Dominikanske Sydvest
Den sydvestlige del af Den Dominikanske Republik er et af de mest varierede i landet. Her er både bar ørken, frodige kolde bjerge, laguner og store søer. Generelt er det både varmere og mere tørt end resten af landet. San Cristobal er en storby, som stadig er mærket af bysbarnet Trujillo. Barahona er hovedbyen for udflugter til nationalparkerne,Sierra de Baoruco, Isla Cabritos og Jaragua. Med et dyreliv, der omfatter alverdens fuglepip, flamingoer og krokodiller. Man kommer bedste rundt i bil eller taxa, men busser og gua-guas dækker også. Det meste af tiden kører man langs Carretera Sanchez, der nærmest har grønne vægge til den ene side, og azurblåt vand til den anden.
Seværdigheder langs den dominikanske sydvestkyst
San Cristóbal
San Cristóbal er mere besøgt for sin fortid end sin nutid. I dag er det bare en køn sprudlende storby med grønne pletter ved floden Rio Nigua, Engang var det verdens navle for dominikanerne. For her blev tyrannen Trujillo født, her boede han, og her blev han skudt. På vejen fra Santo Domingo passerer man en skulptur, der markerer stedet, hvor mordet skete. I byen blev San Cristóbal-karabineren opfundet. Så det er ikke lige frem for det gode, at byen er kendt, men mange er stadig fascineret af den gamle tyran og vil have et lille gys på de steder, hvor han levede. Byen er under alle omstændigheder en god formiddagstur fra hovedstaden eller et frokoststop på vej til nationalparkerne. Det er en travl handelsby med 275.000 indbyggere med masser af byliv omkring Parque Central Colon. Men det er historien, man kommer for, for byen har altid været centrum for flere begivenheder:
Historie
Den er opkaldt efter Christoffer Columbus, grundlagt af sønnen Bartolomeus, der i 1500-tallet opførte fæstningsværkerne omkring byen for at beskytte guldreserverne ved flodens udmunding. Det var derfor kun et fort indtil 1800-tallet, da den begyndte at blive by. Her blev landets første grundlov underskrevet, 6. november 1844. Byen voksede, da Trujillo blev diktator, for det er hans fødeby, hans favoritbt. Byen fik ærestitler og var national helligdom i 30 år. Der blev ødslet statslige midler til projekter i byen. Trujillo omdøbte den ved lov i 1939 til Den Fortjenstfulde By, og den havde gjort sig fortjenstfuld, fordi han var kommet til verden her. Navnet bruges stadig. Det halvautomatiske gevær, San Cristóbal karabineren, fik sit navn her i slutningen 1940´erne, da Trujillo hentede den ungarnske opfinder Pál Király hertil i 1948 sammen med et broget sammenrend af nazister, der trængte til at komme væk fra Tyskland. Trujillo havde hårdt brug for våben i forsvaret mod Haiti. Cristóbal-karabinen var et af de bedste af sin art og blev en stor eksportartikel til diktaturer i Sydamerika. Men frihedskæmperen Che Guevara gjorde det kendt, fordi han altid lod sig fotografere med det under den cubanske revolution. Der nåede at blive produceret over 200.000 geværer, før man droslede ned efter Trujillos død.
De fleste seværdigheder findes omkring Parque Central. Måske kan det betale sig at genopfriske Trujillo under Læsestof, inden besøg i byen.
Den er opkaldt efter Christoffer Columbus, grundlagt af sønnen Bartolomeus, der i 1500-tallet opførte fæstningsværkerne omkring byen for at beskytte guldreserverne ved flodens udmunding. Det var derfor kun et fort indtil 1800-tallet, da den begyndte at blive by. Her blev landets første grundlov underskrevet, 6. november 1844. Byen voksede, da Trujillo blev diktator, for det er hans fødeby, hans favoritbt. Byen fik ærestitler og var national helligdom i 30 år. Der blev ødslet statslige midler til projekter i byen. Trujillo omdøbte den ved lov i 1939 til Den Fortjenstfulde By, og den havde gjort sig fortjenstfuld, fordi han var kommet til verden her. Navnet bruges stadig. Det halvautomatiske gevær, San Cristóbal karabineren, fik sit navn her i slutningen 1940´erne, da Trujillo hentede den ungarnske opfinder Pál Király hertil i 1948 sammen med et broget sammenrend af nazister, der trængte til at komme væk fra Tyskland. Trujillo havde hårdt brug for våben i forsvaret mod Haiti. Cristóbal-karabinen var et af de bedste af sin art og blev en stor eksportartikel til diktaturer i Sydamerika. Men frihedskæmperen Che Guevara gjorde det kendt, fordi han altid lod sig fotografere med det under den cubanske revolution. Der nåede at blive produceret over 200.000 geværer, før man droslede ned efter Trujillos død.
De fleste seværdigheder findes omkring Parque Central. Måske kan det betale sig at genopfriske Trujillo under Læsestof, inden besøg i byen.
Værd at se i San Cristóbal
Numrene på kortet svarer til numre i teksten. Træk i kortet for at få præcis placering.
Parque Central Colón (1)
Bylivet starter her og bliver især intenst om aftenen, hvor man stimler sammen til fælles hygge. Omkring pladsen ligger Parroquia Sagrado Corazón de Jesús, byens ældste bygning. Kirken blev sat i gang i 1826 af den lokale præst Fabián Ayala. Flere prominente folk er begravet herinde, herunder grundlæggeren selv. Og rådhuset fra 1937, en skøn sammenblanding af beton og barok-victoriansk stil. Her holder byrådet sine møder. Er man heldig, sætter folk sig med en trompet i pavillonen og giver et nummer.
Bylivet starter her og bliver især intenst om aftenen, hvor man stimler sammen til fælles hygge. Omkring pladsen ligger Parroquia Sagrado Corazón de Jesús, byens ældste bygning. Kirken blev sat i gang i 1826 af den lokale præst Fabián Ayala. Flere prominente folk er begravet herinde, herunder grundlæggeren selv. Og rådhuset fra 1937, en skøn sammenblanding af beton og barok-victoriansk stil. Her holder byrådet sine møder. Er man heldig, sætter folk sig med en trompet i pavillonen og giver et nummer.
Trujillos familiekirke
Parroquia de Nuestra Senora de Consolacion (2), Ave Constitucion, åbent 6-8, 17.30-20
Trujillo sparede ikke på noget på denne kirke. For det var hans gave til sin fødeby. Den kostede 30 millioner kroner i 1946 – et svimlende beløb dengang, men ingen sagde andet, end at den var alle pengene værd, for så kunne man bevare hovedet. Kirken blev tegnet af franskmanden Henry Gazón Bona, med vægmalerier i hovedskibet af den spanske maler José Vela Zanetti (1913-1999), som han brugte ved flere lejligheder Den er opført tæt på det sted, hvor hans fødehjem stod, en mindeplade uden for kirken viser hvor. Hans bagtanke var, det skulle være hans sidste hvilested – det blev det også næsten, men kun i seks måneder. Man kan se hans familiegravsted bag et smedejernsgitter, og der står også tyrannens sarkofag, men uden tyran. For da han først var død, turde folk godt sige, at de havde fået nok af ham, og hans lig blev lagt i trækasse og skibet af til Frankrig sammen med resten af hans nærmeste familie. Han endte efter nogle år på en kirkegård i Madrid (se Trujillo). Kirken er bygget i artdeco stil med hvide marmordekorationer og vægge i okker. I kirken kan man se den pompøse kirkestol foran mahognialteret. Det var Trujillos private. Hver af de to tårne er kronet med smukke hvide engle. Til kirken blev anlagt Parque Piedras Vivas, et af Trujillos forslag til, hvordan man kunne hædre ham: En park, der består af sten og klippestykker fra hver eneste by i Den Dominikanske Republik – kaldet Levende Sten. Den ligger på det sted, hvor han blev født. Indviet i 1944.
Hotel San Cristobal Av. Libertad (3)
Bygningen fra 1947 er også tegnet af franskmanden Henry Gazón Bona. Et orgie i maghoni med fornemme spejle over alt. Væggene i den store spisesal er malet af den spanske maler Vela Zanetti, men de er blevet noget udviskede I dag bruges til oplæring af folk i turist-branchen. Men det er også hotel.
