Punta Cana og omegn
De fleste danskere bor i Punta Cana, men de opdager, at det er et vidt begreb. For navnet bruges til et kæmpe område med 60 km vidunderlig caribisk strand, prikket med 50 store resorts. Her kan man slappe helt af - og bruge det som base til at trænge ind i den østlige del af landet med historiske byer og nationalparker. Nærmeste store udflugtsmål er den østligste nationalpark med paradisøen Saona, men der er også Higuey og andet godt, se nederst.
Af Kenneth Bo Jørgensen
Navnet Punta Cana bruges om hele østkysten, så hvis man tror, at man skal bo i byen Punta Cana, fordi hotellet hedder noget med Punta Cana, kan man altså tage op til 50 kilometer fejl. Og i øvrigt skal man ikke have store forventninger til selve byen, Downtown, for det er bare en turistby – den nærmeste rigtige by, Higuey, ligger 40 kilometer derfra. Men fortvivl ikke, for hvis man er kommet for at få total caribisk natur og strand med effektive tilbud til alle turisthjerter og maver, så er man på rette sted, og det er et udmærket udgangspunkt for at få opleve store dele af Den Dominikanske Republik.
Området hed oprindeligt Punta Borrachón, og det betød noget i retning af Tilholdssted for drukkenbolte. Det gjorde ikke noget, da de lange, hvide strande af det reneste koralsand lå øde hen, mens der ubemærket rullede stille bølger af azurblåt vand ind fra Det Caribiske Hav. Men så fik nogle driftige rigmænd ideen om at pynte den 60 kilometer lange kyststrækning med hoteller og ressorts, som kunne trække hele verden til Den Dominikanske Republik og bringe velstand og vækst til landet. Blandt dem var den verdensberømte designer Oscar de la Renta (1932-2014), og den endnu mere berømte entertainer, Julio Iglesias – begge glødende dominikanere. De mente, at det var lidt op ad bakke med det gamle navn, så det blev omdøbt til Punta Cana, opkaldt efter palmen Cana, som vokser her. Så byggede de en lufthavn, som i dag modtager ca. 3 mio. passagerer om året, og opførte 50 store hoteller langs strandkanten. I dag er der fuld tryk på økonomien med en vækstrate på 6 %.
Navnet Punta Cana bruges om hele østkysten, så hvis man tror, at man skal bo i byen Punta Cana, fordi hotellet hedder noget med Punta Cana, kan man altså tage op til 50 kilometer fejl. Og i øvrigt skal man ikke have store forventninger til selve byen, Downtown, for det er bare en turistby – den nærmeste rigtige by, Higuey, ligger 40 kilometer derfra. Men fortvivl ikke, for hvis man er kommet for at få total caribisk natur og strand med effektive tilbud til alle turisthjerter og maver, så er man på rette sted, og det er et udmærket udgangspunkt for at få opleve store dele af Den Dominikanske Republik.
Området hed oprindeligt Punta Borrachón, og det betød noget i retning af Tilholdssted for drukkenbolte. Det gjorde ikke noget, da de lange, hvide strande af det reneste koralsand lå øde hen, mens der ubemærket rullede stille bølger af azurblåt vand ind fra Det Caribiske Hav. Men så fik nogle driftige rigmænd ideen om at pynte den 60 kilometer lange kyststrækning med hoteller og ressorts, som kunne trække hele verden til Den Dominikanske Republik og bringe velstand og vækst til landet. Blandt dem var den verdensberømte designer Oscar de la Renta (1932-2014), og den endnu mere berømte entertainer, Julio Iglesias – begge glødende dominikanere. De mente, at det var lidt op ad bakke med det gamle navn, så det blev omdøbt til Punta Cana, opkaldt efter palmen Cana, som vokser her. Så byggede de en lufthavn, som i dag modtager ca. 3 mio. passagerer om året, og opførte 50 store hoteller langs strandkanten. I dag er der fuld tryk på økonomien med en vækstrate på 6 %.
Strandene:
Strandene er som postkort, hvis man stadig sendte den slags, mere end strandene nordpå langs Atlantkysten. De er nærmest komisk smukke. Her får man den rigtige vare med milde vinde, lunt vand og sand som sukker. Og over alt er der naturlige bassiner, hvor man kan bade sikkert og roligt og skønt. Strandene ligger omkring pynten, Cabo Engano, landets østligste punkt. Jo længere mod nord, jo mere får man det hele for sig selv. Jo længere mod syd, jo mere gøgl og gang i den. Nord for pynten ligger (fra nord): Uvero Alto, Macao, Arena Gorda, Bávaro, El Cortecito, Las Corales og Cabeza de Toro. Syd for pynten kommer Cabo Engaño, Punta Cana og Juanillo.
Strandene er som postkort, hvis man stadig sendte den slags, mere end strandene nordpå langs Atlantkysten. De er nærmest komisk smukke. Her får man den rigtige vare med milde vinde, lunt vand og sand som sukker. Og over alt er der naturlige bassiner, hvor man kan bade sikkert og roligt og skønt. Strandene ligger omkring pynten, Cabo Engano, landets østligste punkt. Jo længere mod nord, jo mere får man det hele for sig selv. Jo længere mod syd, jo mere gøgl og gang i den. Nord for pynten ligger (fra nord): Uvero Alto, Macao, Arena Gorda, Bávaro, El Cortecito, Las Corales og Cabeza de Toro. Syd for pynten kommer Cabo Engaño, Punta Cana og Juanillo.
Stranden ved Bavaro. Billede af Albert Dezetter fra Pixabay
Bavaro
De fleste hoteller ligger i Bavaro, fem km nord for pynten, langs en vildt flot, bred, kridhvid sandstrand. Det var egentlig en midlertidig serviceby til dem, der opførte hotellerne syd på, men nu er det blevet en resortby, mere livligt end ved Punta Cana, med masser af gang i den på stranden. Man kan leje alt udi legetøj på vandet, og det er et godt sted at snorkle. Kun fantasien begrænser udbuddet – og hvis man mangler det, så hent inspiration her. Der er iøvrigt masser af forlystelsesparker. Hvis det er action, så prøv Scape Park ved pynten; www.scapepark.com.
Er det mere familievenligt, så prøv:
Manati Park, åbent dgl. 9-18.30, entre, tlf. 1-809-2219444, www.manatipark.com
Tæt på Bávaro – følg skiltene – finder 300 km2 med fugle, fisk, søløver, delfinshow og papegøjer. En attraktion er en kopi af en Taino-indianerlandsby. Om aftenen er der hesteopvisning, der leder tankerne hen på den spanske rideskole i Jérez de la Frontera. Udover shows med delfiner, kan man også svømme med dem, hvilket dog koster ekstra.
Restaurant: Jellyfish, Bavaro Beach. Afslappet sted mellem Barcelo Bavaro Beach Resort og Melia Caribe Tropical. Vælg mellem seafood, kylling, pasta og steaks.
De fleste hoteller ligger i Bavaro, fem km nord for pynten, langs en vildt flot, bred, kridhvid sandstrand. Det var egentlig en midlertidig serviceby til dem, der opførte hotellerne syd på, men nu er det blevet en resortby, mere livligt end ved Punta Cana, med masser af gang i den på stranden. Man kan leje alt udi legetøj på vandet, og det er et godt sted at snorkle. Kun fantasien begrænser udbuddet – og hvis man mangler det, så hent inspiration her. Der er iøvrigt masser af forlystelsesparker. Hvis det er action, så prøv Scape Park ved pynten; www.scapepark.com.
Er det mere familievenligt, så prøv:
Manati Park, åbent dgl. 9-18.30, entre, tlf. 1-809-2219444, www.manatipark.com
Tæt på Bávaro – følg skiltene – finder 300 km2 med fugle, fisk, søløver, delfinshow og papegøjer. En attraktion er en kopi af en Taino-indianerlandsby. Om aftenen er der hesteopvisning, der leder tankerne hen på den spanske rideskole i Jérez de la Frontera. Udover shows med delfiner, kan man også svømme med dem, hvilket dog koster ekstra.
