Den Dominikanske Republiks historie
Alt om den dominikanske historie: indianere, kannibaler, Columbus, europæere, frihedsbevægelsen, diktatorere og det moderne demokrati. Årstidsliste nederst.
Det blev den første civilisation i Amerika, som europæerne ødelagde. Da indianerne var døde, efterlod spanierne landet til pirater. Det forfaldt, men en tyran vendte op og ned på det hele. Den Dominikanske Republik var engang en bananrepublik, men udviklede sig til et af de mest stabile demokratier i Latinamerika. Historien er kort, men mere spændende end de flestes.
Sådan har indianerne boet, før vi ødelagde det hele
Af Kenneth Bo Jørgensen
Dominikanske unge er meget misundelige, når man fortæller, at vi ikke behøver at kende alle de historiske personer i Danmarks historie, for de skal lære - og kunne udenad - alt om deres historiske personer, og helst også deres familierne. Alene Duartes efterkommere tæller flere, som betragtes som halvguder. Så landets historie er helt central for alle dominikanere.
De oprindelige indbyggere kaldte øen for Quisqueya – Moder Jord – for de regnede ikke med, at der var andet end den. Vi kalder dem tainoer. En stamme af arawakerne, som vandrede op fra Sydamerika omkring år 0. Eller det troede man indtil 2022, da forskere kunne bevise, at der har boet mennesker på Quisqueya meget længere tilbage. Rester af mennesker i en udgravning i Samana i nordøst viste sig at være 5300 år gamle. Og sammen med dna-resultater tror forskere nu, at mennesket har haft sit udgangspunkt i Samana - og herfra spredt sig til resten af Caribien. Mange flere resultater fra denne udgravning kan komme til at revidere historien om mennesker i Caribien i de kommende år. Men foreløbig ved vi dette:
De fandt de hurtigt ud af, at øen lå to numre fra paradis. Her kunne man leve i fred og idyl. Mad nok, plads nok, så de udviklede sig til høje, smukke mennesker, for de havde det så dejligt. Der var aldrig stridigheder på øen. De etablerede sig i små samfund, hvor alt foregik kollektivt. Man dyrkede, hvad man havde lyst til, for ligegyldig hvad de såede, spurtede det op af den frodige jord, flere gange om året. Basisføden var maniok, som de malede og bagte til casabe - kassavabrød. De spiste ting, vi ikke kendte i Europa: batata (kartofler), mani (peanuts), tomata (tomater), yams og chili. Kød fik de fra marsvin, leguaner og slanger. Andet bød øen ikke på. I havet kunne de fange lamantiner – søkøer. Fra calabash-træet fik de skaller til vaser og skåle. Når de slappede af, røg de tobak i tabaca, små piber, som de puttede op i næsen.
Solen beskyttede de sig mod ved at smøre sig med ler, så deres hud blev rød, deraf øgenavnet; rødhuder. De boede i buhios - runde huse af træ med tag af palmeblade. De sov i hængekøjer og sejlede i kanoer af udhulede maghognitræstammer.
Samfundet var styret af en høvding – cacique. Det kunne både være en mand og en kvinde. Høvdingen havde en lille adel at støtte sig til, og en medicinmand som skulle godkende alle beslutninger. Mænd tog sig af jagt, byggeri og dyrkning af jorden, mens kvinderne passede børn og lavede mad. Deres kultur var på et højt niveau med udsmykkede brugsgenstande, og i San Juan de la Maguana findes en Corral de los Indios – en cirkel af store sten med udhuggede ornamenter – enten en boldbane eller en plads til religiøse ceremonier.
Så selv om de ikke havde opfundet hjulet, havde de det godt, da katastroferne kom.
Dominikanske unge er meget misundelige, når man fortæller, at vi ikke behøver at kende alle de historiske personer i Danmarks historie, for de skal lære - og kunne udenad - alt om deres historiske personer, og helst også deres familierne. Alene Duartes efterkommere tæller flere, som betragtes som halvguder. Så landets historie er helt central for alle dominikanere.
De oprindelige indbyggere kaldte øen for Quisqueya – Moder Jord – for de regnede ikke med, at der var andet end den. Vi kalder dem tainoer. En stamme af arawakerne, som vandrede op fra Sydamerika omkring år 0. Eller det troede man indtil 2022, da forskere kunne bevise, at der har boet mennesker på Quisqueya meget længere tilbage. Rester af mennesker i en udgravning i Samana i nordøst viste sig at være 5300 år gamle. Og sammen med dna-resultater tror forskere nu, at mennesket har haft sit udgangspunkt i Samana - og herfra spredt sig til resten af Caribien. Mange flere resultater fra denne udgravning kan komme til at revidere historien om mennesker i Caribien i de kommende år. Men foreløbig ved vi dette:
De fandt de hurtigt ud af, at øen lå to numre fra paradis. Her kunne man leve i fred og idyl. Mad nok, plads nok, så de udviklede sig til høje, smukke mennesker, for de havde det så dejligt. Der var aldrig stridigheder på øen. De etablerede sig i små samfund, hvor alt foregik kollektivt. Man dyrkede, hvad man havde lyst til, for ligegyldig hvad de såede, spurtede det op af den frodige jord, flere gange om året. Basisføden var maniok, som de malede og bagte til casabe - kassavabrød. De spiste ting, vi ikke kendte i Europa: batata (kartofler), mani (peanuts), tomata (tomater), yams og chili. Kød fik de fra marsvin, leguaner og slanger. Andet bød øen ikke på. I havet kunne de fange lamantiner – søkøer. Fra calabash-træet fik de skaller til vaser og skåle. Når de slappede af, røg de tobak i tabaca, små piber, som de puttede op i næsen.
Solen beskyttede de sig mod ved at smøre sig med ler, så deres hud blev rød, deraf øgenavnet; rødhuder. De boede i buhios - runde huse af træ med tag af palmeblade. De sov i hængekøjer og sejlede i kanoer af udhulede maghognitræstammer.