Trujillo sparede ikke på noget på denne kirke. For det var hans gave til sin fødeby. Den kostede 30 millioner kroner i 1946 – et svimlende beløb dengang, men ingen sagde andet, end at den var alle pengene værd, for så kunne man bevare hovedet. Kirken blev tegnet af franskmanden Henry Gazón Bona, med vægmalerier i hovedskibet af den spanske maler José Vela Zanetti (1913-1999), som han brugte ved flere lejligheder Den er opført tæt på det sted, hvor hans fødehjem stod, en mindeplade uden for kirken viser hvor. Hans bagtanke var, det skulle være hans sidste hvilested – det blev det også næsten, men kun i seks måneder. Man kan se hans familiegravsted bag et smedejernsgitter, og der står også tyrannens sarkofag, men uden tyran. For da han først var død, turde folk godt sige, at de havde fået nok af ham, og hans lig blev lagt i trækasse og skibet af til Frankrig sammen med resten af hans nærmeste familie. Han endte efter nogle år på en kirkegård i Madrid (se Trujillo). Kirken er bygget i artdeco stil med hvide marmordekorationer og vægge i okker. I kirken kan man se den pompøse kirkestol foran mahognialteret. Det var Trujillos private. Hver af de to tårne er kronet med smukke hvide engle. Til kirken blev anlagt Parque Piedras Vivas, et af Trujillos forslag til, hvordan man kunne hædre ham: En park, der består af sten og klippestykker fra hver eneste by i Den Dominikanske Republik – kaldet Levende Sten. Den ligger på det sted, hvor han blev født. Indviet i 1944.
Hotel San Cristobal Av. Libertad (3)
Bygningen fra 1947 er også tegnet af franskmanden Henry Gazón Bona. Et orgie i maghoni med fornemme spejle over alt. Væggene i den store spisesal er malet af den spanske maler Vela Zanetti, men de er blevet noget udviskede I dag bruges til oplæring af folk i turist-branchen. Men det er også hotel.
Monumento a los Constituyentes (4)
Monumentet for underskrivelsen af den dominikanske forfatning i 1833 blev indviet i 2006. De 33 piller symboliserer de 33 forfattere af den første forfatning, og her kan man læse sætninger fra den. Her mødes man til politiske begivenheder, og her lægger man blomster for at mindes grundlovsgiverne.
Las Caobas Ecological Park (5)
Parken er velegnet til alle sportslige aktiviteter, og det er her man møder med sin moutainbike og fræser området tyndt. Det er også fint til en gåtur om dagen, men når det er mørkt, er det ikke tilrådeligt. Det er et reservat for maghonitræer. Et godt sted til en picnic, men altså om dagen.
Shopping
Byens marked ligger på Calle Padre Brown. Især velassorteret musikudbud.
Monumentet for underskrivelsen af den dominikanske forfatning i 1833 blev indviet i 2006. De 33 piller symboliserer de 33 forfattere af den første forfatning, og her kan man læse sætninger fra den. Her mødes man til politiske begivenheder, og her lægger man blomster for at mindes grundlovsgiverne.
Las Caobas Ecological Park (5)
Parken er velegnet til alle sportslige aktiviteter, og det er her man møder med sin moutainbike og fræser området tyndt. Det er også fint til en gåtur om dagen, men når det er mørkt, er det ikke tilrådeligt. Det er et reservat for maghonitræer. Et godt sted til en picnic, men altså om dagen.
Shopping
Byens marked ligger på Calle Padre Brown. Især velassorteret musikudbud.
Castillo El Cerro (6), Prolongación Luperón, ma.-fr.9-16, tlf. 829-855-1001
Det skulle være det bedste af det bedste, men en enkelt bemærkning ødelagde det hele, for under Trujillo var man ofte bare en skæv bemærkning fra nåde til unåde. Det fæstningsagtige palads på bjergtoppen er sindbillede på det. For Trujillo havde fundet denne prægtige grund med en enestående udsigt ud over sin fødeby og lod forstå, at han nødtvunget ville modtage området som gave - med hus på - af sit parti, hvis det insisterede. Og det gjorde partiet så. Landets fornemste arkitekt og kunstner blev hidkaldt, blandt andet den verdensberømte Vela Zanetti, som skulle male væggene. Det voksede til et overflødighedshorn af luksus, alene 20 guldbelagte badeværelser, og tyrannen og konen var med over alt, de valgte dørhåndtag og glas i vinduerne, og de ændrede grundplanen og ændrede den tilbage igen nærmest ugentligt – og alle klappede i og gjorde, hvad de fik besked på. Det kom til at koste 25 millioner kroner, hvilket var sindssygt i 1950erne. Han boede her aldrig. For ved indvielsen kom en ambassadør til at sige, at slottet var noget bras og manglede stil. Den forfængelige diktator ville for alt i verden ikke forbindes med dårlig smag, så han svarede, at det var en folkegave, og at han intet havde haft med det at gøre – og heller aldrig ville få det, for han syntes pludselig også, at det var noget bras. Han iværksatte en smædekampagne mod kunstner og arkitekt, som blev beskyldt for at snylte og snyde, og de måtte til sidst flygte ud af landet som syndebukke. Siden lå den hen, og det har været brugt til at huse hjemløse efter orkaner. Først i 2005 blev det sat i stand og blev skole for fængselsvæsenet. Man kan besøge slottet, og der er et lille museum om Trujillo, blandt andet viser man nogle af de torturinstrumenter, der var moderne dengang. Men man ser også, hvad der er tilbage i rædselshuset.
Taxa Tag en taxa eller motoconchista fra byen, alle ved, hvor det er. Bed om at blive hentet igen efter en time. Der er dresscode: skjorte og ingen sandaler.
Det skulle være det bedste af det bedste, men en enkelt bemærkning ødelagde det hele, for under Trujillo var man ofte bare en skæv bemærkning fra nåde til unåde. Det fæstningsagtige palads på bjergtoppen er sindbillede på det. For Trujillo havde fundet denne prægtige grund med en enestående udsigt ud over sin fødeby og lod forstå, at han nødtvunget ville modtage området som gave - med hus på - af sit parti, hvis det insisterede. Og det gjorde partiet så. Landets fornemste arkitekt og kunstner blev hidkaldt, blandt andet den verdensberømte Vela Zanetti, som skulle male væggene. Det voksede til et overflødighedshorn af luksus, alene 20 guldbelagte badeværelser, og tyrannen og konen var med over alt, de valgte dørhåndtag og glas i vinduerne, og de ændrede grundplanen og ændrede den tilbage igen nærmest ugentligt – og alle klappede i og gjorde, hvad de fik besked på. Det kom til at koste 25 millioner kroner, hvilket var sindssygt i 1950erne. Han boede her aldrig. For ved indvielsen kom en ambassadør til at sige, at slottet var noget bras og manglede stil. Den forfængelige diktator ville for alt i verden ikke forbindes med dårlig smag, så han svarede, at det var en folkegave, og at han intet havde haft med det at gøre – og heller aldrig ville få det, for han syntes pludselig også, at det var noget bras. Han iværksatte en smædekampagne mod kunstner og arkitekt, som blev beskyldt for at snylte og snyde, og de måtte til sidst flygte ud af landet som syndebukke. Siden lå den hen, og det har været brugt til at huse hjemløse efter orkaner. Først i 2005 blev det sat i stand og blev skole for fængselsvæsenet. Man kan besøge slottet, og der er et lille museum om Trujillo, blandt andet viser man nogle af de torturinstrumenter, der var moderne dengang. Men man ser også, hvad der er tilbage i rædselshuset.
Taxa Tag en taxa eller motoconchista fra byen, alle ved, hvor det er. Bed om at blive hentet igen efter en time. Der er dresscode: skjorte og ingen sandaler.
Casa de Caoba (7), 5 km nordpå
Mahognihuset var Trujillos favorithjem, og det værste. Det ligger på en bakke med flot udsigt over området - langt smukkere end det store slot på bjerget. Det er næsten lavet alene af mahogni. Det var her, at han udførte sine mest modbydelige seksuelle overgreb på ganske unge piger, helst jomfruer, som han håndplukkede, når han besøgte skoler og landsbyer. De blev leveret til ham her, hvor konen ikke sad og ventede med kaffen. Han betragtede det selv som en stor ære for pigerne, at han var den første til at indvie dem. Det er beskrevet i filmen “The Feast of the Goat”. Efter diktatorens død forfaldt det, og siden er der gjort forsøg på at omdanne det til restaurant, men nu er det snart lige til at rive ned. Et udmærket mindesmærke for den gamle ged. Man kan få en hvilken som helst taxa til at køre herop, men lad ikke vognen køre igen, for man har ikke brug for mange minutter. Kun for Trujillo-freaks.