Restaurant: Jellyfish, Bavaro Beach. Afslappet sted mellem Barcelo Bavaro Beach Resort og Melia Caribe Tropical. Vælg mellem seafood, kylling, pasta og steaks.
Fra Playa Cabeza de Toro kan man komme på bådudflugter eller kigge på lokale fiskerbåde lande deres fangster. Her ligger de romantiske restauranter lige ud til vandkanten, og der er masser af barer og shopping, og man behøver ikke at kede sig et sekund. Syd for pynten – mellem Club Med og Westin - ligger den lavvandede Playa Blanca, der er kendt som en stor vandlegeplads, hvor man kan snorkle, windsurfe og kitesurfe i vilden sky. Og helt mod syd er Playa Juanillo, hvor par fra hele verden bliver smedet – deraf tilnavnet bryllups-stranden.
Downtown
Der er knald på. Og man står tæt.
Selve Punta Cana kan deles op i Cap Cana Marina, 15 km mod syd, shoppingcentret Punta Cana Village nær lufthavnen og Downtown Punta Cana med centret San Juan og de mange restauranter og natklubber, blandt andet verdensberømte Coco Loco. Her er virkelig gang i den. Og man kan få shoppet igennem, blandt andet i Super Pola, et supermarked med alt. Det hele bliver til partyzone om aftenen og nat, med tusindvis af festglade. Men der er tilbud til både de rolige og de vilde:
Coco Bongo, Centro Comercial, fra kl. 22, entre, lukket ma., tlf. 809-466-1111
Her er professionel party-blim-blim og dunk-dunk a la Vegas. Kæmpestort, og det larmer, men det er sjovt, hvis man er til det. Med live musik, sexede dansere i små kostumer, akrobater, stand-up komikere, og hvis man kan bære det: dværgkastning. Man glemmer det aldrig. Entreen er høj, men der er også fri bar indtil 2.30 – dog kun lokale mærker. Man kan købe billetter fra US$70-600, afhængig af ønsket forkælingsgrad. Alle bliver hentet på deres hoteller og afleveret igen fra kl. 03. Du kan undgå kø ved at købe billet online: her
Imagine Cave, Av. Estados Unidos, to-sø fra 22.30, Entre fra US$30, tlf. 829 838 5346
Her kan man komme på vild natklub uden at være tvunget til at betale for fri bar, hvis man nu ikke ønsker at drikke alkohol. Man kan nøjes med at danse og more sig i de naturlige grotter, der er omdannet til total party-zone. Det er vulkaner, der engang har pustet alle disse grotter ud, som nu danner ramme om virkelig høj musik og gang i den. Også her bliver man hentet på hotellet og returneret ved 3-tiden. imaginepuntacana.com/en/the-cave/
Coco Bongo, Centro Comercial, fra kl. 22, entre, lukket ma., tlf. 809-466-1111
Her er professionel party-blim-blim og dunk-dunk a la Vegas. Kæmpestort, og det larmer, men det er sjovt, hvis man er til det. Med live musik, sexede dansere i små kostumer, akrobater, stand-up komikere, og hvis man kan bære det: dværgkastning. Man glemmer det aldrig. Entreen er høj, men der er også fri bar indtil 2.30 – dog kun lokale mærker. Man kan købe billetter fra US$70-600, afhængig af ønsket forkælingsgrad. Alle bliver hentet på deres hoteller og afleveret igen fra kl. 03. Du kan undgå kø ved at købe billet online: her
Imagine Cave, Av. Estados Unidos, to-sø fra 22.30, Entre fra US$30, tlf. 829 838 5346
Her kan man komme på vild natklub uden at være tvunget til at betale for fri bar, hvis man nu ikke ønsker at drikke alkohol. Man kan nøjes med at danse og more sig i de naturlige grotter, der er omdannet til total party-zone. Det er vulkaner, der engang har pustet alle disse grotter ud, som nu danner ramme om virkelig høj musik og gang i den. Også her bliver man hentet på hotellet og returneret ved 3-tiden. imaginepuntacana.com/en/the-cave/
Det er ret hyggeligt at besøge Don Lucas
Cigarfabrikken Don Lucas, Avenida Barceló, gratis, tlf. 1-809 466 1212. Er det tid til at slappe af med en god cigar – eller vil du bare se, hvordan de bliver lavet. Bliv hent på dit hotel og få en gratis rundtur – og så håber de jo, at du bliver fristet i forretningen, men man behøver ikke at købe noget. Man ser cigarrullerne, næsten 40 højt specialiserede rulle-mænd og kvinder, producerer de kendte mærker, der hører blandt landets bedste. www.donlucascigars.com.do
Restauranter:
Acentos Bistro, Puntacana Village
Serverer spansk, fransk og middelhavs-retter. God risotto med porchinisvampe, lammen anbefales også. Til dessert: prøv endelig chocolate fondant.
Steak & Seafood Grill, Puntacana Village
Importeret kød af høj kvalitet - klar til kødorgie. Mange steaks må deles mellem flere. Prøv også den lækre gourmet burger med karameliserede løg og gedeost.
Dolce Italia, Palma Real Shopping Mall
Ny italiener med kok fra Napoli. De bedste borde er ude på den åbne plaza.
Fusion Bistro Bar, Downtown Punta Cana
Ved siden af Coco Bongo er flere spisesteder, denne har både asiatisk, fransk og spansk.
Lorenzillo’s, Down Town Punta Cana
Hummer-tid. God mad, gode vine og venlig service. “Especial de Piratas” er blandet seafood.
Mamma Luisa, Puntacana Village
Bedste italiener. Pastaretter er guddommelige. Men også Cesar salat med kylling og dybstegte blæksprutteringe.
Golf
Punta Cana er et mekka for golfspillere – med et væld af gode baner. Med fire créme de la crémebaner, bla: Punta Espada – designet af Jack Nicklaus og udpeget som bedst i Caribien.
Restauranter:
Acentos Bistro, Puntacana Village
Serverer spansk, fransk og middelhavs-retter. God risotto med porchinisvampe, lammen anbefales også. Til dessert: prøv endelig chocolate fondant.
Steak & Seafood Grill, Puntacana Village
Importeret kød af høj kvalitet - klar til kødorgie. Mange steaks må deles mellem flere. Prøv også den lækre gourmet burger med karameliserede løg og gedeost.
Dolce Italia, Palma Real Shopping Mall
Ny italiener med kok fra Napoli. De bedste borde er ude på den åbne plaza.
Fusion Bistro Bar, Downtown Punta Cana
Ved siden af Coco Bongo er flere spisesteder, denne har både asiatisk, fransk og spansk.
Lorenzillo’s, Down Town Punta Cana
Hummer-tid. God mad, gode vine og venlig service. “Especial de Piratas” er blandet seafood.
Mamma Luisa, Puntacana Village
Bedste italiener. Pastaretter er guddommelige. Men også Cesar salat med kylling og dybstegte blæksprutteringe.
Golf
Punta Cana er et mekka for golfspillere – med et væld af gode baner. Med fire créme de la crémebaner, bla: Punta Espada – designet af Jack Nicklaus og udpeget som bedst i Caribien.
Udflugter fra Punta Cana:
Erobrerens Borg (2)
Hans kårde ligger klar på bordet. Og han har siddet på den stol.
San Rafael del Yuma
Den stille by har kun 6000 indbyggere, men folk drager hertil for at se byens store attraktion: Et hus bygget af den spanske erobrer, Ponce de Léon. Man finder det ved at køre til venstre lige før byens kirkegård og ca. 500 m frem på et plateau cirka tre km fra byen.
Casa Fuerte de Ponce de Léon, Av Libertad, 9-17, $50, tlf. 809-221-8023.