Samfundet var styret af en høvding – cacique. Det kunne både være en mand og en kvinde. Høvdingen havde en lille adel at støtte sig til, og en medicinmand som skulle godkende alle beslutninger. Mænd tog sig af jagt, byggeri og dyrkning af jorden, mens kvinderne passede børn og lavede mad. Deres kultur var på et højt niveau med udsmykkede brugsgenstande, og i San Juan de la Maguana findes en Corral de los Indios – en cirkel af store sten med udhuggede ornamenter – enten en boldbane eller en plads til religiøse ceremonier.
Så selv om de ikke havde opfundet hjulet, havde de det godt, da katastroferne kom.
Ham her må være cariber.
Kannibalerne kommer
Første katastrofe skyldtes en sydamerikansk stamme, der bogstaveligt talt fik appetit på de velnærede tainoer, der efterhånden boede overalt i Caribien. Fra Amazonas begyndte de blodtørstige caribere at æde sig op i De Små Antiller omkring år 1000. De spredte sig de næste 400 år. Med skræk og rædsel, for de var krigere, der udryddede de fredsommelige arawakere. De opfandt forgiftede pile til at nedslagte mændene, som de spiste. Kvinderne blev gjort til slaver. I midten af 1400-tallet var turen kommet til De Store Antiller, og cariberne begyndte deres hærgen i Quisqueya. Derfor var tainoerne stærkt truede, da den anden katastrofe ramte dem: Spanierne. Men det blev spanierne, der udryddede tainoerne, men lidt firkantet sagt: Hvis europæerne ikke havde pint dem ihjel, så havde cariberne ædt dem. Det skønne smukke folks skæbne var beseglet uanset hvad.
Første katastrofe skyldtes en sydamerikansk stamme, der bogstaveligt talt fik appetit på de velnærede tainoer, der efterhånden boede overalt i Caribien. Fra Amazonas begyndte de blodtørstige caribere at æde sig op i De Små Antiller omkring år 1000. De spredte sig de næste 400 år. Med skræk og rædsel, for de var krigere, der udryddede de fredsommelige arawakere. De opfandt forgiftede pile til at nedslagte mændene, som de spiste. Kvinderne blev gjort til slaver. I midten af 1400-tallet var turen kommet til De Store Antiller, og cariberne begyndte deres hærgen i Quisqueya. Derfor var tainoerne stærkt truede, da den anden katastrofe ramte dem: Spanierne. Men det blev spanierne, der udryddede tainoerne, men lidt firkantet sagt: Hvis europæerne ikke havde pint dem ihjel, så havde cariberne ædt dem. Det skønne smukke folks skæbne var beseglet uanset hvad.
Columbus kommer
Resterne af de første spaniere i Puerto Plata
Columbus kommer - år 1492
3. august 1492 tog Columbus afsted mod Amerika, men en helt anden dato var langt vigtigere for Amerikas opdagelse, nemlig 29. maj 1453, da herskeren af Det Ottomanske Rige, Mehmed II (1432–1481), erobrede Konstantinopel, for dermed var alle lande ud mod Middelhavet islamiske – med adgang forbudt for Europas handelsskibe. Indtil da havde det været en vanvittig tanke at sejle ud i Atlanterhavet for at nå Østen. Men nu var Spanien tvunget til at tænke den vej rundt. Derfor lod man Columbus sejle afsted med 90 mand på de tre meget små skibe, hvoraf det største, Santa Maria, ikke var meget større end en juniorsuite på et af vore dages krydstogtskibe.
Christoffer Columbus ankom til Amerika i oktober 1492 og troede, at han var kommet til Indien. Hans første landsigte var formentlig en af Bahamaøerne – man gætter på San Salvador. Da han troede, at han var i Indien, kaldte han de indfødte for indianere.
Han sejlede herfra videre til øen, som vi i dag kender som Hispaniola og som deles af de to stater: Haiti og Den Dominikanske Republik. Her blev 39 soldater sat af, og de skulle bosætte sig, mens Columbus sejlede hjem efter forstærkninger. På den anden rejse havde han 17 kæmpe skibe med sig.
Da Columbus kom til Caribien i oktober 1492 var næsten alle øer ved at blive indtaget af de krigeriske caribere, der langsomt var ved at udrydde de fredelige arawakere. På Hispaniola, boede der cirka en halv million tainoer fordelt på fem små kongedømmer. Columbus var derfor ikke i tvivl om, at Hispaniola skulle være centrum for udviklingen af Vestindien. Indianerne overbeviste ham. Han kaldte dem indianere, fordi han troede, at han var kommet til Indien. Og indianere gik med guldsmykker, og Columbus var besat af guld.
Julenat 1492 gik Santa Maria på grund ved Hispaniolas nordkyst tæt på det nuværende ferieområde ved Puerto Plata. Træet fra skibet blev brugt til at bygge et fort, som blev kaldt La Navidad i dagens anledning. 39 sømænd blev udstationeret på fortet, mens Columbus tog hjem for at blive berømt og hente nye forsyninger. Da Columbus kom tilbage et år efter med 17 skibe og 1200 mand, var alle 39 døde. Udryddet af indianerne, som ikke brød sig om, at de havde taget unge piger som sexslaver. De hvide var derfor ikke populære mere, og derfor valgte Columbus at finde et andet sted til sin første bosættelse. Han sejlede små 100 km mod øst og etablerede byen, La Isabela, opkaldt efter den spanske dronning. Her blev det dog også hårde tider, og de medbragte spanske adelsmænd gjorde oprør, fordi de skulle arbejde. Der var for mange myg, og de blev syge og mange døde. Til sidst blev man enige om, at man hellere måtte begynde forfra, og da Columbus sejlede hjem til Spanien i 1496, blev hans bror Bartolome sat til at etablere en ny by på sydkysten. Det blev Santo Domingo. Efterhånden strømmede tusindvis af spaniere til, ligeglade med landets skønhed, de ville finde guld. Og dertil skulle de bruge arbejdskraft.