Mahognihuset var Trujillos favorithjem, og det værste. Det ligger på en bakke med flot udsigt over området - langt smukkere end det store slot på bjerget. Det er næsten lavet alene af mahogni. Det var her, at han udførte sine mest modbydelige seksuelle overgreb på ganske unge piger, helst jomfruer, som han håndplukkede, når han besøgte skoler og landsbyer. De blev leveret til ham her, hvor konen ikke sad og ventede med kaffen. Han betragtede det selv som en stor ære for pigerne, at han var den første til at indvie dem. Det er beskrevet i filmen “The Feast of the Goat”. Efter diktatorens død forfaldt det, og siden er der gjort forsøg på at omdanne det til restaurant, men nu er det snart lige til at rive ned. Et udmærket mindesmærke for den gamle ged. Man kan få en hvilken som helst taxa til at køre herop, men lad ikke vognen køre igen, for man har ikke brug for mange minutter. Kun for Trujillo-freaks.
Balneario La Toma (8), 6 km nord for byen, 8-18, $50, tlf. 809-634-9998
Nogle kilometer nord for Casa de Caoba fik Trujillo indrettet et helt badekompleks til at køle sit tyranniske legeme, men i dag kan alle benytte det. Og det gør alle, især i den hede sommer. Det ligger ved foden af en bakke med en kilde af rent og krystalklart vand. Vandet flyder ud i Rio Nigua. Det kan være et ganske sjovt sted, og mange holder fester her, og engang imellem er der også koncerter. Der er rutsjebaner, et legeområde og madboder.
Nogle kilometer nord for Casa de Caoba fik Trujillo indrettet et helt badekompleks til at køle sit tyranniske legeme, men i dag kan alle benytte det. Og det gør alle, især i den hede sommer. Det ligger ved foden af en bakke med en kilde af rent og krystalklart vand. Vandet flyder ud i Rio Nigua. Det kan være et ganske sjovt sted, og mange holder fester her, og engang imellem er der også koncerter. Der er rutsjebaner, et legeområde og madboder.
Der er en hel tegnefilm om indianerliv i grotterne
10 km nord for centrum kan man opleve et ligeså vigtigt historisk sted, bare fra en helt anden historie, nemlig indianernes:
Cuevas del Pomier (9) 6 km nord ad Carretera Medina, og følg skilte, dgl. 9-17, entre $400, inkl. spansk guide+1 829-427-2195
Disse grotter og huler er en verdenssensation. De viser, at der har boet mennesker i 4000 år. Og der var plads til mange, for hele komplekset består af 55 store huler. Det var både de velkendte Taino-indianere, som boede her, da europæerne kom. Men det var også Carib-indianere, de aggressive stammer fra Sydamerika, der godt kunne lide en luns menneskekød. Vi ved det fra helleristninger og hulemalerier, pictografer og petroglyffer, i grotterne. I den største grotte er der alene 590 tegninger af mennesker, fugle og fisk. Men der er flere end 6000 i det hele, og dermed har man nærmest en tegnefilm om, hvordan de levede dengang, og hulerne er derfor den vigtigste arkæologiske ressource til forståelse af indianernes oldtid i hele Caribien. Alligevel skal man ikke stå i kø for at se det, det er mærkelig nok ikke det vilde hit blandt turisterne. Måske, fordi der kun er adgang til fem huler, men det er nu nok til at give et godt indtryk. Der er også adgang til huler med interessante geologiske formationer og en enkelt hule fuld af flagermus, det trækker sikkert heller ikke. Mange af tegningerne er malet på væggene med en blanding af kul og fedt fra en søko – de har kunnet holde så længe på grund af fugtigheden i hulerne. Andre er skåret ud, og så giver det sig selv. Desværre blev meget skadet af arbejdet i kalkminerne tæt på, men det var først i 1851, at man overhovedet opdagede, at der var en arkæologisk guldmine lige ved siden af.
Cuevas del Pomier (9) 6 km nord ad Carretera Medina, og følg skilte, dgl. 9-17, entre $400, inkl. spansk guide+1 829-427-2195
Disse grotter og huler er en verdenssensation. De viser, at der har boet mennesker i 4000 år. Og der var plads til mange, for hele komplekset består af 55 store huler. Det var både de velkendte Taino-indianere, som boede her, da europæerne kom. Men det var også Carib-indianere, de aggressive stammer fra Sydamerika, der godt kunne lide en luns menneskekød. Vi ved det fra helleristninger og hulemalerier, pictografer og petroglyffer, i grotterne. I den største grotte er der alene 590 tegninger af mennesker, fugle og fisk. Men der er flere end 6000 i det hele, og dermed har man nærmest en tegnefilm om, hvordan de levede dengang, og hulerne er derfor den vigtigste arkæologiske ressource til forståelse af indianernes oldtid i hele Caribien. Alligevel skal man ikke stå i kø for at se det, det er mærkelig nok ikke det vilde hit blandt turisterne. Måske, fordi der kun er adgang til fem huler, men det er nu nok til at give et godt indtryk. Der er også adgang til huler med interessante geologiske formationer og en enkelt hule fuld af flagermus, det trækker sikkert heller ikke. Mange af tegningerne er malet på væggene med en blanding af kul og fedt fra en søko – de har kunnet holde så længe på grund af fugtigheden i hulerne. Andre er skåret ud, og så giver det sig selv. Desværre blev meget skadet af arbejdet i kalkminerne tæt på, men det var først i 1851, at man overhovedet opdagede, at der var en arkæologisk guldmine lige ved siden af.
Amerikas første sukkermølle
Fra San Cristobal kan man tage en afstikker til den lille by Nigua, 11 km sydpå. Her er strand, men også to sukkermøller fra kolonitiden – de første i Amerika. Boca Nigua er næsten som i gamle dage, da den blev drevet rundt af æsler, som så fik de store kværne i gang. Imellem kværnene blev rørene knust, så man kunne koge saften til sukker og rom. Den anden mølle er Diego Caballero (11) kort derfra. Den er ældre, og der er kun rester af den, men den ligger til gengæld så kønt. Flere plancher fortæller, hvordan sukkerproduktionen fandt sted på sukkermøllerne. Man kan også tage til Najayo stranden 14 km syd for San Cristobal. Denne strand er sammen med Playa Palenque en af de foretrukne strande for lokale. Især i weekenderne er der mange barer ved stranden, og folk sidder ude i vand til halsen med en drink i hånden.
Praktiske oplysninger om San Cristóbal:
Taxa Fra og til Santo Domingo, kan man tage en taxa, ca. $30 - 25 minutter: santodomingotaxi.com, tlf. 809-544-4444, Apolo Taxi, apolotaxi.com, tlf. 809-537-0000
Restauranter:
Pasteleria Chichita, Calle General Leger 58, tlf. 809-528-3012 – God caribisk mad
Range Grill, Padre Ayala, - har været noget skidt, men der er nye ejere, der gerne vil leve af det. Giv dem en chance.
Praktiske oplysninger om San Cristóbal:
Taxa Fra og til Santo Domingo, kan man tage en taxa, ca. $30 - 25 minutter: santodomingotaxi.com, tlf. 809-544-4444, Apolo Taxi, apolotaxi.com, tlf. 809-537-0000
Restauranter:
Pasteleria Chichita, Calle General Leger 58, tlf. 809-528-3012 – God caribisk mad
Range Grill, Padre Ayala, - har været noget skidt, men der er nye ejere, der gerne vil leve af det. Giv dem en chance.
Vest for San Cristobal:
Træk ud og ind på kortet for at få præcis placering. Numre svarer til teksten nedenfor:
Baní (1)
Bani er en af landets rigere byer på grund af sukker, kaffe, grønsager og salt. Og mangoer, som er lidt mindre og lidt sødere end de gængse. Der er masser af smagsprøver i forretningerne i sæsonen fra maj til juli. Alt kan gro her på grund af vand fra Rio Bani, som på taíno betyder rig på vand. Banís Parque Duarte er velholdt og venlig, så det er en dejlig by at gæste, uden egentlige seværdigheder, men man kan bare indsnuse lokal kolorit. Og de er så glade for, at man kommer.