Huset har tilhørt en af de helt store spanske erobrere af Den Nye Verden, Juan Ponce de Léon (1474–1521). Han var 33 år, da han tog med på Columbus´ anden rejse til Amerika i 1493. I 1502 var han med til at besætte det østlige Hispaniola og grundlagde byen Higuey, som han regerede indtil 1508. I de år byggede og beboede han dette fæstningsagtige hus med meget små vinduer skydeskår og to meter tykke mure, som skulle beskytte ham mod indianerangreb. I 1508 erobrede han naboøen Puerto Rico, og siden ledte han en ekspedition for at finde øen Bimini nord for Cuba. Her troede han, at han kunne finde ungdommens kilde. Sådan en kilde mente spanierne måtte findes, for hvordan skulle indianerne ellers kunne holde sig unge og smukke i så høj en alder. Den fandt han af gode grunde ikke, i stedet blev han den første europæer, der opdagede Nordamerika, nærmere betegnet Florida. Herefter vendte han tilbage til Puerto Rico, hvor han blev kendt som en brutal leder med masser af indianerlig på samvittigheden. Først i 1521 tog han igen til Florida for at kolonisere området. Men her var indianerne ikke så fredelige som i Caribien. Under kamp blev Ponce de Leon såret og trak sig tilbage til Cuba, hvor han døde. Hans hus forfaldt i mange år, men blev restaureret i 1997. Da kom der nye spanske teglsten på, sådan som der var, da huset blev bygget. Entredøren er lavet af flere lag hårdt træ, den er udstyret med lås, der kun kan åbnes indefra. Indenfor kan man se autentiske ting, som Ponce de Léon har ejet og brugt, blandt anden hans seng, hans bord og stol – og ikke mindst hans kårde. Maghonigulvet er fra det oprindelige hus.
Den stille by har kun 6000 indbyggere, men folk drager hertil for at se byens store attraktion: Et hus bygget af den spanske erobrer, Ponce de Léon. Man finder det ved at køre til venstre lige før byens kirkegård og ca. 500 m frem på et plateau cirka tre km fra byen.
Casa Fuerte de Ponce de Léon, Av Libertad, 9-17, $50, tlf. 809-221-8023.
Huset har tilhørt en af de helt store spanske erobrere af Den Nye Verden, Juan Ponce de Léon (1474–1521). Han var 33 år, da han tog med på Columbus´ anden rejse til Amerika i 1493. I 1502 var han med til at besætte det østlige Hispaniola og grundlagde byen Higuey, som han regerede indtil 1508. I de år byggede og beboede han dette fæstningsagtige hus med meget små vinduer skydeskår og to meter tykke mure, som skulle beskytte ham mod indianerangreb. I 1508 erobrede han naboøen Puerto Rico, og siden ledte han en ekspedition for at finde øen Bimini nord for Cuba. Her troede han, at han kunne finde ungdommens kilde. Sådan en kilde mente spanierne måtte findes, for hvordan skulle indianerne ellers kunne holde sig unge og smukke i så høj en alder. Den fandt han af gode grunde ikke, i stedet blev han den første europæer, der opdagede Nordamerika, nærmere betegnet Florida. Herefter vendte han tilbage til Puerto Rico, hvor han blev kendt som en brutal leder med masser af indianerlig på samvittigheden. Først i 1521 tog han igen til Florida for at kolonisere området. Men her var indianerne ikke så fredelige som i Caribien. Under kamp blev Ponce de Leon såret og trak sig tilbage til Cuba, hvor han døde. Hans hus forfaldt i mange år, men blev restaureret i 1997. Da kom der nye spanske teglsten på, sådan som der var, da huset blev bygget. Entredøren er lavet af flere lag hårdt træ, den er udstyret med lås, der kun kan åbnes indefra. Indenfor kan man se autentiske ting, som Ponce de Léon har ejet og brugt, blandt anden hans seng, hans bord og stol – og ikke mindst hans kårde. Maghonigulvet er fra det oprindelige hus.
Parque Nacional Cotubanamá (3)
Den største seværdighed ved Punta Cana er nationalparken, et stort massivt naturområde, der begynder de to strandbyer: Bayahibe og Boca de Yuma – og det holder ikke op før den lille paradisø: Isla Saona. Så fantastisk, at det i 2018 blev indstillet til Unescos liste over Verdenarv. Det er dominikanske natur i en Maggi-terning – stort set det hele er samlet her, og endda med grotter og huler, hvor indianerne har boet og udført dramatiske helleristninger for tusinder af år siden. Naturelskere bliver vilde af begejstring, men far nu ikke vild. Det er ren jungle.
I et område noget større end Bornholm har man ligesom fået samlet alt det, der er kendetegn på dominikansk natur. Både i landskaber og dyreliv. Det er derfor et af de vigtigste steder til bevarelse af landets oprindelige dyre– og planteliv. Og den har så stor international betydning, at den i 2018 blev indstillet til en plads på Unescos World Heritage List, men den er ikke optaget endnu.
Parken ligger så langt mod øst, at den også kaldes Nationalpark del Este (øst). Den er på 791 km2 – og det omfatter både halvøen, øerne Saona, Catalinita og Catalina og det beskyttede havområde på 110 km2. Den afgrænses mod nord af en usynlig grænse på 25 km, der går de to små byer, Boca de Yuma og Bayahibe. På dette forholdsvis lille område kan man få en tur i hele verden, fra skov til savanne, og i parkens indre fra mangroveskov til tropisk regnskov. Der er ingen floder eller vandløb, for undergrunden er af så porøs kalksten, at vandet siver væk - eller ned, hvor det har skabt enorme grotter med vilde klippeformationer. I huller og sprækker er skyllet dyr og planter, der nu er fossiler, som forskerne er vilde med. Halvdelen af parken er under vand med landets største koralrev, lige ud for Isla Saona (se nederst).
Adgangsveje: Der er indgang i vest fra Bayahibe (p-pladsen) og Boca Yuma (rangerstation). Man betaler entre $200 eller US$5, og får et armbånd, som man skal have synligt på under hele opholdet. I øst kommer man ind fra Boca de Yuma. Der er flere gode organiserede vandreture til parken og til grotterne, som man kan købe i byen.Men man kan også benytte en af stedet lokale guider, der arbejder for drikkepenge. De har stor indsigt, og koster ikke meget mere end 30 kroner for et par timers rundtur.
Historie
Parkens område har været beboet af taino-indianere i tusinder år, og helt sikkert brugt til religiøse ceremonier og begravelser, men også boldbaner har man fundet. Vi ved det fra tusindvis af helleristninger i grotter og huler. Da indianerne var udslettet, blev området forladt. Dog brugte man øen Saona som tvunget husly for politiske modstandere, nok verdens smukkeste fængsel. Diktator Trujillo kunne godt se skønheden og gjorde øen til sit private jagtrevir, men på fastlandet groede det bare. Parken blev etableret i 1975 og hed Nationalpark Øst (del Este), men i 2014 besluttede regeringen at opkalde den efter høvding Cotubanamá, som var leder af taino-stammerne omkring Higeuy, da spanierne indledte nogle af tidens værste udryddelser. Høvdingen flygtede ind i parken og boede i en grotte, men blev forrådt at sine egne. Han blev sendt til Santo Domingo og hængt i 1504.
I et område noget større end Bornholm har man ligesom fået samlet alt det, der er kendetegn på dominikansk natur. Både i landskaber og dyreliv. Det er derfor et af de vigtigste steder til bevarelse af landets oprindelige dyre– og planteliv. Og den har så stor international betydning, at den i 2018 blev indstillet til en plads på Unescos World Heritage List, men den er ikke optaget endnu.
Parken ligger så langt mod øst, at den også kaldes Nationalpark del Este (øst). Den er på 791 km2 – og det omfatter både halvøen, øerne Saona, Catalinita og Catalina og det beskyttede havområde på 110 km2. Den afgrænses mod nord af en usynlig grænse på 25 km, der går de to små byer, Boca de Yuma og Bayahibe. På dette forholdsvis lille område kan man få en tur i hele verden, fra skov til savanne, og i parkens indre fra mangroveskov til tropisk regnskov. Der er ingen floder eller vandløb, for undergrunden er af så porøs kalksten, at vandet siver væk - eller ned, hvor det har skabt enorme grotter med vilde klippeformationer. I huller og sprækker er skyllet dyr og planter, der nu er fossiler, som forskerne er vilde med. Halvdelen af parken er under vand med landets største koralrev, lige ud for Isla Saona (se nederst).