3. august 1492 tog Columbus afsted mod Amerika, men en helt anden dato var langt vigtigere for Amerikas opdagelse, nemlig 29. maj 1453, da herskeren af Det Ottomanske Rige, Mehmed II (1432–1481), erobrede Konstantinopel, for dermed var alle lande ud mod Middelhavet islamiske – med adgang forbudt for Europas handelsskibe. Indtil da havde det været en vanvittig tanke at sejle ud i Atlanterhavet for at nå Østen. Men nu var Spanien tvunget til at tænke den vej rundt. Derfor lod man Columbus sejle afsted med 90 mand på de tre meget små skibe, hvoraf det største, Santa Maria, ikke var meget større end en juniorsuite på et af vore dages krydstogtskibe.
Christoffer Columbus ankom til Amerika i oktober 1492 og troede, at han var kommet til Indien. Hans første landsigte var formentlig en af Bahamaøerne – man gætter på San Salvador. Da han troede, at han var i Indien, kaldte han de indfødte for indianere.
Han sejlede herfra videre til øen, som vi i dag kender som Hispaniola og som deles af de to stater: Haiti og Den Dominikanske Republik. Her blev 39 soldater sat af, og de skulle bosætte sig, mens Columbus sejlede hjem efter forstærkninger. På den anden rejse havde han 17 kæmpe skibe med sig.
Da Columbus kom til Caribien i oktober 1492 var næsten alle øer ved at blive indtaget af de krigeriske caribere, der langsomt var ved at udrydde de fredelige arawakere. På Hispaniola, boede der cirka en halv million tainoer fordelt på fem små kongedømmer. Columbus var derfor ikke i tvivl om, at Hispaniola skulle være centrum for udviklingen af Vestindien. Indianerne overbeviste ham. Han kaldte dem indianere, fordi han troede, at han var kommet til Indien. Og indianere gik med guldsmykker, og Columbus var besat af guld.
Julenat 1492 gik Santa Maria på grund ved Hispaniolas nordkyst tæt på det nuværende ferieområde ved Puerto Plata. Træet fra skibet blev brugt til at bygge et fort, som blev kaldt La Navidad i dagens anledning. 39 sømænd blev udstationeret på fortet, mens Columbus tog hjem for at blive berømt og hente nye forsyninger. Da Columbus kom tilbage et år efter med 17 skibe og 1200 mand, var alle 39 døde. Udryddet af indianerne, som ikke brød sig om, at de havde taget unge piger som sexslaver. De hvide var derfor ikke populære mere, og derfor valgte Columbus at finde et andet sted til sin første bosættelse. Han sejlede små 100 km mod øst og etablerede byen, La Isabela, opkaldt efter den spanske dronning. Her blev det dog også hårde tider, og de medbragte spanske adelsmænd gjorde oprør, fordi de skulle arbejde. Der var for mange myg, og de blev syge og mange døde. Til sidst blev man enige om, at man hellere måtte begynde forfra, og da Columbus sejlede hjem til Spanien i 1496, blev hans bror Bartolome sat til at etablere en ny by på sydkysten. Det blev Santo Domingo. Efterhånden strømmede tusindvis af spaniere til, ligeglade med landets skønhed, de ville finde guld. Og dertil skulle de bruge arbejdskraft.
Monument for munken Las Casas i Santo Domingo
Udryddelsen af indianerne
For at sikre arbejdskraft til byggerier og guldminerne indførte spanierne et system, der gav dem ret til at indfange indianerne og sætte dem i arbejde. De var ikke slaver, for Spanien var imod slaveri. Men det var nu ét fedt. Indianerne skulle arbejde under umenneskelige forhold, og de døde som fluer. Udmattede, udsultede og syge. Tusinder begik selvmord for at slippe for disse ydmygelser. Sprang ud fra klipper eller spiste jord for at dø. Mødre dræbte deres børn ved fødslen for at skåne dem. Lynhurtigt blev der mangel på indianere, og man gik på menneskerov på andre øer. 40.000 indianere blev kidnappet, alligevel dalede antallet, for grusomhederne fortsatte uhæmmet. Men den største årsag til, at man fik udryddet indianerne på rekordtid var: pølseforgiftning. Den bakterie havde europæerne med sig og var immune overfor, men indianerne kunne ikke tåle den (læs mere i læsestof.)
Der var modstand mod folkemordet. Præsten Bartolome de Las Casa tordnede mod måden, man behandlede indianerne. Og i Spanien var man forargede, men det gik så hurtigt. Da man var tæt på den totale udryddelse, tog man indianerne fra mineejerne og tildelte dem nogle få spanske herrer, som så skulle misbruge dem på en ordentlig måde. I 1515 lykkedes det Las Casa at overtale den spanske regent til et projekt, hvor præster fjernede indianere fra de spanske herrer og placerede dem i samfund med deres egen høvding. Men ak, en epidemi brød ud i et disse samfund og dræbte 8000 indianere. Derefter var alle redningsforsøg umulige. Tainoerne uddøde få år efter. 500.000 indianere i 1492 var i 1518 blevet reduceret til 500. Et af verdenshistoriens største folkedrab, udført af ganske få hundrede lede spaniere og deres bakterier.
Columbus havde sukkerrør med fra De Kanariske Øer, men det er en skrøne, at det startede på sukkereventyret i Caribien. Spanierne brugte dem kun til egne haver. Dyrkning på større skala kom først i gang fra 1630, da franskmænd tog sukkerrør fra Brasilien til Barbados. Derfra spredte det sig til resten af Caribien.