Historie
Byen blev først anlagt i 1763 af strategiske grunde. Man havde brug for spanske byer i vest, der kunne markere over for franskmændene i vest, at dette var spansk område. Derfor tvang man omkring 100 fattige familier fra De Kanariske Øer til at hertil som en slags levende grænse. De fandt sig i det og havde blandt andet succes med at udnytte de nærliggende søer til saltproduktion, og så var de mestre i at avle geder. Byens berømte bysbarn er General Máximo Gómez y Báez (1836-1905), født her, men senere leder af de revolutionsstyrker, der smed Spanien ud af Cuba. Der er en buste af ham under et cubansk og dominikansk flag i den skyggefulde park omkring hans fødehjem, som der ikke er noget tilbage af. Der er dog et flot gavlmaleri af generalen til hest.
Værd at se omkring Bani:
Bani er en af landets rigere byer på grund af sukker, kaffe, grønsager og salt. Og mangoer, som er lidt mindre og lidt sødere end de gængse. Der er masser af smagsprøver i forretningerne i sæsonen fra maj til juli. Alt kan gro her på grund af vand fra Rio Bani, som på taíno betyder rig på vand. Banís Parque Duarte er velholdt og venlig, så det er en dejlig by at gæste, uden egentlige seværdigheder, men man kan bare indsnuse lokal kolorit. Og de er så glade for, at man kommer.
Historie
Byen blev først anlagt i 1763 af strategiske grunde. Man havde brug for spanske byer i vest, der kunne markere over for franskmændene i vest, at dette var spansk område. Derfor tvang man omkring 100 fattige familier fra De Kanariske Øer til at hertil som en slags levende grænse. De fandt sig i det og havde blandt andet succes med at udnytte de nærliggende søer til saltproduktion, og så var de mestre i at avle geder. Byens berømte bysbarn er General Máximo Gómez y Báez (1836-1905), født her, men senere leder af de revolutionsstyrker, der smed Spanien ud af Cuba. Der er en buste af ham under et cubansk og dominikansk flag i den skyggefulde park omkring hans fødehjem, som der ikke er noget tilbage af. Der er dog et flot gavlmaleri af generalen til hest.
Værd at se omkring Bani:
Dunas de Bani
Playa Bani, 7 km syd for byen er der godt drøn på bølgerne, et yndet sted for windsurfere.
Las Calderas 10 km vest er det mere fredelige alternativ.
Las Dunas de Baní (2) - se foto øverst.
Sandklitterne går i en lige øst-vest linje over halvøen Las Calderas, 15 kilometer. Med den blødeste fine sand, som man nærmest kan skøjte på. Man kan i hvert fald rulle i det, og nogen tager en opvaskebakke med og har en fest. Så sætter de sig på plastikbakken og rutsjer ned ad dem, der kan komme fart på, for den højeste klit er 35 meter. Der er sparsomt møbleret med floraen, det er nærmest en ørken, men der er dog oliventræer. Og så et væld af firben. I luften ser man fregatfugle, flamingoer, hejrer og duer.
Las Salinas (3)
Her har man udvundet salt siden 1600-tallet, salina betyder salt på spansk. Og det var næsten ligeså godt som guld i de dage, da køleskabet ikke var opfundet. Man lod vandet blæse ind over de flade kar, når det fordampede, lå det fineste salt tilbage, og så kunne det eksporteres til hele landet. Det kan man stadig.
Bus Expreso Baní-bus fra Santo Domingo (1½ t.), guaguas til Las Salinas (30 min.)
Las Calderas 10 km vest er det mere fredelige alternativ.
Las Dunas de Baní (2) - se foto øverst.
Sandklitterne går i en lige øst-vest linje over halvøen Las Calderas, 15 kilometer. Med den blødeste fine sand, som man nærmest kan skøjte på. Man kan i hvert fald rulle i det, og nogen tager en opvaskebakke med og har en fest. Så sætter de sig på plastikbakken og rutsjer ned ad dem, der kan komme fart på, for den højeste klit er 35 meter. Der er sparsomt møbleret med floraen, det er nærmest en ørken, men der er dog oliventræer. Og så et væld af firben. I luften ser man fregatfugle, flamingoer, hejrer og duer.
Las Salinas (3)
Her har man udvundet salt siden 1600-tallet, salina betyder salt på spansk. Og det var næsten ligeså godt som guld i de dage, da køleskabet ikke var opfundet. Man lod vandet blæse ind over de flade kar, når det fordampede, lå det fineste salt tilbage, og så kunne det eksporteres til hele landet. Det kan man stadig.
Bus Expreso Baní-bus fra Santo Domingo (1½ t.), guaguas til Las Salinas (30 min.)
Tilbage på Carretera Sanchez (DR-2) kommer man til den lille by Hatillo (4) ved foden af El Número. Den var i 1849 kampplads for det sidste slag mellem dominikanere og haitianere. Haiti fik så mange tæsk, at de aldrig siden har forsøgt at invadere Den Dominikanske Republik. Der er ikke ret meget andet at sige, men man skal jo igennem den under alle omstændigheder. Fra den lille by kan man på grusvej køre til Ocoa-bugten, hvor der er stille vand og flotte koralrev. Palmar de Ocoa er meget besøgt af folk, der vil på dybhavsfiskeri.
Støt guiden med drikkepenge via MobilePay: 20216673
Azua (5)
Mindesmærket for høvdingen Enriquillo, som tvang spanierne til fred i 1533
Azua ligger i et tørt og varmt område, en del er frodigt, men store dele er udpint af overdreven dyrkning. De kan stadig få meloner op af jorden. Da den er ca. halvvejs mellem hovedstaden og grænsen, tager mange et stop her ved det folkerige torv. Der er 80.000 indbyggere. I Parque Central er et mindesmærke over slaget med Haiti. Og et mindesmærke for høvdingen Guarocuya, senere Enriquillo, som tvang spanierne til en fredsaftale i 1533. Azuas strand Playa Monto Rio er velbesøgt af de lokale, så her finder man ikke nogen former for fred og ro.
Historie: Byen blev grundlagt i 1504 af Diego Velásquez, der kom til øen sammen med Columbus på hans anden rejse i 1493. Mexicos erobrer Hernán Cortés var borgmester i byen i 1505, da de begge tog til Cuba efter guld. Og senere til Mexico, hvor han tilintetgjorde det aztekiske rige. Også Juan Ponce de León – Nordamerikas opdager - har boet her. Der er ingen mindesmærker for de tre slyngler. Senere hentede man kanariske familier hertil for at bygge den op, men tropper fra Haiti brændte den ned i 1844. Kun 50 seje indbyggere var tilbage. Så kom kanariske frugtavlere og fik den til at blomstre igen
Bus: Caribe Tours kører mellem Parque Centrale i Azua til Santo Domingo ($225) og Barahona ($150), ca. hver 4. time.
Fra Azua til Barahona foregår ad DR-44. Og det er ikke den mest fantastiske strækning, men gevinsten ved de 1 ½ times kørsel bliver stor. Området har stort turist-potentiale, men det er endnu ikke så udbygget. Derfor er det bedst at være i bil, og man gør klogt i at fylde tanken op – både med vand og benzin. For der kan blive meget hedt i ørkenområderne.
Historie: Byen blev grundlagt i 1504 af Diego Velásquez, der kom til øen sammen med Columbus på hans anden rejse i 1493. Mexicos erobrer Hernán Cortés var borgmester i byen i 1505, da de begge tog til Cuba efter guld. Og senere til Mexico, hvor han tilintetgjorde det aztekiske rige. Også Juan Ponce de León – Nordamerikas opdager - har boet her. Der er ingen mindesmærker for de tre slyngler. Senere hentede man kanariske familier hertil for at bygge den op, men tropper fra Haiti brændte den ned i 1844. Kun 50 seje indbyggere var tilbage. Så kom kanariske frugtavlere og fik den til at blomstre igen
Bus: Caribe Tours kører mellem Parque Centrale i Azua til Santo Domingo ($225) og Barahona ($150), ca. hver 4. time.
Fra Azua til Barahona foregår ad DR-44. Og det er ikke den mest fantastiske strækning, men gevinsten ved de 1 ½ times kørsel bliver stor. Området har stort turist-potentiale, men det er endnu ikke så udbygget. Derfor er det bedst at være i bil, og man gør klogt i at fylde tanken op – både med vand og benzin. For der kan blive meget hedt i ørkenområderne.