Adgangsveje: Der er indgang i vest fra Bayahibe (p-pladsen) og Boca Yuma (rangerstation). Man betaler entre $200 eller US$5, og får et armbånd, som man skal have synligt på under hele opholdet. I øst kommer man ind fra Boca de Yuma. Der er flere gode organiserede vandreture til parken og til grotterne, som man kan købe i byen.Men man kan også benytte en af stedet lokale guider, der arbejder for drikkepenge. De har stor indsigt, og koster ikke meget mere end 30 kroner for et par timers rundtur.
Historie
Parkens område har været beboet af taino-indianere i tusinder år, og helt sikkert brugt til religiøse ceremonier og begravelser, men også boldbaner har man fundet. Vi ved det fra tusindvis af helleristninger i grotter og huler. Da indianerne var udslettet, blev området forladt. Dog brugte man øen Saona som tvunget husly for politiske modstandere, nok verdens smukkeste fængsel. Diktator Trujillo kunne godt se skønheden og gjorde øen til sit private jagtrevir, men på fastlandet groede det bare. Parken blev etableret i 1975 og hed Nationalpark Øst (del Este), men i 2014 besluttede regeringen at opkalde den efter høvding Cotubanamá, som var leder af taino-stammerne omkring Higeuy, da spanierne indledte nogle af tidens værste udryddelser. Høvdingen flygtede ind i parken og boede i en grotte, men blev forrådt at sine egne. Han blev sendt til Santo Domingo og hængt i 1504.
Grotter
Der er 400 grotter og huler i parken, nogle er underjordiske og op til 300 meter høje – skabt af millioner af års regndråber, der er sevet ned i den porøse kalksten. Indianerne har tegnet og skåret i væggene, og man formoder, at de både har boet her og udført forskellige ceremonier i de meget store grotter. Blandt andet kan man se tegningen af en ugle, som i indianerreligionen bragte de døde videre i paradis. I Jose Maria-grotten er der 1200 helleristerninger, hulen i Ramoncito har omkring 300. De ligger i den vestlige del, Guaraguo, men man kan ikke komme ind at se dem. Kun forskere har adgang, da de er meget skrøbelige og ikke tåler turist-ånde. Men der er andre med adgang, se nedenfor.
Planter og dyr
Her er stort et alle de plantearter, der findes i landet, samlet på dette sted. Der er talt 540 arter, heraf er 50 endemiske til Den Dominikanske Republik. Her kan man se nationaltræet mahogni, og nationalblomsten Bayahibe-rosen. Der er en enorm variation i kaktus på de tørre pletter.
Der er en øredøvende pippen og skratten dagen lang fra de 112 fuglearter, der bor her, det er halvdelen af de fuglearter, der findes i hele landet. Suler, fregatfugle, pelikaner, ugler og papegøjer stortrives og er ikke bange for at fortælle det.
På jorden fræser der vildsvin rundt i stor stil, og mus og ugler og den slags almindeligheder. Af de mere sjældne og endemiske kan nævnes
Bæverrotten Capromyidae – også kaldet hutia, en stor rotteagtig gnaver, på en god dag mere bæver end rotte. De ses ofte
Solenodonten Solenodon paradoxus - et natdyr med lang snude, dens bid er giftigt, men tag det roligt, den er snart uddød.
Hispaniola Gigantedderkop, Phormictopus cancerides - her kaldet cacata gemmer sig under sten om dagen og kommer ud om natten for at jage. Det gør den med hugtænder, der er to centimeter lange. Dens gift kan give irritation, men er ikke livsfarlig for mennesker. Det beroliger nok ikke konen.
Næsehorns leguanen, Cyclura cornuta - en truet leguan. Den kan blive op til 140 centimeter med et benet horn på snuden, deraf navnet. Men bare rolig, den spiser kun blade.
Dværggekkoen, Jaragua - verdens mindste gekko.
Derudover flyver der 22 flagermusarter rundt. Så duk!
Og pas lige på Matacacata. En meget stor hveps med blå-grøn krop og orange vinger, der bider, som en hest sparker. Dens navn betyder dræber cacata, for den elsker fugleedderkoppen cacata. Der svømmer 120 fiskearter rundt i nationalparken, blandt andre søkoen, pukkelhvalen, delfiner, og der er også hajer.
Der er 400 grotter og huler i parken, nogle er underjordiske og op til 300 meter høje – skabt af millioner af års regndråber, der er sevet ned i den porøse kalksten. Indianerne har tegnet og skåret i væggene, og man formoder, at de både har boet her og udført forskellige ceremonier i de meget store grotter. Blandt andet kan man se tegningen af en ugle, som i indianerreligionen bragte de døde videre i paradis. I Jose Maria-grotten er der 1200 helleristerninger, hulen i Ramoncito har omkring 300. De ligger i den vestlige del, Guaraguo, men man kan ikke komme ind at se dem. Kun forskere har adgang, da de er meget skrøbelige og ikke tåler turist-ånde. Men der er andre med adgang, se nedenfor.
Planter og dyr
Her er stort et alle de plantearter, der findes i landet, samlet på dette sted. Der er talt 540 arter, heraf er 50 endemiske til Den Dominikanske Republik. Her kan man se nationaltræet mahogni, og nationalblomsten Bayahibe-rosen. Der er en enorm variation i kaktus på de tørre pletter.
Der er en øredøvende pippen og skratten dagen lang fra de 112 fuglearter, der bor her, det er halvdelen af de fuglearter, der findes i hele landet. Suler, fregatfugle, pelikaner, ugler og papegøjer stortrives og er ikke bange for at fortælle det.
På jorden fræser der vildsvin rundt i stor stil, og mus og ugler og den slags almindeligheder. Af de mere sjældne og endemiske kan nævnes
Bæverrotten Capromyidae – også kaldet hutia, en stor rotteagtig gnaver, på en god dag mere bæver end rotte. De ses ofte
Solenodonten Solenodon paradoxus - et natdyr med lang snude, dens bid er giftigt, men tag det roligt, den er snart uddød.
Hispaniola Gigantedderkop, Phormictopus cancerides - her kaldet cacata gemmer sig under sten om dagen og kommer ud om natten for at jage. Det gør den med hugtænder, der er to centimeter lange. Dens gift kan give irritation, men er ikke livsfarlig for mennesker. Det beroliger nok ikke konen.
Næsehorns leguanen, Cyclura cornuta - en truet leguan. Den kan blive op til 140 centimeter med et benet horn på snuden, deraf navnet. Men bare rolig, den spiser kun blade.
Dværggekkoen, Jaragua - verdens mindste gekko.
Derudover flyver der 22 flagermusarter rundt. Så duk!
Og pas lige på Matacacata. En meget stor hveps med blå-grøn krop og orange vinger, der bider, som en hest sparker. Dens navn betyder dræber cacata, for den elsker fugleedderkoppen cacata. Der svømmer 120 fiskearter rundt i nationalparken, blandt andre søkoen, pukkelhvalen, delfiner, og der er også hajer.
Ture i parken
Man skal lige huske, at en nationalpark her ikke er som en nationalpark i Danmark – det er ikke små klatter park afbrudt af byer og tankstationer med skilte og røde pæle overalt, det er et stort massivt naturområde, hvor der ikke er andet, og hvor man kan fare vild i. Man må ikke gå rundt i parken uden guide, men det er nemt at undgå, for man skal selv lave aftale med dem, der byder sig til ved indgangen. Overvej alligevel, for man får mere ud af parken, når man slipper for at bekymre sig om, om man nu også kommer ud igen. Guiderne kan sørge for, at man også får set det hele, og han ved, hvilket grotter der pt er sikre at færdes i. De er tilfredse med $300, og det er godt nok en lille timeløn.
Cueva de Berna (11), turstart i Boca de Yuma
Det er den største og vigtigste af de mange grotter på grund af 350 petroglyffer og 20 pictografer fra Taino-indianerne. Man kan se taino-ansigter skåret i klipperne. Tænk, at de har tegnet sig selv ofr tusinde år siden, og nu kan vi se dem. Noget af det må nu være grafitti. Og der er stalakitter og stalamitter, altså forkalkede vandfald i alle mulige formationer. Gå på klatring inde i grotten, men gør det forsigtigt med en guide. Der er flagermus og småfugle derinde. Udenfor plejer der at sidde en opsynsmand, som kan hjælpe lidt til, hvis man har brug for en hånd op ad den skrøbelige stige.
