinde facade mod hospitals-ruinen. Her, som altid, med tolvtakket krone (apostlene), hænderne i bøn, mens hun betragter sin søn sovende på halm.
Den smukke, hvide kirke med tårn er fra 1922, men den ligger dér, hvor Amerikas første kirke blev opført i 1503 efter ordre fra guvernør Nicolás de Ovando. Det var et lille stenkapel tilknyttet hospitalet, og i en elendig forfatning da ærkebiskoppen i 1912 beordrede opført en helligdom til ære for Jomfruen af Altagracia, Republikkens skytshelgeninde og beskytter af det dominikanske folk. Hendes nationale helligdom er katedralen i Hiquey, men det er langt væk, og ærkebispen ville tilbyde folk i hovedstaden en nemmere adgang til hende. Helligdommen blev indviet i 1922 med flere ”nye” malerier og skulpturer fra kolonitiden. Blandt andet et maleri af Jomfruen og en forgyldt træaltertavle fra 1500-tallet. Loftet og sidevæggene er skabt af Don Enrique Tarazona. Marmoralteret er fra Italien, doneret af en rig familie. Jomfruen fejres med national fridag 21. januar. Hvis der lukket, kan man se hende på den blinde facade mod hospitals-ruinen. Her, som altid, med tolvtakket krone (apostlene), hænderne i bøn, mens hun betragter sin søn sovende på halm.
Hospital San Nicolas de Bari, Hostos 356, altid åbent
Det første hospital i den nye verden blev sat i gang i 1503, men var først færdigt i 1551. Hospitalet havde plads til 60 patienter. Siden blev det raseret af orkaner, og i 1909 var det så medtaget, at man var nødt til at fjerne det meste og bruge det til byggematerialer andre steder i byen. I dag står kun ruinen tilbage.
Overfor er der meget politi, men det er ikke en politistation, men derimod Center for Voldsramte, som politiet bare passer rigtig godt på.
Det første hospital i den nye verden blev sat i gang i 1503, men var først færdigt i 1551. Hospitalet havde plads til 60 patienter. Siden blev det raseret af orkaner, og i 1909 var det så medtaget, at man var nødt til at fjerne det meste og bruge det til byggematerialer andre steder i byen. I dag står kun ruinen tilbage.
Overfor er der meget politi, men det er ikke en politistation, men derimod Center for Voldsramte, som politiet bare passer rigtig godt på.
Casa de Italia, Hostos 348, tlf. 809 688 1497
Huset er fra 1500-tallet og er netop totalt nyrestaureret af den italienske stat, som her har deres kulturinstitut. Det er et historisk hus, der blandt andet har været præsidentbolig for general Pedro Santana. Nu er der kulturelle arrangementer og undervisning. Italienerne vil jo nødig have, at vi glemmer, at Cristoforo Colombo var italiener. Den indre gårdhave er en perle, så hvis man kan slippe afsted med det, så stik næsen ind og de de smukke stenarkader og det elegante layout.
Gå nu hele vejen nede igennem Hostos, forbi Casino på hjørnet af El Conde, nyd de mange lave huse i art deco, se fx merengue klubben, indtil du kommer til:
Huset er fra 1500-tallet og er netop totalt nyrestaureret af den italienske stat, som her har deres kulturinstitut. Det er et historisk hus, der blandt andet har været præsidentbolig for general Pedro Santana. Nu er der kulturelle arrangementer og undervisning. Italienerne vil jo nødig have, at vi glemmer, at Cristoforo Colombo var italiener. Den indre gårdhave er en perle, så hvis man kan slippe afsted med det, så stik næsen ind og de de smukke stenarkader og det elegante layout.
Gå nu hele vejen nede igennem Hostos, forbi Casino på hjørnet af El Conde, nyd de mange lave huse i art deco, se fx merengue klubben, indtil du kommer til:
Parque Duarte
Pladsen er opkaldt efter landsfaderen Juan Pablo Duarte, men det er der så meget, der er. Derfor diskuterer man også at gå tilbage til det gamle navn, Plaza Anacaona, en kvindelig høvding, som spanierne henrettede på bestialsk vis i 1503. Men det er en rar lille plads med store træer, der giver skygge om dagen, og ly om natten for et broget natteliv, der især er populært blandt bøsser. Men alle er velkomne, især midt på aftenen dumper en masse unge forbi med de drikkevarer, de kunne opstøve, og så deler man, hvad der er. Der ligger også hjemløse engang imellem, men de gør ikke noget.
Pladsens store seværdighed er:
Pladsen er opkaldt efter landsfaderen Juan Pablo Duarte, men det er der så meget, der er. Derfor diskuterer man også at gå tilbage til det gamle navn, Plaza Anacaona, en kvindelig høvding, som spanierne henrettede på bestialsk vis i 1503. Men det er en rar lille plads med store træer, der giver skygge om dagen, og ly om natten for et broget natteliv, der især er populært blandt bøsser. Men alle er velkomne, især midt på aftenen dumper en masse unge forbi med de drikkevarer, de kunne opstøve, og så deler man, hvad der er. Der ligger også hjemløse engang imellem, men de gør ikke noget.
Pladsens store seværdighed er:
Iglesia y Convento de los Dominicos, Hostos 64, ma-lø 8.30-12.30,15-18, DOP80, inkl. audioguide på engelsk, indgang til højre for facaden, tlf. 809-682-3780, conventodominico.org
Det ligner en stor skummel kirke fra gaden, og det er det også, men se lige facaden på siden. I det rette lys er det et farvestrålende maleri. Det er en af de mest historiske bygninger. Det var Amerikas første universitet fra 1538. Men nok så vigtigt var det herfra, at der spredte sig et spansk oprør over spaniernes behandling af indianerne.
Men det startede i 1508, da paven sendte 15 dominikanermunke ud for at missionere. Efter to år havde de opført dette kloster, ved hjælp af indianere, som de sikkert ikke behandlede pænt, for præster har aldrig været bedre end alle andre. To år efter kom to præster, der var lidt anderledes. Og da de havde set på forholdene i et års tid, havde de fået nok. De skrev en prædiken, som blev afholdt i kirken af Antón de Montesino - den berømte advents-prædiken i 1511. En medforfatter var Bartolomé de las Casas, der senere blev kendt for at beskrive grusomhederne. Men da det spanske hof endelig reagerede, var det alt for sent. 500.000 indianere var døde på cirka ti år.
Selve bygningen er blevet ændret en del under vejs. Og inden for, under den tunge tøndehvælving, er der flere sjove ting. Blandt andet fem mesterværker – alterstykker – af den spanske kunstner Juan Martínez Montañés (1568-1649). De sparer meget på lyset, så det er ikke altid nemt at se mesterværkerne, men der er da lys i kapellet for Nuestra Senora del Rosario fra 1649, også kaldet Zodiak-kapellet, fordi det er udsmykket med de tolv stjernetegn, hvilket er ret sjældent. Ligeså er der i loftet med de fire årstider vist som olympiske guder: Jupiter (forår), Mars (sommer), Merkur (efterår) og Saturn (vinter). Og i midten er solen, som man siger er symbol på Jesus, her med hedensk pynt.
Hovedalteret er viet til St. Martin, den eneste sorte helgen. I et kapel er der et maleri af Jesu fødsel. som regnes for første kunstværk med det tema i Amerika. Se også den imponerende dødefont i marmor.