De første guvernører og vicekonger i Den Nye Verden:
1492–1499 – Christopher Columbus
1499–1502 – Francisco de Bobadilla
1502–1509 – Nicolás de Ovando
1509–1518 – Diego Columbus
Kvæg og sukker
Til spaniernes held faldt indianernes udryddelse sammen med, at guldminerne på øen var ved at være tømte. Flere forlod øen til fordel for de nye områder i Mexico og Peru, der havde guld og sølv og indianere. Selv om det blev forbudt at forlade øen, faldt befolkningstallet i 1528 fra 6000 til 1000 spaniere. De slog sig i stedet for på sukkerproduktion, og det krævede arbejdskraft. Snart indførte man slaver fra Afrika. De spanske plantageejere blev rige af sukker og – kvæg. Meget kvæg var kommet fra Spanien og havde fået lov at passe sig selv, at det havde udviklet sig til en bestand på 100.000, de skulle bare fanges. Der var så rigeligt, at man slagtede kvæg bare for hudernes skyld. Sukker og kvæg gjorde øen rig, og i 1546 var befolkningstallet steget til 5000 hvide, 12.000 slaver og 3000 bortløbne slaver. Fra 1536 til 1565 sejlede 800 skibe fra Santo Domingo med sukker og huder til Spanien.
For at sikre arbejdskraft til byggerier og guldminerne indførte spanierne et system, der gav dem ret til at indfange indianerne og sætte dem i arbejde. De var ikke slaver, for Spanien var imod slaveri. Men det var nu ét fedt. Indianerne skulle arbejde under umenneskelige forhold, og de døde som fluer. Udmattede, udsultede og syge. Tusinder begik selvmord for at slippe for disse ydmygelser. Sprang ud fra klipper eller spiste jord for at dø. Mødre dræbte deres børn ved fødslen for at skåne dem. Lynhurtigt blev der mangel på indianere, og man gik på menneskerov på andre øer. 40.000 indianere blev kidnappet, alligevel dalede antallet, for grusomhederne fortsatte uhæmmet. Men den største årsag til, at man fik udryddet indianerne på rekordtid var: pølseforgiftning. Den bakterie havde europæerne med sig og var immune overfor, men indianerne kunne ikke tåle den (læs mere i læsestof.)
Der var modstand mod folkemordet. Præsten Bartolome de Las Casa tordnede mod måden, man behandlede indianerne. Og i Spanien var man forargede, men det gik så hurtigt. Da man var tæt på den totale udryddelse, tog man indianerne fra mineejerne og tildelte dem nogle få spanske herrer, som så skulle misbruge dem på en ordentlig måde. I 1515 lykkedes det Las Casa at overtale den spanske regent til et projekt, hvor præster fjernede indianere fra de spanske herrer og placerede dem i samfund med deres egen høvding. Men ak, en epidemi brød ud i et disse samfund og dræbte 8000 indianere. Derefter var alle redningsforsøg umulige. Tainoerne uddøde få år efter. 500.000 indianere i 1492 var i 1518 blevet reduceret til 500. Et af verdenshistoriens største folkedrab, udført af ganske få hundrede lede spaniere og deres bakterier.
Columbus havde sukkerrør med fra De Kanariske Øer, men det er en skrøne, at det startede på sukkereventyret i Caribien. Spanierne brugte dem kun til egne haver. Dyrkning på større skala kom først i gang fra 1630, da franskmænd tog sukkerrør fra Brasilien til Barbados. Derfra spredte det sig til resten af Caribien.
De første guvernører og vicekonger i Den Nye Verden:
1492–1499 – Christopher Columbus
1499–1502 – Francisco de Bobadilla
1502–1509 – Nicolás de Ovando
1509–1518 – Diego Columbus
Kvæg og sukker
Til spaniernes held faldt indianernes udryddelse sammen med, at guldminerne på øen var ved at være tømte. Flere forlod øen til fordel for de nye områder i Mexico og Peru, der havde guld og sølv og indianere. Selv om det blev forbudt at forlade øen, faldt befolkningstallet i 1528 fra 6000 til 1000 spaniere. De slog sig i stedet for på sukkerproduktion, og det krævede arbejdskraft. Snart indførte man slaver fra Afrika. De spanske plantageejere blev rige af sukker og – kvæg. Meget kvæg var kommet fra Spanien og havde fået lov at passe sig selv, at det havde udviklet sig til en bestand på 100.000, de skulle bare fanges. Der var så rigeligt, at man slagtede kvæg bare for hudernes skyld. Sukker og kvæg gjorde øen rig, og i 1546 var befolkningstallet steget til 5000 hvide, 12.000 slaver og 3000 bortløbne slaver. Fra 1536 til 1565 sejlede 800 skibe fra Santo Domingo med sukker og huder til Spanien.
San Felipe Fortet i Puerto Plata skulle forsvare nordkysten mod pirater, foto Godominican
Tvangsflytning og pirater
Denne velstand blev ødelagt af pirater og elendig politik. Caribiens pirater gjorde handel mere og mere besværlig. I nord handlede de med andre lande, hvilket var forbudt, men nordpå havde myndighederne ikke en chance. Det endte tragisk. For Kong af Spanien dekreterede, at alle skulle tvangsflyttes fra Puerto Plata i nord til Santo Domingo i syd, hvor man bedre kunne holde øje med dem. I Puerto Plata fik folk 24 timer til at pakke, hvorefter byen blev brændt. Indbyggerne marcherede sydpå, fuldstændig forarmede. Deres fede kvæg måtte de efterlade, kun nogle få tusinde køer lod sig drive med. I de nye byer blev folk ramt af sygdom og sult, og snart var også Santo Domingo forarmet. Da en ny guvernør ankom, tog ingen imod ham, for folk havde ikke ordentligt tøj at tage på. Og oppe i det forladte nord bosatte franske pirater sig og dannede en af Caribiens største piratreder. I 1630 var der end ikke slaver tilbage på øen. Alle var flygtet eller døde af sult. Landet udviklede sig til anarki og elendighed.