Cueva del Puente (9), start tre km syd for vest-indgangen. 2 timers nogenlunde let trek, $200
Vandreturen fører en tilbage til tiden før Columbus, til de grotter og huler, hvor indianerne boede og havde deres fester og ceremonier. På turen ser man ikke mange af de tusinder af helleristninger, måske en enkelt ugle, men det er det. For grottens flotteste er lukket af for at skåne dem mod turist-ånde. Til gengæld er der imponerende stenrum med hundredvis af stalagmitter og stalaktitter, og duk dig, for der kommer flagermus. Turen derud er oplevelsen i sig selv. Man er i jungle – og der er ikke skilte, men på en trampet sti, som man skal følge, ellers farer man vild. På vejen er der flere huler, store termitbo, kaktus og en øredøvende larm fra papegøjer. Når man kommer ind i hulen, kan man se lys for enden af tunnelen, og grotten er enorm. Der er lidt trapper ned til grotten, men ellers må man klatre på stenene, så godt man kan, husk de kan være glatte. På vejen tilbage kommer man til at gå parallelt med stranden, drej den forkerte vej (mod øst). Efter 10 minutter er der en lille sandstrand uden sten perfekt til et dyp. Husk vand, gode vandresko – ingen sandaler, lommelygte – og hat.
Peñon Gordo
Længere sydpå er hulerne Peñon Gordo. De er mindre, men de har flere interessante hulemalerier, hvis man er bidt af det. Men her skal man finde en guide, der kan lede ekspeditionen – eller man kan leje en båd med guide.
Padre Nuestra-turen (7), Moderat med start i Bayahibe (efter Dreams La Romana), $200
Turen går gennem kaktuslandskab, tæt regnskov og blomsterflor til landsbyen Padre Nuestro, hvor 150 familier har boet og levet af at lave trækul. Det var lige lovlig meget svineri for en nationalpark, så de er flyttet til landsbyen Benerito, som man også kommer igennem. Målet er Cueva de Chicho (8), en delvist underjordisk ferskvandssø, hvor man kan bade, hvis man bryder sig om iskoldt vand fra undergrunden. Ellers kan man bare kigge på en snes taíno-petroglyffer. Der er et undersøisk tunnelsystem på 300 meter, som også hedder Padre Nuestro. Det kan man udforske, men det kræver guide, som er erfaren dykker. Man kan melde sig til turen med guide i Bayahibe. Der er flere udbydere.
Man skal lige huske, at en nationalpark her ikke er som en nationalpark i Danmark – det er ikke små klatter park afbrudt af byer og tankstationer med skilte og røde pæle overalt, det er et stort massivt naturområde, hvor der ikke er andet, og hvor man kan fare vild i. Man må ikke gå rundt i parken uden guide, men det er nemt at undgå, for man skal selv lave aftale med dem, der byder sig til ved indgangen. Overvej alligevel, for man får mere ud af parken, når man slipper for at bekymre sig om, om man nu også kommer ud igen. Guiderne kan sørge for, at man også får set det hele, og han ved, hvilket grotter der pt er sikre at færdes i. De er tilfredse med $300, og det er godt nok en lille timeløn.
Cueva de Berna (11), turstart i Boca de Yuma
Det er den største og vigtigste af de mange grotter på grund af 350 petroglyffer og 20 pictografer fra Taino-indianerne. Man kan se taino-ansigter skåret i klipperne. Tænk, at de har tegnet sig selv ofr tusinde år siden, og nu kan vi se dem. Noget af det må nu være grafitti. Og der er stalakitter og stalamitter, altså forkalkede vandfald i alle mulige formationer. Gå på klatring inde i grotten, men gør det forsigtigt med en guide. Der er flagermus og småfugle derinde. Udenfor plejer der at sidde en opsynsmand, som kan hjælpe lidt til, hvis man har brug for en hånd op ad den skrøbelige stige.
Cueva del Puente (9), start tre km syd for vest-indgangen. 2 timers nogenlunde let trek, $200
Vandreturen fører en tilbage til tiden før Columbus, til de grotter og huler, hvor indianerne boede og havde deres fester og ceremonier. På turen ser man ikke mange af de tusinder af helleristninger, måske en enkelt ugle, men det er det. For grottens flotteste er lukket af for at skåne dem mod turist-ånde. Til gengæld er der imponerende stenrum med hundredvis af stalagmitter og stalaktitter, og duk dig, for der kommer flagermus. Turen derud er oplevelsen i sig selv. Man er i jungle – og der er ikke skilte, men på en trampet sti, som man skal følge, ellers farer man vild. På vejen er der flere huler, store termitbo, kaktus og en øredøvende larm fra papegøjer. Når man kommer ind i hulen, kan man se lys for enden af tunnelen, og grotten er enorm. Der er lidt trapper ned til grotten, men ellers må man klatre på stenene, så godt man kan, husk de kan være glatte. På vejen tilbage kommer man til at gå parallelt med stranden, drej den forkerte vej (mod øst). Efter 10 minutter er der en lille sandstrand uden sten perfekt til et dyp. Husk vand, gode vandresko – ingen sandaler, lommelygte – og hat.
Peñon Gordo
Længere sydpå er hulerne Peñon Gordo. De er mindre, men de har flere interessante hulemalerier, hvis man er bidt af det. Men her skal man finde en guide, der kan lede ekspeditionen – eller man kan leje en båd med guide.
Padre Nuestra-turen (7), Moderat med start i Bayahibe (efter Dreams La Romana), $200
Turen går gennem kaktuslandskab, tæt regnskov og blomsterflor til landsbyen Padre Nuestro, hvor 150 familier har boet og levet af at lave trækul. Det var lige lovlig meget svineri for en nationalpark, så de er flyttet til landsbyen Benerito, som man også kommer igennem. Målet er Cueva de Chicho (8), en delvist underjordisk ferskvandssø, hvor man kan bade, hvis man bryder sig om iskoldt vand fra undergrunden. Ellers kan man bare kigge på en snes taíno-petroglyffer. Der er et undersøisk tunnelsystem på 300 meter, som også hedder Padre Nuestro. Det kan man udforske, men det kræver guide, som er erfaren dykker. Man kan melde sig til turen med guide i Bayahibe. Der er flere udbydere.
Isla Saona (4)
Den optimale caribiske ø - Isla Saona
Øen Saona er den mest populære del af nationalparken, fordi den er så vanvittig smuk – og fordi man her finder de postkort-palmestrande ved azurblåt vand, som jo er rejsens mål. 25 km lang med brede lavvandede strande i sydvest, mens der er klipper langs kysten i øst og nord. Ud for den vestlige del er der landets flotteste koralrev. Omkring øen er mangrovesumpe, og i vandet kan man se både søkøer, delfiner, pukkelhvaler og hammerhajer. Fire havskildpaddearter hører hjemme i Saona, og de vender tilbage hvert år fra marts til november. Her skal man lige passe på, at man ikke går i vejen.
Der bor kun ca. 1000 på øen, og enten fisker de – eller servicerer turister. Øen blev ”erobret” af italieneren Jerónimo Anari, der kom hertil i 1495 og opkaldte den efter sin fødeby, Savona. Det eneste, han udrettede på øen, var at rejse en galge, men det var nok til at få et monument, som nu står i byen Mano Juan.
Man skal ikke forvente et isoleret Bounty-sted. Det er stærkt trafikeret, for alle vil se det lille paradis. Der er derfor heftig susen af speedbåde og katamaraner, der krydser det lille Catuano-stræde for at fragte et par tusinde turister herud hver dag – ofte til overdådig buffet på stranden og rigelig med rom. Når der er krydstogtgæster, er det helt galt.
Adgang: De fleste kommer med arrangerede ture fra deres hoteller i Punta Cana. Men man kan også købe ture i Bayahibe. Det koster fra US$100. Sejlturen tager 45 minutter i speedbåd, lidt længere med katamaran, men så fordriver man tiden med rom.