Stranden ved Barahona
Barahona (6)
Havnebyens 90.000 indbyggere er mest beskæftiget ved den store sukkerfabrik, men der er også bauxit-produktion og udvinding af nationalstenen larimar. I de senere år er byen udbygget med hoteller og restauranter. Det er ikke nogen badeby, som man måske kunne tro, for stranden er forurenet. Men dominikanerne kommer hertil fra Santo Domingo for at nyde natte- og bylivet, og turister fra resten af verden er fulgt efter. Især omkring Parque Central er der flere restauranter og folkeliv. Byen er ideel som base for udforskning af nationalparkerne i nærheden. Også for dykkere er byen attraktiv. Der er udflugter til flere end 25 dykkersteder i nærheden, både for begyndere og øvede. Også fiskere kommer hertil fra hele verden, især i september, hvor der er konkurrence i dybhavsfiskeri.
Historie
Bugten om byen Bahia de Neiba var i kolonitiden et yndet tilholdssted for pirater, for her kunne de ligge trygt i læ. Blandt andre den berømte franske pirat Cofresi holdt til her. Byen blev grundlagt i 1802 af den haitianske general Toussaint L´Ouverture, da han overtog magten i Haiti. Det var en fiskerby, indtil Trujullo fik omdannet store dele af ørkenen nord for byen til sukkerrørsmarker, som han selv ejede og tjente på.
Praktiske oplysninger om Barahona:
Bus: Der kører guaguas til nationalparkerne fra Av. Luis E Delmonte. Caribe Tours kører til og fra Santo Domingo flere gange dagligt med stop i Azua og Barahona hver 4. time.
Overnatning i Barahona:
**** Riviera Beach Hotel, Av. Enriquillo 6, tlf. 809 524 5111
*** Hotel Caribe, Av. Enriquillo/Calle Duarte, tlf. 809 524 4111
** Hotel Loro Tuerto, Avenida Luis E. Del Monte 33, tlf. 809 909 22 62.
Restauranter i Barahona:
/// Brisas del Caribe, Carretera Batey Central, tlf. 809-524-2794 – fiskesuppe-forret med store stykker fisk ($190), fiske-medallioner i kokos ($450)
// Junior's, Nuestra Señora del Rosario 2 – det lette måltid, der kan betale sig. grillede sandwiches, tacos, burritos mm.
/ Restaurant Pizzería D’Lina, Av 30 de Mayo 11 – billig god mad, men forvent ikke venlig betjening, platos del día ($200)
Proviant: Super Jacobo, Padre Billini/Anacaona
Fest: Nuestra Señora del Rosario fejres 2.-7. oktober.
Havnebyens 90.000 indbyggere er mest beskæftiget ved den store sukkerfabrik, men der er også bauxit-produktion og udvinding af nationalstenen larimar. I de senere år er byen udbygget med hoteller og restauranter. Det er ikke nogen badeby, som man måske kunne tro, for stranden er forurenet. Men dominikanerne kommer hertil fra Santo Domingo for at nyde natte- og bylivet, og turister fra resten af verden er fulgt efter. Især omkring Parque Central er der flere restauranter og folkeliv. Byen er ideel som base for udforskning af nationalparkerne i nærheden. Også for dykkere er byen attraktiv. Der er udflugter til flere end 25 dykkersteder i nærheden, både for begyndere og øvede. Også fiskere kommer hertil fra hele verden, især i september, hvor der er konkurrence i dybhavsfiskeri.
Historie
Bugten om byen Bahia de Neiba var i kolonitiden et yndet tilholdssted for pirater, for her kunne de ligge trygt i læ. Blandt andre den berømte franske pirat Cofresi holdt til her. Byen blev grundlagt i 1802 af den haitianske general Toussaint L´Ouverture, da han overtog magten i Haiti. Det var en fiskerby, indtil Trujullo fik omdannet store dele af ørkenen nord for byen til sukkerrørsmarker, som han selv ejede og tjente på.
Praktiske oplysninger om Barahona:
Bus: Der kører guaguas til nationalparkerne fra Av. Luis E Delmonte. Caribe Tours kører til og fra Santo Domingo flere gange dagligt med stop i Azua og Barahona hver 4. time.
Overnatning i Barahona:
**** Riviera Beach Hotel, Av. Enriquillo 6, tlf. 809 524 5111
*** Hotel Caribe, Av. Enriquillo/Calle Duarte, tlf. 809 524 4111
** Hotel Loro Tuerto, Avenida Luis E. Del Monte 33, tlf. 809 909 22 62.
Restauranter i Barahona:
/// Brisas del Caribe, Carretera Batey Central, tlf. 809-524-2794 – fiskesuppe-forret med store stykker fisk ($190), fiske-medallioner i kokos ($450)
// Junior's, Nuestra Señora del Rosario 2 – det lette måltid, der kan betale sig. grillede sandwiches, tacos, burritos mm.
/ Restaurant Pizzería D’Lina, Av 30 de Mayo 11 – billig god mad, men forvent ikke venlig betjening, platos del día ($200)
Proviant: Super Jacobo, Padre Billini/Anacaona
Fest: Nuestra Señora del Rosario fejres 2.-7. oktober.
Til Nationalparkerne
Fra Barahona er der flere muligheder for at tage ud til nationalparkerne Baoruco og Cabritos. På alle hoteller vil der være guider, der har specialiseret sig i ture hertil, og der er meget godt at sige om de arrangerede ture, fordi man ikke selv behøver at navigere, og man får set det bedste. Hvis man vil køre selv, skal man køre ud ad 44 og dreje af på 46. Man kan også tage guaguas fra Av. Luis E Delmonte. På vejen ligger Reserva Cientifica Laguna Rincon – et mindre reservat omkring landets største ferskvandslagune. Her bor Hispaniola Skildpadden, som kun findes her. Der er også en større bestand af flamingoer omkring den fem meter dybe ferskvandsø, den anden største i landet.
Billede af PublicDomainPictures fra Pixabay
Sierra de Baoruco Nationalpark (7), åbent dgl. 8-17, entre $100
En stor del af den ca. 1000 km2 store park består af bjergkæden, Bahoruco, og natur-variationen er stor, for den ændrer sig hurtigt afhængig af, hvor højt man kommer op, og det kan blive op til 2300 meter på Loma del Toro, hvor det er koldt og ofte tåget. Op ad bjerget er der nåleskov og løvskov og torneskov, og der er faktisk ikke mange skovarter, der mangler. Og et par timer efter kan man så være i lavlandet, i knitrende ørken. I syd daler terrænet 700 meter i Hoyo de Pelempito, en nedsænkning fra sammenstødet mellem Pedernales-halvøen og Hispaniola for millioner af år siden. Sierra de Bahoruco strækker sig langt ind i Haiti, hvor det kaldes Massif de la Selle. Den dominikanske del er fredet udelukkende for at beskytte naturrigdomme og forhindre rovdrift, der er ikke tænkt så meget i forlystelsespark, og vi er langt fra dansk nationalpark, hvor man kører igennem en stor by hvert andet minut. Og den er stor, 70 kilometer lang. Der er for at sige det mildt ikke gjort meget for at gøre det nemt for turister. Kun få veje fører ind i nationalparken, og hvis man vil køre, skal man helst op i en 4-hjulstrækker. Så meget desto mere naturlig er naturen. Så tag vandrestøvlerne på, det er den eneste rigtige måde at opleve parkens skønhed på. Og masser af vand, her er varmt, med en gennemsnitstemperatur på 19 grader.
Historie: I disse bjerge var høvdingen Enriquillo så tæt på at slå de spanske erobrere, at spanierne gik med til en våbenhvile i 1533. Høvdingen fi lov til at fortsætte som leder af et mindre samfund i området. I dag er han nationalhelt. Der er ingen rester af hans høvdingedømme i nationalparken.
Flora: Der er over 1100 plantearter, nærmest dem alle i mange niveauer. Bedst kendt er parken for sine 160 vildtvoksende orkidearter, hvoraf 32 kun vokser her.