Gå en blok længere hen og så op ad Calle Duarte, en af skønne, helt almindelige sidegader med farvestrålende artdeco bygninger indrammet af tusindvis af lavthængende el-ledninger. Du kommer derefter op til El Conde, lige der hvor det store supermarked, Nacional, ligger. Hvis du kommer ved frokosttid, så kig ind og køb deres frisklavede barbeque-kylling med ris, så har du et herremåltid til 35 kroner. Og så er du klar til:
Det ligner en stor skummel kirke fra gaden, og det er det også, men se lige facaden på siden. I det rette lys er det et farvestrålende maleri. Det er en af de mest historiske bygninger. Det var Amerikas første universitet fra 1538. Men nok så vigtigt var det herfra, at der spredte sig et spansk oprør over spaniernes behandling af indianerne.
Men det startede i 1508, da paven sendte 15 dominikanermunke ud for at missionere. Efter to år havde de opført dette kloster, ved hjælp af indianere, som de sikkert ikke behandlede pænt, for præster har aldrig været bedre end alle andre. To år efter kom to præster, der var lidt anderledes. Og da de havde set på forholdene i et års tid, havde de fået nok. De skrev en prædiken, som blev afholdt i kirken af Antón de Montesino - den berømte advents-prædiken i 1511. En medforfatter var Bartolomé de las Casas, der senere blev kendt for at beskrive grusomhederne. Men da det spanske hof endelig reagerede, var det alt for sent. 500.000 indianere var døde på cirka ti år.
Selve bygningen er blevet ændret en del under vejs. Og inden for, under den tunge tøndehvælving, er der flere sjove ting. Blandt andet fem mesterværker – alterstykker – af den spanske kunstner Juan Martínez Montañés (1568-1649). De sparer meget på lyset, så det er ikke altid nemt at se mesterværkerne, men der er da lys i kapellet for Nuestra Senora del Rosario fra 1649, også kaldet Zodiak-kapellet, fordi det er udsmykket med de tolv stjernetegn, hvilket er ret sjældent. Ligeså er der i loftet med de fire årstider vist som olympiske guder: Jupiter (forår), Mars (sommer), Merkur (efterår) og Saturn (vinter). Og i midten er solen, som man siger er symbol på Jesus, her med hedensk pynt.
Hovedalteret er viet til St. Martin, den eneste sorte helgen. I et kapel er der et maleri af Jesu fødsel. som regnes for første kunstværk med det tema i Amerika. Se også den imponerende dødefont i marmor.
Gå en blok længere hen og så op ad Calle Duarte, en af skønne, helt almindelige sidegader med farvestrålende artdeco bygninger indrammet af tusindvis af lavthængende el-ledninger. Du kommer derefter op til El Conde, lige der hvor det store supermarked, Nacional, ligger. Hvis du kommer ved frokosttid, så kig ind og køb deres frisklavede barbeque-kylling med ris, så har du et herremåltid til 35 kroner. Og så er du klar til:
El Conde (7)
Gågaden i Zona Colonial er Santo Domingos ældste handelsgade. Navnet betyder ”Greven”, og den går fra floden over Columbus Plads og ud til endnu en greve: Puerta del Conde. Hvem er denne greve? Han hed Bernardino de Meneses y Bracamonte (1625–1656), greve af Peñalva. Kong Filip IV sendte ham i 1655 til Santo Domingo for at slå englænderne, der havde belejret byen i håb om at snuppe sig endnu en koloni. Greven drev dem væk, og de luntede videre til Jamaica, og han er derfor skyld i, at Jamaica blev engelsk koloni. Greven blev guvernør, men belønnet med en større stilling i Peru året efter, men døde på rejsen dertil. Nu er han berømt på gadeplan.
Han ville have været stolt af Calle El Conde. For der er masser af liv i gaden. Andre gader er mere fashionable og har flere seværdigheder. Og de fede mærkevareforretninger er for længst flyttet ud i nedkølede forretningscentre. Men ingen kommer til Santo Domingo uden at gå turen fra park til park, måske med et par afstikkere ud i sidegaderne til museer og historiske bygninger. Butikkerne er et morsomt miskmask af souvenirs, billigt tøj og sko (hos EGO), neglesaloner, og en stor værktøjsbutik ved siden af hende, der tilbyder massage. Derudover er der spisesteder og cafeer med fortovsbetjening. Men det er mest i midten, det foregår, for her kan man sidde på en bænk og se på mennesker, på kunstværker, gadeartister, ryge en cigar, spille skak, købe billig Viagra og lytte til musik fra folk med en skralde. Kom sidst på dagen, så er der mest liv. Man kan faktisk også vælge at bo her, for der er flere billige små hoteller.
Gaden starter som sagt ved floden, forenden af de mange trapper, men de fleste ser den først ved statuen af byens grundlægger. Men hvis du har fulgt denne guide, står du nu ved Supermarkedet Nacional. Et godt og køligt sted at proviantere, og hvis du mangler penge, så hæv her. De har sikre hæveautomater, og man er beskyttet, når man pakker sine penge.
Gå nu mod den anden ende. Ved Calle Jose Reyes, har du Burgerking på højre side, og på venstre ligger POLITUR - Turistpolitistationen, med politifolk der keder sig og venter på at få lov at holde trafikken tilbage, så du kan komme over den lille vej. Men drej til venstre ad José Reyes, gå en blok og så til højre, hvis du vil se:
Gå nu mod den anden ende. Ved Calle Jose Reyes, har du Burgerking på højre side, og på venstre ligger POLITUR - Turistpolitistationen, med politifolk der keder sig og venter på at få lov at holde trafikken tilbage, så du kan komme over den lille vej. Men drej til venstre ad José Reyes, gå en blok og så til højre, hvis du vil se:
Man kan gratis få en politisk brandtale
Museo de la Resistancia Dominicana, Arzobispo Nouel 210, ti-sø 9.30-18, $150
Et topmoderne, meget nedkølet museum, der fortæller om dominikanernes kamp for et rigtigt demokrati i nyere tid. Det lægger især vægt på at afdække Trujillo-perioden, fordi den ofte dukker op som en skøn tid især hos ældre mennesker. For vel var han diktator, men han sikrede økonomisk vækst på et niveau aldrig set siden, og der var hverken kriminalitet og fattigdom. Her viser man så, at den økonomiske vækst gik i hans egne lommer, og at der var masser af kriminalitet, ganske vist inden lommetyve, men vold mod modstandere i et sindssygt omfang. Attentatet på tyranen bliver også dækket, man har simpelt hen hentet de betonklodser der var på den vej – og man har også en af attentatmændenes støvler. Og det våben, som han blev skudt med 30. maj 1961. Derefter følger udstillinger om, hvordan man må kæmpe i årtier herefter for at få normale demokratiske tilstande som i dag. Der er brugt en del moderne udstyr, så man får en holistisk film om mordet på Miranda-søstrene, men også en helfigurs dukke, der holder en brændende politisk tale. Men ellers er meget planche-baseret og på spansk. https://www.museodelaresistencia.com/
Et topmoderne, meget nedkølet museum, der fortæller om dominikanernes kamp for et rigtigt demokrati i nyere tid. Det lægger især vægt på at afdække Trujillo-perioden, fordi den ofte dukker op som en skøn tid især hos ældre mennesker. For vel var han diktator, men han sikrede økonomisk vækst på et niveau aldrig set siden, og der var hverken kriminalitet og fattigdom. Her viser man så, at den økonomiske vækst gik i hans egne lommer, og at der var masser af kriminalitet, ganske vist inden lommetyve, men vold mod modstandere i et sindssygt omfang. Attentatet på tyranen bliver også dækket, man har simpelt hen hentet de betonklodser der var på den vej – og man har også en af attentatmændenes støvler. Og det våben, som han blev skudt med 30. maj 1961. Derefter følger udstillinger om, hvordan man må kæmpe i årtier herefter for at få normale demokratiske tilstande som i dag. Der er brugt en del moderne udstyr, så man får en holistisk film om mordet på Miranda-søstrene, men også en helfigurs dukke, der holder en brændende politisk tale. Men ellers er meget planche-baseret og på spansk. https://www.museodelaresistencia.com/
Våbenet, der fik has på tyranen i 1961
Gå tilbage til El Conde. Når du kommer til Calle Santomé, hvor der er noget, der hedder Royal Prestige på hjørnet, kan du gå til højre, det er den hurtigste vej til det traditionelle marked (9) (se under 9). Hvis du går til venstre, kan du se en masse skønne artdeco, faktisk i hele det område, du skal bare lige forbi hospitalet.