Dykning: Der er 22 ideelle steder til dykning, og de kræver kun en kort tur i speedbåd. Flere steder er der meget stejle vægge, som kan give dybe dyk. Man kan udforske vraget af Skt. George – et gammelt fragtskib, der sejlede korn til Norge. Sigtbarheden på 30 meter året rundt.
Der er to byer, der stort set ligger i nationalparken:
Der bor kun ca. 1000 på øen, og enten fisker de – eller servicerer turister. Øen blev ”erobret” af italieneren Jerónimo Anari, der kom hertil i 1495 og opkaldte den efter sin fødeby, Savona. Det eneste, han udrettede på øen, var at rejse en galge, men det var nok til at få et monument, som nu står i byen Mano Juan.
Man skal ikke forvente et isoleret Bounty-sted. Det er stærkt trafikeret, for alle vil se det lille paradis. Der er derfor heftig susen af speedbåde og katamaraner, der krydser det lille Catuano-stræde for at fragte et par tusinde turister herud hver dag – ofte til overdådig buffet på stranden og rigelig med rom. Når der er krydstogtgæster, er det helt galt.
Adgang: De fleste kommer med arrangerede ture fra deres hoteller i Punta Cana. Men man kan også købe ture i Bayahibe. Det koster fra US$100. Sejlturen tager 45 minutter i speedbåd, lidt længere med katamaran, men så fordriver man tiden med rom.
Dykning: Der er 22 ideelle steder til dykning, og de kræver kun en kort tur i speedbåd. Flere steder er der meget stejle vægge, som kan give dybe dyk. Man kan udforske vraget af Skt. George – et gammelt fragtskib, der sejlede korn til Norge. Sigtbarheden på 30 meter året rundt.
Der er to byer, der stort set ligger i nationalparken:
Nationalparkens byer
Bayahibe (5)
Oprindeligt et lille fiskerleje etableret af en enkelt indvandrerfamilie, Brito, fra Puerto Rico i 1874. Der er kun 1000 indbyggere, men mange turister. Man kommer, fordi det er et godt udgangspunkt til besøg i Parque Nacional Cotubanamá. Der er ingen seværdigheder i byen og heller ikke ret mange butikker, til gengæld er her flotte strande, cafeliv og afslappet atmosfære, som især trækker mange unge til. De kommer primært for at dykke, da Bayahíbe regnes for det bedste sted for scuba-diving. Med krystalklart stille vand. Der er 20 gode steder, herunder tre skibsvrag Atlantic Princess, St George og Coco. Og så er det her, man kan støde på den sjældne Bayahíbe Rose, Pereskia quisqueyana, en sart pink kaktus-busk, der blev landets nationalblomst i 2011. Se den også på pengesedlen på $500.
Der er fire strande:
Playa Magallanes er lille og god til snorkling, der ses både trompetfisk og muræner. Tæt på centrum .
Playa Bayahibe er den største, og her tager man til, hvis man vil have gang i den, især i weekenden. Ligger ved resortet Dreams La Romana. Hvis man følger kyststien fra baseballbanen cirka tre km, kommer man til:
Playa Dominicus – som er en km lang og ret lækker og i øvrigt den første i landet, der fik blåt flag. Også kaldet Playa La Laguna.
Anani Beach er private til Viva Windham, men kan godt besøge den alligevel, hvis man bare betaler for liggestol.
Hovedgaden Calle Principal fører ud til strandvejen, Calle Bahía, hvor der er flere gode restauranter helt ned til vandkanten.
Der er fire strande:
Playa Magallanes er lille og god til snorkling, der ses både trompetfisk og muræner. Tæt på centrum .
Playa Bayahibe er den største, og her tager man til, hvis man vil have gang i den, især i weekenden. Ligger ved resortet Dreams La Romana. Hvis man følger kyststien fra baseballbanen cirka tre km, kommer man til:
Playa Dominicus – som er en km lang og ret lækker og i øvrigt den første i landet, der fik blåt flag. Også kaldet Playa La Laguna.
Anani Beach er private til Viva Windham, men kan godt besøge den alligevel, hvis man bare betaler for liggestol.
Hovedgaden Calle Principal fører ud til strandvejen, Calle Bahía, hvor der er flere gode restauranter helt ned til vandkanten.
Praktiske oplysninger om Bayahibe:
Bus Byen er lidt svær at komme til uden egen bil. Guaguas fra La Romana hver 20. min. Fra Punta Cana må man i taxa (ca. 600 kr.)
Færge Til Isla Saona. Men let at komme til fra Punta Cana I bil, det tager cirka en halv time.
Restauranter
/// Kukka Beach Restaurant, Playa Publica Bayahibe, tlf. 809-708-2619 – grillet hummer, bord i sandet.
// Saona Café, Calle la Bahía 1, saonacafe.com - burgers og en drink til den gode udsigt.
/ Barco Bar, Calle la Bahía, serverer god fisk og lækker pasta til en fed solnedgang
Dyk: Flere selskaber sejler ud til gode dykke steder, bl.a. Coral Point Diving, Calle la Bahía, coralpointdiving.com og Casa Daniel, Calle Principal 1, tlf. 809 833 0050, casa-daniel.com
Vidste du, at den sjældne Bayahíbe Rose, Pereskia quisqueyana, stammer herfra – en sart pink kaktus-busk, der er landets nationalblomst i 2011 og ses på pengesedlen på 500 pesos.
Bus Byen er lidt svær at komme til uden egen bil. Guaguas fra La Romana hver 20. min. Fra Punta Cana må man i taxa (ca. 600 kr.)
Færge Til Isla Saona. Men let at komme til fra Punta Cana I bil, det tager cirka en halv time.
Restauranter
/// Kukka Beach Restaurant, Playa Publica Bayahibe, tlf. 809-708-2619 – grillet hummer, bord i sandet.
// Saona Café, Calle la Bahía 1, saonacafe.com - burgers og en drink til den gode udsigt.
/ Barco Bar, Calle la Bahía, serverer god fisk og lækker pasta til en fed solnedgang
Dyk: Flere selskaber sejler ud til gode dykke steder, bl.a. Coral Point Diving, Calle la Bahía, coralpointdiving.com og Casa Daniel, Calle Principal 1, tlf. 809 833 0050, casa-daniel.com
Vidste du, at den sjældne Bayahíbe Rose, Pereskia quisqueyana, stammer herfra – en sart pink kaktus-busk, der er landets nationalblomst i 2011 og ses på pengesedlen på 500 pesos.
Boca de Yuma (6)
Et rigtigt caribisk chill-out. De 2500 indbyggere, der ikke har travlt, bor nærmest på en klippe ud mod havet ved Río Yumas munding, deraf navnet. Den tiltrækker især folk, der skal ind i nationalparken, men også dybhavsfiskere, og i juni er der flere internationale fiskekonkurrencer. Lunchen langs vandkanten kan være de seneste fangster. Ideelt til en romantisk dinner – og hummeren er skøn. Hulerne langs den klippefyldte kyst kan besøges sammen med guider. Når man kommer til enden af hovedvejen, har man en fantastisk udsigt over det caribiske hav. Her er også et par kanoner fra kolonitiden, et hotel og et par restauranter. Ca. 300 meter fra hotellet er der indgang til nationalparken. Man kan eventuelt leje heste på Italiano Club.
Historie:
Byens første indbygger menes at være Pedro Sifuentes, som også kaldes den dominikanske Robinson Crusoe, fordi han levede her alene i mange år, efter at han skib sank i bugten. Siden blev det havneby for Higuey, hvorfra man udskibede sukker. Derfor blev der også opført fort for at beskytte trafikken. Og det var der grund til, for vandene her var hærget af pirater. Juan Ponce de León sejlede fra denne havn til sine erobringer af Puerto Rico og Florida. Stedet mest berømte er dog den navnkundige pirat, Cofresi, hvis skib menes at ligge et sted derude fyldt med skatte.
Taxa Der går ingen busser fra Punta Cana, men fra lufthavnen er der 64 km, og det burde kunne gøres for små 400 kroner i taxa.