Fauna: Det er som fuglene, der kører med showet. Her er 50 arter, heriblandt: Hispaniola papegøjen, Haitidroslen, bjergskovdrossel, vagteldue, palmekrage og hispaniolakorsnæb. Og i den tungere ende: næsehornsleguanen og Hispaniola solenodonten, se dyr.
Adgangsveje: Man kan komme ind ad grusvejen i Duvergé (8).
Info Parkkontor ved Puerto Escondido (9).
Ture: Man kan sagtens tage dertil på en endagstur og få noget ud af det. Men ellers er der flere arrangører: Ecotour Barahona har fler-dags ture, ecotourbarahona.com, Tody Tours har fugleture, todytours.com
En stor del af den ca. 1000 km2 store park består af bjergkæden, Bahoruco, og natur-variationen er stor, for den ændrer sig hurtigt afhængig af, hvor højt man kommer op, og det kan blive op til 2300 meter på Loma del Toro, hvor det er koldt og ofte tåget. Op ad bjerget er der nåleskov og løvskov og torneskov, og der er faktisk ikke mange skovarter, der mangler. Og et par timer efter kan man så være i lavlandet, i knitrende ørken. I syd daler terrænet 700 meter i Hoyo de Pelempito, en nedsænkning fra sammenstødet mellem Pedernales-halvøen og Hispaniola for millioner af år siden. Sierra de Bahoruco strækker sig langt ind i Haiti, hvor det kaldes Massif de la Selle. Den dominikanske del er fredet udelukkende for at beskytte naturrigdomme og forhindre rovdrift, der er ikke tænkt så meget i forlystelsespark, og vi er langt fra dansk nationalpark, hvor man kører igennem en stor by hvert andet minut. Og den er stor, 70 kilometer lang. Der er for at sige det mildt ikke gjort meget for at gøre det nemt for turister. Kun få veje fører ind i nationalparken, og hvis man vil køre, skal man helst op i en 4-hjulstrækker. Så meget desto mere naturlig er naturen. Så tag vandrestøvlerne på, det er den eneste rigtige måde at opleve parkens skønhed på. Og masser af vand, her er varmt, med en gennemsnitstemperatur på 19 grader.
Historie: I disse bjerge var høvdingen Enriquillo så tæt på at slå de spanske erobrere, at spanierne gik med til en våbenhvile i 1533. Høvdingen fi lov til at fortsætte som leder af et mindre samfund i området. I dag er han nationalhelt. Der er ingen rester af hans høvdingedømme i nationalparken.
Flora: Der er over 1100 plantearter, nærmest dem alle i mange niveauer. Bedst kendt er parken for sine 160 vildtvoksende orkidearter, hvoraf 32 kun vokser her.
Fauna: Det er som fuglene, der kører med showet. Her er 50 arter, heriblandt: Hispaniola papegøjen, Haitidroslen, bjergskovdrossel, vagteldue, palmekrage og hispaniolakorsnæb. Og i den tungere ende: næsehornsleguanen og Hispaniola solenodonten, se dyr.
Adgangsveje: Man kan komme ind ad grusvejen i Duvergé (8).
Info Parkkontor ved Puerto Escondido (9).
Ture: Man kan sagtens tage dertil på en endagstur og få noget ud af det. Men ellers er der flere arrangører: Ecotour Barahona har fler-dags ture, ecotourbarahona.com, Tody Tours har fugleture, todytours.com
Ham her bor i nationalparken, Billede af PublicDomainPictures fra Pixabay
Støt guiden med drikkepenge via MobilePay: 20216673
Isla Cabritos Nationalpark (10), åbent dgl. 8-16.30, entre $100
Midt i søen, Lago Enriquillo, ligger den 12 kilometer lange ørkenø, Isla Cabritos (11) – Gedeøen – som har lagt navn til nationalparken. Den blev etableret i 1974, for det er en ret usædvanlig sø. En stille saltvandsø med tre gange mere saltindhold end havvand. Så det hele flyder. Den ligger 46 meter under havoverfladen og udgør ikke bare landets laveste punkt, men også Caribiens og for alle verdens ø-staters laveste punkt. Og så ændrer søen størrelse, altså ikke bare i småtingsafdelingen. I 2004 var den på 164 km2, men fem år efter var den på 350 km2, altså næsten en fordobling på fem år. Det skyldes bl.a. klimaforandringer med mere regn. Det betyder også, at det er lidt forskelligt, hvor mange øer der er i søen. For få år siden var der tre, nu er der kun en, Isla Cabritos. Resten er nu under vand. Søen er resterne af en kanal, der engang forbandt Bahia de Neiba med Port-au-Prince. Siden er flodens munding fyldt op med sedimenter fra Rio Yaque del Sur, samtidig med at landskabet har fået et skub op ved et jordskælv for mange millioner år siden. Siden har søen været isoleret fra havet. Bunden er et tykt tæppe af skaller og koraller. Tre fisk svømmer rundt i søen, og gør det kun i denne sø: Den blå limia, Limia melanonotata, Hispaniola gambusia Gambusia hispaniolae, Hispaniola karpen Cyprinodon bondi.
Her har boet indianere og ved Postrer Rio kan man klatre 50 meter op ad bjerget og se de huler, hvor de boede. På væggene er der kradserier, som angiveligt stammer fra indianertiden, blandt andet ansigter. Her gemte høvdingen Enriquillo sig, da han var i kamp med spanierne, og nu er søen opkaldt efter ham
Øen i søen er 12 km lang og 2 km bred. Nordsiden er grøn, mens sydsiden er ørken. Her bor leguaner, der er så vant til besøg, at man kan kæle med dem. Der er også skorpioner, men dem skal man til gengæld ikke kæle med. Hav derimod ordentligt fodtøj på. Langs søens bredder finder man flamingoer, men den største attraktion er de ca. 500 krokodiller Crocodylus acutus, der bor ved søens bredder. De bryder sig egentlig ikke sig meget om saltvandet og holder derfor ofte til ved de steder, hvor floderne fra Sierra de Neiba og Sierra de Baoruco sender ferskvand ud i søen. De er mest fremme om morgenen. Om natten kravler de op på øen og hviler sig, ligesom det er her, de lægger deres æg. Man skal være lidt mere heldig, hvis man vil møde de sjældne leguaner, Ricord's Cyclura ricordi og næsehornsleguanen Cyclura cornuta. Men de er der. Ligeså de farverige flamingoer, som er koncentreret på Isla Cabritos. Man kan også se skestorke og sort ibis.
Adgangsveje: Ved parkens hovedindgang – 4 km øst for La Descubierta (9) - køber man billet og bliver henvist til de både, der sejler på søen og til øen. Det koster ca. $3500 kroner for en båd, så det kan betale sig at dele med så mange som muligt. Det er som regel billigere og nemmere at tage på en tur, der er arrangeret på forhånd, f.eks. fra et hotel i Barahona. Man kan køre hele vejen rundt om søen (C-46) med flere gode stop undervejs. Ved La Azufrada – lige før La Descubierta (9) er det muligt at bade i svovlbade, der skulle være gode ved huden. Badene er rene nok, selv om der er en del affald omkring området. Især godt på varme dage, for vandet er iskoldt.
Midt i søen, Lago Enriquillo, ligger den 12 kilometer lange ørkenø, Isla Cabritos (11) – Gedeøen – som har lagt navn til nationalparken. Den blev etableret i 1974, for det er en ret usædvanlig sø. En stille saltvandsø med tre gange mere saltindhold end havvand. Så det hele flyder. Den ligger 46 meter under havoverfladen og udgør ikke bare landets laveste punkt, men også Caribiens og for alle verdens ø-staters laveste punkt. Og så ændrer søen størrelse, altså ikke bare i småtingsafdelingen. I 2004 var den på 164 km2, men fem år efter var den på 350 km2, altså næsten en fordobling på fem år. Det skyldes bl.a. klimaforandringer med mere regn. Det betyder også, at det er lidt forskelligt, hvor mange øer der er i søen. For få år siden var der tre, nu er der kun en, Isla Cabritos. Resten er nu under vand. Søen er resterne af en kanal, der engang forbandt Bahia de Neiba med Port-au-Prince. Siden er flodens munding fyldt op med sedimenter fra Rio Yaque del Sur, samtidig med at landskabet har fået et skub op ved et jordskælv for mange millioner år siden. Siden har søen været isoleret fra havet. Bunden er et tykt tæppe af skaller og koraller. Tre fisk svømmer rundt i søen, og gør det kun i denne sø: Den blå limia, Limia melanonotata, Hispaniola gambusia Gambusia hispaniolae, Hispaniola karpen Cyprinodon bondi.