Enden på Grevens vej er markeret med statuen af Francisco Caamaño Deñó (1932–1973), som i 1965 var den, der startede den korte borgerkrig mod den siddende diktator for at opnå demokrati. Han beundres dagligt af gæsterne på den kendte Grand Cafe, som er voldsomt populær blandt turister, for her får man det som derhjemme, og det kan man jo godt lide en gang imellem.
Inden du tager de første halsbrækkende skridt over gaden, så gå lige til venstre og hen til første hjørne. Se lige et pragthus artdeco, det er sjældent, at det bliver så grønt.
Inden du tager de første halsbrækkende skridt over gaden, så gå lige til venstre og hen til første hjørne. Se lige et pragthus artdeco, det er sjældent, at det bliver så grønt.
Puerta del Conde (8)
Porten var oprindeligt en del af byens befæstning, nu er den indgang til en mindepark, for det var her, at landet blev erklæret uafhængigt i 1844, og for dominikanerne er stedet nærmest helligt. De forstår virkelig at vise respekt over for landets helte, og her står de så på stribe i form af statuer. Omkring årsdagen for uafhængigheden – 27. februar som er helligdag - vil man se den ene procession efter den anden komme med blomsterarrangementer til parkens allerhelligste: Altar de la Patria, Fædrelandets alter. For derinde hviler de tre vigtigste personer i den dominikanske historie: De tre ledere af selvstændighedsbevægelsen, La Trinitaria: Duarte, Sanchez og Mella.
Og hver gang en delegation går ind, er der et orkester, der spiller nationalsangen, som alle synger med på, for de kan den udenad. Og man tager hatten af, når den spilles. Man tager også hatten af om aftenen, kl. 17, når flaget tages ned.
Se i øvrigt den kilometersten af bronze i parken. Fra det punkt beregnes alle afstande fra Santo Domingo.
Og hver gang en delegation går ind, er der et orkester, der spiller nationalsangen, som alle synger med på, for de kan den udenad. Og man tager hatten af, når den spilles. Man tager også hatten af om aftenen, kl. 17, når flaget tages ned.
Se i øvrigt den kilometersten af bronze i parken. Fra det punkt beregnes alle afstande fra Santo Domingo.
Markedet (10)
Mercado Modelo på toppen af Avenida Mella i den nordlige del af Zona Colonial i art deco stil. Den overdækkede bygning er det mindst interessante, og man fatter ikke, hvordan turister finder vej til de gule trin og labyrinten af små boder med træskærere og malerier, men gå bag om og se boderne på gaden med frugt og grønt - masser af kyllinger, som man kan ikke sige har set bedre dage, for de er endnu ikke slagtet. Der er krydderier og salver, hvis man tør til en brøkdel af den pris, man giver fem minutters gang derfra på El Conde (hvis du kommer fra El COnde/Calle Santomé går du over bakken og til højre ved Jumbo, så er du der. Husk at prutte.
Hvis man går lidt videre mod vest, kommer man til:
Der er desværre ingen adgang til Nationalpaladset, foto Kenneth Bo Jørgensen
Palacio Nacional, Av. Mexico, ingen offentlig adgang længere
20 minutters gang fra Zona Colonial ligger nationalpaladset, som er præsidentens kontorer og repræsentationslokaler. Det blev opført på bestilling fra diktator Trujillo, som i 1937 fik det tegnet af den italienske arkitekt Guido D´Alessandro Lombardi i nyklassisistisk stil. Det regnes for en af landets smukkeste bygninger og er ret imponerende i skinnende rosa marmor fra Samaná-halvøen. Kuplen er 34 meter høj med en diameter på 18 meter, den hviler på 18 søjler. Indenfor er det proppet med mahognimøbler og pompøse malerier med endnu større guldrammer. Alt overdænget med guld, krystaller og spejle, for sådan kunne Trujillo lide det. Da det stod færdigt, flyttede han sit kontor hertil fra det nuværende Museum for Kongelige Hus. Eller rettere kontorer, for han havde mange i paladset, som han flyttede rundt imellem for at narre eventuelle snigskytter, for paranoid var han, også af helt naturlige grunde. Præsidenten regerer her, men bor her ikke – der er ingen præsidentbolig, han må bo hos sig selv. Til gengæld råder han over 2. sal med prangende lokaler, hvorgæster modtages. Paladset har sit eget kapel med orgel, døbefont og ikke mindst skriftestol, som må være rar at have i nærheden med alle de politikere.
Vidste ud, at festsalen i Nationalpaladset, Salón las Cariátides, var kulisse for nytårsscenen i The Godfather II, der hvor Michael kysser Fredo.
Og når man alligevel er helt derude, kan man ligeså godt gå - eller tage en taxa - til:
20 minutters gang fra Zona Colonial ligger nationalpaladset, som er præsidentens kontorer og repræsentationslokaler. Det blev opført på bestilling fra diktator Trujillo, som i 1937 fik det tegnet af den italienske arkitekt Guido D´Alessandro Lombardi i nyklassisistisk stil. Det regnes for en af landets smukkeste bygninger og er ret imponerende i skinnende rosa marmor fra Samaná-halvøen. Kuplen er 34 meter høj med en diameter på 18 meter, den hviler på 18 søjler. Indenfor er det proppet med mahognimøbler og pompøse malerier med endnu større guldrammer. Alt overdænget med guld, krystaller og spejle, for sådan kunne Trujillo lide det. Da det stod færdigt, flyttede han sit kontor hertil fra det nuværende Museum for Kongelige Hus. Eller rettere kontorer, for han havde mange i paladset, som han flyttede rundt imellem for at narre eventuelle snigskytter, for paranoid var han, også af helt naturlige grunde. Præsidenten regerer her, men bor her ikke – der er ingen præsidentbolig, han må bo hos sig selv. Til gengæld råder han over 2. sal med prangende lokaler, hvorgæster modtages. Paladset har sit eget kapel med orgel, døbefont og ikke mindst skriftestol, som må være rar at have i nærheden med alle de politikere.
Vidste ud, at festsalen i Nationalpaladset, Salón las Cariátides, var kulisse for nytårsscenen i The Godfather II, der hvor Michael kysser Fredo.