Restauranter:
// El Arponero, Calle El Malecón, tlf. 809 493 5502, elarponero.com – god hummer
// Don Bienve, Calle Duarte 79. tlf. 809-909-5003 - cajun og kreolsk, fisk og skaldyr
/ Doña Carmen, El Malecon, tlf. 809-835-6629 - cafemenu
Et rigtigt caribisk chill-out. De 2500 indbyggere, der ikke har travlt, bor nærmest på en klippe ud mod havet ved Río Yumas munding, deraf navnet. Den tiltrækker især folk, der skal ind i nationalparken, men også dybhavsfiskere, og i juni er der flere internationale fiskekonkurrencer. Lunchen langs vandkanten kan være de seneste fangster. Ideelt til en romantisk dinner – og hummeren er skøn. Hulerne langs den klippefyldte kyst kan besøges sammen med guider. Når man kommer til enden af hovedvejen, har man en fantastisk udsigt over det caribiske hav. Her er også et par kanoner fra kolonitiden, et hotel og et par restauranter. Ca. 300 meter fra hotellet er der indgang til nationalparken. Man kan eventuelt leje heste på Italiano Club.
Historie:
Byens første indbygger menes at være Pedro Sifuentes, som også kaldes den dominikanske Robinson Crusoe, fordi han levede her alene i mange år, efter at han skib sank i bugten. Siden blev det havneby for Higuey, hvorfra man udskibede sukker. Derfor blev der også opført fort for at beskytte trafikken. Og det var der grund til, for vandene her var hærget af pirater. Juan Ponce de León sejlede fra denne havn til sine erobringer af Puerto Rico og Florida. Stedet mest berømte er dog den navnkundige pirat, Cofresi, hvis skib menes at ligge et sted derude fyldt med skatte.
Taxa Der går ingen busser fra Punta Cana, men fra lufthavnen er der 64 km, og det burde kunne gøres for små 400 kroner i taxa.
Restauranter:
// El Arponero, Calle El Malecón, tlf. 809 493 5502, elarponero.com – god hummer
// Don Bienve, Calle Duarte 79. tlf. 809-909-5003 - cajun og kreolsk, fisk og skaldyr
/ Doña Carmen, El Malecon, tlf. 809-835-6629 - cafemenu
Higüey (12)
Den besynderlige kirke i Higüey
Den nærmeste store by fra Punta Cana er Higüey, der med sine 150.000 indbyggere er en slags centrum for østkysten. Provinshovedstad, travl handelsby og økonomisk kraftcenter. Man tjener masser på turister, men ikke fordi de kommer her i stride strømme, for det gør de ikke. Men mange er beskæftiget med turisme i Punta Cana, hvor de pendler til hver dag. Byen er til oplevelser i det lokale autentiske liv, med indkøb i det lokale marked på Avenida de la Libertad mellem Calle Colón og Calle Luperón. Desuden er der i den østlige del et marked for kunsthåndværk, hvor man kan tanke op med originale souvenirs. Hovedattraktionen er basilikaen (se nedenfor), og omkring den er der masser af barer og cafeer på Altagracia Avenue.
Historie
Navnet er indiansk og betyder ”stedet, hvor solen skinner først”. Det var et af de sidste områder, som spanierne erobrede i 1502, anført af Juan de Esquivel. Her mødte han modstand fra indianerne, som var godt organiserede. Ifølge legenden var spanierne tæt på at tabe, da de fik guddommelig støtte, for Jomfru Maria åbenbarede sig og forlangte, at de kæmpede videre i den gode sags tjeneste. Den åbenbaring gjorde byen til et af landets første religiøse centre – og hun fejres stadig hele landet. Og så gik de ellers til den. Det blev en af de mest brutale erobringer i historien. Efter at indianerne havde overgivet sig, blev de regulært slagtet på åben gade. Efter at de havde fået hugget hænder og fødder af. Uhyrlighederne blev beskrevet af præsten Bartolomé de las Casas, og det oprørte så meget hjemme i Spanien, at der kom modstand mod behandlingen af indianerne, men skaden var sket. Indianerne blev udryddet på få år, og i stedet importerede man afrikanere til surt slid og sukkerrør. Den spanske opdagelsesrejsende Juan Ponce de León (1474–1521) var aktiv i grusomhederne og blev belønnet. Han blev guvernør og grundlagde officielt byen og regerede den, indtil han i 1508 tog over og erobrede Puerto Rico og Florida – se San Rafael del Yuma
Værd at se i Higüey
Historie
Navnet er indiansk og betyder ”stedet, hvor solen skinner først”. Det var et af de sidste områder, som spanierne erobrede i 1502, anført af Juan de Esquivel. Her mødte han modstand fra indianerne, som var godt organiserede. Ifølge legenden var spanierne tæt på at tabe, da de fik guddommelig støtte, for Jomfru Maria åbenbarede sig og forlangte, at de kæmpede videre i den gode sags tjeneste. Den åbenbaring gjorde byen til et af landets første religiøse centre – og hun fejres stadig hele landet. Og så gik de ellers til den. Det blev en af de mest brutale erobringer i historien. Efter at indianerne havde overgivet sig, blev de regulært slagtet på åben gade. Efter at de havde fået hugget hænder og fødder af. Uhyrlighederne blev beskrevet af præsten Bartolomé de las Casas, og det oprørte så meget hjemme i Spanien, at der kom modstand mod behandlingen af indianerne, men skaden var sket. Indianerne blev udryddet på få år, og i stedet importerede man afrikanere til surt slid og sukkerrør. Den spanske opdagelsesrejsende Juan Ponce de León (1474–1521) var aktiv i grusomhederne og blev belønnet. Han blev guvernør og grundlagde officielt byen og regerede den, indtil han i 1508 tog over og erobrede Puerto Rico og Florida – se San Rafael del Yuma
Værd at se i Higüey
Basílica de Nuestra Señora de la Altagracia, ma.-lø. 8-18, sø. 8-20 basilicahiguey.com
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men det er altså en kirke. En mærkelig 80 meter høj bygning, som erstatter den gamle katedral ved siden af.
Efter spaniernes nedslagtning af stedets indianere opførte de en lille kirke. Den fik besøg af en gammel mand, som efter sigende havde helbredt et sygt barn i byen. Derfor blev han regnet for en genopstanden apostel. Han gav kirken et billede af Jomfru Maria, som man kunne bede om små eller store mirakler. Der er også andre versioner af historien, der gjorde kirken til den første i Amerika, der er viet til Jomfru Maria. I 1922 blev Madonnaen officielt udnævnt til landets beskytter og skytsengel, og det strømmede til med tilbedere, der ville se maleriet og bede om alt muligt, og pladsen blev trang. I 1950´erne begyndte så opførelsen af den nuværende kirke, som var færdig til indvielse i 1971. Et mere ingeniørmæssigt mesterværk end et arkitektonisk, men fascinerende er det. Tegnet af franskmændene Pierre Dupré og Dovnoyer de Segonzac. Grundtegningen følger det latinske kors, men resten har intet med traditionelt kirkebyggeri at gøre. Den er kronet med kegleformede kupler, der skal symbolisere hænder foldet i bøn. Indgangen er dekoreret med kobberplader, hvorpå man kan læse om miraklet i Higüey. Indvendigt mødes de lange bare betonvægge i en runding over midtergangen. Hele endevæggen består af farvet glasmosaikker. Hovedattraktionen er Jomfru Maria, der sidder med sølvkrone i en glasmontre ved alteret. Men se også Sankt Retablo, en træfigur skåret ud af et maghonitræ i 1500-tallet. Selve maleriet opbevares i den gamle helligdom, Santuario San Dionisio, ved siden af. Paverne har også været vilde med kirken. Paul VI gav den status af basilika, altså næsten lige så fin som en katedral. Og Johannes Paul 2. besøgte den i 1992, det fejrer man stadig. 21. januar er der pilgrimsvandring til kirken fra hele landet, og i august er der fest igen. Så ringer klokkerne i tårnet for alvor, og det kan lyde af noget, for der er 45 af dem – alle i bronze.