Her har boet indianere og ved Postrer Rio kan man klatre 50 meter op ad bjerget og se de huler, hvor de boede. På væggene er der kradserier, som angiveligt stammer fra indianertiden, blandt andet ansigter. Her gemte høvdingen Enriquillo sig, da han var i kamp med spanierne, og nu er søen opkaldt efter ham
Øen i søen er 12 km lang og 2 km bred. Nordsiden er grøn, mens sydsiden er ørken. Her bor leguaner, der er så vant til besøg, at man kan kæle med dem. Der er også skorpioner, men dem skal man til gengæld ikke kæle med. Hav derimod ordentligt fodtøj på. Langs søens bredder finder man flamingoer, men den største attraktion er de ca. 500 krokodiller Crocodylus acutus, der bor ved søens bredder. De bryder sig egentlig ikke sig meget om saltvandet og holder derfor ofte til ved de steder, hvor floderne fra Sierra de Neiba og Sierra de Baoruco sender ferskvand ud i søen. De er mest fremme om morgenen. Om natten kravler de op på øen og hviler sig, ligesom det er her, de lægger deres æg. Man skal være lidt mere heldig, hvis man vil møde de sjældne leguaner, Ricord's Cyclura ricordi og næsehornsleguanen Cyclura cornuta. Men de er der. Ligeså de farverige flamingoer, som er koncentreret på Isla Cabritos. Man kan også se skestorke og sort ibis.
Adgangsveje: Ved parkens hovedindgang – 4 km øst for La Descubierta (9) - køber man billet og bliver henvist til de både, der sejler på søen og til øen. Det koster ca. $3500 kroner for en båd, så det kan betale sig at dele med så mange som muligt. Det er som regel billigere og nemmere at tage på en tur, der er arrangeret på forhånd, f.eks. fra et hotel i Barahona. Man kan køre hele vejen rundt om søen (C-46) med flere gode stop undervejs. Ved La Azufrada – lige før La Descubierta (9) er det muligt at bade i svovlbade, der skulle være gode ved huden. Badene er rene nok, selv om der er en del affald omkring området. Især godt på varme dage, for vandet er iskoldt.
Man kan flere steder i nationalparkerne finde helleristninger fra indianerne.
Syd for Barahona
Ruta 44 kører hele vejen de 125 km fra Barahona og Pedernales og grænsen til Haiti. Med jungle til den ene side og strande til den anden, grønt og azur, afhængig af om du kigger til højre eller venstre. Med floder fra bjergene, palmer og bananer. Visse steder bare strid ørken. Med smukke stop i småbyer, og den største attraktion: nationalparken Jaragua.
Larimar-Minerne (13), 13 km syd for Barahona
Den dominikansk turkis findes ikke noget andet sted i verden. Hvordan det bliver udvundet, kan man se ved et besøg i Los Chupaderos-minen. De barske minearbejdere hugger det ud af klippe inde i dybe skakter. Og arbejdstilsynet ville få et chok. Ved minerne er der små blikskure, der gør det ud for forretninger, og der er sprunget så mange led over, at man kan gøre fornuftige køb. Der er cirka en times kørsel efter afkørslen ved El Arroyo - kun i firhjulstrækker. Det er bedst at tage på en arrangeret tur, f.eks. med Ecotour Barahona, der har en heldagstur til US$100 med transport fra hotel i Barahona, guide, lunch og entre, ecotourbarahona.com
Ruta 44 kører hele vejen de 125 km fra Barahona og Pedernales og grænsen til Haiti. Med jungle til den ene side og strande til den anden, grønt og azur, afhængig af om du kigger til højre eller venstre. Med floder fra bjergene, palmer og bananer. Visse steder bare strid ørken. Med smukke stop i småbyer, og den største attraktion: nationalparken Jaragua.
Larimar-Minerne (13), 13 km syd for Barahona
Den dominikansk turkis findes ikke noget andet sted i verden. Hvordan det bliver udvundet, kan man se ved et besøg i Los Chupaderos-minen. De barske minearbejdere hugger det ud af klippe inde i dybe skakter. Og arbejdstilsynet ville få et chok. Ved minerne er der små blikskure, der gør det ud for forretninger, og der er sprunget så mange led over, at man kan gøre fornuftige køb. Der er cirka en times kørsel efter afkørslen ved El Arroyo - kun i firhjulstrækker. Det er bedst at tage på en arrangeret tur, f.eks. med Ecotour Barahona, der har en heldagstur til US$100 med transport fra hotel i Barahona, guide, lunch og entre, ecotourbarahona.com
San Rafael (14)
Den lille by på er kendt sine bade, der hvor floden flyder ud i havet. Der er små bassiner, så man kan køle sig i ferskvand, specielt besøgt i weekender. Byens strand er derimod stenet og har stærk strøm og store bølger. Men også her løber en strøm ned i naturlige bassiner til sandstranden, hvor man fra boder kan købe friskfanget fisk. Her kommer dominikanerne i weekenderne for at holde picnic og bade i det kølige vand.
Los Patos (15)
Favoritudsigten er fra et højdedrag lige uden for byen, El Mirador, her man samles for at se solen dale ned over Caribien den dag, og så må der klappes. Også her rinder en flod ud fra bjergene. Der er promenade på stranden med spisesteder og barer. Men ellers sker her absolut ingenting.
10 km syd ligger Parasio på bjergsiden ved Rio Nizaltas udmunding, og nogle km syd herfra ved Los Patos er der igen naturlige bassiner med frisk koldt vand fra bjergene. Balneario Los Patos er større end San Rafaels, og der er flere madboder. Efter Enriquillo flader det ud, og der bliver længere mellem byerne. Men så er man ved Jaragua nationalparken.
Den lille by på er kendt sine bade, der hvor floden flyder ud i havet. Der er små bassiner, så man kan køle sig i ferskvand, specielt besøgt i weekender. Byens strand er derimod stenet og har stærk strøm og store bølger. Men også her løber en strøm ned i naturlige bassiner til sandstranden, hvor man fra boder kan købe friskfanget fisk. Her kommer dominikanerne i weekenderne for at holde picnic og bade i det kølige vand.
Los Patos (15)
Favoritudsigten er fra et højdedrag lige uden for byen, El Mirador, her man samles for at se solen dale ned over Caribien den dag, og så må der klappes. Også her rinder en flod ud fra bjergene. Der er promenade på stranden med spisesteder og barer. Men ellers sker her absolut ingenting.
10 km syd ligger Parasio på bjergsiden ved Rio Nizaltas udmunding, og nogle km syd herfra ved Los Patos er der igen naturlige bassiner med frisk koldt vand fra bjergene. Balneario Los Patos er større end San Rafaels, og der er flere madboder. Efter Enriquillo flader det ud, og der bliver længere mellem byerne. Men så er man ved Jaragua nationalparken.
Parque Nacional Jaragua (14), åbent dgl. 8-17, entre.
Nationalparken er på 1350 km2 og landets største. Den dækker hele den sydlige del af halvøen og øerne Beata og Alto Velo. Parken er opkaldt efter indianerstammen Jaragua, som boede her, og der er stadig rester af deres gamle landsbyer. Vegetationen varierer fra frodige palmelunde til den bare ørken med kaktus, men der er også tjørneskov og subtropisk skov. Parken blev oprindelig skabt for at beskytte den store bestand af flamingoer, som bor på bredderne af Laguna de Oviedo. 130 fuglearter kan ses her, bl.a. den amerikanske fregatfugl, Hispaniola Gribben og masser af sangfugle. Desuden finder man flere skildpadder og de to endemiske leguaner: Ricord og næsehornsleguanen og læderskildpadden.
Man kan ikke bare selv køre en tur rundt i parken på egen hånd. Til gengæld kan man købe adgangskort af parkbetjenten til en tur på søen. Unge mænd ligger klar til at sejle rundt for ca. 150 kr. Kører man langs hele nationalparkens sydlige grænse kommer man til Pedernales og grænsen til Haiti.
Laguna de Oviedo er 28 km2 og ekstrem salt, kun adskilt fra havet af en 800 meter bred sandbanke. De 24 øer i lagunen sprudler af liv, og over dem kan man se fregatfugle, pelikaner og storke. Og så alle de røde flamingoer. Der er også svovlsøer og grotter, men ingenting er nemme at finde, så hvis man vil fordybe sig, bør man finde en god guide. De kan hyres ved indgangen.