Og når man alligevel er helt derude, kan man ligeså godt gå - eller tage en taxa - til:
Plaza de la Cultura
Museo del Hombre Dominicano
- Byens nationale kultur er samlet her, omgivet af skulpturer og springvand og karseklippede plæner. Og man kan så indtage så meget, man orker i ro og mag, for selv om museerne blev renoveret og nyindviet i 2023, er de stadig ikke overrendt. Der kan være skoleklasser på udflugt, men køer oplever man sjældent. Området var oprindeligt diktator Trujillos private have, og hans mor havde en hacienda her, for hun var tæt på at være gudinde dengang. I 1966 blev det åbnet som kulturcentrum. Først med Teatro Nacional med plads til 1700 gæster. Siden fulgte nationalbibliotek og museerne:
Museo de Arte Moderno – Kunstmuseum, ti.-sø. 10-16, entre, tlf. 809-685-2153
Også kaldet MAM. Her kan man få et kontinuerligt indtryk af moderne dominikanske kunst i en permanent udstilling med billedkunst fra 1844 til i dag. Der er værker af blandt andre José Vela Zanetti, Luís Desangles, Adriana Billini og Celeste Woss y Gil.
Museo de Historia y Geografia, Nationalmuseum, ti.-sø 10-17, tlf. 809-687-6452
Et nyrenoveret museum om Den Dominikanske Republiks historie og geografi, åbnet i december 2022. Med hypermoderne aircondition, så nu kan man også fryse her. Her er mange sjove genstande, fx det klaver, hvorpå José Reyes komponerede nationalsangen. Eller bordet, hvorpå den dominikanske forfatning blev underskrevet. Og stenen, der dækkede fædrelandets fædre i katedralen, mens de ventede på deres mausoleum. Der er malerier af 54 præsidenter, mens diktatorerne Ullises Heureaux og Trujillo har deres egne afdelinger. Her kan man se en kam, en barbermaskine og en tegnebog, som har tilhørt Trujuillo, men også det køretøj, som hano kørte i, da han blev skudt og dræbt i 1961.
Museo del Hombre Dominicano, Etnologisk museum, ti.-sø. 9-17.
Også dette museum blev renoveret i 2022. Her kan man følge dominikanernes historie før europæerne med arkæologiske fund af værktøj og keramisk kunst. Det har Caribiens største samling af præcolumbianske genstande. En Taino-landsby er bygget op. En sektion viser genstande fra øens karnevalshistorie med masker og fotografier. Andre rum fortæller om slavehandel, og på 4. sal kan man lære cohoba-ritualet: at sniffe frø fra cojóbana-træet, det skulle give en dejlig rus. Et godt sted at stifte bekendtskab med landets oprindelige historie.
Museo de Historia Natura, Naturhistorisk museum, 9-17, gratis, 809-689-0106
Ved siden af landets rigsarkiv ligger det naturhistoriske museum, hvor man kan møde alle de dyr, der er endemiske på Hispaniola – i udstoppet form. Her er også udstillinger om rav.
Malecon
Santo Domingos 15 km lange kystvej, Avenida George Washington, er rent trafikalt ikke for sarte sjæle, men en stor bid af den er alligevel der, hvor man drager til for at more sig: Malecon. På helligdage kommer man med de store madkurve, og så dasker man bare hele dagen - eller går en tur i Tivoli, som i vore øjne nok mest ligner et omrejsende gøgl. Der er masser af grønne områder på vejen, og hele promenaden er rar og tryg at gå på. Det er også på den strækning, at de fleste store internationale hoteller ligger. Så der er altid masser af liv. I weekenderne kan det såmænd blive for meget af det gode, når dele af den bliver udendørs disko. Så er der dans, musik, sælgere, boder og kunstnere, der viser frem. De unge mænd kører deres nypudsede biler op og ned ad gaden for at blive set. Og alle er velkomne. Også turister, for de unge elsker at øve deres engelsk. Flere mindesmærker er langs boulevarden:
Munken kan ses, men ville hellere høres
Montesino Momumentet, José García/19 de Marzo på Malecon
Den 15 meter høje statue forestiller den spanske munk Antonio de Montesino (1475-1540), der regnes for den første europæer, der for alvor kritiserede de spanske myndigheder for at se igennem fingre med deres landsmænds brutale overgreb på indianerne. Det skete højlydt i 1511, da han hoidt sin nu verdensberømte advents-prædiken i den dominikanske kirke i Santo Domingo. Han havde skrevet den sammen med sin munke-kollega, Bartelome de las Casas, som senere blev kendt for sin bog om Vestindiens historie, hvor han beskriver grusomhederne. Og det er fra denne bog, at man har prædikens ordlyd, efter Casas hukommelse. Men ifølge den var de ret direkte og fortalte, at de spanske overgreb var ukristelige, og de ville allesammen brænde op i helvede for deres ugerning. Guvernøren og andre i byen blev så rasende, at de sendte ham hjem til Spanien, men det skulle de aldrig have gjort, for her overbeviste han kongen om, at han havde ret - og han blev sendt retur igen, og der blev lavet nye tiltag, der skulle skåne indianerne. Men for sent. Deres skæbne var beseglet. 500.000 indianere døde på cirka et årti. På en stenplade ved monumentet er prædiken mejslet ind. Monumentet blev afsløret i 1983, og er en gave fra Mexico. der er god udsigt over byen fra øverste etage, men der er desværre ofte lukket. Monumentet er det første af flere på Malecon ved Zona Colonial.
Den 15 meter høje statue forestiller den spanske munk Antonio de Montesino (1475-1540), der regnes for den første europæer, der for alvor kritiserede de spanske myndigheder for at se igennem fingre med deres landsmænds brutale overgreb på indianerne. Det skete højlydt i 1511, da han hoidt sin nu verdensberømte advents-prædiken i den dominikanske kirke i Santo Domingo. Han havde skrevet den sammen med sin munke-kollega, Bartelome de las Casas, som senere blev kendt for sin bog om Vestindiens historie, hvor han beskriver grusomhederne. Og det er fra denne bog, at man har prædikens ordlyd, efter Casas hukommelse. Men ifølge den var de ret direkte og fortalte, at de spanske overgreb var ukristelige, og de ville allesammen brænde op i helvede for deres ugerning. Guvernøren og andre i byen blev så rasende, at de sendte ham hjem til Spanien, men det skulle de aldrig have gjort, for her overbeviste han kongen om, at han havde ret - og han blev sendt retur igen, og der blev lavet nye tiltag, der skulle skåne indianerne. Men for sent. Deres skæbne var beseglet. 500.000 indianere døde på cirka et årti. På en stenplade ved monumentet er prædiken mejslet ind. Monumentet blev afsløret i 1983, og er en gave fra Mexico. der er god udsigt over byen fra øverste etage, men der er desværre ofte lukket. Monumentet er det første af flere på Malecon ved Zona Colonial.
Dame-obelisken på Malecon
Obelisco Hembra – Kvinde-obelisken, Plaza Ruben Dario
Den 20 meter høje skulptur skal forestille en moderne obelisk, for obelisker er dominikanerne vilde med. Arbejdet med den begyndte i 1940, da tyranen Trujillo indgik en aftale med USA, der afsluttede en gammel krigsgæld fra 1800-tallet på US$17 mio. Gælden havde i mange år betydet, at al told opkrævet i Den Dominikanske Republik skulle afleveres til USA. Trujillo gik det selvfølgelig til at lyde som om, at han nærmest selv havde betalt gælden af med egne midler for at gøre sit land gældfrit og uafhængigt af storebror i nord. Det var hverken helt eller halvt rigtigt, men det tog man sig sjældent af dengang. I virkeligheden valgte amerikanerne at slå en streg over gælden for at behage den anti-kommunistiske tyran og dermed styrke anti-kommunismen i Caribien. Og tyranen var glad, for nu kunne han opkræve al tolden og putte den i egne lommer. Dets officielle navn er Monumento a la Independencia Financiera Dominicana – men folkeviddet har for længst navngivet det kvinde-obelisken, fordi det angiveligt skulle ligne et par spredte dameben, og det passede fint, for det var sådan landet havde oplevet det, så længe at det stod i gæld til USA. Og uanset den sande historie eller ej, så er det et monument, som dominikanerne er meget glade for og stolte af, så lad endelig være med at genfortælle denne historie. Kælenavnet skal ses i sammenhæng med det næste monument, der er lidt mere ovre i den mandlige afdeling.