Museo De La Altagracia, Arzobispo Nouel, Jardines de La Basilica, ti.-lø. 8.30-17, sø. 9-16.30, $400, tlf. 809-554-2748
Ved siden af kirken ligger et lille museum, der er ganske godt og moderne, fra 2012, og her får man lige genopfrisket landets 500 års religionshistorie. Og sikke kirkeskatte, de har fået samlet sammen. I det såkaldte medallion-værelse er der en serie oliemalerier på træplanker fra 1700-tallet af Diego José Hilaris, de 16 planker fortæller om Madonna-mirakler, som er udført i 2 århundreder. I Sala del Tesoro er der eksempler på guldsmykker fra 1600-tallet til I dag. En udstilling viser religiøse dragter fra forskellige perioder. Udover de permanent udstillinger er der skiftende, og der er altid kulturelle begivenheder i museet.
Praktiske oplysninger om Higüey:
Bus Bávaro-Higüey ekspres, hver 20. minut, ca. 20 kr., en time. Bávaro-terminal i Friusa.
Fest 21. januar fejrer byen Señora de la Altagracia (national fridag).
Restauranter i Higüey:
/// Dona Carmela, Av la Altagracia, fiskesuppe og stegte bananer anbefales, tostones
/// Centro de Mariscos, Avenida Libertad, tlf. 809-554-9507 – prøv Paella de Valenciana $500
// D' Yira Restaurant, Av. Hermanos Trejos # 61, tlf. 809-554-1962, dyirarestaurant.com – enkelt, men godt. De har noget, der nærmest er dobbelt-tarteletter, yummie
/ Dulceria Maria, Calle Altagracia, tlf. 809-933-0428 - Søde sager
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men det er altså en kirke. En mærkelig 80 meter høj bygning, som erstatter den gamle katedral ved siden af.
Efter spaniernes nedslagtning af stedets indianere opførte de en lille kirke. Den fik besøg af en gammel mand, som efter sigende havde helbredt et sygt barn i byen. Derfor blev han regnet for en genopstanden apostel. Han gav kirken et billede af Jomfru Maria, som man kunne bede om små eller store mirakler. Der er også andre versioner af historien, der gjorde kirken til den første i Amerika, der er viet til Jomfru Maria. I 1922 blev Madonnaen officielt udnævnt til landets beskytter og skytsengel, og det strømmede til med tilbedere, der ville se maleriet og bede om alt muligt, og pladsen blev trang. I 1950´erne begyndte så opførelsen af den nuværende kirke, som var færdig til indvielse i 1971. Et mere ingeniørmæssigt mesterværk end et arkitektonisk, men fascinerende er det. Tegnet af franskmændene Pierre Dupré og Dovnoyer de Segonzac. Grundtegningen følger det latinske kors, men resten har intet med traditionelt kirkebyggeri at gøre. Den er kronet med kegleformede kupler, der skal symbolisere hænder foldet i bøn. Indgangen er dekoreret med kobberplader, hvorpå man kan læse om miraklet i Higüey. Indvendigt mødes de lange bare betonvægge i en runding over midtergangen. Hele endevæggen består af farvet glasmosaikker. Hovedattraktionen er Jomfru Maria, der sidder med sølvkrone i en glasmontre ved alteret. Men se også Sankt Retablo, en træfigur skåret ud af et maghonitræ i 1500-tallet. Selve maleriet opbevares i den gamle helligdom, Santuario San Dionisio, ved siden af. Paverne har også været vilde med kirken. Paul VI gav den status af basilika, altså næsten lige så fin som en katedral. Og Johannes Paul 2. besøgte den i 1992, det fejrer man stadig. 21. januar er der pilgrimsvandring til kirken fra hele landet, og i august er der fest igen. Så ringer klokkerne i tårnet for alvor, og det kan lyde af noget, for der er 45 af dem – alle i bronze.
Museo De La Altagracia, Arzobispo Nouel, Jardines de La Basilica, ti.-lø. 8.30-17, sø. 9-16.30, $400, tlf. 809-554-2748
Ved siden af kirken ligger et lille museum, der er ganske godt og moderne, fra 2012, og her får man lige genopfrisket landets 500 års religionshistorie. Og sikke kirkeskatte, de har fået samlet sammen. I det såkaldte medallion-værelse er der en serie oliemalerier på træplanker fra 1700-tallet af Diego José Hilaris, de 16 planker fortæller om Madonna-mirakler, som er udført i 2 århundreder. I Sala del Tesoro er der eksempler på guldsmykker fra 1600-tallet til I dag. En udstilling viser religiøse dragter fra forskellige perioder. Udover de permanent udstillinger er der skiftende, og der er altid kulturelle begivenheder i museet.
Praktiske oplysninger om Higüey:
Bus Bávaro-Higüey ekspres, hver 20. minut, ca. 20 kr., en time. Bávaro-terminal i Friusa.
Fest 21. januar fejrer byen Señora de la Altagracia (national fridag).
Restauranter i Higüey:
/// Dona Carmela, Av la Altagracia, fiskesuppe og stegte bananer anbefales, tostones
/// Centro de Mariscos, Avenida Libertad, tlf. 809-554-9507 – prøv Paella de Valenciana $500
// D' Yira Restaurant, Av. Hermanos Trejos # 61, tlf. 809-554-1962, dyirarestaurant.com – enkelt, men godt. De har noget, der nærmest er dobbelt-tarteletter, yummie
/ Dulceria Maria, Calle Altagracia, tlf. 809-933-0428 - Søde sager
Nordpå
Kører man mod nord forbi de flade sukkerrørsplantager, bliver landskabet mere bakket, og der kommer flere køer end rør. Man må krydse vilde junglefloder undervejs – men der er broer over. Undervejs dukker små landsbyer op. På Playa Limón - ikke langt fra El Cedro – kommer tre skildpaddeparter op på stranden mellem april og maj for at lægge æg, så her skal man vise hensyn. Fra kysten kan man se pukkelhvaler først på året.
El Seibo
Byen er omringet af bananplantager, men har også været centrum for kvægavl i mange hundrede år. Det var den tredje by i landet, grundlagt i 1502, totalt udslettet af jordskælv, men genopbygget i 1751. Noget støvet, men støvet bedrager, for der er faktisk ret morsomt. Det er et af de få steder, hvor man kan se tyrefægtning. Det sker på Plaza de Toros, men bare rolig, man driller kun tyren. Og på den lokale Fabrica de Mabi kan man smage El Seibo-vin, hvis man virkelig har lyst – den består af gæret træbark. En rigtig god historie gemmer sig i byens kirke. Basilica de la Santisima Cruz – helligkorskirken. For herinde er et fornemt kors, der var en gave fra paven himself. Et såkaldt Lignum Crucis, fordi det har en flig af det kors, som Jesus blev korsfæstet på. Og det er der mange, der er ret vilde med.
3. maj holder man total fest til ære for korset med flotte processioner gennem gaderne. Festen begynder flere dage i forvejen
Kører man mod nord forbi de flade sukkerrørsplantager, bliver landskabet mere bakket, og der kommer flere køer end rør. Man må krydse vilde junglefloder undervejs – men der er broer over. Undervejs dukker små landsbyer op. På Playa Limón - ikke langt fra El Cedro – kommer tre skildpaddeparter op på stranden mellem april og maj for at lægge æg, så her skal man vise hensyn. Fra kysten kan man se pukkelhvaler først på året.
El Seibo
Byen er omringet af bananplantager, men har også været centrum for kvægavl i mange hundrede år. Det var den tredje by i landet, grundlagt i 1502, totalt udslettet af jordskælv, men genopbygget i 1751. Noget støvet, men støvet bedrager, for der er faktisk ret morsomt. Det er et af de få steder, hvor man kan se tyrefægtning. Det sker på Plaza de Toros, men bare rolig, man driller kun tyren. Og på den lokale Fabrica de Mabi kan man smage El Seibo-vin, hvis man virkelig har lyst – den består af gæret træbark. En rigtig god historie gemmer sig i byens kirke. Basilica de la Santisima Cruz – helligkorskirken. For herinde er et fornemt kors, der var en gave fra paven himself. Et såkaldt Lignum Crucis, fordi det har en flig af det kors, som Jesus blev korsfæstet på. Og det er der mange, der er ret vilde med.
3. maj holder man total fest til ære for korset med flotte processioner gennem gaderne. Festen begynder flere dage i forvejen
Hvis du blev glad for guiden, kan du støtte den på MobilePay 20216673