Man finder indgang og besøgscenter efter Juancho på venstre hånd.
Kører man langs nationalparkens sydlige grænse kommer man til:
Nationalparken er på 1350 km2 og landets største. Den dækker hele den sydlige del af halvøen og øerne Beata og Alto Velo. Parken er opkaldt efter indianerstammen Jaragua, som boede her, og der er stadig rester af deres gamle landsbyer. Vegetationen varierer fra frodige palmelunde til den bare ørken med kaktus, men der er også tjørneskov og subtropisk skov. Parken blev oprindelig skabt for at beskytte den store bestand af flamingoer, som bor på bredderne af Laguna de Oviedo. 130 fuglearter kan ses her, bl.a. den amerikanske fregatfugl, Hispaniola Gribben og masser af sangfugle. Desuden finder man flere skildpadder og de to endemiske leguaner: Ricord og næsehornsleguanen og læderskildpadden.
Man kan ikke bare selv køre en tur rundt i parken på egen hånd. Til gengæld kan man købe adgangskort af parkbetjenten til en tur på søen. Unge mænd ligger klar til at sejle rundt for ca. 150 kr. Kører man langs hele nationalparkens sydlige grænse kommer man til Pedernales og grænsen til Haiti.
Laguna de Oviedo er 28 km2 og ekstrem salt, kun adskilt fra havet af en 800 meter bred sandbanke. De 24 øer i lagunen sprudler af liv, og over dem kan man se fregatfugle, pelikaner og storke. Og så alle de røde flamingoer. Der er også svovlsøer og grotter, men ingenting er nemme at finde, så hvis man vil fordybe sig, bør man finde en god guide. De kan hyres ved indgangen.
Man finder indgang og besøgscenter efter Juancho på venstre hånd.
Kører man langs nationalparkens sydlige grænse kommer man til:
Bahía de las Águilas (15)
Ørnebugten, som stranden hedder, må være en af verdens smukkeste strande, fire kilometer lang, med alle ingredienserne: sukkerhvidt sand, og vand man kigger lige igennem. Og her har man det stort set for sig selv. Dominikanerne kommer stort set ikke, det er svært at larme, for der er ingen elektricitet. Turen derud er en oplevelse i sig selv, igennem steppelandskaber, og en lille sejltur forbi små klippeøer. Fra La Cueva sejler små både til stranden for $1500 pr båd tur/retur. Spørg ved fiskerlejet. Man kan godt køre, men det kræver en firhjulstrækker. Hav alt med selv. Der er intet, ikke engang skygge.
Ørnebugten, som stranden hedder, må være en af verdens smukkeste strande, fire kilometer lang, med alle ingredienserne: sukkerhvidt sand, og vand man kigger lige igennem. Og her har man det stort set for sig selv. Dominikanerne kommer stort set ikke, det er svært at larme, for der er ingen elektricitet. Turen derud er en oplevelse i sig selv, igennem steppelandskaber, og en lille sejltur forbi små klippeøer. Fra La Cueva sejler små både til stranden for $1500 pr båd tur/retur. Spørg ved fiskerlejet. Man kan godt køre, men det kræver en firhjulstrækker. Hav alt med selv. Der er intet, ikke engang skygge.
Playa de las Aguilas - Ørnestranden - er en af verdens smukkeste strande
Pedernales (16)
Det er altid spændende med en grænseby, mødet mellem to folk kan give glimmer og gnister. I dag er det mest glimmer i farverne, når haitianerne kommer for at handle mandag og fredag, og det er med alt, men mest med frugt og grønt og alt, hvad der kan kopieres. Og så er det lidt mærkeligt, at man kigger ind i Haiti. Det er en noget støvet by, og der er varmt. Og det er aldrig blevet noget turist-trækplaster, så der er kun et par hoteller. 12 km øst for Pedernales ligger Cabo Rojo, som er mest kendt for sin aluminiumsindustri. Bauxite, som bruges til at producere det, nærmest lyser ud af bjergene omkring. Kører man ganske få kilometer videre fra Cabo Rojo kommer man til en af landets måske smukkeste strande, Playa de las Aguiles, Ørnestranden, som man kan se på billedet ovenfor. Og den er bare så billedskøn og vandet så dejligt, at det er umage værd at tage herud. Man kan godt tage herud på en dagsudflugt fra Santo Domingo. Selv om strandene er perfekte, vil man sjældent se turister, fordi der er så få overnatningsmuligheder. Men der er masser af lokale, og der er flere boder, hvor man kan købe øl - kun EL Presidente - og vand og hjemmelavede empanadas, omend de godt kan være lidt tørre af at have ligget i plastikkassen.
Markedet i tierra de nadie, ingenmandsland, er det store tilløbsstykke. Det ligger på den dominikanske side af grænsen, men haitianerne må gerne være med. De sejler om natten fra byen Marigot, fordi transport over land er umulig, og i syv timer sidder de i små både med deres bananer og andre varer, for så endelig at nå frem tidligt om morgenen til markedsdag. Det er lidt hårdt at se på, og dominikanerne har allerede taget de bedste pladser. Markedet er ikke lige så stort som det enorme marked i Dajabón længere nordpå, men mindre kan være en lettelse.
Grænseovergangen går til den haitianske by Anse-à-Pitres. Det koster $US35 at komme ind i Haiti og $US30 at komme tilbage. Og det er ikke altid, at man kan, og der er heller ingen grund til det, for man kan ikke komme videre. Men nogen vil gerne give mange penge for at sige, at man har været i Haiti. På Playa Pedernales for enden af hovedgaden har fint hvidt sand og udsigt over Jaragua-halvøen.
Bus Man skal med guaguas til Barahona, men regn ikke med faste tider. Egen transport er at foretrække
Det er altid spændende med en grænseby, mødet mellem to folk kan give glimmer og gnister. I dag er det mest glimmer i farverne, når haitianerne kommer for at handle mandag og fredag, og det er med alt, men mest med frugt og grønt og alt, hvad der kan kopieres. Og så er det lidt mærkeligt, at man kigger ind i Haiti. Det er en noget støvet by, og der er varmt. Og det er aldrig blevet noget turist-trækplaster, så der er kun et par hoteller. 12 km øst for Pedernales ligger Cabo Rojo, som er mest kendt for sin aluminiumsindustri. Bauxite, som bruges til at producere det, nærmest lyser ud af bjergene omkring. Kører man ganske få kilometer videre fra Cabo Rojo kommer man til en af landets måske smukkeste strande, Playa de las Aguiles, Ørnestranden, som man kan se på billedet ovenfor. Og den er bare så billedskøn og vandet så dejligt, at det er umage værd at tage herud. Man kan godt tage herud på en dagsudflugt fra Santo Domingo. Selv om strandene er perfekte, vil man sjældent se turister, fordi der er så få overnatningsmuligheder. Men der er masser af lokale, og der er flere boder, hvor man kan købe øl - kun EL Presidente - og vand og hjemmelavede empanadas, omend de godt kan være lidt tørre af at have ligget i plastikkassen.
Markedet i tierra de nadie, ingenmandsland, er det store tilløbsstykke. Det ligger på den dominikanske side af grænsen, men haitianerne må gerne være med. De sejler om natten fra byen Marigot, fordi transport over land er umulig, og i syv timer sidder de i små både med deres bananer og andre varer, for så endelig at nå frem tidligt om morgenen til markedsdag. Det er lidt hårdt at se på, og dominikanerne har allerede taget de bedste pladser. Markedet er ikke lige så stort som det enorme marked i Dajabón længere nordpå, men mindre kan være en lettelse.
Grænseovergangen går til den haitianske by Anse-à-Pitres. Det koster $US35 at komme ind i Haiti og $US30 at komme tilbage. Og det er ikke altid, at man kan, og der er heller ingen grund til det, for man kan ikke komme videre. Men nogen vil gerne give mange penge for at sige, at man har været i Haiti. På Playa Pedernales for enden af hovedgaden har fint hvidt sand og udsigt over Jaragua-halvøen.
Bus Man skal med guaguas til Barahona, men regn ikke med faste tider. Egen transport er at foretrække
Du har mulighed for at støtte guiden via MobilePay på 20216673