Den 20 meter høje skulptur skal forestille en moderne obelisk, for obelisker er dominikanerne vilde med. Arbejdet med den begyndte i 1940, da tyranen Trujillo indgik en aftale med USA, der afsluttede en gammel krigsgæld fra 1800-tallet på US$17 mio. Gælden havde i mange år betydet, at al told opkrævet i Den Dominikanske Republik skulle afleveres til USA. Trujillo gik det selvfølgelig til at lyde som om, at han nærmest selv havde betalt gælden af med egne midler for at gøre sit land gældfrit og uafhængigt af storebror i nord. Det var hverken helt eller halvt rigtigt, men det tog man sig sjældent af dengang. I virkeligheden valgte amerikanerne at slå en streg over gælden for at behage den anti-kommunistiske tyran og dermed styrke anti-kommunismen i Caribien. Og tyranen var glad, for nu kunne han opkræve al tolden og putte den i egne lommer. Dets officielle navn er Monumento a la Independencia Financiera Dominicana – men folkeviddet har for længst navngivet det kvinde-obelisken, fordi det angiveligt skulle ligne et par spredte dameben, og det passede fint, for det var sådan landet havde oplevet det, så længe at det stod i gæld til USA. Og uanset den sande historie eller ej, så er det et monument, som dominikanerne er meget glade for og stolte af, så lad endelig være med at genfortælle denne historie. Kælenavnet skal ses i sammenhæng med det næste monument, der er lidt mere ovre i den mandlige afdeling.
Han-obelisken
Obelisco Macho, Macho-obelisken, Malecon
Obelisken blev rejst i 1937 for at markere, at hovedstadens navn skiftede fra Santo Domingo til Cuidad Trujillo - Læs her om Trujillo. Det er 40 meter højt, og det var derfor ikke lige til at ignorere, da Trujillo var smidt på porten og navnet igen blev Santo Domingo. Men det var jo noget af en javertus at hive ned. Så i stedet for al det besvær, døbte man den bare om, så den kom til at hedde Obilisco de Santo Domingo, og nu skal den i stedet symbolisere den modstand, der var mod Trujillo, selv om den var langt mindre end monumentet. Den kaldes også han-obelisken, da man åbenbart ikke kan undgå at tænke på et fallossymbol. Den 40-meter-høje struktur er skabt af Alfredo González Sánchez. Den var oprindeligt kridhvid, men i 1966 begyndte man - for at lægge endnu mere afstand til dens oprindelse - at pynte den med farverige scener fra landets historie, herunder historien om Mirabal-søstrene (Patria, Minerva & María Teresa Mirabal), som i 1960 var nogle af de første, der ytrede modstand mod Trujillo, og som derefter blev brutalt myrdet. En udåd, som man i dag regner for starten på enden for Trujillo. Det er i dag et nationalt symbol, altid omgivet af bladrende flag, og ve den, der nævner Trujillo i dens nærhed.
Obelisken blev rejst i 1937 for at markere, at hovedstadens navn skiftede fra Santo Domingo til Cuidad Trujillo - Læs her om Trujillo. Det er 40 meter højt, og det var derfor ikke lige til at ignorere, da Trujillo var smidt på porten og navnet igen blev Santo Domingo. Men det var jo noget af en javertus at hive ned. Så i stedet for al det besvær, døbte man den bare om, så den kom til at hedde Obilisco de Santo Domingo, og nu skal den i stedet symbolisere den modstand, der var mod Trujillo, selv om den var langt mindre end monumentet. Den kaldes også han-obelisken, da man åbenbart ikke kan undgå at tænke på et fallossymbol. Den 40-meter-høje struktur er skabt af Alfredo González Sánchez. Den var oprindeligt kridhvid, men i 1966 begyndte man - for at lægge endnu mere afstand til dens oprindelse - at pynte den med farverige scener fra landets historie, herunder historien om Mirabal-søstrene (Patria, Minerva & María Teresa Mirabal), som i 1960 var nogle af de første, der ytrede modstand mod Trujillo, og som derefter blev brutalt myrdet. En udåd, som man i dag regner for starten på enden for Trujillo. Det er i dag et nationalt symbol, altid omgivet af bladrende flag, og ve den, der nævner Trujillo i dens nærhed.
Uden for centrum
I vest er der flere seværdigheder, men ikke i gåafstand fra Zona Colonial. Tag en taxa.
Træk ud og ind på kortet og følge tekst og numre nedenfor:
Træk ud og ind på kortet og følge tekst og numre nedenfor:
Botanisk Have, Av. República de Colombia, ti-sø. 9-17, entre $70, tlf. 809 385 2611
Haven dækker et område på 2 millioner m2 med en stor sø, der er pyntet med tusinder af vandplanter. Haven samler alle de planter, som er enestående for Hispaniola – og lidt til. I alt er her 69.000 plante- og blomsterarter, og 300 orkidearter. Et blomsterur med en diameter på 20 meter viser tiden. Her er mulighed for at se den endemiske palme hoja de Guanito, og landets nationaltræ og nationalblomst. Og der er en hel afdeling for japanske planter. Den er kæmpe stor, så det kan godt betale sig at tage det lille tog, der kører gennem haven.
Haven dækker et område på 2 millioner m2 med en stor sø, der er pyntet med tusinder af vandplanter. Haven samler alle de planter, som er enestående for Hispaniola – og lidt til. I alt er her 69.000 plante- og blomsterarter, og 300 orkidearter. Et blomsterur med en diameter på 20 meter viser tiden. Her er mulighed for at se den endemiske palme hoja de Guanito, og landets nationaltræ og nationalblomst. Og der er en hel afdeling for japanske planter. Den er kæmpe stor, så det kan godt betale sig at tage det lille tog, der kører gennem haven.
Zoologisk have, Ave los Reyes Catolicos, ti-lø. 9-17, tlf. 809 562 3149
Den zoologiske have er indrettet i et gammelt kalkstens-brud. Den har alle de sædvanlige dyr, men en særlig god afdeling for de afrikanske. Desuden er den kendt for sin flotte udstilling af flamingoer. En lille bus kører rundt fra bur til bur.
Den zoologiske have er indrettet i et gammelt kalkstens-brud. Den har alle de sædvanlige dyr, men en særlig god afdeling for de afrikanske. Desuden er den kendt for sin flotte udstilling af flamingoer. En lille bus kører rundt fra bur til bur.
Columbus mindesmærke
Den kæmpe store klods kan ses overalt
Faro a Colon, ti.-sø. 10-17, gratis
Her burde Christoffer Columbus så endelig kunne hvile i fred. For hele det enorme kompleks, der ligner en sovjetisk hyldest til en satellin, er tilegnet den gamle opdagelsesrejsende. Den dominikanske præsident Balaguer kaldte det endda verdens 8. vidunder, men det er der nok ikke mange, der er enige i. Det mest bemærkelsesværdige ved det er, at det blev færdigt til tiden, klar til 500 året for Columbus rejse i 1992. Det havde været undervejs siden 1923, da man på en konference i Chile besluttede at bygge et fælles amerikansk monument. En arkitektkonkurrence gav 2000 forslag fra 48 lande, og vinderen blev det gigantiske betonkors tegnet af 23-årige engelske arkitektstuderende, Joseph Cleave. Det blev det eneste, han nogensinde tegnede, og han kom aldrig til at se det færdigopført, for han drog hjem i 1949 og var død, da grundstenen blev lagt i 1986.