Øen deles
Franskmænd bosatte sig i øens vestlige del, hvor spanierne efterhånden kom i mindretal - også på hele øen. For i 1680 var der 500.000 franskmænd i vest og kun 100.000 spaniere i øst. Derfor fik Spanien travlt med at få spansktalende mennesker fragtet over som levende grænsehegn. Især fattige familier fra Kanarie-øerne blev tvunget over Atlanten for at bo op til franske bebyggelser. I 1731 delte man øen, og i 1777 trak man en grænse. Franskmændene kaldte deres del Saint-Dominique, mens spanierne ikke kaldte deres noget. Den øgede handel med franskmændene specielt med kød, betød en opblomstring for den østlige del, der også fik gang i sukkerproduktionen, dog aldrig så effektivt. Sidst i århundredet måtte den spanske konge på grund af krige i Europa opgive sin del af Hispaniola. Spanierne fik et år til at forlade øen, ellers var de franske. Herefter var hele øen fransk - under den franske kejser. Og mens den var fransk udbrød et kæmpe slaveoprør i den vestlige del i 1801, hvor den tidligere slave Toussiant L´Ouverture tog magten. I 1804 udråbte han den vestlige del til Republikken Haiti. Man havde altså pludselig franske ex-slaver, afrikanere, i vest og franskmænd fra Frankrig i øst. I 1822 angreb det oprørske Haiti den østlige del og overtog hele øen.
Denne velstand blev ødelagt af pirater og elendig politik. Caribiens pirater gjorde handel mere og mere besværlig. I nord handlede de med andre lande, hvilket var forbudt, men nordpå havde myndighederne ikke en chance. Det endte tragisk. For Kong af Spanien dekreterede, at alle skulle tvangsflyttes fra Puerto Plata i nord til Santo Domingo i syd, hvor man bedre kunne holde øje med dem. I Puerto Plata fik folk 24 timer til at pakke, hvorefter byen blev brændt. Indbyggerne marcherede sydpå, fuldstændig forarmede. Deres fede kvæg måtte de efterlade, kun nogle få tusinde køer lod sig drive med. I de nye byer blev folk ramt af sygdom og sult, og snart var også Santo Domingo forarmet. Da en ny guvernør ankom, tog ingen imod ham, for folk havde ikke ordentligt tøj at tage på. Og oppe i det forladte nord bosatte franske pirater sig og dannede en af Caribiens største piratreder. I 1630 var der end ikke slaver tilbage på øen. Alle var flygtet eller døde af sult. Landet udviklede sig til anarki og elendighed.
Øen deles
Franskmænd bosatte sig i øens vestlige del, hvor spanierne efterhånden kom i mindretal - også på hele øen. For i 1680 var der 500.000 franskmænd i vest og kun 100.000 spaniere i øst. Derfor fik Spanien travlt med at få spansktalende mennesker fragtet over som levende grænsehegn. Især fattige familier fra Kanarie-øerne blev tvunget over Atlanten for at bo op til franske bebyggelser. I 1731 delte man øen, og i 1777 trak man en grænse. Franskmændene kaldte deres del Saint-Dominique, mens spanierne ikke kaldte deres noget. Den øgede handel med franskmændene specielt med kød, betød en opblomstring for den østlige del, der også fik gang i sukkerproduktionen, dog aldrig så effektivt. Sidst i århundredet måtte den spanske konge på grund af krige i Europa opgive sin del af Hispaniola. Spanierne fik et år til at forlade øen, ellers var de franske. Herefter var hele øen fransk - under den franske kejser. Og mens den var fransk udbrød et kæmpe slaveoprør i den vestlige del i 1801, hvor den tidligere slave Toussiant L´Ouverture tog magten. I 1804 udråbte han den vestlige del til Republikken Haiti. Man havde altså pludselig franske ex-slaver, afrikanere, i vest og franskmænd fra Frankrig i øst. I 1822 angreb det oprørske Haiti den østlige del og overtog hele øen.
De tre ledende frihedshelte er begravet midt i Santo Domingo
Frihedsbevægelse
I de efterfølgende år opstod de første bevægelser, der ville væk fra Haiti ig have den østlige del som selvstændigt nation. Et forsøg på at udråbe en dominikansk republik skete første gang i 1821, men oprøret blev slået ned. Derefter opstod den velorganiserede bevægelse La Trinitaria anført af trekløveret Juan Paul Duartes, Francisco del Rosario Sanchez og Ramon Mella. I 1843 gjorde de oprør. Haiti slog hårdt igen, og Duarte måtte flygte til den danske koloniø, St. Thomas. Haiti forsøgte at opnå fred med spanierne, fx fik de lov at tale spansk igen. Men 27. februar 1844 blev der igen oprør, og denne gang vandt dominikanerne. Datoen regnes for Den Dominikanske Republiks fødselsdag.
Uafhængighedsblomst
Frihedskæmperen Filomena Gómez de Cova gjorde en blomst til symbol for modstanden, en jasmin fra Venezuela, Malabar jasmine. Kvinder satte den i håret, og mænd i brystlommen. I dag kalder man den Filoria. Se den alle mulige andre steder, for det er en gardenia, som vokser i buske, også i potter hjemme hos os selv.
Duarte udråbte sig selv til præsident, men det varede to dage, så var han afsat. De forskellige modstandsbevægelser kom i strid, og general Santana (1801-1884) blev præsident. Han havde så svært ved at styre gemytterne, at han i 1860 skrev til dronningen af Spanien, om hun ikke nok ville gøre landet til en spansk provins og beskytte landet. Derfor kom den østlige del igen på spanske hænder, selv om der egentlig var meget lidt spansk tilbage på øen.