Projektet gik i gang under protester. Mange følte, at der var mere passende måder at bruge pengene på, og flere bomber sprang, da grundstenen blev lagt. Balaguer forsvarede det med de gyldne ord: ”Vist skal folk have sko, men de skal også have slips”. Slipset kom til at koste 1,4 milliarder kroner. Slumkvarterer blev ryddet for gøre plads til det 10.000 m2 store monument, og det gipper stadig i folk, når fyrtårnet en gang i mellem sender sine laserstråler ud i himlen for at danne et kors i himlen, det kræver nemlig 350.000 watt.
I monumentets midte er Columbus marmorsarkofag, hvor hans jordiske rester muligvis – muligvis ikke - ligger. Bevogtet af soldater. Omkring ham er der udstillinger om de lande, som han opdagede.
Her burde Christoffer Columbus så endelig kunne hvile i fred. For hele det enorme kompleks, der ligner en sovjetisk hyldest til en satellin, er tilegnet den gamle opdagelsesrejsende. Den dominikanske præsident Balaguer kaldte det endda verdens 8. vidunder, men det er der nok ikke mange, der er enige i. Det mest bemærkelsesværdige ved det er, at det blev færdigt til tiden, klar til 500 året for Columbus rejse i 1992. Det havde været undervejs siden 1923, da man på en konference i Chile besluttede at bygge et fælles amerikansk monument. En arkitektkonkurrence gav 2000 forslag fra 48 lande, og vinderen blev det gigantiske betonkors tegnet af 23-årige engelske arkitektstuderende, Joseph Cleave. Det blev det eneste, han nogensinde tegnede, og han kom aldrig til at se det færdigopført, for han drog hjem i 1949 og var død, da grundstenen blev lagt i 1986.
Projektet gik i gang under protester. Mange følte, at der var mere passende måder at bruge pengene på, og flere bomber sprang, da grundstenen blev lagt. Balaguer forsvarede det med de gyldne ord: ”Vist skal folk have sko, men de skal også have slips”. Slipset kom til at koste 1,4 milliarder kroner. Slumkvarterer blev ryddet for gøre plads til det 10.000 m2 store monument, og det gipper stadig i folk, når fyrtårnet en gang i mellem sender sine laserstråler ud i himlen for at danne et kors i himlen, det kræver nemlig 350.000 watt.
I monumentets midte er Columbus marmorsarkofag, hvor hans jordiske rester muligvis – muligvis ikke - ligger. Bevogtet af soldater. Omkring ham er der udstillinger om de lande, som han opdagede.
Columbus jordiske rester ligger i denne enorme marmorlagkage, måske
Acuario Nacional, Av. Espana, ti-sø. 9.30-18.30, tlf. 809 592 1709
Under store protester blev dette nationale akvarium opført af præsident Balaguer, for det var meget kostbart. Til gengæld er det helt på højde med både europæiske og amerikanske akvarier. Det store bassin har en plexiglas-tunnel, så gæsterne kan gå nede i vandet helt tørskoet, med udsigt til alskens hajer, rokke og store saltvandsfisk. En af hovedattraktionerne er en stor lamentiner – en søko – som kom hertil som baby.
Under store protester blev dette nationale akvarium opført af præsident Balaguer, for det var meget kostbart. Til gengæld er det helt på højde med både europæiske og amerikanske akvarier. Det store bassin har en plexiglas-tunnel, så gæsterne kan gå nede i vandet helt tørskoet, med udsigt til alskens hajer, rokke og store saltvandsfisk. En af hovedattraktionerne er en stor lamentiner – en søko – som kom hertil som baby.
Parque Los Tres Ojos, Av. Las Américas, ma.-sø. 8.30-17, entre $100, $50 for bådtur.
Stedet hedder de tre øjne, øjnene er små underjordiske søer i et hulesystem, som regnvand har gravet ud igennem millioner af år. Trapper derned er hugget ud i stenen. Selve søerne er omgivet af tropiske planter, og nogle af dem må man krydse på tømmerflåde. Der skulle også være et fjerde øje, som man skulle kunne nå ved at svømme ad en hemmelig undervandspassage, men man skal ikke prøve. For ifølge legenden forsvinder alle sporløst, hvis de finder passagen. Indianerne brugte den til religiøse ceremonier, og viden om den forsvandt med dem. Først i 1916 fandt man dette geologiske mirakel igen.
Stedet hedder de tre øjne, øjnene er små underjordiske søer i et hulesystem, som regnvand har gravet ud igennem millioner af år. Trapper derned er hugget ud i stenen. Selve søerne er omgivet af tropiske planter, og nogle af dem må man krydse på tømmerflåde. Der skulle også være et fjerde øje, som man skulle kunne nå ved at svømme ad en hemmelig undervandspassage, men man skal ikke prøve. For ifølge legenden forsvinder alle sporløst, hvis de finder passagen. Indianerne brugte den til religiøse ceremonier, og viden om den forsvandt med dem. Først i 1916 fandt man dette geologiske mirakel igen.
Quisqueya baseball stadion, hjørnet af Tiradentes og San Cristóbal, ti.-on. og fr.-lø. 19.30, sø. 16. Billetter $250-1000, tlf. 809 616 1224
Her spiller verdens bedste, og cheerleaders er i særklasse. Lidt ligesom på amerikanske film med hujen og skrigen, cheerleaders og masser af øl og hotdogs. Som eneste sted i landet må to konkurrerende hold dele et stadion som hjemmebane. Det er ørkerivalerne Licey og Escogido, der begge træner her. Og når de spiller, er der udsolgt, selv om der kan være 14.500 tilskuere. Når der ikke spilles bold, spilles der så meget andet, ikke mindst store koncerter med de helt store navne. Stadion er opkaldt efter Juan Marichal, den første dominikaner, der kom i Major League Baseball Hall of Fame. Taxa fra centrum koster ca $200.
Her spiller verdens bedste, og cheerleaders er i særklasse. Lidt ligesom på amerikanske film med hujen og skrigen, cheerleaders og masser af øl og hotdogs. Som eneste sted i landet må to konkurrerende hold dele et stadion som hjemmebane. Det er ørkerivalerne Licey og Escogido, der begge træner her. Og når de spiller, er der udsolgt, selv om der kan være 14.500 tilskuere. Når der ikke spilles bold, spilles der så meget andet, ikke mindst store koncerter med de helt store navne. Stadion er opkaldt efter Juan Marichal, den første dominikaner, der kom i Major League Baseball Hall of Fame. Taxa fra centrum koster ca $200.
Praktisk information om Santo Domingo:
Info: Columbus Plads, Palacio de Borgellá, ved siden af futtoget, ma.-lø. 9-19, tlf. 809 686 3858. Men det er fuldstændig umuligt at få noget fornuftigt ud af det kontor.
Wi-Fi: Man kan flere steder i Zona Colonial gå på wi-fi. Det hedder Dominican connectado, og det er ganske gratis. Det virker fint på Columbus Pladsen, med mindre der er alt for mange turister, der sidder og tapper af signalet. Ellers er der god forbindelse på bænkene på Plaza España.
Fly: Aeropuerto de Las Américas, 25 km øst for byen, aerodom.com. Taxa ca. US$50, tager en halv time. Også andre transfers, dominicanairporttransfers.com
Busser: Til alle større byer: Metro Tours fra Av. Winston Churchill. Tlf. 809 227 0101, Caribe Tours fraAv. 27 de Febrero/Leopoldo Navarro, tlf. 809 221 4422. Expreso Bávaro til La Romana og Punta Cana fra Calle Juan Sánchez Ramiro/Av. Gómez, tlf. 809 682 9670, Guaguas til Boca Chica og San Cristobal fra Parque Enriquillo.
Metro: Ingen relevante linjer for turister, men tag en tur, det koster meget lidt.
Taxa: Der er taxaer over alt, og i centrum er der holdepladser. Men generelt vil man blive spurgt flere gange dagligt, om man har brug for en taxa, så man skal nok finde en.
Kabelbane: Teleferico svæver hen over Santo Domingos fattige kvarterer, og det er en god tur, selv om den ikke var tænkt som turistattraktion. Den blev bygget, fordi de fattige områder havde vokset sig så tæt, at det var umuligt at komme igennem med bil til nye områder længere ude. Så i stedet lader man nu folk svæve derud.
Turisttoget: Chu Chu Colonial kører en tur på 45 min. i Zona Colonial med guide hver dag i dagtimerne. Men kører en del op og ned ad de samme gader, så de fleste får ligeså meget ud af at gå. Men den giver et godt overblik over, hvor meget der er at se. Afgang fra Columbus Pladsen, hjørnet Isabel La Catolica/El Conde. Billet: US$12, børn US$6, tlf. 809-685-2970.
Info: Columbus Plads, Palacio de Borgellá, ved siden af futtoget, ma.-lø. 9-19, tlf. 809 686 3858. Men det er fuldstændig umuligt at få noget fornuftigt ud af det kontor.
Wi-Fi: Man kan flere steder i Zona Colonial gå på wi-fi. Det hedder Dominican connectado, og det er ganske gratis. Det virker fint på Columbus Pladsen, med mindre der er alt for mange turister, der sidder og tapper af signalet. Ellers er der god forbindelse på bænkene på Plaza España.
Fly: Aeropuerto de Las Américas, 25 km øst for byen, aerodom.com. Taxa ca. US$50, tager en halv time. Også andre transfers, dominicanairporttransfers.com
Busser: Til alle større byer: Metro Tours fra Av. Winston Churchill. Tlf. 809 227 0101, Caribe Tours fraAv. 27 de Febrero/Leopoldo Navarro, tlf. 809 221 4422. Expreso Bávaro til La Romana og Punta Cana fra Calle Juan Sánchez Ramiro/Av. Gómez, tlf. 809 682 9670, Guaguas til Boca Chica og San Cristobal fra Parque Enriquillo.
Metro: Ingen relevante linjer for turister, men tag en tur, det koster meget lidt.
Taxa: Der er taxaer over alt, og i centrum er der holdepladser. Men generelt vil man blive spurgt flere gange dagligt, om man har brug for en taxa, så man skal nok finde en.
Kabelbane: Teleferico svæver hen over Santo Domingos fattige kvarterer, og det er en god tur, selv om den ikke var tænkt som turistattraktion. Den blev bygget, fordi de fattige områder havde vokset sig så tæt, at det var umuligt at komme igennem med bil til nye områder længere ude. Så i stedet lader man nu folk svæve derud.
Turisttoget: Chu Chu Colonial kører en tur på 45 min. i Zona Colonial med guide hver dag i dagtimerne. Men kører en del op og ned ad de samme gader, så de fleste får ligeså meget ud af at gå. Men den giver et godt overblik over, hvor meget der er at se. Afgang fra Columbus Pladsen, hjørnet Isabel La Catolica/El Conde. Billet: US$12, børn US$6, tlf. 809-685-2970.
De turkise cykler ses over alt i Zona Colonial
Cykel: Over alt i Zona Colonial vil man se de turkise cykler, der udlejes fra Zona Bici ($500 i timen, eller 4 timer for $1500), C. Arzobispo Meriño 217, tlf. 809 885 6003. Det er en skøn måde at opleve det historiske område på. Og så slider man heller ikke fodtøjet. Cykelbutikken har også guidede ture til $1750 - de tager 1 1/2 time.
Fester: Der er to karneval: 27. februar og 16. august – begge foregår omkring Av. George Washington. Merenguefestival er sidste uge i juli og første uge af august. I juni holder man Latinamerikansk musikfestival.
Videre til shopping efter foto:
Shopping i Santo Domingo
Der er shopping overalt – også i store forretningscentre, som vi kender dem derhjemme. Men turister vil også have en oplevelse, og det kan man få på den lange handelsgade El Conde (se ovenfor). Det er ikke her, at man skal finde europæiske mærkevarer, snarere lidt tingeltangel.
Hvis man vil have mere lokalkolorit, med skønne dufte, skal man ud i sidegaderne, f.eks. til Mercado Modelo (9) på toppen af Avenida Mella i den nordlige del af Zona Colonial i art deco stil. Den overdækkede bygning er det mindst interessante, og man fatter ikke, hvordan turister finder vej til de gule trin og labyrinten af små boder med træskærere og malerier, men gå bag om og se boderne på gaden med frugt og grønt - masser af kyllinger, som man kan ikke sige har set bedre dage, for de er endnu ikke slagtet. Der er krydderier og salver, hvis man tør til en brøkdel af den pris, man giver fem minutters gang derfra på El Conde (hvis du kommer fra Columbus Plads, så gå til højre på Calle Santomé, over bakken og til højre ved Jumbo, så er du der. Husk at prutte.
Der er shopping overalt – også i store forretningscentre, som vi kender dem derhjemme. Men turister vil også have en oplevelse, og det kan man få på den lange handelsgade El Conde (se ovenfor). Det er ikke her, at man skal finde europæiske mærkevarer, snarere lidt tingeltangel.
Hvis man vil have mere lokalkolorit, med skønne dufte, skal man ud i sidegaderne, f.eks. til Mercado Modelo (9) på toppen af Avenida Mella i den nordlige del af Zona Colonial i art deco stil. Den overdækkede bygning er det mindst interessante, og man fatter ikke, hvordan turister finder vej til de gule trin og labyrinten af små boder med træskærere og malerier, men gå bag om og se boderne på gaden med frugt og grønt - masser af kyllinger, som man kan ikke sige har set bedre dage, for de er endnu ikke slagtet. Der er krydderier og salver, hvis man tør til en brøkdel af den pris, man giver fem minutters gang derfra på El Conde (hvis du kommer fra Columbus Plads, så gå til højre på Calle Santomé, over bakken og til højre ved Jumbo, så er du der. Husk at prutte.
Restauranter og barer i Santo Domingo:
//// Meson D’Bari, Calle Hostos 302, tlf. 809-687-4091.
Stedet for de rige og de kendte. Traditionel dominikansk kogekunst, prøv empanadas og grillede krebs. Ofte med merengue i weekenderne.
/// La Briciola, Calle Arzobispo Meriño 152 A, tlf. 809-688-5055
Finere italiensk med gårdhave.
/// Atarazana, Atarazana 5, tlf. 809-689-2900
Den ældste restaurant i kvarteret, man ser den tydeligt fra balkonen oppe i Columbus’ hus. Den er stor, og derfor er det her, at de store turistbusser læsser sine hold af til en frokost, men maden er fin. Altid med gode dominikanske specialiteter og retter fra kolonitiden, fx sancocho med maniok, flæsk og banan. Deres bønnesuppe er helt eminent.
/// La Residence, Calle Las Damas, tlf. 809-685-9955
I gårdhaven på Hostal de Ovando, en af de bedste. Den franske køkkenchef Denis Schetrit kreerer en ny tre-retters hver dag.