Landet var uregerligt. I to år kæmpede modstandsbevægelser i den såkaldte ”Restauracions”-krig for at få genskabt republikken, og i 1864 gav spanierne op, da mere end 10.000 spanske soldater havde mistet livet. Landet var ruineret af krig og ødelæggelser. En ny regering forsøgte i 1871 at få USA til at indlemme området som en selvstændig amerikansk delstat. USA's præsident Grant godkendte det, men senatet nægtede. I stedet blev Den Dominikanske Republik styret af stærke lokale chefer, coudilloer. Den første diktator Ulises Heureaux (1845-99) kom til magten i 1882. Landet oplevede økonomisk fremgang, og der blev investeret i jernbaner, telegraf og telefon. I begyndelsen af århundredet overtog USA driften af landets toldsystem, så kreditorer fik sikkerhed for tilbagebetaling af gæld. Fra 1916-24 overtog USA reelt styret, indtil der herskede næsten demokratiske tilstande under præsident Vasquez. Den udvikling satte en brutal general en stopper for.
I de efterfølgende år opstod de første bevægelser, der ville væk fra Haiti ig have den østlige del som selvstændigt nation. Et forsøg på at udråbe en dominikansk republik skete første gang i 1821, men oprøret blev slået ned. Derefter opstod den velorganiserede bevægelse La Trinitaria anført af trekløveret Juan Paul Duartes, Francisco del Rosario Sanchez og Ramon Mella. I 1843 gjorde de oprør. Haiti slog hårdt igen, og Duarte måtte flygte til den danske koloniø, St. Thomas. Haiti forsøgte at opnå fred med spanierne, fx fik de lov at tale spansk igen. Men 27. februar 1844 blev der igen oprør, og denne gang vandt dominikanerne. Datoen regnes for Den Dominikanske Republiks fødselsdag.
Uafhængighedsblomst
Frihedskæmperen Filomena Gómez de Cova gjorde en blomst til symbol for modstanden, en jasmin fra Venezuela, Malabar jasmine. Kvinder satte den i håret, og mænd i brystlommen. I dag kalder man den Filoria. Se den alle mulige andre steder, for det er en gardenia, som vokser i buske, også i potter hjemme hos os selv.
Duarte udråbte sig selv til præsident, men det varede to dage, så var han afsat. De forskellige modstandsbevægelser kom i strid, og general Santana (1801-1884) blev præsident. Han havde så svært ved at styre gemytterne, at han i 1860 skrev til dronningen af Spanien, om hun ikke nok ville gøre landet til en spansk provins og beskytte landet. Derfor kom den østlige del igen på spanske hænder, selv om der egentlig var meget lidt spansk tilbage på øen.
Landet var uregerligt. I to år kæmpede modstandsbevægelser i den såkaldte ”Restauracions”-krig for at få genskabt republikken, og i 1864 gav spanierne op, da mere end 10.000 spanske soldater havde mistet livet. Landet var ruineret af krig og ødelæggelser. En ny regering forsøgte i 1871 at få USA til at indlemme området som en selvstændig amerikansk delstat. USA's præsident Grant godkendte det, men senatet nægtede. I stedet blev Den Dominikanske Republik styret af stærke lokale chefer, coudilloer. Den første diktator Ulises Heureaux (1845-99) kom til magten i 1882. Landet oplevede økonomisk fremgang, og der blev investeret i jernbaner, telegraf og telefon. I begyndelsen af århundredet overtog USA driften af landets toldsystem, så kreditorer fik sikkerhed for tilbagebetaling af gæld. Fra 1916-24 overtog USA reelt styret, indtil der herskede næsten demokratiske tilstande under præsident Vasquez. Den udvikling satte en brutal general en stopper for.
Trujillo-diktaturet
Trujillo
Der var intet usædvanligt ved, at republikkens hærchef tog magten i 1930. For det skete ved et valg, og selv om han fik flere stemmer, end der var vælgere, var det ikke noget, man tog stor notits af dengang i Latinamerika. Og alle var glade, for General Rafael Trujillo var en dygtig hærchef, som man regnede med ville støtte landets vej mod demokrati, for hans store forbillede var USA. Men han kom til at herske enevældigt over Den Dominikanske Republik i 31 år. I perioder indsatte han marionet-præsidenter, for der var jo grænser, men han forblev El Jefe – Chefen. Han kørte landet som sin egen købmandsbutik. Han købte miner og landbrug og jorde til sig selv, til urimeligt lave priser, og på få år var han så rig, at han var nødt til at forbedre landets infrastruktur, hvis han ville være rigere. Det betød voldsom vækst. Materielt blomstrede landet, men politisk dalede det til stenalderniveau.
En af Trujillos største ugerninger var den brutale nedslagtning af de haitianere, der levede langs grænsen. 25.000 blev slagtet af hæren i 1937. Han vedkendte sig drabene, og betalte en erstatning til Haitis regering. Udlandet reagerede voldsomt, men ingen fik ham fjernet. For USA holdt hånden over ham, fordi han sikrede landet mod kommunister. Han var emnet for en legendarisk ordveksling mellem Franklin D. Roosevelt, USAs præsident, og hans rådgiver. Rådgiveren sagde: He is a son of a bitch!. Hvortil præsidenten svarede: Yeah, but he is our son of a bitch". Hans brutale styre omfattede ikke kun drab af landsmænd, han sendte også dødspatruljer ud for at dræbe i udlandet, men da han utilsløret forsøgte at dræbe Venezuelas præsident, blev det for meget, også for USA. Samtidig vakte det stor opmærksomhed, at han myrdede tre søstre i en højt estimeret dominikansk familie, der talte ham imod. Det skete 25. november 1960, da man fandt ligene af de tre kvinder uden for Puerto Plata: Minerva, María Teresa og Patria Mirabal – kendt som Las Mariposas, Sommerfuglene. De var modstandere af Trujillo og havde tilbragt længere tid i fængsel, hvor de blev udsat for ekstrem mishandling. Mordene var så bestialske, at folk havde fået nok. Søstrene er i dag symboler på folkets modstand mod Trujillo - og kvinde-forbilleder. Den Dominikanske Republik fik i 1999 FN til at udpege 25. november til international dag for afskaffelse af vold mod kvinder. Der er et monument over Mirabal-søstrene 5 kilometer uden for Puerto Plata. Organisationen af Amerikanske Stater OAS iværksatte boykot af landet, og CIA stod bag, da Trujillo i 1961 blev dræbt i sin bil. (Se Læsestof om Trujillo)
Marionetpræsident Balaguer overtog styret, konfiskerede diktatorens ejendomme og tillod begrænset demokrati. Der blev sat reformer i gang, men i 1963 blev han styrtet ved et nyt militærkup. Det førte til nye oprør og uroligheder, der endte med, at USA mere eller mindre besatte landet 1965-66. Siden 1960´erne har der været ført en stram økonomisk politik, og der har stort set været demokratiske tilstande siden forfatningsændringen i 1966. Men korruptionen, der konstant truede med at knække landet, har været svær at gøre op med. Præsident Guzman (1911-82) begik selvmord, da det viste sig, at også hans familie havde gjort sig skyldig i svindel og magtmisbrug. Så sent som i 1991 blev den tidligere præsident Blanco idømt 20 års fængsel for ulovlige våbenkøb.
En af Trujillos største ugerninger var den brutale nedslagtning af de haitianere, der levede langs grænsen. 25.000 blev slagtet af hæren i 1937. Han vedkendte sig drabene, og betalte en erstatning til Haitis regering. Udlandet reagerede voldsomt, men ingen fik ham fjernet. For USA holdt hånden over ham, fordi han sikrede landet mod kommunister. Han var emnet for en legendarisk ordveksling mellem Franklin D. Roosevelt, USAs præsident, og hans rådgiver. Rådgiveren sagde: He is a son of a bitch!. Hvortil præsidenten svarede: Yeah, but he is our son of a bitch". Hans brutale styre omfattede ikke kun drab af landsmænd, han sendte også dødspatruljer ud for at dræbe i udlandet, men da han utilsløret forsøgte at dræbe Venezuelas præsident, blev det for meget, også for USA. Samtidig vakte det stor opmærksomhed, at han myrdede tre søstre i en højt estimeret dominikansk familie, der talte ham imod. Det skete 25. november 1960, da man fandt ligene af de tre kvinder uden for Puerto Plata: Minerva, María Teresa og Patria Mirabal – kendt som Las Mariposas, Sommerfuglene. De var modstandere af Trujillo og havde tilbragt længere tid i fængsel, hvor de blev udsat for ekstrem mishandling. Mordene var så bestialske, at folk havde fået nok. Søstrene er i dag symboler på folkets modstand mod Trujillo - og kvinde-forbilleder. Den Dominikanske Republik fik i 1999 FN til at udpege 25. november til international dag for afskaffelse af vold mod kvinder. Der er et monument over Mirabal-søstrene 5 kilometer uden for Puerto Plata. Organisationen af Amerikanske Stater OAS iværksatte boykot af landet, og CIA stod bag, da Trujillo i 1961 blev dræbt i sin bil. (Se Læsestof om Trujillo)
Marionetpræsident Balaguer overtog styret, konfiskerede diktatorens ejendomme og tillod begrænset demokrati. Der blev sat reformer i gang, men i 1963 blev han styrtet ved et nyt militærkup. Det førte til nye oprør og uroligheder, der endte med, at USA mere eller mindre besatte landet 1965-66. Siden 1960´erne har der været ført en stram økonomisk politik, og der har stort set været demokratiske tilstande siden forfatningsændringen i 1966. Men korruptionen, der konstant truede med at knække landet, har været svær at gøre op med. Præsident Guzman (1911-82) begik selvmord, da det viste sig, at også hans familie havde gjort sig skyldig i svindel og magtmisbrug. Så sent som i 1991 blev den tidligere præsident Blanco idømt 20 års fængsel for ulovlige våbenkøb.
Haiti-særlove
I nyere tid har Den Dominikanske Republik især gjort sig bemærket ved at blive et stadig mere stabilt demokratisk land med økonomisk opdrift, men sandelig også med racistiske særlove, der kun har et formål: at holde haitianere ude, med mindre de skal arbejde for ingenting. I 2010 vedtog man, at man ikke længere blev statsborger i landet, bare fordi man var født her. Det krævede, at ens forældre boede lovligt i Den Demokratiske Republik. Men værre blev det, da Højesteret året efter besluttede, at reglen skulle have tilbagevirkende kraft til 1929. Det vil sige, at man ophævede statsborgerskaber for alle født i landet efter 1929, hvis forældrene ikke opholdt sig lovligt i landet på fødselsdagen, 200.000 haitianere blev statsløse. Siden er der nærmest indledt en klapjagt på haitianere, der har måtte flygte over grænsen på grund af vold og forfølgelse, selv om hverken de eller deres forældre nogensinde har boet i Haiti.
I 2022 blev landet igen anklaget for forfølgelse af haitianske børn, som USA mente, at Den Dominikanske Republik bare smed tilbage over grænsen uden at ane, hvad der blev af dem.
I 2022 blev landet igen anklaget for forfølgelse af haitianske børn, som USA mente, at Den Dominikanske Republik bare smed tilbage over grænsen uden at ane, hvad der blev af dem.
Vigtige årstal for Den Dominikanske Republik:
4000 Ciboneyindianerne bosætter sig
år 0 Ciboney-indianerne bliver fordrevet af Taino-indianerne
1000 Caribindianerne trænger op fra Sydamerika
1492 Christopher Columbus døber øen La Isla Espanola
1493 Columbus etablerer bosættelsen La Isabela
1496 Bartolome Columbus grundlægger La Nueva Isabela på Rio Ozamas østbred
1502 Santo Domingo grundlægges på Rio Ozamas vestbred
1509 Santo Domingo bliver officielt den første spanske by i den nye verden
1586 Sir Francis Drake plyndrer Santo Domingo
1603 Nordkystens byer tvangsflyttes til sydkysten. Franskmænd bosætter sig i nord
1605 Spanien afstår den vestlige del til Frankrig.
1795 Spanien afstår den østlige del til Frankrig.
1801 Franskmænd plyndrer den østlige del af øen.
1804 Haiti erklærer sig uafhængig som den første sorte republik i Amerika
1809 Den østlige del gives tilbage til Spanien
1821 Øst-Hispaniola erklærer sig Den Dominikanske Republik, men besættes af Haiti.