// Jalao, El Conde 103, Columbus Plads
Ofte spilles der livemusik til maden, prøv en Jalao Burger til $555
// Pat’e Palo, Plaza de España, tlf. 809-687-8089
Stedet var Den Ny Verdens første taverna. Åbnet af hollandsk pirat i 1505. Med smuk udsigt til Alcázar. Gode til steaks og fisk, prøv deres chili seabass.
// La Taberna Vasca, Calle Hostos 356, tlf. 809-221-0079
En af de bedste franske. Prøv vagtler med serrano skinke.
// Angelo Ristorante, Plaza de España, tlf. 809-686-3586
Italiener, der er vild i fettuccine med asparges og rejer. Skønt på pladsen, men skal det være romantisk, kan man benytte den udendørs terrasse på 1. sal.
// America, Calle Arzobispo Nouel, tlf. 809-682-7919
Spansk, prøv kikærtesuppe, spansk omelet eller red snapper i hvidløg.
// La Marchanata, Columbus Plads,
Ved siden af indgangen til Centro Comercial. Meget enkelt menukort, der lægger vægt på dominikansk simpel mad. Prøv Bandera Dominicana, traditionel ret med bønnemos, ris og kylling i en lækker sauce - kun $380. Spring derimod den friturestegte kylling over.
/ Lulú Tasting Bar, Padre Billini 151, tlf. 809-687-8360
Tapasbar med udendørs servering, ofte livekoncerter i baghaven
/ Antica Pizzeria, Calle Padre Billini, tlf. 809-689-4040
Syditalienske specialiteter, men også god pizza, focaccias, panzerottos.
/ Grand’s Cafeteria & Bar, El Conde 516
Døgnåbent med morgenmad non-stop. Pandekager og æg hører til specialiteterne, og de serverer en glimrende kaffe.
/ Falafel, Calle Padre Bellini 352, tlf. 809-688-9714
Veganervenlig, god til, jo, falafel.
/ Conde de Peñalba Café, tlf. 809-688-7121
Cafe ud til Parque Colon. Lette serveringer, fx mangú (mosede bananer).
/ Caffe Segafredo, Calle El Conde 54, tlf. 809-685-9569
Cafe og natklub med god mad, især italienske retter, prøv gnocchi i gorgonzola.
//// Meson D’Bari, Calle Hostos 302, tlf. 809-687-4091.
Stedet for de rige og de kendte. Traditionel dominikansk kogekunst, prøv empanadas og grillede krebs. Ofte med merengue i weekenderne.
/// La Briciola, Calle Arzobispo Meriño 152 A, tlf. 809-688-5055
Finere italiensk med gårdhave.
/// Atarazana, Atarazana 5, tlf. 809-689-2900
Den ældste restaurant i kvarteret, man ser den tydeligt fra balkonen oppe i Columbus’ hus. Den er stor, og derfor er det her, at de store turistbusser læsser sine hold af til en frokost, men maden er fin. Altid med gode dominikanske specialiteter og retter fra kolonitiden, fx sancocho med maniok, flæsk og banan. Deres bønnesuppe er helt eminent.
/// La Residence, Calle Las Damas, tlf. 809-685-9955
I gårdhaven på Hostal de Ovando, en af de bedste. Den franske køkkenchef Denis Schetrit kreerer en ny tre-retters hver dag.
// Jalao, El Conde 103, Columbus Plads
Ofte spilles der livemusik til maden, prøv en Jalao Burger til $555
// Pat’e Palo, Plaza de España, tlf. 809-687-8089
Stedet var Den Ny Verdens første taverna. Åbnet af hollandsk pirat i 1505. Med smuk udsigt til Alcázar. Gode til steaks og fisk, prøv deres chili seabass.
// La Taberna Vasca, Calle Hostos 356, tlf. 809-221-0079
En af de bedste franske. Prøv vagtler med serrano skinke.
// Angelo Ristorante, Plaza de España, tlf. 809-686-3586
Italiener, der er vild i fettuccine med asparges og rejer. Skønt på pladsen, men skal det være romantisk, kan man benytte den udendørs terrasse på 1. sal.
// America, Calle Arzobispo Nouel, tlf. 809-682-7919
Spansk, prøv kikærtesuppe, spansk omelet eller red snapper i hvidløg.
// La Marchanata, Columbus Plads,
Ved siden af indgangen til Centro Comercial. Meget enkelt menukort, der lægger vægt på dominikansk simpel mad. Prøv Bandera Dominicana, traditionel ret med bønnemos, ris og kylling i en lækker sauce - kun $380. Spring derimod den friturestegte kylling over.
/ Lulú Tasting Bar, Padre Billini 151, tlf. 809-687-8360
Tapasbar med udendørs servering, ofte livekoncerter i baghaven
/ Antica Pizzeria, Calle Padre Billini, tlf. 809-689-4040
Syditalienske specialiteter, men også god pizza, focaccias, panzerottos.
/ Grand’s Cafeteria & Bar, El Conde 516
Døgnåbent med morgenmad non-stop. Pandekager og æg hører til specialiteterne, og de serverer en glimrende kaffe.
/ Falafel, Calle Padre Bellini 352, tlf. 809-688-9714
Veganervenlig, god til, jo, falafel.
/ Conde de Peñalba Café, tlf. 809-688-7121
Cafe ud til Parque Colon. Lette serveringer, fx mangú (mosede bananer).
/ Caffe Segafredo, Calle El Conde 54, tlf. 809-685-9569
Cafe og natklub med god mad, især italienske retter, prøv gnocchi i gorgonzola.
Overnatning i Santo Domingo:
Alle overnatningssteder i Santo Domingo (hotelssantodomingo.net)
**** Boutique Hotel Palacio, Calle Duarte 106, tlf. 809 682 4730
**** Hodelpa Nicolas de Ovando (9) Las Damas 15, tlf 888-403-2603, fra US$125
*** Nuvole Bianche, Calle El Conde 512, tlf. 809 333 5620
** Apart Hotel Genova, Calle El Conde 512, tlf. 809 884 5805
** El Beaterio Casa Museo, Calle Duarte 8, ca. 700 kr., tlf. 809 687 8657
* Hotel Conde de Penalba, El Conde/Arzobispo Meriño, ca. 500 kr.
* Antiguo Hotel Europa, Arzobispo Merino 109, tlf. 809-285-0005, fra 300 kr.
Airbnb har masser af tilbud, også lige midt i Zona Colonial, og man kan ofte slippe med ca. 200 kroner pr. nat i udmærkede lejligheder.
Alle overnatningssteder i Santo Domingo (hotelssantodomingo.net)
**** Boutique Hotel Palacio, Calle Duarte 106, tlf. 809 682 4730
**** Hodelpa Nicolas de Ovando (9) Las Damas 15, tlf 888-403-2603, fra US$125
*** Nuvole Bianche, Calle El Conde 512, tlf. 809 333 5620
** Apart Hotel Genova, Calle El Conde 512, tlf. 809 884 5805
** El Beaterio Casa Museo, Calle Duarte 8, ca. 700 kr., tlf. 809 687 8657
* Hotel Conde de Penalba, El Conde/Arzobispo Meriño, ca. 500 kr.
* Antiguo Hotel Europa, Arzobispo Merino 109, tlf. 809-285-0005, fra 300 kr.
Airbnb har masser af tilbud, også lige midt i Zona Colonial, og man kan ofte slippe med ca. 200 kroner pr. nat i udmærkede lejligheder.
Blev du glad for guiden, kan du støtte den på MobilePay på tlf. 20216673