1838 Frihedsbevægelsen La Trinitaria opstår.
1844 27. februar erklærer frihedsbevægelsen landet for selvstændigt.
1861 Den østlige del bliver igen spansk.
1865 Efter borgerkrig trækker Spanien trækker igen ud.
1880 Landets ledes i to år af den romersk katolske ærkebiskop Marino.
1882 Ulises Heureaux bliver præsident og diktator. Myrdet i 1899.
1905 USA overtager administrationen af landets toldvæsen.
1916 USA besætter landet.
1924 USA forlader landet
1941 Kvinder får stemmeret
1930 Rafael Leonidas Trujillo bliver præsident og diktator de næste 31 år.
1937 Regeringssoldater myrder 10-20.000 haitianere.
1961 Trujillo bliver myrdet. USAs Marionetpræsident Joaquin Balaguer overtager.
1962 Juan Bosch vinder det første demokratiske valg
1962 Oberst Elias Wessin begår statskup.
1963 Militæret udpeger ny præsident
1965 USA invaderer
1966 Balaguer vinder valget. Ny forfatning vedtages.
1973 Balaguer styrkes ved et kup af demokrater
1978 Socialdemokratiets Antonio Guzman vinder valget.
1982 Guzman begår selvmord efter korruptionsanklager.
1986 Den tidligere diktator Balaguer vælges igen til præsident.
1991 Alle illegale haitianere under 16 og over 60 udvises.
1992 500 året for Columbus fejres med fyrtårn.
1996 Leonel Fernandez PLD bliver præsident.
1998 Orkanen George ødelægger voldsomt
1999 FN vedtager landets forslag om en international dag imod vold mod kvinder
2003 Finanskrise koster flere dræbte i forbindelse med uro og strejker
2010 Jordskælvet i Haiti berører også Den Dominikanske Republik
2010 Automatisk borgerskab ophæves. 200.000 haitianere bliver statsløse.
2016 Partido de la Liberación Dominicana (PLD) danner regering for 3. gang
2020 Corona-pandemien rammer landet hårdt. Økonomien er i grus - og 1500 er døde
2022 Landet rejser sig forbløffende hurtigt, og i Punta Cana har man turistrekord
år 0 Ciboney-indianerne bliver fordrevet af Taino-indianerne
1000 Caribindianerne trænger op fra Sydamerika
1492 Christopher Columbus døber øen La Isla Espanola
1493 Columbus etablerer bosættelsen La Isabela
1496 Bartolome Columbus grundlægger La Nueva Isabela på Rio Ozamas østbred
1502 Santo Domingo grundlægges på Rio Ozamas vestbred
1509 Santo Domingo bliver officielt den første spanske by i den nye verden
1586 Sir Francis Drake plyndrer Santo Domingo
1603 Nordkystens byer tvangsflyttes til sydkysten. Franskmænd bosætter sig i nord
1605 Spanien afstår den vestlige del til Frankrig.
1795 Spanien afstår den østlige del til Frankrig.
1801 Franskmænd plyndrer den østlige del af øen.
1804 Haiti erklærer sig uafhængig som den første sorte republik i Amerika
1809 Den østlige del gives tilbage til Spanien
1821 Øst-Hispaniola erklærer sig Den Dominikanske Republik, men besættes af Haiti.
1838 Frihedsbevægelsen La Trinitaria opstår.
1844 27. februar erklærer frihedsbevægelsen landet for selvstændigt.
1861 Den østlige del bliver igen spansk.
1865 Efter borgerkrig trækker Spanien trækker igen ud.
1880 Landets ledes i to år af den romersk katolske ærkebiskop Marino.
1882 Ulises Heureaux bliver præsident og diktator. Myrdet i 1899.
1905 USA overtager administrationen af landets toldvæsen.
1916 USA besætter landet.
1924 USA forlader landet
1941 Kvinder får stemmeret
1930 Rafael Leonidas Trujillo bliver præsident og diktator de næste 31 år.
1937 Regeringssoldater myrder 10-20.000 haitianere.
1961 Trujillo bliver myrdet. USAs Marionetpræsident Joaquin Balaguer overtager.
1962 Juan Bosch vinder det første demokratiske valg
1962 Oberst Elias Wessin begår statskup.
1963 Militæret udpeger ny præsident
1965 USA invaderer
1966 Balaguer vinder valget. Ny forfatning vedtages.
1973 Balaguer styrkes ved et kup af demokrater
1978 Socialdemokratiets Antonio Guzman vinder valget.
1982 Guzman begår selvmord efter korruptionsanklager.
1986 Den tidligere diktator Balaguer vælges igen til præsident.
1991 Alle illegale haitianere under 16 og over 60 udvises.
1992 500 året for Columbus fejres med fyrtårn.
1996 Leonel Fernandez PLD bliver præsident.
1998 Orkanen George ødelægger voldsomt
1999 FN vedtager landets forslag om en international dag imod vold mod kvinder
2003 Finanskrise koster flere dræbte i forbindelse med uro og strejker
2010 Jordskælvet i Haiti berører også Den Dominikanske Republik
2010 Automatisk borgerskab ophæves. 200.000 haitianere bliver statsløse.
2016 Partido de la Liberación Dominicana (PLD) danner regering for 3. gang
2020 Corona-pandemien rammer landet hårdt. Økonomien er i grus - og 1500 er døde
2022 Landet rejser sig forbløffende hurtigt, og i Punta Cana har man turistrekord
Hvis du vil støtte guiden ved at sende en venlig tanke til MobilePay på 20216673
